NEW JERSEY: 34 procent.
Så meget fører den republikanske guvernør Chris Christie over sin demokratiske udfordrer Barbara Buono før guvernørvalget i november. Hvordan kan det lade sig gøre i det stærkt demokratiske New Jersey - en stat, som har fostret det venstreorienterede ikon Bruce Springsteen?
En af forklaringerne er, at Christie har formået at splitte fagforeningerne. De står stærkt i New Jersey og har normalt sikret demokratiske sejre ved valg. Men nu støtter de privatansattes fagforeningerne Christie, mens de offentligt ansattes fagforeninger kæmper hårdt mod Christie.
Den republikanske guvernør har skåret i goderne og lønningerne hos de offentligt ansatte. Alt andet lige er det naturligt nok, deres fagforeninger har erklæret krig mod Christie.
Men de privatansattes er altså tilfredse, og grunden er arbejdspladser og vækst.
Fagforeningen International Brotherhood of Electrical Workers Local 102 støtter Christie. Ifølge formanden er grunden, at i 2001 havde medlemmerne 6,5 mio. arbejdstimer. I 2009 - året hvor Christie tog over - var det faldet til tre mio. Nu nærmer tallet sig de fem mio.
Fagforeningen mener, at grunden er besparelser i det offentlige, offentlige budgetter i balance og skattelettelser, som har sat gang i erhvervslivet.
Massive skattestigninger
Allerede i 2006 foreslog jernarbejdernes forbund, at statsansatte skulle gå 15 pct. ned i løn. Forbundet sagde, at dets medlemmer ikke havde fået lønstigninger i to år. Alle lønstigninger var gået til at betale stigende pensions- og sundhedsudgifter kombineret med skattestigninger. New Jersey har en stat, vi ikke har råd til længere, lød det fra fagforeningen.
Forslaget om de statsansattes lønnedgang kom efter 33 skattestigninger under den demokratiske guvernør Jim McGreevey for i alt 3,6 mia. dollars. Den dengang nyvalgte demokratiske guvernør Jon Corzine afviste forslaget, lod de statsansatte beholde deres løn og hævede i stedet momsen fra seks til syv procent. Nu er også jernarbejdernes forbund på Christies side.
Teparti-fløjen hos Republikanerne er dog ikke nødvendigvis begejstrede for Christies tætte forhold til nogle fagforeninger. Strider det ikke mod den rene konservatisme? Og er det ikke mere værd at tabe med ideologien i behold end vinde og indgå kompromiser? Christies svar var klart, da han i sidste måned talte til republikanske ledere i Boston:
- For our ideas to matter, we have to win because, if we don't win, we don't govern.
Showing posts with label fagforeninger. Show all posts
Showing posts with label fagforeninger. Show all posts
9.5.11
Fagforening slutter op om Obama
FODSOLDATER: USA's største fagforening National Education Association (NEA) har erklæret, at den nu vil gå i gang med at arbejde for Barack Obamas genvalg.
NEA organiserer lærere og andet pædagogisk personale i de offentlige amerikanske skoler og har i dag cirka 3,2 millioner medlemmer.
Det er ikke nogen voldsomt overraskende udvikling, at Obama får opbakning fra NEA. Fagforeningerne støtter som regel den demokratiske præsidentkandidat og er værdsatte af politikerne for at levere mange frivillige fodsoldater.
Denne gang var der dog nogen, der troede, at NEA som det mindste ville vente nogle måneder endnu med offentliggørelsen. Det skyldtes, at Obama har arbejdet for at få vedtaget en række handelsaftaler med udlandet, som fagforeningerne er imod.
Vigtig støtte
Imidlertid har NEA altså valgt tidligt at støtte den politiker, fagforeningen måske betragter som det mindste af to onder. I hvert fald var formand Dennis Van Roekel ikke begejstret for den kongres, der blev valgt i 2010, da han udtalte sig til The Hill:
- The midterm elections have shown us what can happen when education legislation and decisions are left in the hands of politicians who do not support public education — those of us in education call this a teachable moment .
Samtidig har flere republikanske guvernørers opgør med offentligt ansatte i fagforeninger utvivlsomt givet fagforeningen ekstra kamplyst.
Selvom de amerikanske fagforeninger efter europæisk standard er små og med få medlemmer, har de traditionelt været dygtige til at levere fodsoldater til demokraternes valgkampe. Går flere hundredetusinder medlemmer på gaden og stemmer dørklokker, kan det sagtens give de stemmer, der sikrer en demokratisk sejr i en omstridt stat ved præsidentvalget.
NEA organiserer lærere og andet pædagogisk personale i de offentlige amerikanske skoler og har i dag cirka 3,2 millioner medlemmer.
Det er ikke nogen voldsomt overraskende udvikling, at Obama får opbakning fra NEA. Fagforeningerne støtter som regel den demokratiske præsidentkandidat og er værdsatte af politikerne for at levere mange frivillige fodsoldater.
Denne gang var der dog nogen, der troede, at NEA som det mindste ville vente nogle måneder endnu med offentliggørelsen. Det skyldtes, at Obama har arbejdet for at få vedtaget en række handelsaftaler med udlandet, som fagforeningerne er imod.
Vigtig støtte
Imidlertid har NEA altså valgt tidligt at støtte den politiker, fagforeningen måske betragter som det mindste af to onder. I hvert fald var formand Dennis Van Roekel ikke begejstret for den kongres, der blev valgt i 2010, da han udtalte sig til The Hill:
- The midterm elections have shown us what can happen when education legislation and decisions are left in the hands of politicians who do not support public education — those of us in education call this a teachable moment .
Samtidig har flere republikanske guvernørers opgør med offentligt ansatte i fagforeninger utvivlsomt givet fagforeningen ekstra kamplyst.
Selvom de amerikanske fagforeninger efter europæisk standard er små og med få medlemmer, har de traditionelt været dygtige til at levere fodsoldater til demokraternes valgkampe. Går flere hundredetusinder medlemmer på gaden og stemmer dørklokker, kan det sagtens give de stemmer, der sikrer en demokratisk sejr i en omstridt stat ved præsidentvalget.
11.3.11
Guvernør Walker forstærker skanserne
FAGLIG KAMP: Kampene mellem fagforeninger for statsansatte og republikanske guvernører i flere amerikanske stater bliver mere og mere forbitret og brutal, og skyttegravene bliver for hver dag gravet dybere.
I går udbyggede guvernør Scott Walker fra Wisconsin så sine skanser med et forsvarsskrift. Læs det her. Samtidig vedtog delstatskongressen endelig loven, og Republikanerne kan derfor placere en sejrsfane på fagforeningernes bastioner.
Bloggen har tidligere skrevet flere indlæg om krigen. Læs dem her og her.
I går udbyggede guvernør Scott Walker fra Wisconsin så sine skanser med et forsvarsskrift. Læs det her. Samtidig vedtog delstatskongressen endelig loven, og Republikanerne kan derfor placere en sejrsfane på fagforeningernes bastioner.
Bloggen har tidligere skrevet flere indlæg om krigen. Læs dem her og her.
21.2.11
Guvernør angriber fagforeninger
FAGLIG KAMP: I 1959 blev Wisconsin den første stat i USA, der tillod sine medarbejdere at samle sig i fagforeninger og forhandle kollektivt.
Siden har tre fjerdedele af alle stater tilladt kollektiv forhandling, og over halvdelen af de amerikanere, der er i en fagforening i dag, er ansat i det offentlige.
Lammende slag
Nu bliver Wisconsin måske stedet, hvor det begynder at gå i den modsatte retning. Statens nyvalgte republikanske guvernør Scott Walker har præsenteret et lovforslag, der ifølge fagforeningerne vil være "et lammende slag" mod dem og deres medlemmer.
Med loven bliver det forbudt for fagforeninger at forhandle andet end løn kollektivt. Sundhedspakker og pension skal forhandles personligt. Samtidig skal medarbejderne hvert år stemme om, hvorvidt de stadig vil være med i fagforeningen.
Guvernør Walker mener, at fagforeningerne er en af de afgørende grunde til, at de amerikanske delstater vakler under enorme budgetunderskud. Fagforeningerne har skævvredet forhandlingssituationerne og kostet skatteyderne dyrt ved at kræve alt for generøse sundhedspakker og pensionsplaner.
Tilhængere af loven påpeger, at Walkers krav til de offentligt ansatte er meget rimelige. Walker kræver, at medarbejderne skal betale 5,8 procent af deres løn til pension, hvor de i dag stort set ingenting betaler. Desuden skal de betale 200 dollars per måned for sundhedsforsikring, hvor de i dag betaler 79 dollars. Til sammenligning betaler en gennemsnitlig ansat i den private sektor cirka 330 dollars for sundhedsforsikring.
Fra fagforeningerne lyder det, at hvis loven bliver vedtaget, venter der en mørk fremtid for amerikanske arbejdere – og den amerikanske økonomi. Lønnen vil falde, arbejderne får færre penge til biler og bowling, og økonomien bliver derfor kastet ud i en ny recession. Samtidig vil arbejdsforholdene bliver voldsomt forværret.
Demonstranter på gaden
Kampen raser nu i Wisconsins hovedstad Madison. Fagforeningerne har sendt op mod 10.000 mand på gaden, og deres politiske allierede Demokraterne forsøger af al magt at blokere lovgivningen i delstatens kongres, hvor Republikanerne dog har flertal. Demokraterne fik under forrige års valgkamp op mod 200 millioner dollars af fagforeningerne på landsplan, så partiet har interesse i at bevare stærke fagforeninger.
Det giver samtidig fagforeningerne det argument, at den republikanske guvernørs lovforslag kun går ud på at svække Demokraterne.
Wisconsin forventer et budgetunderskud i år på 137 millioner dollars, mens der mangler 3,6 milliarder dollars i kassen over de kommende to år. Lovforslaget forventes at kunne bidrage med 300 millioner dollars i øjeblikkelige besparelser.
Det demokratiske koryfæ Franklin D. Roosevelt er blevet bragt ind i kampen – men interessant nok ikke på fagforeningernes side. Læs mere her.
Siden har tre fjerdedele af alle stater tilladt kollektiv forhandling, og over halvdelen af de amerikanere, der er i en fagforening i dag, er ansat i det offentlige.
Lammende slag
Nu bliver Wisconsin måske stedet, hvor det begynder at gå i den modsatte retning. Statens nyvalgte republikanske guvernør Scott Walker har præsenteret et lovforslag, der ifølge fagforeningerne vil være "et lammende slag" mod dem og deres medlemmer.
Med loven bliver det forbudt for fagforeninger at forhandle andet end løn kollektivt. Sundhedspakker og pension skal forhandles personligt. Samtidig skal medarbejderne hvert år stemme om, hvorvidt de stadig vil være med i fagforeningen.
Guvernør Walker mener, at fagforeningerne er en af de afgørende grunde til, at de amerikanske delstater vakler under enorme budgetunderskud. Fagforeningerne har skævvredet forhandlingssituationerne og kostet skatteyderne dyrt ved at kræve alt for generøse sundhedspakker og pensionsplaner.
Tilhængere af loven påpeger, at Walkers krav til de offentligt ansatte er meget rimelige. Walker kræver, at medarbejderne skal betale 5,8 procent af deres løn til pension, hvor de i dag stort set ingenting betaler. Desuden skal de betale 200 dollars per måned for sundhedsforsikring, hvor de i dag betaler 79 dollars. Til sammenligning betaler en gennemsnitlig ansat i den private sektor cirka 330 dollars for sundhedsforsikring.
Fra fagforeningerne lyder det, at hvis loven bliver vedtaget, venter der en mørk fremtid for amerikanske arbejdere – og den amerikanske økonomi. Lønnen vil falde, arbejderne får færre penge til biler og bowling, og økonomien bliver derfor kastet ud i en ny recession. Samtidig vil arbejdsforholdene bliver voldsomt forværret.
Demonstranter på gaden
Kampen raser nu i Wisconsins hovedstad Madison. Fagforeningerne har sendt op mod 10.000 mand på gaden, og deres politiske allierede Demokraterne forsøger af al magt at blokere lovgivningen i delstatens kongres, hvor Republikanerne dog har flertal. Demokraterne fik under forrige års valgkamp op mod 200 millioner dollars af fagforeningerne på landsplan, så partiet har interesse i at bevare stærke fagforeninger.
Det giver samtidig fagforeningerne det argument, at den republikanske guvernørs lovforslag kun går ud på at svække Demokraterne.
Wisconsin forventer et budgetunderskud i år på 137 millioner dollars, mens der mangler 3,6 milliarder dollars i kassen over de kommende to år. Lovforslaget forventes at kunne bidrage med 300 millioner dollars i øjeblikkelige besparelser.
Det demokratiske koryfæ Franklin D. Roosevelt er blevet bragt ind i kampen – men interessant nok ikke på fagforeningernes side. Læs mere her.
13.12.10
Stater med lav skat klarer sig bedst
ARBEJDSLØSHED: USA’s delstater er ved at knække over i to.
På kysterne mod Stillehavet og Atlanterhavet har Demokraterne i vid udstrækning sat sig på magten. I de seneste år er de offentlige udgifter her steget mere end indtægterne, de offentlige budgetter er blodrøde og skatterne stiger.
I midten af landet har konservative og republikanske stater valgt en strategi, hvor delstatsskatten er lav eller ikke-eksisterende, og der er nogenlunde balance på de offentlige budgetter.
Hvor går det så bedst?
Særligt Californien og New Jersey kan fremhæves som eksperimenter for noget af den mest venstreorienterede politik, der er blevet ført i amerikanske delstater.
I Californien dominerer særdeles venstreorienterede demokrater delstatens kongres, og den moderate republikaner Arnold Schwarzenegger har enten støttet deres krav – for eksempel om nogle af verdens mest restriktive miljøregler – eller opgivet at kæmpe imod de stærke lærerfagforeninger, der konstant suger flere penge til sig.
I New Jersey er det samme sket, og de fleste offentligt ansatte i denne delstat har takket være stærke fagforeninger højere løn, mere ferie og større pensioner end ansatte i det private. Resultatet er en budget med bragende underskud trods skattestigninger. Tidligere i år fik befolkningen dog tilsyneladende nok: De valgte således republikaneren Chris Christie, der i øjeblikket er i direkte krig med fagforeningerne. Hvem sejren går til, er endnu usikker.
USA’s nationale arbejdsløshedsprocent var i oktober 9,6 procent. Til sammenligning lå arbejdsløsheden i Californien i oktober på 12,2 procent og i New Jersey var den på 9,2 procent.
I en række konservative stater ser billedet noget anderledes ud. Nogle eksempler:
1) I Wyoming er arbejdsløshedsprocenten 6,7 procent. Staten har intet underskud og ingen delstatsskat.
2) I New Hampshire er der kun delstatsskat på renter og værdipapir-dividender. Der er et lille underskud på 12 millioner dollars og en arbejdsløshedsprocent på 5,4 procent.
3) North Dakota har en forholdsvis lav delstatsskat på 1,84 procent for lavindkomster og 4,86 procent for høje indkomster. Arbejdsløsheden er på 3,8 procent.
4) I Arkansas og Oklahoma – to andre stater med lav eller ingen delstatsskat placerer arbejdsløshedsprocenten sig på henholdsvis 7,8 og 6,9 procent.
5) Texas har sænket skatterne, regner med balance på budgettet i 2011 og har lige nu en arbejdsløshedsprocent på 8,1 procent.
Umiddelbart ser det ud til at være bedre at leve i konservative stater med en liberalistisk økonomisk politik i finanskrisens tid. Som tidligere beskrevet her på bloggen er stater som Californien tilmed nær økonomisk kollaps.
Der er naturligvis andre forhold end netop lav skat og balance på budgetterne, der hjælper de nævnte konservative stater, men de empiriske beviser er stærke og bliver da også i stigende grad brugt af republikanske politikere på den politiske slagmark.
På kysterne mod Stillehavet og Atlanterhavet har Demokraterne i vid udstrækning sat sig på magten. I de seneste år er de offentlige udgifter her steget mere end indtægterne, de offentlige budgetter er blodrøde og skatterne stiger.
I midten af landet har konservative og republikanske stater valgt en strategi, hvor delstatsskatten er lav eller ikke-eksisterende, og der er nogenlunde balance på de offentlige budgetter.
Hvor går det så bedst?
Særligt Californien og New Jersey kan fremhæves som eksperimenter for noget af den mest venstreorienterede politik, der er blevet ført i amerikanske delstater.
I Californien dominerer særdeles venstreorienterede demokrater delstatens kongres, og den moderate republikaner Arnold Schwarzenegger har enten støttet deres krav – for eksempel om nogle af verdens mest restriktive miljøregler – eller opgivet at kæmpe imod de stærke lærerfagforeninger, der konstant suger flere penge til sig.
I New Jersey er det samme sket, og de fleste offentligt ansatte i denne delstat har takket være stærke fagforeninger højere løn, mere ferie og større pensioner end ansatte i det private. Resultatet er en budget med bragende underskud trods skattestigninger. Tidligere i år fik befolkningen dog tilsyneladende nok: De valgte således republikaneren Chris Christie, der i øjeblikket er i direkte krig med fagforeningerne. Hvem sejren går til, er endnu usikker.
Guvernør Christie er gået i krig mod fagforeningerne i New Jersey.
USA’s nationale arbejdsløshedsprocent var i oktober 9,6 procent. Til sammenligning lå arbejdsløsheden i Californien i oktober på 12,2 procent og i New Jersey var den på 9,2 procent.
I en række konservative stater ser billedet noget anderledes ud. Nogle eksempler:
1) I Wyoming er arbejdsløshedsprocenten 6,7 procent. Staten har intet underskud og ingen delstatsskat.
2) I New Hampshire er der kun delstatsskat på renter og værdipapir-dividender. Der er et lille underskud på 12 millioner dollars og en arbejdsløshedsprocent på 5,4 procent.
3) North Dakota har en forholdsvis lav delstatsskat på 1,84 procent for lavindkomster og 4,86 procent for høje indkomster. Arbejdsløsheden er på 3,8 procent.
4) I Arkansas og Oklahoma – to andre stater med lav eller ingen delstatsskat placerer arbejdsløshedsprocenten sig på henholdsvis 7,8 og 6,9 procent.
5) Texas har sænket skatterne, regner med balance på budgettet i 2011 og har lige nu en arbejdsløshedsprocent på 8,1 procent.
Umiddelbart ser det ud til at være bedre at leve i konservative stater med en liberalistisk økonomisk politik i finanskrisens tid. Som tidligere beskrevet her på bloggen er stater som Californien tilmed nær økonomisk kollaps.
Der er naturligvis andre forhold end netop lav skat og balance på budgetterne, der hjælper de nævnte konservative stater, men de empiriske beviser er stærke og bliver da også i stigende grad brugt af republikanske politikere på den politiske slagmark.
31.1.10
Fabrikkerne ruster op i fagforeningernes højborg
Faglig kamp: USA har aldrig været et fort for fagforeninger, men United Auto Workers – UAW – opnåede i midten af sidste århundrede en særdeles stærk magtposition, særligt i delstaten Michigan.
Her kunne UAW næsten give bilfabrikanterne hjertestop, hvis de bare nævnte ordet strejke –så stærk var fagforeningen, der i 1979 havde 1,5 millioner medlemmer. Medlemmerne nød godt af tårnhøje lønninger, næsten garanteret jobsikkerhed, en gylden sundhedsforsikring og godt med sedler i pensionskassen.
Nu er der 430.000 tilbage i fagforeningerne, der ikke længere kæmper for flere goder til medlemmerne, men er i skyttegravene for at bevare dem, der er tilbage.
Ford, General Motors og Chrysler, USA’s tre største bilfabrikanter, har mistet op imod halvdelen af deres markedsandel med massefyringer til følge, og det har svækket den ellers så stærke fagforening.
Slunken kasse
Før i tiden var opbakning fra fagforeninger afgørende for, hvilken demokratisk kandidat der blev valgt. Nu er det ikke mange penge tilbage i den slunkne fagforeningskasse.
Tidligere medlem af UAW John Cherry stillede op til primærvalget for at afløse guvernør Jennifer Granholm i Michigan. Men efter at have været langt bagude i meningsmålingerne har han trukket sig. Grunden: Han kan ikke skaffe penge til at føre valgkamp for.
Prestige kan UAW heller ikke hjælpe politikerne med. Michigan er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og en del indbyggere placerer skylden hos ufleksible og dogmatiske fagforeninger, der har bebyrdet firmaer med tårnhøje udgifter til pension, løn og sundhed og dermed i sidste ende ført til virksomheders kollaps. I meningsmålingerne giver befolkningen halvdelen af skylden til bilfirmaernes direktion og den anden halvdel til fagforeningerne for bilindustriens krise.
Rustne fabrikker
UAW overvejer ifølge en kilde, som har udtalt sig til Washington Post, at lade være med at bakke kandidater op til midtvejsvalget i november. Fagforeningen er simpelthen bange for reelt at være et dødskys til en kandidat, fordi UAW er så upopulær.
UAW håbede på, at Barack Obama og det store demokratiske flertal i Senatet kunne give fagforeningerne et stød fremad med nye regler, der ville gøre det lettere for medarbejdere at organiserer sig. Men nye fagforeningslove er blevet begravet i sundhedsreform, Afghanistan og general Obama-krise.
I mellemtiden rykker de tilbageværende bilfabrikker til nye fabrikker i de amerikanske sydstater, hvor ”right-to-work” regler er i kraft. Det er love, der forbyder en fagforening og en virksomhedsledelse at lave eksklusivaftaler med hinanden. Fagforeningerne bliver svækket, virksomhederne mere konkurrencedygtige, og i sidste ende bliver der derfor flere jobs i Syden - Kritiske stemmer råber dog op om at jobsikkerhed i sydstaterne er lige så sjældent som en populær Wall Street-bank er det blandt menige amerikanere.
Det ændrer imidlertid ikke på faktum: I fagforeningernes amerikanske højborg ruster arbejdernes fabrikker op i uvirksomhed. Det var der næppe nogen, der havde gættet i de glade dage i 1970'erne.
Her kunne UAW næsten give bilfabrikanterne hjertestop, hvis de bare nævnte ordet strejke –så stærk var fagforeningen, der i 1979 havde 1,5 millioner medlemmer. Medlemmerne nød godt af tårnhøje lønninger, næsten garanteret jobsikkerhed, en gylden sundhedsforsikring og godt med sedler i pensionskassen.
Nu er der 430.000 tilbage i fagforeningerne, der ikke længere kæmper for flere goder til medlemmerne, men er i skyttegravene for at bevare dem, der er tilbage.
Ford, General Motors og Chrysler, USA’s tre største bilfabrikanter, har mistet op imod halvdelen af deres markedsandel med massefyringer til følge, og det har svækket den ellers så stærke fagforening.
Slunken kasse
Før i tiden var opbakning fra fagforeninger afgørende for, hvilken demokratisk kandidat der blev valgt. Nu er det ikke mange penge tilbage i den slunkne fagforeningskasse.
Tidligere medlem af UAW John Cherry stillede op til primærvalget for at afløse guvernør Jennifer Granholm i Michigan. Men efter at have været langt bagude i meningsmålingerne har han trukket sig. Grunden: Han kan ikke skaffe penge til at føre valgkamp for.
Prestige kan UAW heller ikke hjælpe politikerne med. Michigan er særdeles hårdt ramt af den økonomiske krise, og en del indbyggere placerer skylden hos ufleksible og dogmatiske fagforeninger, der har bebyrdet firmaer med tårnhøje udgifter til pension, løn og sundhed og dermed i sidste ende ført til virksomheders kollaps. I meningsmålingerne giver befolkningen halvdelen af skylden til bilfirmaernes direktion og den anden halvdel til fagforeningerne for bilindustriens krise.
Rustne fabrikker
UAW overvejer ifølge en kilde, som har udtalt sig til Washington Post, at lade være med at bakke kandidater op til midtvejsvalget i november. Fagforeningen er simpelthen bange for reelt at være et dødskys til en kandidat, fordi UAW er så upopulær.
UAW håbede på, at Barack Obama og det store demokratiske flertal i Senatet kunne give fagforeningerne et stød fremad med nye regler, der ville gøre det lettere for medarbejdere at organiserer sig. Men nye fagforeningslove er blevet begravet i sundhedsreform, Afghanistan og general Obama-krise.
I mellemtiden rykker de tilbageværende bilfabrikker til nye fabrikker i de amerikanske sydstater, hvor ”right-to-work” regler er i kraft. Det er love, der forbyder en fagforening og en virksomhedsledelse at lave eksklusivaftaler med hinanden. Fagforeningerne bliver svækket, virksomhederne mere konkurrencedygtige, og i sidste ende bliver der derfor flere jobs i Syden - Kritiske stemmer råber dog op om at jobsikkerhed i sydstaterne er lige så sjældent som en populær Wall Street-bank er det blandt menige amerikanere.
Det ændrer imidlertid ikke på faktum: I fagforeningernes amerikanske højborg ruster arbejdernes fabrikker op i uvirksomhed. Det var der næppe nogen, der havde gættet i de glade dage i 1970'erne.
Subscribe to:
Posts (Atom)
