Showing posts with label efterforskning. Show all posts
Showing posts with label efterforskning. Show all posts

28.4.18

Trumps tidligere bodyguard får velbetalt job

Der er mange, som Trump er bange for åbner munden og begynder at tale med efterforsker Robert Mueller. Michael Cohen, Trumps advokat, Trumps søn Junior og svigersønnen Jared Kushner er højt på listen.

En anden er Keith Schiller, som i årtier var Trumps bodyguard og fra 2005 chef for Trumps korps af sikkerhedsfolk. Han har været ved siden af Trump ved alle store møder og beslutninger og kan meget vel vide, hvor mange af de grimme hemmeligheder gemmer sig.

I oktober 2017 forlod han Det Hvide Hus. Siden hyrede Republikanerne ham som konsulent for sikkerheden ved det republikanske konvent i 2020. Det afslørede CNN for nogen tid siden.

Hvorfor er det spændende? Det er det, fordi det er et nogenlunde velbetalt job til 15.000 dollars i måneden. Og så kan der næppe være meget at lave. Republikanerne aner endnu ikke, hvornår eller hvor konventet skal være, så der kan ikke være megen sikkerhed at vurdere. Og i øvrigt har partiet med ret stort held sørget for sikkerhed ved konventer siden 1860'erne. Onde tunger mener derfor, at partiet reelt køber Schillers tavshed i forhold til Trump mere end hans sikkerhedsydelser.


29.1.18

Spørgsmålet Trump frygter

Om få uger på en endnu ikke offentliggjort dato, er der Titanernes Kamp i Washington D.C. Efterforskeren Robert Mueller skal interviewe præsident Donald Trump som del af sin efterforskning af mulig russisk indflydelse og påvirkning af præsidentvalget i 2016.

Donald Trump vil sandsynligvis ikke være under ed, men Mueller har et hemmeligt våben: Tager han en FBI-agent med, kan Donald Trump ikke lyve. Det er nemlig ulovligt at lyve over for en FBI-agent, og gør Trump det alligevel, er der store risici for juridiske forviklinger, der kan fælde præsidenten.

Tilmed har Mueller muligheden for at lade agenten stille et spørgsmål af næsten atomvåben-agtig karakter.

FBI-agenten skal spørge: "Prøvede du at fyre Mueller?"

Spørgsmålet bunder i The New York Times' afsløring af, at Donald Trump i juli forsøgte at fyre Robert Mueller. 

Svarer Trump ja, kan han blive anklaget for "obstruction of justice." 

Svarer han nej, kan han blive anklaget for at lyve over for FBI-agenten, hvis det viser sig, Trump taler usandt.

Svarer han "det ved jeg ikke", vil diskussionen om Trumps mentale evner som præsident kun tiltage.

Den lette vej ud for Trump her? Den eksisterer ikke.

Læs Vice News' gennemgang af sagen. 

21.5.17

Det Hvide Hus vil spænde ben for Mueller

Tidligere på ugen udpegede den politisk ansvarlige for Rusland-efterforskningen i USA, vicejustitsminister Rod Rosenstein, en særlig efterforsker af sagen: Robert Mueller. Ikke overraskende er præsident Trump ikke begejstret.




Det Hvide Hus undersøger nu, hvordan Muellers liv kan gøres besværligt.

Således kigger jurister på, om Mueller kan få forbud mod efterforske ellers centrale personer som Paul Manafort, tidligere kampagneleder med stærke bånd til Rusland, og svigersøn Jared Kushner. Både Kushner og Manafort er nemlig klienter hos Muellers tidligere arbejdsgiver, det private advokatfirma WilmerHale. Begrundelsen skulle være, at etiske regler forbyder nyligt ansatte føderale jurister fra at efterforske personer, der var klienter hos den tidligere arbejdsgiver.

Justistsministeriet kan dog give tilladelse til, at det må Mueller godt. Her lander bolden igen hos Rod Rosenstein, da justitsminister Jeff Sessions helt har trukket sig fra beslutninger om sagen på grund af inhabilitet.

Det er også Rosenstein, der beslutter, hvor mange penge og ressourcer Mueller faktisk skal have til undersøgelserne. Og med alle de ledetråde, der er at gå efter, kan det blive dyrt. Rosenstein er utvivlsomt under pres fra Det Hvide Hus for at gøre budgettet så lille som muligt. Men vil Mueller finder sig i det?

I hvert fald er det tænkeligt, at Rosenstein ærgrer sig over, han påtog sig jobbet aka uriasposten som vicejustitsminister tilbage i april.