Showing posts with label budget. Show all posts
Showing posts with label budget. Show all posts

29.7.19

Kongressen stækket - præsidenten styrket - demokratiet svækket?

Præsident Donald Trump jublede i fredags.



Således erklærede Højesteret - i en 4-5 afgørelse, hvor alle de konservativt udpegede dommere støttede den republikanske præsident - at Trump gerne må flytte 2,5 milliarder dollars rundt i forsvarsbudgettet efter at have erklæret nødretstilstand.

Pengene var afsat af Kongressen til rekruttering, indkøb af Minuteman III-missiler, opgraderinger af E3-fly og penge til træning af afghanske sikkerhedsstyrker.

De penge skal nu bruges til at bygge Trumps mur mod grænsen til Mexico.

Udover det faktum, at det åbenbart ikke som ellers lovet er Mexico, der betaler muren, er der tale om en domstolsbeslutning med vidtrækkende konsekvenser.

Kongressen er stækket
Erklærer en præsident nødretstilstand, kan han nu reelt flytte rundt på penge i det føderale budget, som han ønsker.

Tidligere har Kongressen altid været dem, der besluttede, hvor pengene skulle bruges. Og når Kongressen havde vedtaget noget, og præsidenten ikke havde opbakning nok til et veto, var Kongressens ord lov.

Det er nu fortid - omend der stadig verserer et par andre retssager om samme sag, før vi helt kan erklære, at en ny juridisk præcedens er etableret.

En stærkere præsident
Lige nu jubler Republikanerne over afgørelsen.

Men gør de mon også det, hvis Kongressen om seks år afsætter penge til nye semiautomatiske våben til amerikanske soldater, og en demokratisk præsident så vælger at erklærede nødretstilstand og bruge pengene til at indkøbe semiautomatiske våben fra borgerne for at få våben væk fra gaderne?

Eller hvad hvis Kongressen afsætter penge til sikkerhedstjenesterne, og Demokraterne i stedet fører pengene over til at støtte abortklinikker i USA og rundt om i verden?

Er demokratiet svækket? 
Reelt er Kongressen blevet stærkt svækket og præsidentembedet voldsomt styrket af beslutningen. Betydningen for det amerikanske demokrati og magtdelingen i Washington D.C. kan næppe overvurderes.


28.9.15

Boehner kan lade lovgivningen flyde

DØDVANDE: Det er snart mange år siden, amerikanske politikere for alvor har vedtaget lovgivning om landets ømme og kontroversielle punkter. I mellemtiden fortsætter gælden med at vokse, og indvandringen giver udfordringer.

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, blev i sidste uge så træt af dødvandet, at han trak sig fra den ellers meget magtfulde post.

Han er dødtræt af det såkaldte "Freedom Caucus," cirka 30 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, som ser sig selv som teparti-aktivister og ikke vil indgå nogen kompromisser med Demokraterne.

Uden de 30 medlemmer kan Boehner ikke samle et republikansk flertal. Derfor strandede lovgivningen i Huset, mens Boehner og Freedom Caucus hadede hinanden mere og mere. De seneste måneder var der tale om at kuppe Boehner.

Penge og indvandring
Nu gik han selv, og måske tager han hævn ved rent faktisk at sætte gang i lovgivning, han og mange moderate Republikanere støtter.

Lige for ligger at sørge for, at den føderale regering rent faktisk har penge. Reelt løber den nemlig tør 1. oktober, hvis ikke Kongressen vedtager en ny enten kort- eller langvarig budgetlov. Måske vil Boehner og de moderate republikanere gå sammen med Demokraterne og vedtage den nødvendige lovgivning? Boehner ved, Republikanerne har mest at tabe ved at lade regeringen gå i stå 1. oktober, for skylden vil havne hos GOP.

Lige så afgørende er den indvandringsreform, som det foregående senat vedtog, men som aldrig kom igennem Repræsentanternes Hus. Boehner kan få den vedtaget med moderate republikanere og et samlet demokratisk parti. Dermed er Republikanerne pludselig med til at løse de store udfordringer med indvandring i USA frem for bare at sige nej. Valgmæssigt kan det sikre afgørende latinovælgere ved præsidentvalget i 2016.

Forræderi eller politik? 
Freedom Caucus vil dog gå amok, hvis Boehner drejer ad den vej, og Freedom Caucus vil sikkert forsøge at gennemtvinge en "Motion to Vacate the Chair", hvilket giver øjeblikkeligt nyvalg til posten som formand.  Men også her kan Boehner overleve med demokratisk støtte.

Alt afhænger af Boehner: Hvilken arv vil han efterlade og huskes for? Vil han gennemføre politik, men stå som forræder over for sit eget parti blandt mange republikanere? Eller vil han føre den ofte påtvungne rolle som hård oppositionsleder igennem helt til slut?

14.12.14

Senatet vedtager budget

BUDGET: En reel finanslov kan USA' Senat stadig ikke enes om. Men i går aftes lykkedes det dog USA's Senat at vedtage et budget på 1,1 trillioner dollars, som holder USA kørende frem til september 2015.

Samarbejde mellem partierne har der været langt imellem. Derfor er det særdeles bemærkelsesværdigt, at moderate demokrater og moderate republikanere gik sammen om at vedtage budgettet. Imens gik venstrefløjen hos Demokraterne og højrefløjen hos Republikanerne imod budgettet.

21 Demokrater stemte imod budgettet.

Den demokratiske modstand blev ledet af venstrefløjs-ikonet og den mulige præsidentkandidat senator Elizabeth Warren. Hos Republikanerne var det ligeledes en mulig præsidentkandidat, der ledte nej-fløjen: Ted Cruz fra Texas.

Warren gik i brechen for et nej, fordi budgettet indeholde en lempelse af Wall Street-reformen fra 2010. Cruz gik i offensiven, fordi budgettet ikke forhindrer præsident Barack Obama i at gennemføre en immigrationsreform baseret på præsidentielle dekreter.

24 republikanere stemte for budgettet.

Tiltrængt samarbejde
De kommende måneder vil vise, om resultatet bliver borgerkrig internt i partierne, eller om det er et signal til fornyet og ifølge vælgerne stærkt tiltrængt samarbejde mellem USA's to partier.

I Repræsentanternes Hus blev budgettet vedtaget med stemmerne 219-206. Præsident Barack Obama måtte ringe hidsigt til demokratiske medlemmer og vride armen om på dem for at forhindre et demokratisk oprør mod budgettet.

Budgettet indeholder blandt andet fem milliarder dollars til at finansiere krigen mod Islamisk Stat og 5,4 milliarder dollars til indsatsen mod ebola.

Et af de seneste års store stridspunkter, Obamas sundhedsreform, hverken mister eller får flere penge i det nye budget. Samtidig er der heller ingen penge til præsidenten uddannelsesprogram, højhastighedsjernbaner eller til IMF.


22.9.13

Obama: Kongressen skal vedtage budget

FINANSLOV: Så er det igen tid til at hæve grænsen på USA's kreditkort, og det udløser de sædvanlige kampe mellem Barack Obama og Demokraterne og Republikanernes i Kongressen.

Barack Obama benytter sin ugentlige tv-tale til at stille krav, men det bliver alligevel en opslidende kamp.

3.6.13

Nedskæringer giver ingen dramatik - og økonomien buldrer

BESPARELSER: 1. marts 2013 begyndte en række automatiske besparelser i hele det amerikanske statsbudget fra forsvar til skolemad. I alt er der indtil barberet op mod fem procent af budgetterne.

En katastrofe, mente Demokraterne dengang. USA ville ryge tilbage i en økonomisk recession, og socialt ville nedskæringerne være brutale.

En god ting, mente Republikanerne. Det vil få den private sektor til at fylde mere og give vækst.

Indtil nu tyder mest på, at Republikanerne får ret. Arbejdsløsheden falder, økonomien vokser med sunde to procent, og overskuddene i virksomhederne er store.

Det hele bunder i ordet "sequester."

Tilbage i begyndelsen af 2012 aftalte de amerikanske politikere, at de skulle lave en plan for at nedbringe underskuddet på statens budget efter præsidentvalget. Hvis ikke de blev enige, ville en række automatiske besparelser begynde. Det hele fik navnet "sequester."

Ingen blodig fremtid
Tanken var, at politikerne ville være så rædselsslagne over grønthøstermetoden, at de ville nå et kompromis. Men det skete ikke, og nu ruller besparelserne altså, tilsyneladende uden at det går ud over den økonomiske vækst.

Det er vand på konservative økonomers mølle, mens Demokraterne er blevet underligt stille. I månederne op til marts råbte præsident Barack Obama op om den blodige fremtid efter 1. marts, men nu har præsidenten ikke brugt ordet sequester siden april.

Forsvaret er ikke fritaget for besparelser, og det var Demokraternes måde at forsøge at tvinge Republikanerne til kompromis. Men protesterne fra forsvaret har været små, og heller ikke områder med lukningstruede baser råber op i høj grad. Derimod er det gået værre for demokratiske kernevælgere, som må se uddannelsesprojekter lukke ned.

Besparelserne fortsætter, og der bliver skåret mere ind til benet, så måske går partierne til forhandlingsbordet om nogle måneder. Men paradoksalt skal Demokraterne lige med et håbe på mindre økonomisk vækst og dermed pres på Republikanerne, hvis det skal være realistisk at lande en aftale.

13.2.12

Blodrøde tal så langt øjet rækker i USA

UNDERSKUD: Sidste år røg USA's kreditvurdering første gang ned fra den guldrandede førsteplads, og der er intet, der tyder på, at USA igen kan hænge guldmedaljerne om halsen.

Tværtimod skal landet i de kommende årtier højst sandsynligt længere ned ad ranglisten. Slutresultatet for den amerikanske økonomi og verdensøkonomien kan blive uoverskueligt.

Præsident Barack Obamas budgetforslag for 2012 viser således at underskud på 1300 milliarder dollars.

Imponerende nok er der tale om en fremgang i forhold til kriseåret 2009, hvor USA brugte 1555 milliarder dollars mere, end staten fik ind i skatter og afgifter.

Ingen sorte tal i sigte
Over de kommende år ønsker Obama at hæve skatterne for de rigeste og lade George W. Bushs skattelettelser udløbe. Det betyder, at amerikanere med en indkomst på over 250.000 dollars skal af med flere pengesedler.

Samtidig skal der skæres i budgettet, hvor især sundhedsprogrammerne Medicare og Medicaid skal holde for. Over ti år vil Obama spare 360 milliarder dollars her.

Præsident vil dog også bruge ekstra penge. 350 milliarder dollars skal stimulere beskæftigelsen. Heri er inkluderet 50 milliarder til at vedligeholde infrastrukturen, 30 milliarder til at renovere 35.000 skoler og andre 30 milliarder til at ansætte flere lærere.

Selv hvis Obama kommer igennem med sine ønsker - hvad han næppe gør - er der milevidt til sorte tal på statsbudgettet. Underskuddet når ifølge forudsigelserne sit laveste niveau i 2018 med 575 milliarder dollars i røde tal. Det svarer til 2,7 procent af BNP.

Herefter begynder det store pensionsboom med medfølgende ekstra sundhedsudgifter. Frem til 2022 stiger underskuddet derfor igen til 704 milliarder dollars.

De som altid usikre forudsigelser afhænger tilmed af, at økonomien har det, som embedsmændene kalder "en sund vækst." Sorte tal på bundlinien, som der senest var under præsident Bill Clinton, er dermed meget langt væk for amerikanerne.

Enormt eksperiment
Reelt er der tale om et eksperiment i enorm størrelse, der kan få frygtindgydende betydning for verden. Vil Kina blive ved med at betale for amerikanernes overforbrug? Kan en stat reelt køre med underskud, så længe øjet rækker? Og hvis nej - hvad sker der så, hvis USA går bankerot? En krise af 1930'ernes størrelse er slet ikke usandsynlig.

Men Kina er også afhængig af USA og kan næppe se nogen interesse i at hive tæppet væk under USA og dermed sin egen eksportorienterede økonomi. Hvis underskuddene bliver holdt på et "nogenlunde niveau," kan landet måske fortsætte af den bane på ubestemt tid. Men det er en usikker vej. Det behøver man blot at kigge på den europæiske gældskrise for at konstatere.

Læs mere om budgetforslaget her.

15.4.11

Budgettet er vedtaget

BUDGET: I går endte den langvarige krig mellem demokrater og republikanere i Kongressen, da budgettet for resten af 2011 blev vedtaget.

Interessant nok endte det med, at flertallet af Republikanerne stemte for budgettet, mens flertallet af Demokraterne stemte imod i Repræsentanternes Hus. Da Republikanerne har flertal, endte afstemningen med 260 ja-stemmer mod 167 nej-stemmer.

Alligevel må aftalen siges at være resultat af bredt samarbejde, da Republikanerne støttede den i Repræsentanternes Hus, begge partier støttede den i Senatet, og endelig lover den demokratiske præsident Barack Obama at underskrive loven. I alt bliver der sparet 40 milliarder dollars på årets budget.


John Boehner, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, erklærer sig rimelig tilfreds med aftalen - men ville gerne have haft flere nedskæringer.

Læs mere om afstemningerne her.

7.4.11

Udtalelser fyldt med varm luft

BUDGET: Præsident Barack Obama, Demokraterne i Senatet og Republikanerne i Repræsentanternes Hus er stadig langt fra en aftale om et budget for resten af året.

Forhandlingerne fortsætter dog, og i en artikel i Roll Call er det muligt at more sig over en endeløs række af tomme politikercitater fyldt med varm luft om, hvor godt forhandlingerne går.

4.4.11

Aftale om nedskæringer nærmer sig

BUDGET: Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus vedtog for nogle uger siden besparelser i årets føderale budget på 61 milliarder dollars.

Det var hverken det demokratiske flertal i Senatet eller Barack Obama dog voldsomt begejstrede for, og siden har de to partier forsøgt at nærme sig et kompromis. I øjeblikket tyder en del på, at kompromiset lander på besparelser omkring de 33 milliarder dollars. Pengene bliver primært hentet på demokratiske kerneområder som uddannelse og infrastruktur.

Til gengæld for den noget mindre besparelse lover Demokraterne at vedtage en række bureaukratiske lempelser for virksomheder, som Republikanerne gerne vil have.
Demokraterne har også foreslået, at dele af besparelserne bliver fundet på forsvarsområdet. Det er dog langt fra sikkert, at partiet kan få Republikanerne med på den leg.
Kritiske konservative
I det hele taget har den republikanske leder i Repræsentanternes Hus John Boehner sit hyr med at få en aftale i hus. De nyvalgte republikanske medlemmer, der i vid udstrækning er teparti-aktivister, er ikke til sinds at gå på kompromis. Flere truer åbent med at stemme imod, hvis ikke besparelserne rammer lige præcis de 61 milliarder dollars.

Boehner har også valgt en kompromis-søgende linje, hvor han ikke truer med at ville lukke ned for hele den føderale regering.
Det er den konservative fløj vrisne over. En aftale skal på plads inden fredag, for ellers har den føderale regering ingen penge og må sende alle ikke-livsnødvendige medarbejdere hjem. Det skete i 1995, men blev et selvmål for den daværende republikanske leder Newt Gingrich. Sagen var dengang også medvirkende til Bill Clintons genvalg i 1996.
>
Faldende arbejdsløshed

Obama og Demokraterne – og arbejdsløse amerikanere – kunne i øvrigt glæde sig over fredagens nyhed fra Department of Labor, som kunne fortælle, at arbejdsløshedsprocenten var røget ned på 8,8 procent. I marts blev der skabt 216.000 nye jobs. Tæller man de amerikanere med, der enten er droppet helt ud af arbejdsløshedscirkusset eller arbejder på deltid og ønsker fuldtid, er arbejdsløshedsprocenten dog næsten 16 procent.