1.2.09

Michael Steele ny formand for Republikanerne

Demokraterne har Barack Obama, senatsleder Harry Reid og Nancy Pelosi fra Repræsentanternes Hus som synlige frontfigurer. Republikanerne har efter George W. Bushs afgang ingen.

Derfor var fredagens valg af ny formand for partiet afgørende. Formanden bliver partiets ansigt i de kommende to år og kommer samtidig til at stå med en tung udfordring: Han skal vende den tilbagegang, der har ramt partiet ved de seneste to valg, hvor Republikanerne har tabt flertallet i begge kamre i Kongressen og mistet Det Hvide Hus.

Formanden blev Michael Steele, tidligere viceguvernør i Maryland. Han slog seks andre udfordrere, heriblandt den siddende formand Mike Duncan. Michael Steele er 50 år gammel og er moderat konservativ. Samtidig signalerer han klart forandring for et parti, der ellers er domineret af midaldrende hvide fra syden: Han er nemlig sort.

Der var næppe mange på begge sider af borgerretighedskampen i 1960erne, der havde regnet med, at begge ledere af de to store partier sølle 40-50 år efter ville være sorte. Det er en stor historisk begivenhed.

Med Steele signalerer Republikanerne, at de rækker hånden ud til de minoriteter, der har forladt dem i de sidste par valg. Steele ser selv dette som en central udfordring for ham, da han udtalte sig efter sejren:

”We have an image problem. We've been misidentified as party that is insensitive, a party unconcerned about the lives of minorities. I'm saying enough's enough, that day is over.”

Det er dog lettere sagt end gjort. Den netop afgåede formand for Demokraterne, Howard Dean, lancerede sin meget succesfulde 50-stats strategi, hvor partiet kæmpede i alle stater frem for kun de sikre stater og så et par svingstater som Ohio, Pennsylvania og så videre. Strategien banede vejen for demokratiske sejre i Virginia, Nevada, North Carolina og Indiana – stater, der typisk ligger solidt i republikanernes lejr.

Steeles udfordring er større end Deans. Republikanernes strategi har i mange år været ”skattelettelser.” Det budska kan være svært at sælge i fattige kvarterer i demokratiske højborge som New York eller Los Angeles. Men den karismatiske og vittige Steele har i hvert fald en større chancer for at gøre sig gældende her, end den sidste konkurrent til posten der faldt fra, nemlig Katon Dawson – der var endnu en af de midaldrende hvide fra sydstaterne.

Republikanerne satser tilsyneladende også på ”change.” Spørgsmålet er, om det udelukkende bliver ændringer i fremtoning og image, eller også i den politiske pakke. Demokraterne har i hvert fald fået lidt at tænke over midt i sejrsrusen.

No comments:

Post a Comment