Showing posts with label guvernør. Show all posts
Showing posts with label guvernør. Show all posts

21.2.11

Guvernør angriber fagforeninger

FAGLIG KAMP: I 1959 blev Wisconsin den første stat i USA, der tillod sine medarbejdere at samle sig i fagforeninger og forhandle kollektivt.

Siden har tre fjerdedele af alle stater tilladt kollektiv forhandling, og over halvdelen af de amerikanere, der er i en fagforening i dag, er ansat i det offentlige.

Lammende slag
Nu bliver Wisconsin måske stedet, hvor det begynder at gå i den modsatte retning. Statens nyvalgte republikanske guvernør Scott Walker har præsenteret et lovforslag, der ifølge fagforeningerne vil være "et lammende slag" mod dem og deres medlemmer.

Med loven bliver det forbudt for fagforeninger at forhandle andet end løn kollektivt. Sundhedspakker og pension skal forhandles personligt. Samtidig skal medarbejderne hvert år stemme om, hvorvidt de stadig vil være med i fagforeningen.

Guvernør Walker mener, at fagforeningerne er en af de afgørende grunde til, at de amerikanske delstater vakler under enorme budgetunderskud. Fagforeningerne har skævvredet forhandlingssituationerne og kostet skatteyderne dyrt ved at kræve alt for generøse sundhedspakker og pensionsplaner.

Tilhængere af loven påpeger, at Walkers krav til de offentligt ansatte er meget rimelige. Walker kræver, at medarbejderne skal betale 5,8 procent af deres løn til pension, hvor de i dag stort set ingenting betaler. Desuden skal de betale 200 dollars per måned for sundhedsforsikring, hvor de i dag betaler 79 dollars. Til sammenligning betaler en gennemsnitlig ansat i den private sektor cirka 330 dollars for sundhedsforsikring.

Fra fagforeningerne lyder det, at hvis loven bliver vedtaget, venter der en mørk fremtid for amerikanske arbejdere – og den amerikanske økonomi. Lønnen vil falde, arbejderne får færre penge til biler og bowling, og økonomien bliver derfor kastet ud i en ny recession. Samtidig vil arbejdsforholdene bliver voldsomt forværret.

Demonstranter på gaden
Kampen raser nu i Wisconsins hovedstad Madison. Fagforeningerne har sendt op mod 10.000 mand på gaden, og deres politiske allierede Demokraterne forsøger af al magt at blokere lovgivningen i delstatens kongres, hvor Republikanerne dog har flertal. Demokraterne fik under forrige års valgkamp op mod 200 millioner dollars af fagforeningerne på landsplan, så partiet har interesse i at bevare stærke fagforeninger.

Det giver samtidig fagforeningerne det argument, at den republikanske guvernørs lovforslag kun går ud på at svække Demokraterne.

Wisconsin forventer et budgetunderskud i år på 137 millioner dollars, mens der mangler 3,6 milliarder dollars i kassen over de kommende to år. Lovforslaget forventes at kunne bidrage med 300 millioner dollars i øjeblikkelige besparelser.

Det demokratiske koryfæ Franklin D. Roosevelt er blevet bragt ind i kampen – men interessant nok ikke på fagforeningernes side. Læs mere her.

23.8.10

Løsrivelsesguvernør kæmper for tredje sejr i Texas

GUVERNØRVALG: Rick Perry er efter et årti med magten stadig ikke træt af et være guvernør i Texas.

Republikaneren overtog magten 20. december 2000, da den daværende guvernør George W. Bush drog mod Washington for at gøre klar til at overtage præsidentembedet.

Siden blev Rick Perry genvalgt i 2002 og 2006.

Texas har som en af få delstater i USA ingen love, der begrænser, hvor mange valgperioder en guvernør kan sidde.

Derfor har Rick Perry valgt at stille op igen som den første Texas-guvernør til at gøre forsøget. Faktisk har ingen guvernør i delstaten hidtil formået at sidde to hele valgperioder.

Rick Perry har i de seneste år, særligt efter præsident Barack Obamas tiltræden, valgt en mere og mere konfrontatorisk politisk stil, og det har skaffet ham en del fjender.

Løsrivelse
Således fandt han sig selv i hele USA’s søgelys, da han i foråret 2009 gav følgende svada til en journalist:

- Texas is a unique place. When we came into the union in 1845, one of the issues was that we would be able to leave if we decided to do that. My hope is that America and Washington in particular pays attention. We've got a great union. There's absolutely no reason to dissolve it. But if Washington continues to thumb their nose at the American people, who knows what may come of that.

Det blev af flere tolket, som om Rick Perry talte for, at Texas skulle løsrive sig fra USA – en ret nogle argumenterer for, at delstaten har på grund af de specielle forhold, der gjorde sig gældende, da Texas i 1845 blev en del af USA.


Rick Perrys udtalelse om Texas' ret til løsrivelse.


Jurister afviste dog hurtigt argumentet, da lovgivning vedtaget efter den amerikanske borgerkrig eksplicit ikke tillader delstater at forlade unionen.

Endnu mere centralt for kontroversens afslutning var det, at Perry efter en måned selv proklamerede, at han ikke kunne drømme om at erklære Texas selvstændig.

Episoden, en række generelt højreorienterede standpunkter samt den tredje valgperiode førte til en potent udfordrer i primærvalget.

Den republikanske senator Kay Bailey Hutchison udfordrede Perry som en selvudråbt ”moderat centrum-højrekandidat.”

Lav skat, lille offentlig sektor
Perry var dog ikke sådan at slå af pinden. Texas er i forhold til mange andre stater kommet mildt igennem finanskrisen. Mange texanere mener, det skyldes Rick Perrys erhvervspolitik med lave skatter, begrænset regulering og en lille offentlig sektor.

Derfor endte det da også med, at Perry slog Hutchison med 53 procent mod 31 procent – de resterende stemmer gik til en teparti-kandidat.

Hutchison havde lovet at trække sig fra Senatet for at fokusere på valgkampen mod Perry. Da meningsmålingerne begyndte at skrante, udsatte hun tilbagetrækningen – og efter blodtuden vil hun nu til nogen morskab for kommentatorer fortsætte i Senatet.

Satser på latinoerne
Imens kan Perry gøre klar til at kæmpe mod den eneste demokrat, der har en reel chance mod Perry i staten. Demokraterne har opstillet tidligere borgmester i Houston Bill White.

Den populære eks-borgmester satser på, at Texas’ stærkt stigende latino-befolkning i stort tal vil støtte ham og partiets mere villige tilgang til at legalisere USA’s illegale immigranter.

Rick Perry er dog afgjort favoritten. I meningsmålingerne fører han med mellem fem og ti procentpoint over Bill White.




I de kommende uger vil bloggen skrive om nogle af de mest spændende guvernørvalg i USA til november.

18.4.10

Kvindelig milliardær kæmper mod guvernør fra 1970’erne i Californien

CALIFORNIEN: Californien er i to valgperioder blevet begavet med republikaneren, tidligere Terminator og nuværende Governator Arnold Schwarzenegger.

Dermed må han ikke sidde flere valgperioder, og verdens ottendestørste økonomi skal finde en ny leder.

Et ligegyldigt valg er det dermed ikke, og kandidaterne ser da også interessante ud.

Hos Demokraterne er det gensyn med en gammel stjerne i partiet, der har været med så længe, at han grundlagde sin politiske karriere på modstand mod Vietnam-krigen.

Det drejer sig om 72-årige Jerry Brown, der var guvenør i delstaten fra 1975, hvor han afløste Ronald Reagan, til 1983. I dag er han justitsminister i Californien.

Brown har flere gange forsøgt at blive demokraternes præsidentkandidat, men har hver gang tabt primærvalgene. Jimmy Carter og Brown havde voldsomme kampe mod hinanden i både 1976 og 1980.

Da Brown offentliggjorde sit kandidatur til guvernørposten, trak alle større demokratiske navne følehornene til sig. Han er sikker på nomineringen.

Fra middelklassen til milliarderne
Hos Republikanerne er en navnkundig erhvervsleder så godt som sikker på at blive kandidaten.

Meg Whitman er den første kvinde nogensinde, der har arbejdet sig fra middelklassekår til at blive milliardær.

I 1998 blev hun direktør for eBay, der på det tidspunkt havde 30 ansatte og omsatte for fire millioner dollars.

Da hun i 2007 trak sig som direktør, havde eBay 15.000 ansatte og omsatte for otte milliarder dollars.

53-årige Whitman, der oprindelig kommer fra New York, fører i øjeblikket svagt over Brown med 44 procent til hende mod 39 procent til Brown – 17 procent ved endnu ikke, hvad de vil stemme.

Whitman lover at skabe arbejdspladser, sænke statens udgifter og reformere delstatens dyre, men kuldsejlede uddannelsessystem. Mere vil hun ikke udtale sig om – hun vil hellere love få ting og få dem gennemført, end mange løfter der ikke gennemføres, som hun siger til medierne.

I øvrigt bliver det en utaknemmelig opgave, vinderen vil stå over for. Californien er godt på vej mod bankerot. Læs artikler om det her og her.

Hos højrefløjen i USA ser man Californiens store offentlige sektor og høje skatter som grunden til problemerne og sammenligner med lavskatte-staten Texas, der buldrer fremad. Læs artikel om det her.

7.3.10

New York vil sparke guvernøren ud

SKANDALER: Det har ikke været let at være guvernør i staten New York i denne valgperiode.

Først røg Elliot Spitzer, som måtte forlade guvernørboligen efter at have brugte store summer på luksusludere – hvilket i øvrigt førte til en vis berømmelse for en af pigerne, Ashley Dupré.

Hun er nu sanger og skribent af sexklummer i avisen New York Post.

David Paterson, viceguvernøren, trådte til. I de første måneder var pressen mest interesseret i det faktum, at Paterson var nationens første blinde guvernør – og den første sorte guvernør i New York.

To grumme sager
Men til journalisters og bloggeres tilfredshed er der nu en stor gryderet fyldt med skandaleguf at fylde spalter, tv-programmer og internetsider med.

I januar blev Paterson beskyldt for at have snydt med en kontrakt, da retten til at drive et casino med 4500 spillemaskiner blev uddelt. Firmaet Aqueduct Race Track Entertainment Group (AEG) vandt licensen.

Problemet er, at AEG afgav det dårligste bud, men fik lov til at rette det til det bedste.

Beskyldningerne mod Paterson går på, at en storinvestor i AEG truede med at støtte Mario Cuomo ved guvernørvalget i 2010 frem for Paterson, hvis ikke AEG vandt retten til at drive casinoet.

Samtidig købte rapperen Jay-Z syv procent af AEG, og det gik godt i tråd med Patersons krav om, at vinderen af licensen skulle føre en ”Affirmative Action-” politik.

Siden er beskyldningerne haglet ned over Paterson, som angiveligt skulle have et tæt forhold til Jay-Z.

Paterson afviser beskyldningerne.

Det gik dog hurtigt fra skidt til værre for guvernøren.

Vidner ændrede udtalelser
I februar i år skulle Paterson således have fået en række vidner til at ændre deres udtalelser, efter at en nær medarbejder var blevet anklaget for hustruvold. Angiveligt talte Paterson med den voldsramte kvinde, dagen før hun droppede sagen. Også her afviser Paterson anklagerne.

Men nu afviser befolkningen så Paterson. Kun 21 procent synes således, at han gør et godt stykke arbejde. 42 procent ønsker, at han trækker sig tilbage med det samme.

Det har han indtil videre sagt, at det vil han ikke. Men til gengæld har han også erkendt, at den politiske karriere ligger i ruiner. Beskyldninger om affærer og stofmisbrug gør langt fra situationen lysere.

26. februar gjorde Paterson det klart, at han ikke vil stille op til guvernørvalget senere i år. Spørgsmålet er nu snarere, om han overhovedet er guvernør, når valgdagen oprinder.

4.11.09

Festen var til højre

Forløsning: Det er efterhånden fem år siden, partiet sidst virkelig kunne feste efter en række sejre og lade ballonerne dale ned over slipseklædte mænd og papskilte-vinkende støtter.

Siden har der kun været små lyspunkter i en række afklapsninger i 2006 og 2008.

Men i går var der endelig godt nyt til Republikanerne, der sejrede ved guvernørvalgene i både New Jersey og Virginia - og det endda med noget større flertal, end de fleste regnede med.

Det er et signal til Barack Obama og Demokraterne om, at det hurtigt kan gå den anden vej - og et hårdt tiltrængt rygstød for de trængte republikanere.


McDonnell vandt med 59 procent af stemmerne mod 41 procent til demokraten Creigh Deeds.



Chris Christie vandt med 49 procent af stemmerne mod 44 procent til den siddende guvernør Jon Corzine. Den uafhængige kandidat Chris Daggett
fik knap seks procent - han lå ellers til mellem otte og 15 procent i meningsmålingerne.

1.11.09

Republikanerne styrer mod sikker valgsejr

Saltvandsindsprøjtning: Efter fire år med ikke meget andet end desillusionerende nederlag i præsidentvalg, valg til kongressen og guvernørposter er der endelig opmuntring på vej til det hårdt trængte højreorienterede USA.

Opmuntringen kommer tilmed i en delstat, som ellers om noget har symboliseret de seneste års demokratiske succes.

Barack Obama vandt sydstaten Virginia som den første demokrat siden Lyndon B. Johnsen i 1964.

Delstatens to senatorer er også demokrater, Jim Webb og Mark Warner – valgt i henholdvis 2006 og 2008.

De sidste to guvernører er også demokrater – Mark Warner og i dag Tim Kaine.

Virginia er altså en stat, der som så mange andre i USA har marcheret fra rød blok til blå over de sidste valgrunder.

Slut
Men nu er venstredrejningen måske forbi.



Obama forsøgte - tilsyneladende uden held - at give førstehjælp til Deeds' valgkampagne.


I hvert fald fører republikaneren Bob McDonnel med 10-15 procent over demokraten Creigh Deeds i meningsmålingerne. Meget mere sikker på en sejr kan McDonnel næppe være.

Deeds slog ellers Terry McAuliffe i primærvalget – en mand med mange flere penge og ikke mindst mange flere forbindelse end Deeds. McAuliffe var formand for Demokraterne i 2001-2005.

Men succesen i primærvalget ser altså ikke ud til at fortsætte i den reelle kamp om guvernørposten. Det er en grum bet for Demokraterne, som tilmed har sat det tungeste artilleri muligt ind i kampen.

I juli var vicepræsident Joe Biden således i Virginia, og i august dukkede Barack Obama himself op og forsøgte – forgæves –at give Deeds et rygstød.

McCain-vælgerne møder frem
Obama vandt staten ved at vinde stemmer i den mere og mere venstreorienterede nordøstlige del af staten – der, hvor alle Washington-bureaukraterne bosætter sig. Derimod vandt John McCain sikkert den sydlige, landlige og konservative del af Virginia.

Obama vandt den nordøstlige del af Virginia med 60 procent.

Her fører McDonnel nu med 56 procent.

Valgkampen, der i finanskrisens kølvand primært har handlet om arbejdsløshed og økonomi, har dog ikke vækket Obama-vælgerne.

Meget tyder på, at dem, der vil stemme, var John McCain-vælgere ved præsidentvalget.

Således er det mere end sandsynligt, at Republikanerne får en hårdt tiltrængt rygstød til deres moral, når vælgerne i delstaten sætter krydset om under en uge.

Valget finder sted den 3. november.

14.10.09

Politiker: Du er for fed til at blive valgt

Vægt: Umiddelbart et groft budskab. En politiker beskylder ganske enkelt sin modstander for at være for fed til at besidde et embede i en politisk tv-reklame.

Det drejer sig om guvernørposten i New Jersey, hvor republikaneren Chris Christie længe har ført over den upopulære siddende demokrat Jon Corzine forud for valget i november.

Nu står de næsten lige efter en række grove reklamer fra Corzines side.

Den mest berygtede er en, hvor Corzines budskab ifølge Christie er, at Christie er for fed til at være en dygtig guvernør. Nøglesætningen er "throw his weight around" - foruden en masse måske ikke helt sande beskyldninger.

Grov er reklamen, men om den ligefrem spiller på Christies trods alt massive skikkelse er ikke helt klart. Desuden er flertallet af amerikanere som bekendt overvægtige, så de burde vel egentlig blive begejstrede for Christie, hvis reklamens budskab indirekte rammer dem - simpelthen for at tage hævn over Corzine...


Den berygtede reklame

18.7.09

Guvernør Paterson ender som en døgnflue

David Paterson fik sit livs største chance, da guvernør Elliot Spitzer blev afsløret i at betale dyre domme for luksus-escortpiger.

Viceguvernør Paterson blev ny leder af staten New York, og forhåbningerne til den i øvrigt blinde politiker var høje.

Siden er hans popularitet raslet ned. Årsagerne er flere.

Underskud
En er han uden megen kontrol over, men han får skylden alligevel. Finanskrisen har også ramt staten New York, og budgettet er ved at kollapse. På fire år kan underskuddet nå 47 milliarder dollars.

Skylden ligger dog ikke så meget på finanskrisen som på delstatens politikers vilde stigninger i budgettet over de sidste 15 år. Her er budgettet steget med 4,9 procent om året – et godt stykke over inflationen på 2,7 procent i samme periode.

Nu sidder Paterson med aben og får skylden. Løsningen er enten budgetnedskæringer, skattestigninger eller mere sandsynligt begge dele – og i sidste ende får Paterson sparket af vælgerne.

En anden grund er hans mislykkede udnævnelse af Kirsten Gillibrand til ny senator. Stærke demokratiske kræfter i byen New York raser over udnævnelsen og mener, Gillibrand er for konservativ.

Gillibrand var tidligere kongresmedlem for et republikansk-hældende distrikt i den nordlige del af staten, hvor hun støttede retten til at have våben.

Men siden udnævnelsen til senator har hun bevæget sig mod venstre. Det hjælper ikke Paterson, som også lagde sig ud med Kennedy-familien, der blev ydmyget, fordi Caroline Kennedy blev blandet ind i striden om Hillary Clintons åbne plads i Senatet.

Endelig er det nylige sammenbrud i delstaten New Yorks forsamling en giftpille for Paterson. Demokrater og Republikanere står efter en række politiske studehandler 31-31 mod hinanden, og intet bliver gennemført.

Ny Cuomo
Det benytter den voldsomt populære justitsminister i delstaten, Andrew Cuomo, til sin fordel.

Cuomo er søn af Mario Cuomo, der var guvernør i delstaten fra 1983-1994. Han var voldsomt populær og blev flere gange anset for Demokraternes bedste bud ved et præsidentvalg.

Andrew Cuomo lagde sig forleden ud med Paterson (læs om det her) og det anses for et tydeligt bevis på, at Patersons tid rinder ud. Han vil ikke have nogen chance for at slå Cuomo i et primærvalg.

Paterson kan kun håbe på, at Cuomo af en eller anden grund ikke stiller op. Men gør han det, vil Paterson nok ikke engang forsøge at slå ham. Så handler det bare om at undgå ydmygelsen og trække sig tilbage med æren i behold.

11.4.09

David Patersons timeglas rinder ud

Staten New Yorks guvernør, David Paterson, kom ikke just til magten på en problemfri måde.

Hans forgænger, Elliot Spitzer, måtte træde tilbage, da de viste sig, at han havde brugt sin fritid på at besøge escortpiger i det helt dyre lag.

Således blev David Paterson guvernør over den folkerige delstat, og i øvrigt den kun anden blinde guvernør nogensinde.

Heller ikke administrationen af magten har været problemfri, og alt tyder på, at Paterson kun kommer til at nyde guvernørboligen indtil valget i 2010.

Kun 28 procent af new yorkerne synes, at han gør et godt arbejde. Og kun 22 procent synes, han fortjener endnu en periode. Det viser en undersøgelse af Quinnipiac University.
Over halvdelen af vælgerne mener, han bør sige med det samme, at han ikke genopstiller. 60 procent mener, han gør et dårligt arbejde - den højesteprocentsats nogensinde for en New York-guvernør.
Både nedskæringer og skattestigninger
Patersons problemer begyndte, da han dagen efter sin tiltræden afslørede, at såvel han som hans kone har haft affærer. Det gav ridser i lakken,omend affære-problematikken ikke er helt så stor en sag i New York som den ville være i Mississippi.

Værre blev det, da finanskrisen slog bunden ud på delstatens budget. Pengene til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale tiltag udgør et bundløst hold.

Paterson har derfor været nødt til at skære over en milliard dollars af budgettet til skoler.

Den ene milliard rækker dog ikke til meget, for politikerne skulle finde 4,6 milliarder dollars.

Det endte med en række voldsomme skattestigninger - i alt 137 af slagsen, blandt andet skat på frisørbesøg og pay-per-view film.

Forslagene koster en gennemsnitlig New York-familie op imod 4000 dollars om året.

Med sociale nedskæringer lagde Paterson sig ud med Demokraterne.

Med skattestigninger lagde han sig ud med Republikanerne.

Et ægte lose-lose scenario - nødvendige prioriteringer eller ej.

Udpegningen af en ny senator efter Hillary CLinton gik også ganske galt. Paterson lagde sig ud med Kennedy-familien og dens politiske støtter - og udpegede i stedet den højreorienterede demokrat Kirsten Gillibrand. Det huede ikke det stærke demokratiske etablissement i selve millionbyen.
Gammel kending på banen
Andrew Cuomo vil måske udfordre Paterson i det demokratiske primærvalg. Cuomo er et navn, der klinger godt i new yorkernes ører. Hans far, Mario Cuomo, var guvernør i staten fra 1983 til 1994 og ganske populær.

Ifølge mange var Mario Cuomo præsidentmateriale, og han var da også favorit til nomineringen i både 1988 og 1992.

Ingen af gangene stillede han dog op - i 1992 blandt andet, fordi George Bush senior havde stor opbakning efter Golfkrigen.

Han viste sig dog ikke usårlig, og derfor rykkede opkomlingen Bill Clinton forbi den politiske veteran fra New York og tog Det Hvide Hus.

Søn Andrew Cuomo er justitsminister i New York, og ville ifølge meningsmålinger slå Paterson i et primærvalg med 53 procent mod 32 til Paterson.

Cuomo, eller Paterson hvis han kommer fra baghjul, skal måske op imod en gammel kending, tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani.

Den tidligere omtalte meningsmåling viser dog, at Giuliani ville tabe 36-53 til Cuomo ved et valg. Flere sådanne meningsmålinger skal nok skræmme republikaneren væk fra at prøve.
Læs meningsmålingen her.
Læs mere om David Paterson her.
Patersons officielle side er her.