The Greatest Generation - Den Største Generation. Det kalder amerikanerne den generation, der oplevede Den Store Depression, kæmpede i 2. verdenskrig, genopbyggede det ødelagte Europa og Asien, besejrede Sovjetunionen i Den Kolde Krig og grundlagde en hidtil ukendt velstand i Vesten.
En arketype for den generation er tidligere præsident George H. W. Bush, der døde i forgårs. Han var jagerpilot i Stillehavet og blev skudt ned af japanerne. En ægte krigshelt, som det sig hør og bør i den generation.
Den helt rette præsident
Som præsident var George H. W. Bush den helt rette præsident, da Den Kolde Krig blev afsluttet med Sovjetunionens kollaps. Det kommunistiske imperium døde mod manges forventning med et stille suk frem for et blodbad. Meget af den fortjeneste ligger hos Mikael Gorbatjov, men en god portion tilhører også George H. W. Bush.
Han gav Rusland mange indrømmelser og finansiel støtte, han gav opbakning til Tysklands genforening trods fransk og britisk modstand og gav Rusland garantier mod tysk aggression. Det sikrede stabiliteten i Europa og gjorde, at Moskva uden protester trak de enorme mængder russiske soldater tilbage bag de nye russiske grænser.
89 procents opbakning
Også Iraks invasion af Kuwait blev håndteret effektivt. Uden større tab for koalitionsstyrkerne blev Irak kastet ud af det lille, olierige land. Om Irak og Saddam Hussein så blev håndteret effektivt efter krigen, er en diskussionssag blandt historikerne. Uanset hvad tog præsidenten lige efter krigen rekorden i amerikanere, der var tilfredse med hans embedsførelse: 89 procent bakkede op - næsten nordkoreanske tilstande.
Derfor valgte mange demokratiske toppolitikere at holde sig uden for valgkampen i 1992, da de regnede med sikkert genvalg til Bush.
Det åbnede som bekendt døren for en ret ukendt, men karismatisk sydstatsdemokrat: Bill Clinton.
Indenrigspolitisk måtte Bush nemlig konsolidere den amerikanske økonomi efter stigende underskud. Han hævede skatterne, hvilket gjorde ham voldsomt upopulær hos Republikanerne. Og en kortvarig, men hård økonomisk nedtur lige før valget kombineret med en stærk tredjepartikandidat i form af Ross Perot gjorde Bush til en én-periodespræsident.
Republikansk gentleman
Bush var en republikansk gentleman-politiker, der er milevidt fra dagens brutale Trump-parti. Derfor er luften også kold mellem Trump og Bush-familien, men der er ingen vej uden om, at begge familier skruet smilet på og går til begravelsen sammen. Ellers ville skandalen være for stor.
Showing posts with label George H. W. Bush. Show all posts
Showing posts with label George H. W. Bush. Show all posts
2.12.18
18.10.15
Dukakis i kampvognen: Historiens mest katastrofale PR-billede
KOMMUNIKATION: Valgkampen gik skidt for den demokratiske kandidat Michael Dukakis i 1988. Den republikanske kandidat George H. W. Bush var langt foran i meningsmålingerne, især fordi Bush var stærk i sikkerheds- og udenrigspolitikken i de urolige år lige før Østblokkens sammenbrud.
Hvad gør vi, spurgte den demokratiske kampagnestab?
Vi sørger da for at fotografere Dukakis i en kampvogn for at vise, hvordan han bakker op om militæret, lød det fra nogen.
Resultatet blev et af valgkamphistoriens mest katastrofale PR-stunts. Billedet af Dukakis i kampvognen med en ualmindelig uheldig hjelm på hovedet blev grebet med kyshånd af Republikanerne: Mens Dukakis lavede kiksede billeder, havde Republikanerne en kandidat, der havde været leder af CIA, havde reel kamperfaring som pilot i 2. verdenskrig og de seneste otte års job var som vicepræsident for Ronald Reagan.
Dukakis tabte valget klart, og den gamle kommunikationsregel om, at du ikke selv skal føre din kandidat ud på et område, der klart er modstanderens styrke, blev bekræftet.
Og så var der også endnu en regel-bekræftigelse: En politiker må ALDRIG tage noget på hovedet.
Læs den fascinerende fortælling her.
Hvad gør vi, spurgte den demokratiske kampagnestab?
Vi sørger da for at fotografere Dukakis i en kampvogn for at vise, hvordan han bakker op om militæret, lød det fra nogen.
Resultatet blev et af valgkamphistoriens mest katastrofale PR-stunts. Billedet af Dukakis i kampvognen med en ualmindelig uheldig hjelm på hovedet blev grebet med kyshånd af Republikanerne: Mens Dukakis lavede kiksede billeder, havde Republikanerne en kandidat, der havde været leder af CIA, havde reel kamperfaring som pilot i 2. verdenskrig og de seneste otte års job var som vicepræsident for Ronald Reagan.
Dukakis tabte valget klart, og den gamle kommunikationsregel om, at du ikke selv skal føre din kandidat ud på et område, der klart er modstanderens styrke, blev bekræftet.
Og så var der også endnu en regel-bekræftigelse: En politiker må ALDRIG tage noget på hovedet.
Læs den fascinerende fortælling her.
18.4.11
Barack Obama langt fra pole position
BAGUD: Barack Obama ser bestemt ikke usårlig ud halvandet år før næste valg.
Den seneste meningsmåling fra Gallup viser således, at kun 41 procent af amerikanerne er tilfredse med hans indsats.
Det tangerer to tidligere bundrekorder fra august og oktober 2010. Gennemsnittet i 2011 har ellers været en rimelig acceptabel popularitet på 48 procent.
En del af forklaringen på tallene skal findes i, at ganske vist vokser økonomien igen, men det har ikke gjort meget indhug i arbejdsløsheden. Der er i vid udstrækning tale om det berygtede begreb "jobløs vækst," hvor virksomhederne øger indtjeningen, men ikke ansætter nye medarbejdere, da de frygter, det hurtigt kan gå den anden vej.
Det skyldes især de voldsomt stigende priser på olie, som har ført til rekordhøje benzinpriser i USA. I et land, der baserer en god del af sin selvforståelse på bilkørsel og dertilhørende frihed, har stigende priser ved pumpen ofte korreleret med faldende popularitet for præsidenten.
Værst af alt for Obama støtter kun 35 procent af de uafhængige vælgere ham stadig. Gruppen er per definition afgørende ved præsidentvalg, og i 2008 stemte 52 procent af disse vælgere på Obama.
Tallene betyder, at Obama skal kæmpe hårdt, men intet er umuligt.
På samme tidspunkt i deres første præsidentperiode lå Jimmy Carter, Ronald Reagan og Bill Clinton ligesom Obama og rodede rundt på 41 procents popularitet. Carter fik ikke sat turbo på sin valgkamp, men både Reagan og Clinton kom som bekendt først over stregen alligevel og vandt deres anden præsidentperiode.
En føring i astronomisk størrelsesorden er historisk heller ingen garanti. Præsident George H. W. Bushs popularitet lå og svingede mellem 80 og 90 procent i 1991 efter den militære sejr over Saddam Hussein og Irak i den første golfkrig. Førende demokrater erklærede, at han var usårlig, og de ville først stille op ved valget i 1996.
En i 1991 ret ukendt opkomling fra Arkansas valgte at tage chancen alligevel – og i 1993 blev Bill Clinton så indsat som USA's 42. præsident.
Den seneste meningsmåling fra Gallup viser således, at kun 41 procent af amerikanerne er tilfredse med hans indsats.
Det tangerer to tidligere bundrekorder fra august og oktober 2010. Gennemsnittet i 2011 har ellers været en rimelig acceptabel popularitet på 48 procent.
En del af forklaringen på tallene skal findes i, at ganske vist vokser økonomien igen, men det har ikke gjort meget indhug i arbejdsløsheden. Der er i vid udstrækning tale om det berygtede begreb "jobløs vækst," hvor virksomhederne øger indtjeningen, men ikke ansætter nye medarbejdere, da de frygter, det hurtigt kan gå den anden vej.
Det skyldes især de voldsomt stigende priser på olie, som har ført til rekordhøje benzinpriser i USA. I et land, der baserer en god del af sin selvforståelse på bilkørsel og dertilhørende frihed, har stigende priser ved pumpen ofte korreleret med faldende popularitet for præsidenten.
Værst af alt for Obama støtter kun 35 procent af de uafhængige vælgere ham stadig. Gruppen er per definition afgørende ved præsidentvalg, og i 2008 stemte 52 procent af disse vælgere på Obama.
Tallene betyder, at Obama skal kæmpe hårdt, men intet er umuligt.
På samme tidspunkt i deres første præsidentperiode lå Jimmy Carter, Ronald Reagan og Bill Clinton ligesom Obama og rodede rundt på 41 procents popularitet. Carter fik ikke sat turbo på sin valgkamp, men både Reagan og Clinton kom som bekendt først over stregen alligevel og vandt deres anden præsidentperiode.
En føring i astronomisk størrelsesorden er historisk heller ingen garanti. Præsident George H. W. Bushs popularitet lå og svingede mellem 80 og 90 procent i 1991 efter den militære sejr over Saddam Hussein og Irak i den første golfkrig. Førende demokrater erklærede, at han var usårlig, og de ville først stille op ved valget i 1996.
En i 1991 ret ukendt opkomling fra Arkansas valgte at tage chancen alligevel – og i 1993 blev Bill Clinton så indsat som USA's 42. præsident.
Subscribe to:
Posts (Atom)
