1960'erne var et tumultarisk årti for USA. Præsident John F. Kennedy blev skudt. Borgerrettighedsbevægelsen splittede amerikanerne. Og en Vietnam-krig begyndte at få landet til at tvivle på sig selv og sin rolle i verden.
Med en kuffert fyldt af traumer gik landet således til valg i 1964. Vælgerne afgjorde, om Kennedys vicepræsident Lyndon B. Johnson skulle fortsætte, eller om den næsten libertarianske republikanske kandidat Barry Goldwater skulle overtage Det Hvide Hus.
Resultatet blev en massiv jordsskredssejr til Johnson. Goldwater var ganske simpelt for rabiat, har mange historikere senere argumenteret for.
Nej, det bliver ikke som 1964
Nu mener politiske eksperter, at Republikanerne risikerer et nyt Goldwater-nederlag, hvis partiet nominerer Ted Cruz eller Donald Trump. De to kandidater bliver næppe favoritter mod den sandsynlige demokratiske kandidat Hillary Clinton, men et massivt nederlag er faktisk ret usandsynligt.
For det første var Johnson i 1964 siddende præsident og voldsomt populær. I 2016 er der ingen vellidt, siddende præsident at konkurrere mod.
I 1964 var den moderate fløj hos Republikanerne - dengang kaldet "Eisenhower-fløjen" - stærk, og den var ikke begejstret for Goldwater. I dagens polariserede USA vil alle Republikanerne støtte op om præsidentkandidaten, uanset hvem partiet nominerer. Et konkret eksempel på det er den moderate republikanske senator John McCain, der åbent har erklæret, at han er uenig med Donald Trump på mange områder. Men han vil støtte ham, hvis Trump bliver nomineret.
Vigtigst af alt og netop på grund af den politiske polarisering i USA er et jordskredsnederlag som i 1964 simpelthen ikke muligt. Antallet af svingvælgere er lavere end nogensinde, og en stor del af amerikanerne bakker op om deres parti uanset hvad. Derfor er bundniveauet for, hvor mange der stemmer republikansk, så højt, at 1964 ikke gentager sig.
Konservativ bølge
I øvrigt er Goldwaters nederlag i 1964 ikke længere symbolet på en republikansk politiker, der var alt for langt væk fra "Mainstream America." I dag er det bredt anerkendt, at Goldwater startede en politisk bølge, der til sidst skyllede Ronald Reagan ind i Det Hvide Hus og fik Demokraterne til at kopiere hans politik helt frem til Barack Obamas indsættelse som præsident i januar 2009.
Showing posts with label Lyndon B. Johnson. Show all posts
Showing posts with label Lyndon B. Johnson. Show all posts
21.9.15
Streaming dræber den politiske tv-reklame
MEDIER: I årtier har den politiske tv-reklame været et altafgørende element i amerikanske valgkampe. Der er hældt milliarder af dollars i primært negative tv-kampagner rettet mod modstanderne, og ifølge videnskaben har reklamerne klart effekt.
Det hele begyndte i 1964 med præsident Lyndon B. Johnsons berømte og berygtede "Daisy-reklame" rettet mod den republikanske kandidat Barry Goldwater:
Men måske mister politikerne snart det stærkeste atomvåben i deres arsenal. For ligesom i Danmark bevæger tv-seerne sig væk fra kabel- og flow-tv og over mod streamingtjenester som Netflix, HBO og så videre.
Hvad er et af kendetegnene for streamingtjenesterne? Det er, at der ikke er nogen reklamer. Brugerne har betalt for abonnementet og ønsker ikke at blive belemret med tv-reklamer.
Fint for brugerne, men hvad gør politikere, når de vil ramme modstanderne og komme af med deres budskab? Den bredest mulige kanal i form af tv-reklamer er væk. Hvordan skal Republikanerne fortælle, at de vil skære i skatterne for de rigeste, hvis det måske kun er den fattige målgruppe, der må tage til takke med reklamefinansieret tv?
Konsulenter, strateger og i øvrigt reklamefinansierede tv-nyhedsmedier har meget at tænke over.
Det hele begyndte i 1964 med præsident Lyndon B. Johnsons berømte og berygtede "Daisy-reklame" rettet mod den republikanske kandidat Barry Goldwater:
Men måske mister politikerne snart det stærkeste atomvåben i deres arsenal. For ligesom i Danmark bevæger tv-seerne sig væk fra kabel- og flow-tv og over mod streamingtjenester som Netflix, HBO og så videre.
Hvad er et af kendetegnene for streamingtjenesterne? Det er, at der ikke er nogen reklamer. Brugerne har betalt for abonnementet og ønsker ikke at blive belemret med tv-reklamer.
Fint for brugerne, men hvad gør politikere, når de vil ramme modstanderne og komme af med deres budskab? Den bredest mulige kanal i form af tv-reklamer er væk. Hvordan skal Republikanerne fortælle, at de vil skære i skatterne for de rigeste, hvis det måske kun er den fattige målgruppe, der må tage til takke med reklamefinansieret tv?
Konsulenter, strateger og i øvrigt reklamefinansierede tv-nyhedsmedier har meget at tænke over.
30.12.13
Demokraterne nær et knock-out
Nytår: 2013 lovede godt for Demokraterne tilbage i januar: En genvalgt Barack Obama og et demokratisk Senat var klar til at trække USA mod venstre.
I oktober steg humøret endnu mere. Teparti-fløjen pressede det samlede republikanske parti til at lukke den amerikanske regering ned, da partierne ikke kunne blive enige om budgettet og gældsloftet. Resultatet var en politisk og PR-mæssig katastrofe for Republikanerne.
Smilet kom dog hurtigt tilbage hos Republikanerne - paradoksalt nok, da Barack Obamas store sejr fra sin første præsidentperiode endelig rullede ud i virkeligheden. Sundhedsreformen er indtil videre endt i et morads af fejl, statsligt roderi og millioner af amerikanere, der føler sig snydt og bedraget.
Tal
Resultatet viser sig i meningsmålingerne. I målinger af, hvilket parti amerikanerne foretrækker til Kongressen, fører Republikanerne nu med 49 procent mod 44 procent til Demokraterne.
36 procent af de republikanske vælgere siger, de er entusiastiske eller meget entuasiastiske over at skulle stemme til Kongressen. Det gælder kun 22 procent af Demokraterne. Entuasiasme-underskuddet kan blive dyrt i tætte senats-valgkampe til midtvejsvalget i november 2014.
Historie
Historien har flere eksempler på, at demokratiske præsidenter er gået længere, end vælgerne vil - og det er blevet straffet de følgende årtier!
I 1936 forsøgte præsident Franklin D. Roosevelt, opmuntret af valgsejr nummer to, at udvide antallet af dommere i Højesteret.Målet var at fjerne et konservativt flertal ved domstolen, som blokerede for nogle af Roosevelts reformer. Men Kongressen sagde nej, og ved midtvejsvalget i 1938 tabte venstreorienterede demokrater stort.
Først i 1964 var der igen demokratisk flertal i Kongressen efter Lyndon B. Johnsons storsejr over Barry Goldwater. Demokraterne fik 295 pladser i Repræsentanternes Hus og et massivt flertal i Senatet på 68 pladser ud af 100.
Opmuntret gik Johnson og Demokraterne i gang med at bygge "The Great Society." Velfærdsstaten blev rullet ud, og love, regler, tilskud og afgifter blev kastet ned over amerikanerne.
Resultatet: Demokraterne tabte de næste fem ud ud seks præsidentvalg.
Meget kan ske endnu. I september og oktober var Republikanerne nede, men nu er Demokraterne slået ud. Hvem der er endelig knockoutet til midtvejsvalget i 2014 er stadig helt åbent.
Læs tidligere indlæg om den kuldsejlede sundhedsreform her og her.
Godt nytår til alle læserne!
I oktober steg humøret endnu mere. Teparti-fløjen pressede det samlede republikanske parti til at lukke den amerikanske regering ned, da partierne ikke kunne blive enige om budgettet og gældsloftet. Resultatet var en politisk og PR-mæssig katastrofe for Republikanerne.
Smilet kom dog hurtigt tilbage hos Republikanerne - paradoksalt nok, da Barack Obamas store sejr fra sin første præsidentperiode endelig rullede ud i virkeligheden. Sundhedsreformen er indtil videre endt i et morads af fejl, statsligt roderi og millioner af amerikanere, der føler sig snydt og bedraget.
Tal
Resultatet viser sig i meningsmålingerne. I målinger af, hvilket parti amerikanerne foretrækker til Kongressen, fører Republikanerne nu med 49 procent mod 44 procent til Demokraterne.
36 procent af de republikanske vælgere siger, de er entusiastiske eller meget entuasiastiske over at skulle stemme til Kongressen. Det gælder kun 22 procent af Demokraterne. Entuasiasme-underskuddet kan blive dyrt i tætte senats-valgkampe til midtvejsvalget i november 2014.
Historie
Historien har flere eksempler på, at demokratiske præsidenter er gået længere, end vælgerne vil - og det er blevet straffet de følgende årtier!
I 1936 forsøgte præsident Franklin D. Roosevelt, opmuntret af valgsejr nummer to, at udvide antallet af dommere i Højesteret.Målet var at fjerne et konservativt flertal ved domstolen, som blokerede for nogle af Roosevelts reformer. Men Kongressen sagde nej, og ved midtvejsvalget i 1938 tabte venstreorienterede demokrater stort.
Først i 1964 var der igen demokratisk flertal i Kongressen efter Lyndon B. Johnsons storsejr over Barry Goldwater. Demokraterne fik 295 pladser i Repræsentanternes Hus og et massivt flertal i Senatet på 68 pladser ud af 100.
Opmuntret gik Johnson og Demokraterne i gang med at bygge "The Great Society." Velfærdsstaten blev rullet ud, og love, regler, tilskud og afgifter blev kastet ned over amerikanerne.
Resultatet: Demokraterne tabte de næste fem ud ud seks præsidentvalg.
Meget kan ske endnu. I september og oktober var Republikanerne nede, men nu er Demokraterne slået ud. Hvem der er endelig knockoutet til midtvejsvalget i 2014 er stadig helt åbent.
Læs tidligere indlæg om den kuldsejlede sundhedsreform her og her.
Godt nytår til alle læserne!
18.2.13
Obama vil rykke USA mod venstre
Ideologi: I 2008 diskuterede mange, om Obama var centrum-politiker, centrum-venstre eller venstreorienteret.
Konsensus i den brede offentlighed havnede efterhånden på centrum-venstre, men den netop afholdte State of the Union-tale viser, at Obama drømmer om at rykke længere ud på venstrefløjen.
Således leverede han et hårdt angreb på begrebet "enhver er sin egen lykkes smed."
- There are communities in this country where no matter how hard you work, it is virtually impossible to get ahead.
Løsningen er regeringsindgreb, lød det fra præsidenten:
- And that's why we need to build new ladders of opportunity into the middle class for all who are willing to climb them.
Han turde ikke erklære det direkte, men talen var en krigserklæring mod ulighed - og minder i målene meget om Lyndon B. Johnsons krig mod fattigdom i 1960'erne.
Afslutte konservativ tidsalder
Obama drømmer om at sætte en demokratisk dagsorden, som Johnson gjorde dengang - og endegyldigt afslutte den konservative æra, USA har gennemlevet siden Ronald Reagans valgsejr i 1980.
Johnson lavede en række statslige indgreb: The Civil Rights Act, Medicaid, Medicare og Head Start. Samtidig gennemførte han omfattende programmer for byfornyelse og uddannelse.
Obama vil føre arven videre, men verden i dag er en helt anden - og det samme er præsidenterne.
Johnson elskede og var bragende dygtig til at få Kongressen til at gøre, som han ønskede. Obama finder det arbejde smagløst. Johnsons tiltag var populære, men i dag ser amerikanerne med mistro på staten. Og ikke mindst, så havde Johnson penge på kistebunden, mens Obama har ført USA til de største budgetunderskud nogensinde.
Obama turde da heller ikke åbent hylde staten:
- It is not a bigger government we need, but a smarter government.
Men hvad kan nationerne overhovedet gøre i dag? Globalisering, som har betydet mange tabte industrijob i USA, er ikke noget, en amerikansk præsident umiddelbart kan ændre meget ved. Samtidig er Washington låst i skyttegravskrig mellem Republikanere og Demokrater. Obama ligner ikke en præsident, der som Johnson kan vride armen rundt på alle, så de til sidst arbejder sammen.
Obama drømmer om at sætte en varig arv, men forhindringerne er næsten uoverstigelige. Det Hvide Hus har brug for meget originale tanker, hvis Obama skal få virkeliggjort sine drømme.
Konsensus i den brede offentlighed havnede efterhånden på centrum-venstre, men den netop afholdte State of the Union-tale viser, at Obama drømmer om at rykke længere ud på venstrefløjen.
Således leverede han et hårdt angreb på begrebet "enhver er sin egen lykkes smed."
- There are communities in this country where no matter how hard you work, it is virtually impossible to get ahead.
Løsningen er regeringsindgreb, lød det fra præsidenten:
- And that's why we need to build new ladders of opportunity into the middle class for all who are willing to climb them.
Han turde ikke erklære det direkte, men talen var en krigserklæring mod ulighed - og minder i målene meget om Lyndon B. Johnsons krig mod fattigdom i 1960'erne.
Afslutte konservativ tidsalder
Obama drømmer om at sætte en demokratisk dagsorden, som Johnson gjorde dengang - og endegyldigt afslutte den konservative æra, USA har gennemlevet siden Ronald Reagans valgsejr i 1980.
Johnson lavede en række statslige indgreb: The Civil Rights Act, Medicaid, Medicare og Head Start. Samtidig gennemførte han omfattende programmer for byfornyelse og uddannelse.
Obama vil føre arven videre, men verden i dag er en helt anden - og det samme er præsidenterne.
Johnson elskede og var bragende dygtig til at få Kongressen til at gøre, som han ønskede. Obama finder det arbejde smagløst. Johnsons tiltag var populære, men i dag ser amerikanerne med mistro på staten. Og ikke mindst, så havde Johnson penge på kistebunden, mens Obama har ført USA til de største budgetunderskud nogensinde.
Obamas holder den traditionelle State of the Union-tale
Obama turde da heller ikke åbent hylde staten:
- It is not a bigger government we need, but a smarter government.
Men hvad kan nationerne overhovedet gøre i dag? Globalisering, som har betydet mange tabte industrijob i USA, er ikke noget, en amerikansk præsident umiddelbart kan ændre meget ved. Samtidig er Washington låst i skyttegravskrig mellem Republikanere og Demokrater. Obama ligner ikke en præsident, der som Johnson kan vride armen rundt på alle, så de til sidst arbejder sammen.
Obama drømmer om at sætte en varig arv, men forhindringerne er næsten uoverstigelige. Det Hvide Hus har brug for meget originale tanker, hvis Obama skal få virkeliggjort sine drømme.
20.12.09
Ingen kender Obamas ønskeliste
Ønsker: Det er snart jul, og øverst på præsident Barack Obamas ønskeliste står en sundhedsreform. Derfor har Kongressen nu i flere måneder kæmpet med mulige forslag til en Sundhedsreform. Bemærkelsesværdigt er det dog, at ingen ser ud til at ane, hvordan Obama ønsker, at en reform ser ud. Han overlader simpelthen ethvert initiativ til Kongressen, og det kan i sidste ende svække det endelige resultat. Det står i skarp modsætning til Bill og Hillary Clintons tusindvis-af-sider lange forslag i 1994. Også Lyndon B. Johnson var langt mere involveret- og ofte særdeles hårdhåndet - ved Medicaid-udvidelsen i 1960'erne.
Læs en lille snas om Johnsons ledelsesstil i den første del af dette indlæg.
Subscribe to:
Posts (Atom)
