Bloggen går på...pause?

I lidt over et årti har jeg haft fornøjelsen af at levere indspark, tanker og perspektiver om amerikansk valg, amerikansk politik og lidt amerikansk kultur her på bloggen.

Det hele begyndte med en ny formand for Republikanerne. 

Vi har været forbi Barack Obamas genvalg. 

Min enorme fejltagelse sammen med så mange andre i 2016 - og indrømmelsen af fejlen bagefter. 

Obama fik i sin tid også et par højesteretsdommere igennem.  Newt Gingrich, den store højrefløjsstjerne stjerne fra 90'erne, lignede lige med et en favorit som præsidentkandidat i 2012. Californiens byer var ved at gå fallit. 

Socialismen marcherer frem i frihedens land.  Republikanerne gik - kortvarigt - efter hiphopsegmentet. Bush-brødrene gav hinanden problemer.  Mordraten eksploderede. George W. Bush begyndte at male. Våbenlobbyen vaklede. 

Vi kunne fejre Osama bin Ladens død. Vi fik coronapandemien. Og en rigsretssag er underligt nok langt fra at være årets største historie. 

Og så fik vi min sidste forudsigelse - med 48 ud af 50 stater korrekt og kun Florida helt galt. Ganske acceptabelt, synes jeg.

Det har været sjovt - men også taget tid. Tid, jeg nu prioriterer anderledes. Så selvom amerikansk demokrati både står stærkere og mere udfordret end nogensinde før, må andre medier formidle disse spændende perspektiver.

Håber du har nydt at læse med - og hvem ved, måske bloggen genopstår til midtvejsvalget i 2022 eller præsidentvalget i 2024. 

Tag på valgmandstur gennem de 50 delstater

Hjemmesiden 270towin.com har lanceret en herlig nørdet gennemgang af alle 50 amerikanske delstater ved valget, deres valghistorie og hvorfor staterne stemmer, som de gør. Der er vidunderlig baggrund og god paratviden at hente i hele gennemgangen, der begynder med de mest sikre valgmandsstemmer - Washington D.C, hvor Demokraterne altid vinder med Saddam Husseinske stemmetal på over 90 % af stemmerne.

Herfra går vi til Wyoming og West Virginia - hvor Republikanerne står stærkest - og så videre og så videre. Alle stater er ikke klar med beskrivelse endnu. Kortet bliver jævnlig opdateret med én stat mere hver uge frem til valget i november.

Hop med i dag og tag to stater hver uge - så burde du kunne nå det.

https://www.270towin.com/news/2019/11/18/the-road-to-270-washington-dc_900.html

USA anerkender folkemordet på armenerne

Tidligere på ugen vedtog Kongressen officielt, at USA anerkender Tyrkiets - eller dengang Osmannerrigets - folkemord på armenerne i 1915.

Fra 2.133.190 til 387.800 armenere
Tyrkiet har i over hundrede år effektivt forhindret, at verdens første reelle folkemord blev anerkendt som sådan. Men det armenske folketal gik fra 2.133.190 til 387.800. De fleste døde ved uden vand og proviant at blive tvunget ud på dødsmarcher til den syriske ørken fra deres hjem i Anatolien og det nuværende Armenien. Undervejs udplyndrede, voldtog og myrdede bander løs i flygtningestrømmene med opbakning fra osmanniske embedsfolk og hæren. Titusinder af små armenske børn blev revet fra forældrene og opflasket som muslimer, der glemte alt om deres baggrund.

Folkemord var det. Og det anerkender så godt som alle historikere også i dag.

Ikke overraskende er Tyrkiets præsident Erdogan rasende over vedtagelsen. At der snart følger økonomiske sanktioner med på grund af NATO-landet Tyrkiets nylige køb af russiske våben gør næppe den pressede Erdogan mere smilende. Tyrkiets økonomi vakler.

Trump-modstand
Men præsident Donald Trump har stor kærlighed til autokrater og bakker naturligvis Erdogan op. Han forsøgte at få blokeret anerkendelsen i Kongressen. Men et afstemningsresultat på 405-11 i Repræsentanternes Hus gjorde det umuligt, og i Senatet blev resolutionen - som Trump ikke kan nedlægge veto mod - fremført af begge partier i form af den demokratiske senator Bob Menendez fra New Jersey og Ted Cruz fra Texas.

Trump forsinkede vedtagelsen ved at lade senator Kevin Cramer blokere vedtagelsen en uges tid. Men mere kunne han ikke gøre. Og nu anerkender landets mest magtfulde land altså det armenske folkemord. En umådeligt positiv udvikling hvis vi vil lære af historien.

Danmark anerkender i øvrigt ikke folkemordet. 

Hvem taler i dag om udslettelsen af armenerne? 
At det er værd at lære af historien, er en kendt Adolf Hitler-anekdote en klar anerkendelse af. Militære ledere udtrykte bekymring, da massemordene udført af det nazistiske Tyskland begyndte at tage alvorlig fart i 1941. Hvad ville omverdenen sige og gøre?

"Hvem taler i dag om udslettelsen af armenerne?," spurgte han sine generaler, som intet godt modsvar havde. Den tyske dræbermaskine kørte videre.

Følger Warren Roosevelts spilleregler?

Fattigdommen steg. Alkoholisme og stoffer var en svøbe. Hjemløsheden var stor. Hadet til ikke-hvide migranter massiv.

2016 i USA - eller 1932 i selvsamme land?

Begge svar kan være ganske korrekte. Og derfor skal det måske være Franklin D. Roosevelts tilgang til politiske valgkampe, Demokraterne skal følge?

Roosevelt vandt i 1932 præsidentembedet over Herbert Hoover med 57,4 % af stemmerne - den indtil da hidtil største valgsejr for en demokrat.

Han var ikke bange for detaljerede politiske planer, der fortalte, han ville lave meget om, og det ville komme til at koste. Men gevinsterne ville være større end omkostningerne.

Demokrati-laboratorier
Socialisme-anklagerne flød mod Roosevelt. Men den tidligere guvernør i New York understregede, hans tilgang var pragmatisk og baseret på de ting, der var forsøgt med succes og virkede lokalt. Han kaldte de amerikanske delstater for "Laboratories of Democracy" - et begreb der måske inspirerede det "Arsenal of Democracy," han udråbte USA til i 1940.

Warrens strategi
Senator Elizabeth Warren er nok den demokratiske præsidentkandidat, der mest forsøger samme strategi. Hun har utallige meget detaljerede planer for alt fra handelspolitik over Big Tech til såkaldt "ultra-millionærskat."  

Virker Roosevelt strategi også i 2019?

Måske

Warren ligger udmærket til i meningsmålingerne i det demokratiske primærvalg. Men hun mangler er Roosevelts praktiske erfaring som udøvende guvernør. Det dysfynktionelle amerikanske senat giver ikke mange pluspoint her.

80 år siden de første skud i 2. verdenskrig

For 80 år siden åbnede det tyske slagskib Schleswig-Holstein ild mod de polske stillinger ved Westerplatte ud for Gdansk. Med "Danzig ist Deutsch" som slagord begyndte den europæiske del af den tragedie, der er 2. verdenskrig.

Det markerer polakkerne naturligvis. Men præsident Donald Trump kommer ikke. I stedet markerer vicepræsident Mike Pence den historiske dag.

Den ny aflyste rejse var i øvrigt første del af den tur, der skulle have ført den nuværende amerikanske præsident forbi København. Men det gik som bekendt ikke, da vi ikke ville sælge eks-kolonien Grønland.

Tilbage i 1939 havde amerikanerne også udenrigspolitiske kvababbelser. Landet ville ikke i krig igen efter en 1. verdenskrig, der ikke gav de resultater, landet håbede på.

Der skulle gå over to år, før amerikanerne via Japans angreb på Pearl Harbor og en ret uforståelig krigserklæring fra Tysklands og Italiens side blev en del af demokratiets kamp mod diktaturerne.

Som premierminister Winston Churchill i Storbritannien sagde om amerikanerne, mens de længtes efter deres indtræden i krigen:

"You can always count on the Americans to do the right thing after they have tried everything else.”

Mississippi forbød slaveriet for fem år siden

Dagens sjove historiske detalje: Det er nu fem år siden, delstaten Mississippi officielt afskaffede slaveriet.

Noget sent, mener du? Var det ikke i 1865?

Jo, der stemte nok delstater ja til det 13. tillæg til forfatningen, der forbød slaveri.

Men Mississippi godkendte faktisk først forfatningsændringen i 1995, heldigvis enstemmigt!

Så var alt vel godt?

Ja.

Bortset fra, at delstaten glemte at gøre ændringen officiel ved at underrette den føderale notar om ændringen.

Det huskede Mississippi først i februar 2013, da filmen Lincoln mindede dem om, at det nok var en fornuftig idé.

Den herlige fortælling kan læses her. 

Er Donald Trump kejser Wilhelm II?

Mens Donald Trump i disse dage gør sine nærmeste allierede vrede ved G7-topmødet, behandler han de klassiske fjender pænt: Rusland skal med i G7 igen, og Nordkoreas diktator kan besøge Det Hvide Hus, hvis topmødet i næste uge går godt.

Meget af Trumps opførsel bunder i personligt fjendskab og vrede over fornærmelser. Den tyndhudede politiker tåler ingen kritik og soler sig i personlig ros.

Det har verden oplevet før i en verdensleder: Nemlig Tysklands kejser op til og under 1. verdenskrig, Wilhelm II.

Det skriver The New Yorker om, og konklusionen er ikke god: En ting er selve 1. verdenskrig, der på alle måder var katastrofal nok i sig selv, og hvor meget af ansvaret lå hos Wilhelm II. 

Men det samfund, Wilhelm II efterlod sig efter revolutionen og abdiceringen i 1918, var et svagt civilsamfund med en kaotisk civil regeringsledelse og et stærkt militær på sidelinjen Mange ønskede en stærk leder. Altså ledte Wilhelm II's personlighed og påvirkning af Tyskland gennem årtier direkte til 2. verdenskrig, mener magasinet.

Årsagssammenhængen er noget simpel i artiklen. Begge verdenskrige kan hverken tilskrives en mand eller en nation. Krigsudbruddene var resultaterne af enormt komplekse samspil mellem personer og begivenheder. Men vi ser, at er en stor nations leder en inkompetent narcissist, kan det gå grueligt galt. Det kan vi så tænke over her få dage før topmødet med Nordkorea.

Paul Ryan er under angreb

Det er ikke sjovt at være Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, i øjeblikket. Alle kritiserer ham, fra egne partifæller i Kongressen over præsident Donald Trump til Demokraterne. 

Er Ryan overhovedet en dygtig leder? Det stiller flere spørgsmål ved.

Ja, han er valgt otte gange til Kongressen. Men det er fra et meget konservativt valgdistrikt i Wisconsin. Opstillede Republikanerne en kaktus i distriktet, ville kaktussen snildt vinde.

Så var han vicepræsidentkandidat i 2012 under Mitt Romney, men det skyldtes primært, at Romney - den rige, elitære og ældre hvide mand fra Østkysten - behøvede en ung mand fra Midtvesten til at afbalancere kandidaturet.

Senere udnyttede Ryan berømtheden fra 2012 til at få posten som formand. Men han har hverken formået at få kontrol over den fløj af Republikanerne, der går under navnet "Freedom Caucus". Han har et elendigt forhold til præsident Trump, og han har ikke formået at opbygge noget samarbejde med den demokratiske opposition. Intet tyder på, han har de lederegenskaber, der i dagens tilspidsede politiske klima kan gøre ham til en effektiv formand.

Kun en formand blev præsident 
Paul Ryan drømmer som så mange andre politikere om Det Hvide Hus, men på grund af svaghederne er der næppe grund til at regne Ryan som en stærk præsidentkandidat. Udover hans egne svagheder er det at være formand for Repræsentanternes Hus generelt en uriaspost, der på grund af formandens behov for at være skarp ideolog svækker personen så meget i den brede offentlighed og over for midtervælgerne, at drømme om Det Hvide Hus fordamper. Det er kun lykkedes for en tidligere formand at blive præsident: James Polk, der var formand fra 1835 til 1839 og præsident fra 1845 til 1849.

Til gengæld klarede Polk sig glimrende, og han er ofte placeret højt på listen over bedste amerikanske præsidenter. I løbet af sin embedsperiode vandt han en krig mod Mexico og kunne dermed tilføje staterne Californien, New Mexico, Texas og det meste af Oregon-territoriet til USA. Han fik stærkt nedsat toldsatser, begyndte byggeriet af Washingtonmonumentet og udstedte USA's første frimærker - en stor ting i udviklingen af datidens infrastruktur.

En sådan fortælling kommer Paul Ryan næppe til at skabe for sig selv.

Præsidenter får lov at sove

Tilbage i 2008 levere Hillary Clinton en af de amerikanske valgkampes mest berømte tv-reklamer: Hvem vil være bedst til at tage telefonen, når krisen rammer klokken 3 om natten?



Budskabet var klart: Clinton ville være bedst.

Det hjalp hende ikke, thi Obama vandt som bekendt primærvalgene.

Men hvor ofte sker det egentlig, at præsidenter bliver vækket? Svaret er: Meget sjældent.

Bliver en præsident vækket, sker der ofte af PR-årsager. Offentligheden kan godt lide tanken om præsidenten i krisekontrol, som da Richard Nixon blev hevet ud af sengen, da rumraketten Appolo 13 eksploderede. Imidlertid var der intet, han kunne gøre, og det er kendetegnende for mange kriser: Det er utroligt sjældent, der skal tages beslutninger her og nu.

Lincoln, Tyler og sovende vicepræsidenter
Den første præsident, der revet væk fra drømmeland, var angiveligt John Tyler i 1841. Her blev hele Det Hvide Hus dog vækket. En gruppe vrede Whig-vælgere var så ophidsede over, at Tyler have nedlagt veto mod en banklov, at whig'erne stormede Det Hvide Hus.

I 1861 blev Abraham Lincoln vækket seks gange af en ivrig minister, der ville fortælle om slaget ved Rich Mountain. Det fandt Lincoln meget lidt morsomt og endnu mindre brugbart.

Nogle gange bliver vicepræsidenter vækket. I 1923 sendte et telegram vicepræsident Calvin Coolidge ud fra dynerne: Præsident Warren G. Harding var død. På det tidspunkt var Coolidge på besøg på den fædrende farm i Vermont. Faren, der var fredsdommer, svor Coolidge ind som præsident. Og så gik de ellers begge i seng igen.

Nancy Reagan er død

Nancy Reagan, Ronald Reagans trofaste og viljestærke kone, er død, 94 år gammel.

Ingen er i tvivl om, hvor stor en rolle hun spillede i at forme Ronald Reagan som mand og som præsident.

- Without Nancy, there would have been no Governor Reagan, no President Reagan, siger Michael K. Deaver, langvarig ven af parret til The New York Times.

Netop The New York Times har en nekrolog om den populære tidligere førstedame. 

Og CBS News har samlet hendes liv i billeder. 

Truer en ny Goldwater Republikanerne?

1960'erne var et tumultarisk årti for USA. Præsident John F. Kennedy blev skudt. Borgerrettighedsbevægelsen splittede amerikanerne. Og en Vietnam-krig begyndte at få landet til at tvivle på sig selv og sin rolle i verden.

Med en kuffert fyldt af traumer gik landet således til valg i 1964. Vælgerne afgjorde, om Kennedys vicepræsident Lyndon B. Johnson skulle fortsætte, eller om den næsten libertarianske republikanske kandidat Barry Goldwater skulle overtage Det Hvide Hus.

Resultatet blev en massiv jordsskredssejr til Johnson. Goldwater var ganske simpelt for rabiat, har mange historikere senere argumenteret for.

Nej, det bliver ikke som 1964
Nu mener politiske eksperter, at Republikanerne risikerer et nyt Goldwater-nederlag, hvis partiet nominerer Ted Cruz eller Donald Trump. De to kandidater bliver næppe favoritter mod den sandsynlige demokratiske kandidat Hillary Clinton, men et massivt nederlag er faktisk ret usandsynligt.

For det første var Johnson i 1964 siddende præsident og voldsomt populær. I 2016 er der ingen vellidt, siddende præsident at konkurrere mod.

I 1964 var den moderate fløj hos Republikanerne - dengang kaldet "Eisenhower-fløjen" - stærk, og den var ikke begejstret for Goldwater. I dagens polariserede USA vil alle Republikanerne støtte op om præsidentkandidaten, uanset hvem partiet nominerer. Et konkret eksempel på det er den moderate republikanske senator John McCain, der åbent har erklæret, at han er uenig med Donald Trump på mange områder. Men han vil støtte ham, hvis Trump bliver nomineret.

Vigtigst af alt og netop på grund af den politiske polarisering i USA er et jordskredsnederlag som i 1964 simpelthen ikke muligt. Antallet af svingvælgere er lavere end nogensinde, og en stor del af amerikanerne bakker op om deres parti uanset hvad. Derfor er bundniveauet for, hvor mange der stemmer republikansk, så højt, at 1964 ikke gentager sig.

Konservativ bølge 
I øvrigt er Goldwaters nederlag i 1964 ikke længere symbolet på en republikansk politiker, der var alt for langt væk fra "Mainstream America." I dag er det bredt anerkendt, at Goldwater startede en politisk bølge, der til sidst skyllede Ronald Reagan ind i Det Hvide Hus og fik Demokraterne til at kopiere hans politik helt frem til Barack Obamas indsættelse som præsident i januar 2009.

Dukakis i kampvognen: Historiens mest katastrofale PR-billede

KOMMUNIKATION: Valgkampen gik skidt for den demokratiske kandidat Michael Dukakis i 1988. Den republikanske kandidat George H. W. Bush var langt foran i meningsmålingerne, især fordi Bush var stærk i sikkerheds- og udenrigspolitikken i de urolige år lige før Østblokkens sammenbrud.

Hvad gør vi, spurgte den demokratiske kampagnestab?

Vi sørger da for at fotografere Dukakis i en kampvogn for at vise, hvordan han bakker op om militæret, lød det fra nogen.

Resultatet blev et af valgkamphistoriens mest katastrofale PR-stunts. Billedet af Dukakis i kampvognen med en ualmindelig uheldig hjelm på hovedet blev grebet med kyshånd af Republikanerne: Mens Dukakis lavede kiksede billeder, havde Republikanerne en kandidat, der havde været leder af CIA, havde reel kamperfaring som pilot i 2. verdenskrig og de seneste otte års job var som vicepræsident for Ronald Reagan.

Dukakis tabte valget klart, og den gamle kommunikationsregel om, at du ikke selv skal føre din kandidat ud på et område, der klart er modstanderens styrke, blev bekræftet.

Og så var der også endnu en regel-bekræftigelse: En politiker må ALDRIG tage noget på hovedet.

Læs den fascinerende fortælling her. 

Streaming dræber den politiske tv-reklame

MEDIER: I årtier har den politiske tv-reklame været et altafgørende element i amerikanske valgkampe. Der er hældt milliarder af dollars i primært negative tv-kampagner rettet mod modstanderne, og ifølge videnskaben har reklamerne klart effekt.

Det hele begyndte i 1964 med præsident Lyndon B. Johnsons berømte og berygtede "Daisy-reklame" rettet mod den republikanske kandidat Barry Goldwater:



Men måske mister politikerne snart det stærkeste atomvåben i deres arsenal. For ligesom i Danmark bevæger tv-seerne sig væk fra kabel- og flow-tv og over mod streamingtjenester som Netflix, HBO og så videre.

Hvad er et af kendetegnene for streamingtjenesterne? Det er, at der ikke er nogen reklamer. Brugerne har betalt for abonnementet og ønsker ikke at blive belemret med tv-reklamer.

Fint for brugerne, men hvad gør politikere, når de vil ramme modstanderne og komme af med deres budskab? Den bredest mulige kanal i form af tv-reklamer er væk. Hvordan skal Republikanerne fortælle, at de vil skære i skatterne for de rigeste, hvis det måske kun er den fattige målgruppe, der må tage til takke med reklamefinansieret tv?

Konsulenter, strateger og i øvrigt reklamefinansierede tv-nyhedsmedier har meget at tænke over.

Demokraternes 1976 svarede til 2016 for Republikanerne

HISTORIE: Mange taler om, at Republikanernes 17 kandidater betyder kaos for partiet i 2016 og et sikkert nederlag. 

Men sådan behøver det bestemt ikke gå. 

I 1976 stod Demokraterne nemlig med det samme scenarie, og her endte demokraten Jimmy Carter med præsidentposten.

Læs den fascinerende fortælling om 1976 her. 

Truman - den uforberedte præsident

FORBEREDELSE: I dag står demokraten Harry S. Truman på mange lister over USA's bedste præsidenter.

Den umiddelbart ukarismatiske senator fra Missouri blev vicepræsident for den aldrende og svækkede Franklin D. Roosevelt ved valget i 1944. Men selvom den største krig i menneskehedens historie rasede, Stalin gjorde klar til at sætte sig på det halve Europa, en  borgerkrig igen blussede op i Kina og med en atomalder under opsejling, var der ikke megen forberedelse for Truman, da han 12. april blev præsident. Roosevelt var død af en hjerneblødning. Som Truman selv sagde, da han fik beskeden om, at han var præsident:

- I felt as though the moon and the stars and all the planets fell on me last night when I got the news. I have the most terribly responsible job any man ever had.

Trumans eneste baggrund, der var en anelse relevant som præsident, var en periode som formand for en senatskomité, som undersøgte hjemmeforsvaret. Der gik to uger som præsident, før krigsminister Henry Stimsom trak ham til side med beskeden:

- I think it is very important that I should have a talk with you as soon as possible on a highly secret matter.

Sådan fik Truman viden om atombomben. Få måneder senere skulle Truman træffe den frygtelige beslutning, om våbenet skulle bruges mod Japan. Alternativet var en landinvasion af østaten med måske hundredetusinde tabte amerikanske liv til følge.

I juli 1945 tog Truman til Potsdam for at diskutere Europas fremtid med Sovjetunionens leder Josef Stalin og den nye engelske premierminister Clement Attlee. Truman anede meget lidt om, hvad Roosevelt havde diskuteret med Churchill og Stalin ved Jalta-konferencen i februar 1945, udogver hvad han havde læst i medierne. Han mødte kun Roosevelt otte gange før han blev præsident, og der blev ikke gået i dybden med nogle emner. Roosevelt sad på flæsket.

- I was handicapped by lack of knowledge of both foreign and domestic affairs—due principally to Mr. Roosevelt’s inability to pass on responsibility, skrev Truman i sin dagbog.

Vicepræsidenter i skole
Truman klarede sig igennem med bravur, men kun fordi han viste sig at være en ualmindelig stærk personlighed og leder. Det var der ingen, der regnede med, da han fik vicepræsidentposten. Siden har amerikanske præsidenter ofte været mere fokuserede på at inddrage deres vicepræsident, så han var klar til at tage over, hvis noget skulle ske.

Det var dog ikke Truman, som lærte af erfaringen. Han valgte i 1948 den aldrende Kentucky-senator Alben Barkley som vicepræsident. Ikke noget inspirerende valg.

Men i 1953 tog den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower over med Richard M. Nixon som vicepræsident. Selvom Eisenhower aldrig blev personligt begejstret for Nixon, lod han Nixon rejse til udlandet, vurderer ledere og komme med indspark. Det har de fleste præsidenter siden fulgt op på.

Det er dog langt fra altid, præsidenterne vælger en god kandidat til vicepræsident-posten. John McCain og Sarah Palin er det seneste eksempel på det. Nixon valgte selv den mildest talt inkompetente Spiro Agnew, som heldigvis blev afløst af Gerald Ford, kort før Nixon trak sig som præsident efter Watergate-skandalen. Også George H. W. Bush valgte en utraditionel og særdeles latterliggjort vicepræsident i Dan Quayle i 1988.

Ingen ved, om en vicepræsident bliver en succes eller ej, hvis han kastes ind i embedet. Der findes ingen "præsident-skole." Alt kommer an på, om personlighed, lederegenskaber og baggrund spiller sammen til en højere enhed. Men heldigvis bliver vicepræsidenterne i dag mere indraget, forberedt og udfordret end Truman, så de forhåbentlig med det samme kan spille med på det højeste niveau.

Sydstaterne er en republikansk bastion

EN DELT NATION: I går vandt republikaneren Bill Cassidy med 57 procent af stemmerne over demokraten Mary Landrieus 43 procent i delstaten Louisianas senatsvalg. 

Det var helt som forventet, og Republikanerne cementerer partiets position som enerådende i Sydstaterne. I ni stater fra North Carolina til Texas har Demokraterne ingen guvernører eller senatorer. I Repræsentanternes Hus dominerer en form for raceopdeling. Distrikter med hvide flertal sender Republikanere til Kongressen. Distrikter uden hvide flertal sender sorte eller latino-demokrater til Washington.

Dermed er den udvikling, der begyndte i 1960 næsten fuldendt. Før Kennedy-regeringen var Sydstaterne stærkt demokratiske. Det var det dengang nyfødte republikanske parti, som i 1860'erne førte og vandt den amerikanske borgerkrig mod Sydstaterne, befriede slaverne og forandrede Sydstaterne for altid.

Fra 1960 og frem var det så Demokraterne, der førte an i kampen for borgerrettigheder og lige muligheder for sorte og hvide. Den kamp har været stærkt medvirkende til, at Sydstaterne har drejet sig og er massivt republikanske. 

Stort flertal

Republikanerne har nu 54 pladser i Senatet, ni flere end i det foregående. Der mangler stadig et valg i Arizona til Repræsentanternes Hus, men lige nu vil Republikanerne få mindst 246 pladser mod 188 til Demokraterne. Det er det største republikanske flertal i Kongressen siden under præsident Truman lige efter 2. verdenskrig. 

I Louisiana har det været en valgkamp op ad bakke for Mary Landrieu. Demokraterne mente med rette, det så håbløst ud, så hun har kæmpet uden finansiel støtte fra den fælles partikasse. Imens kunne Bill Cassidy nyde godt af massiv republikansk støtte.

Mary Landrieu har været senator for Louisiana i 18 år gennem tre valgperioder. Den nyvalgte senator Bill Cassidy kommer fra en post som medlem af Repræsentanternes Hus.

70 år siden D-dag

AFGØRELSE: For 70 år siden strømmede primært amerikanske, britiske og canadiske styrker i land på Normandiets strande. Europas fremtid blev afgjort: Skulle det være nazistisk, demokratisk - eller kommunistisk, hvis Sovjetunionen udnyttede et allieret nederlag på strandene til at skubbe Den Røde Hær frem til Den Engelske Kanal?

Heldigvis lykkedes invasionen. Forinden var gået tre års ekstrem planlægning, hemmelighedskræmmeri og en enorm investering i mænd og materiel fra begge sider - men især fra De Allierede.

Her kan du se, hvordan strandene så ud dengang - og hvordan, de ser ud i dag nøjagtig samme sted. 

Som nævnt gik der årevis med planlægning, træning - og hygge i de engelske byer, mens soldaterne ventede på at gå i land i Frankrig. Læs en bunke fascinerende fortællinger om optakten til D-dag her. 

USA's seks bedste præsidenter

RANGORDNING: En yndet sport blandt USA's historikere og politiske kommentatorer er at gå på jagt efter landets bedste præsidenter.

Den politiske redaktør Robert W. Merry mener, at USA står ved en skillevej i landets historie, hvor der er brug for en præsident af topklasse. Det er Obama ikke, og han tror heller ikke på Hillary Clinton eller Jeb Bush i 2016.

Men hvem ser han op til. Han peger på seks præsidenter:

1) Abraham Lincoln - brød årtiers politisk strid om slaveriet og reddede USA fra opløsning.
2) George Washington - sikrede at amerikansk demokrati blev levedygtigt
3) Franklin Roosevelt - førte USA gennem Den Store Depression over 2. verdenskrig til en status som supermagt
4) Thomas Jefferson - udryddede tendenserne til at etablere et aristokrati i USA og begyndte ekspansionen mod vest
5)  Andrew Jackson - etablerede et politisk ethos om en tilbageholdende regering, lave skatter og holdningen om, at regler skal holde sig tæt til forfatningen.
6 ) Teddy Roosevelt - Lancerede et progressivt politisk program, som tog hånd om industrialiseringens udfordringer og gav modvægt til Jacksons ethos.

Alt i alt store præsidenter i brydningstider - og det er der brug for igen. Men Merry tror altså ikke på nogen af de nuværende politikere - og hvor er USA så på vej hen?

Læs Robert W. Merrys essay her.

Demokraterne nær et knock-out

Nytår: 2013 lovede godt for Demokraterne tilbage i januar: En genvalgt Barack Obama og et demokratisk Senat var klar til at trække USA mod venstre.

I oktober steg humøret endnu mere. Teparti-fløjen pressede det samlede republikanske parti til at lukke den amerikanske regering ned, da partierne ikke kunne blive enige om budgettet og gældsloftet. Resultatet var en politisk og PR-mæssig katastrofe for Republikanerne.

Smilet kom dog hurtigt tilbage hos Republikanerne - paradoksalt nok, da Barack Obamas store sejr fra sin første præsidentperiode endelig rullede ud i virkeligheden. Sundhedsreformen er indtil videre endt i et morads af fejl, statsligt roderi og millioner af amerikanere, der føler sig snydt og bedraget.


Tal
Resultatet viser sig i meningsmålingerne. I målinger af, hvilket parti amerikanerne foretrækker til Kongressen, fører Republikanerne nu med 49 procent mod 44 procent til Demokraterne.

36 procent af de republikanske vælgere siger, de er entusiastiske eller meget entuasiastiske over at skulle stemme til Kongressen. Det gælder kun 22 procent af Demokraterne. Entuasiasme-underskuddet kan blive dyrt i tætte senats-valgkampe til midtvejsvalget i november 2014.

Historie
Historien har flere eksempler på, at demokratiske præsidenter er gået længere, end vælgerne vil - og det er blevet straffet de følgende årtier!

I 1936 forsøgte præsident Franklin D. Roosevelt, opmuntret af valgsejr nummer to, at udvide antallet af dommere i Højesteret.Målet var at fjerne et konservativt flertal ved domstolen, som blokerede for nogle af Roosevelts reformer. Men Kongressen sagde nej, og ved midtvejsvalget i 1938 tabte venstreorienterede demokrater stort.

Først i 1964 var der igen demokratisk flertal i Kongressen efter Lyndon B. Johnsons storsejr over Barry Goldwater. Demokraterne fik 295 pladser i Repræsentanternes Hus og et massivt flertal i Senatet på 68 pladser ud af 100.

Opmuntret gik Johnson og Demokraterne i gang med at bygge "The Great Society." Velfærdsstaten blev rullet ud, og  love, regler, tilskud og afgifter blev kastet ned over amerikanerne.

Resultatet: Demokraterne tabte de næste fem ud ud seks præsidentvalg.

Meget kan ske endnu. I september og oktober var Republikanerne nede, men nu er Demokraterne slået ud. Hvem der er endelig knockoutet til midtvejsvalget i 2014 er stadig helt åbent.

Læs tidligere indlæg om den kuldsejlede sundhedsreform her og her. 

Godt nytår til alle læserne!

Detroit - seks årtiers march mod bankerot

DETROIT: For få måneder siden gik Detroit - symbolet på USA som industrimagt - bankerot.

Nu er byen under administration. Men vejen mod bankerotten har været lang og fyldt med både håb, fortvivlelse, gode idéer og rigtigt dårlige idéer.

Mediet Detroit News har lavet en historisk gennemgang over seks årtiers vandring mod bankerotten. Vi går fra 1950'ernes "Rise of the suburbs" over 1980'ernes "crack wars" til 00'ernes "Flash, then crash."

Læs artiklen her.