Showing posts with label udenrigspolitik. Show all posts
Showing posts with label udenrigspolitik. Show all posts

6.9.20

Vil Kina kræve Taipei for vaccine?

Rusland har angiveligt udviklet en coronavirus-vaccine, der i vanlig russisk stil er testet på værnepligtige.

 

Meget få tror på, den vaccine virker.

 

Donald Trump tror og lover, at en vaccine vil være den store oktober-overraskelse i USA og sikre ham genvalg.

 

Men hvad hvis oktober-overraskelsen bliver, at Kina udvikler en vaccine? I modsætning til Rusland har landet utallige dygtige forskere, hvoraf mange i øvrigt er uddannet på amerikanske universiteter.

 

Politico har skrevet en massiv artikel om netop denne chance – eller mere risiko.

 

Hvad vil kineserne gøre?


Noget for noget

 

De kan simpelthen vælge at sige, at landet nægter at sælge vaccinen til USA. I stedet immuniserer landet først sine egne indbyggere, og så giver Kina ellers vacciner til latinamerikanske og afrikanske i modydelser for kinesisk adgang til naturressourcer. Hvordan vil amerikanerne reagere på det?

 

En anden mulighed er, at kineserne siger: Okay, vi vil sælge jer 100 millioner doser for 20.000 dollars per dosis. USA ruineres, og 300 millioner amerikanere skal nu slås om doserne. Måske Trump vil udlove et styk vaccine for en stemme?


Ofre Taipei?
 

Det er også muligt, at Kina siger, fint vi sælger jer 300 millioner doser for en fair pris på et par hundrede dollars. Til gengæld skal vi have lov til at erobre Taiwan, uden at USA blander sig. Eller måske skal Senatet vedtage, at der bliver forbud mod amerikansk told på kinesiske varer.

Hvis først en million amerikanere er døde af covid-19, vil det blive næsten umuligt for en amerikansk præsident at modstå presset. Og mon ikke Trump vil ofre Taipei for fire års længere immunitet mod retsforfølgelse, når præsidentembedet ikke længere beskytter.  

20.1.19

Trump og Kim skal mødes igen

I februar slår kyndelmisse sin knude. Og præsident Donald Trump skal for anden gang holde topmøde med Nordkoreas diktator Kim Jong-Un.

Der er reelt tale om 100 procents teater, hvor Trump forsøger at få opmærksomheden væk fra nedlukningen af den føderale regering i USA, mens Kim vil nyde solstrålerne i for anden gang at mødes med verdens mægtigste mand. Det på trods af, at et land og en leder som Kim aldrig ville komme i nærheden af USA's præsident, hvis det da ikke var for Kims atombomber og interkontinentale missiler.

Gadaffi og Hussein skræmmer
Netop atomvåben er i centrum for møderne. USA kræver et afrustet Nordkorea. Nordkorea lader som om, landet er med på legen. Men Kim vil aldrig opgive sine våben. Hvad har han så? Et ludfattigt, bjergrigt diktatur. Og Kim har set, hvad der skete med Muammar Gadaffi og Saddam Hussein, der begge opgav deres atomprogrammer.

Kim-familien er en notoriske løgnere og bedragere. Ligesom ved sidste møde vil ordene være flinke og indholdet ikke-eksisterende.

Og Trump får et møde at distrahere med. At det var vigtigt for USA's præsident at få meldingen tjept ud viser, at mødestedet overhovedet ikke er på plads endnu. Den lille detalje var ellers ved at  få mødet til at kuldsejle sidst. Og dengang blev det i øvrigt holdt i Singapore.

Mange vil nok mene, højdepunktet ved sidste topmøde var Kims noget forvirrede udtryk over præsident Trumps opførsel - et højdepunkt, sjove hjerner naturligvis straks skruede sammen til "The Office - Trump og Kim-style:"

20.8.18

Trump opdager Bhutan og Nepal

At være præsident kræver sin paratviden og etikette i udenrigspolitikken. Den har Trump dog ikke, mener Politico i en artikel. 

Han opdagede  to klatter land mellem Kina og Indien. Hvad er det, lød spørgsmålet.

Bhutan og Nepal, erklærede hans ansatte.

Hvorefter præsident Trump morede sig med at kalde landene Button og Nipple.

Japans Shinzo Abe og Frankrigs Emmanuel Macron lider under opkald uden formål i tide og utide, og Trump tager ikke hensyn til, om klokken er et om natten lokal tid, hvis han ringer til Tokyo.

Han har også lykønsket Italiens Giuseppe Conte med sin store valgsejr. Conte er dog aldrig blevet valgt og har aldrig ført valgkamp, men var en kompromiskandidat for de to sejrende italienske partier.

Og således fortsætter artiklen med en liste over Trump-fadæser i udenrigspolitikken.

Artiklen er dog ganske fair og påpeger, at andre præsidenter laver samme fejl. George W. Bush fejlede stort, da han i 2000 blev spurgt om navnene på flere verdensledere. Bill Clinton var lige så begejstret som Trump for at ringe til andre verdensledere midt om natten i deres tidszone. Og Barack Obama har haft udfordringer med at udtale navne på ledere som Singapores Lee Kuan Yew

19.3.18

Trump lytter til sin nye udenrigsminister

Mange i Europa og på venstrefløjen begræd udenrigsminister Rex Tillersons afgang: En moderat og fornuftig stemme var tabt.

Men var den stemme så meget værd, når præsident Donald Trump ikke lyttede til den?

Det konservative magasin The Weekly Standard mener, at USA og verden med den nye udenrigsminister Mike Pompeo får en mand, Trump lytter til. Og det er meget mere værd.

Artiklen beskriver, hvordan Pompeo har formået at få både Trumps og CIA's tillid, og det er bestemt ikke let. 

Pompeo har forfremmet CIA-ansatte trods politisk modstand. Det har sikret loyalitet og opbakning til Pompeo internt.

I Det Hvide Hus har Pompeo formået at give Trump de meget korte og præcise briefinger, han ønsker sig. Og Pompeo er af Trump blevet opfordret til at komme med sine holdninger til den nationale sikkerhedspolitik. Hvor Tillerson bare afviste Trump, forsøger Pompeo at forme og tilpasse holdninger i samarbejde med præsidenten. Det bør Foggy Bottom, det amerikanske udenrigsministerium, og resten af verden være meget tilfredse med, mener magasinet.

The Weekly Standard kommer dog ikke meget ind på det politiske. Pompeo er en høg og står for en meget hårdere linje over for Iran og Nordkorea. The Weekly Standard mener utvivlsomt, det er den rette vej frem, men det er i hvert fald muligt at være uenig i den politiske strategi.

16.4.17

Tillerson er på vej frem

For bare en uge siden udkom det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel med en artikel om USA's udenrigsminister Rex Tillerson. "Der schweigende Minister" - den tavse minister - lød det i en kritisk bedømmelse om en mand uden indflydelse, frosset ude af præsident Donald Trump. Udenrigsministeriet skulle beskæres med en tredjedel, og Trumps svigersøn Jared Kushner var ved at overtage den amerikanske udenrigspolitik.

Artiklen er skrevet før USA's missilangreb på Syrien, og hvilken forskel den tid har gjort.

Magasinet Politico har i dag historien om Tillerson, som nu er Trumps nye favorit. 

Angiveligt har forsvarsminister James Mattis, sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og Tillerson samlet sig en en magtfuld trekant, som har vundet stor tillid hos Trump efter det succesrige syriske angreb.

Trump siger selv:

- Rex is doing an outstanding job. He’s got a great sense. Look, he ran ExxonMobil for many years and it was flawlessly run.We’re proud of him.

Angiveligt har Tillerson haft otte frokoster med Trump, siden han tiltrådte. Det slår næste-favoritten, finansminister Steve Mnuchin, med fem. Og Tillerson har haft stor inflydelse på Trumps tanker om Syrien, Rusland og Kina. Tillersons øgenavn fra tiden hos oliegiganten ExxonMobil, T-Rex, giver i stigende grad mening.

Tingene kan hurtigt ændre sig i Det Hvide Hus - se bare på rådgiver Steve Bannon, som falder fra stjernerne. Men lige nu er Tillerson i kridthuset, og det styrker de klassisk republikanske politikere mod Bannons og Co.'s nye nationalisme.

4.12.16

Ideologer udnytter Trump

Donald Trump modtog i fredags et telefonopkald fra Taiwans præsident Tsai Ing-wen. 

Umiddelbart uskyldigt. Men siden 1949 har Folkerepublikken Kina erklæret, Beijing-regeringen repræsenterer ét Kina, og Taipei-regeringen er en løsreven provins, som en dag vender hjem.

Den politik har USA realpolitisk bakket op om, siden tøbruddet mellem Kina og USA under præsident Nixon. Ingen amerikansk præsident har talt officielt med Taiwans ledere siden 1979.

Indtil altså i fredags. I første omgang reagerede Kina eksternt afdæmpet. Kina kaldte det en lille begivenhed og opfordrede i øvrigt "de relevante parter" i USA til at oveholde de tre kinesisk-amerikanske kommunikéer, som omhandler Taiwan. Internt er der næppe tvivl om, at Beijing er rødglødende og nu fuldt overbevist om, at Trump som præsident bliver ligesom Trump som kandidat: Uberegnelig og omskiftelig. Det kan Beijing ikke lide. Og det kan Indien i øvrigt heller ikke. Det land er rasende efter Trumps indladende samtale med Pakistans leder.

Hvorfor talte Trump med Tsai Ing-wen? En højtravende ideologisk tanke ville være, at Trump ønsker at støtte Taiwan - en demokratisk udgave af Kina - over for det kommunistiske Beijing.

Trump ved ikke, han ikke ved ting
Men det er at have alt for høje tanker om Trump, mener Evan Osnos i The New Yorker. 

Osnos argumenterer for, at stærke ideologer i Trumps inderkreds er fuldt ud klar over, at Trump ikke ved meget om mange ting - og ofte ved Trump ikke, at han ikke ved det. Dermed er det muligt at påvirke ham. Og i Taiwan-situation er der måske tidligere FN-ambassadør John Bolton, der fik telefonopkaldet til at ringe. Ideologerne udnytter Trump til at få deres egen agenda igennem.

Vil ikke briefes
Der er ikke meget, der tyder på, at Trump vil læse op på lektion. Han er den nyvalgte amerikanske præsident, der færrest gange har modtaget de ellers daglige briefinger fra efterretningstjenesterne. Fra valgdagen til 24. november modtog han to briefinger trods tilbud om dem alle dage. Vicepræsident Mike Pence har derimod fået dem alle. Og til sammenligning fik Bill Clinton, George W. Bush (så snart valget var endeligt afgjort 5. december 2000) og Barack Obama briefingerne alle dage.

Forretninger i Taiwan
I øvrigt er Trump-forretningsimperiet interesseret i forretningsaftaler i Taiwan-byen Taoyuan. Har det haft betydning for Trumps vilje til at modtage opkaldet fra Tsai Ing-wen? Ingen ved det. Men ej heller er der nogen eller noget, der afkræfter teorien.

3.12.12

Obama skal finde ny forsvars- og udenrigsminister

TOPPOLITIKERE: Inden for få uger skal den genvalgte præsident Barack Obama besætte to absolutte topposter i sin regering.

Udenrigsminister Hillary Clinton stopper - ifølge nogen fordi hun vil geare op til at være kandidat i præsidentvalget 2016.

Obamas valg står mellem to kandidater: Senator John Kerry, Demokraternes præsidentkandidat i 2004, og Susan Rice, FN-ambassadør og mangeårig diplomat.

John Kerry vil elske at slutte sin politiske karriere som udenrigsminister. Samtidig vil han ikke have nogen problemer med at blive godkendt i Senatet.

Dog foretrækker Obama sandsynligvis Rice. De er fuldstændigt enige politisk og arbejder meget godt sammen. Samtidig vil et valg af Kerry betyde, at der skal være nyvalg til senatsposten i Massachussets. Her vil republikaneren Scott Brown, der snævert blev slået ved valget i november 2012, have en fin chance for at genvinde en plads i Senatet. Den risiko har Obama ikke lyst til at løbe.

Susan Rice er dog langtfra problemløs. Republikanerne har angrebet hende hårdt for nogle skarpe og klart forkerte udtalelser om angrebet på USA's konsulat i Benghazi, som kostede den amerikanske ambassadør livet i september.

Kvindelig forsvarsminister
Valgmulighederne er flere til jobbet som forsvarsminister. Den tidligere republikanske senator Chuck Hagel fra Nebraska, top-embedsmanden Michele Flournoy med en lang karriere i Pentagon bag sig, viceforsvarsminister Ashton Carter og igen senator John Kerry.

Kerry er langt mere interesseret i udenrigsministerjobbet end en karriere i Pentagon. Vælger præsidenten Chuck Hagel, får han en meget kompetent herre og viser tværpolitisk samarbejde.

Favorit er Michele Flournoy, som har et meget godt ry blandt både politikere og militærfolk. Vælger Obama Flournoy, falder endnu en bastion til kvinderne. Pentagon har aldrig før oplevet en kvindelig forsvarsminister.

Kommentatorer forventer, at kandidaterne er på plads et godt stykke tid, før Obamas anden præsidentperiode begynder 20. januar 2013.


18.11.12

Hvad vil Obama de næste fire år?

POLITIK: Den genvalgte præsident Barack Obama har fire centrale politiske målsætninger for hans anden valgperiode.

Underskud og job: USA's budgetunderskud skal ned, for de nuværende blodrøde tal er ikke holdbare. Først på dagsordenen er derfor reduktion af underskuddet. Grunden til, at det står i front, er den såkaldte "financial cliff", som USA når 1. januar 2013. Her træder en række automatiske besparelser og skattestigninger i kraft, fordi Kongressen ikke formåede at lave en aftale om at reducere underskuddet i 2011.

Den samlede effekt på USA's BNP er fem procent. Det er muligvis et så stort chok for den amerikanske økonomi, at der kommer en krise nummer to.

Obama vil afbøde chokket ved at beholde skattestigningerne for de rige - dvs. dem, der tjener over 250.000 dollars om året. For resten skal skattestigninger væk. Samtidig skal en række besparelser enten udskydes, begrænses eller helt væk.

Obama er i gang med forhandlinger med republikanere og demokrater i Kongressen. På valgdagen mente seks ud af ti vælgere, at der må skattestigninger til. Obama kan således påstå, at han har et politisk mandat.

Republikanerne er imidlertid i chok-tilstand efter valgnederlaget, og teparti-fløjen har så stor magt i det svækkede parti, at det næppe er muligt at få republikansk støtte til skattestigninger. Og den skal til - Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus.

En mulighed er at lade skattestigningerne træde i kraft 1. januar som planlagt. Det har ingen større effekt, da skatten først skal betales senere.

Så kan Obama og Kongressen nemlig sige, at de har leveret en reel skattelettelse, når de eksempelvis 4. januar 2013 sænker skatten igen for alle under de 250.000 dollars. Republikanerne kan således påstå, de ikke har stemt for skattestigninger for dem, der tjener over 250.000 dollars - og begge partier kan mene, de har leveret skattelettelser.

Skattesystemet: USA's skattelovgivning er om muligt endnu mere kompliceret end den danske. Det vælter med ret høje skattesatser, men til gengæld en regnskov af fradragsmuligheder. Det betyder reelt, at kun større virksomheder og folk med råd til revisorer får en retfærdig behandling af skattevæsenet.

Skattelovene har ikke nydt godt af en regelforenkling siden Ronald Reagan i 1986. Her er det muligt at skabe en aftale på tværs af partierne.

Immigration: Indvandring bliver et hedt emne de kommende år. Latinoer stemte i stort tal på Obama i forventning om, at han giver amnesti til de 12 millioner illegale indvandrere, som har levet mange år i USA.

Det vil Obama også gerne, for det kan låse latinoerne fast som demokratiske vælgere. Da de er den hurtigst voksende vælgergruppe, er strategien forståelig.

Republikanerne vil stå i et dilemma. Teparti-fløjen vil ikke være med til at "legalisere illegal indvandring." Men blokerer Republikanerne, vil latinoerne blive hos Obama, og det bliver en næsten umulig opgave at få en republikaner i Det Hvide Hus fremover.

Republikanerne er dog ikke i kridthuset selv med en positiv indstilling. Det kræver blot nogle få uger med Obama, der flyver landet rundt og sætter dagsordenen på området, og så ejer præsidenten temaet. Bliver en reform vedtaget med republikanske stemmer, vil Obama alligevel få meget af æren.

Olie: Energipolitik og ikke mindst olie kommer til at stå i centrum for demokraten Obamas kommende fire år. USA's udvinding af olie og gas er ved at eksplodere takket være nye udvindingsmetoder og felter.  Alle amerikanske præsidenter siden Nixon har drømt om at være fri for olieimport fra lande som Venezuela, Irak, Saudi-Arabien osv. Måske kan det lykkes denne gang?

Derudover betyder den anden valgperiode, at hans vartegn sundhedsreformen overlever, og at han kan få afsluttet krigen i Afghanistan. Iran er en stor hovedpine, som kan ødelægge hele anden præsidentperiode. Hvordan bliver Iran stoppet i at få atomvåben. Skal der krig til? Er diplomati nok? Hvad sker der, hvis Iran pludselig står med atomvåben?

Også Kinas opblomstring og Europas hensygnen skal håndteres. Endelig er der alle de uventede begivenheder, som ligger og venter og tilbyder både gevinster og fælder.

6.6.11

Obama får næse for krigen i Libyen

UDENRIGSPOLITIK: Præsident Barack Obama måtte i fredags indkassere det, der bedst kan beskrives som en "næse" fra Kongressen.

I et sjældent udtryk for samarbejde tværs over partiskellene stemte 268 politikere fra begge partier for at kritisere Obama i en resolution, mens 145 stemte imod.

Grunden til kritikken er, at Kongressen mener, Obama har overtrådt den amerikanske forfatning ved at kaste bomber over Libyen. Præsidenten er nemlig ikke gået til Kongressen og har fået ret til at gå i krig, som forfatningen kræver.

På sin side erklærer Obama, at Kongressen hele vejen igennem blev informeret og at den information rækker til, at alle regler er overholdt. Det Hvide Hus erklærede også, at resolutionen var både uvelkommen og ikke særlig hjælpsom.

Den svageste resolution
Det var den republikanske formand John A. Boehners resolution, der blev vedtaget. En skrappere resolution fra demokraten Dennis Kucinich blev derimod nedstemt.

Kucinichs version krævede, at USA straks skulle trække tropperne tilbage fra Libyen. Her mente flere dog, at det var at gå for langt. Obama skulle have lov til at forklare sig, og i øvrigt ville en øjeblikkelig tilbagetrækning efterlade USA's allierede med ret store problemer.

Forfatningen giver Kongressen ret til at erklære krig, men præsidenten bemyndigelse til at styre de væbnede styrker. I 1973 blev der vedtaget en tilføjelse, der gør, at præsidenten må indsætte tropper i op til 60 dage, men længere tid kræver Kongressens accept.

Den vedtagne resolution er ikke-bindende, så umiddelbart er der ikke de store konsekvenser udover ydmygelsen. Men inden for to uger skal Obama forklare sig, og her skal det så ses, om Kongressen er villige til at gå videre med en sag, der i høj grad kan svække præsidenten.

21.3.11

Warren Christopher er død

DØDSFALD: Bill Clintons udenrigsminister fra tiltrædelsen i 1993 til januar 1997, Warren Christopher, er død.

Da Christopher i 1993 indtog udenrigsministeriets kontorer var det idylliske tider i USA. Sovjetunionen var slået, og truslen fra islamisterne lå stadig godt et årti ude i fremtiden.

Derfor var ordren fra Clinton da også simpel: Hold udenrigspolitikken fra mig, så jeg kan koncentrere mig om indenrigspolitikken.

Christopher havde erfaringen til at overholde ordren. Han var vicejustitsminister i Lyndon Johnsons regering, og viceudenrigsminister i Jimmy Carters regering.

Han spillede en afgørende rolle som forhandler, da de amerikanske gidsler i Teheran blev løsladt fra fangenskab på samme dag, som Ronald Reagan tiltrådte.

Hans periode som udenrigsminister blev dog ikke helt så idyllisk, som Clinton måske regnede med.

Krigen i Bosnien blev hurtigt et gigantisk problem for USA. Christopher ønskede militære aktioner mod serberne i 1993, men de europæiske allierede sagde nej. Først i 1995 fik han sit ønske, bomberne buldrede over Bosnien, og kort tid efter sørgede Christopher og Richard Holbrooke for fredsaftalen i Dayton.

Afrika gav også karrierediplomaten hovedpine. I Somalia måtte USA trække sig ud af en humanitær operation, da døde amerikanske soldater blev trukket gennem Mogadishus gader.

Amerikanerne blev skræmte af tv-billederne, og da folkemordet i Rwanda kort tid efter tog fart, havde ingen lyst til at nyt militært eventyr i Afrika. Christopher selv instruerede sine ansatte om, at begivenhederne i Rwanda kun i meget begrænset omfang måtte kaldes ”folkemord.”

I 1998 førte det til en undskyldning fra Bill Clinton, da han besøgte Rwanda.

Trods et tilløb på flere år må fredsaftalen i Dayton beskrives som Christophers store succes sammen med den fredelige tilbagevenden af præsident Jean-Bertrand Aristide til Haiti i 1994.

Christopher gik af efter Clintons første valgperiode og blev afløst af USA’s første kvindelige udenrigsminister, Madeline Albright.

Warren Christopher døde af komplikationer efter en operation for kræft. Han blev 85 år.