Showing posts with label John Kasich. Show all posts
Showing posts with label John Kasich. Show all posts

6.5.16

Trump har en massiv bunke lektier for

I forgårs var John Kasich, Donald Trumps sidste tilbageværende modstander, på vej ud af landingsbanen i et fly i Columbus, Ohio. Målet var en fundraiser i Washington D.C.

Mens flyet rullede ud mod takeoff, råbte Kasich pludselig op: Stop flyet!

Kasich havde fået nok. Hvorfor gør jeg det her, spurgte han sig selv. Og således trak han sig fra det republikanske primærvalg 2016. Donald Trump er nu eneste tilbageværende kandidat.

Republikanernes præsidentkandidat 2016 bliver Donald Trump.

Det havde meget få regnet med for bare et halvt år siden. Bloggen her kan dog klappe sig på skulderen: Trump blev aldrig afskrevet på USA-Perspektiv.

Og det gør jeg heller ikke, når det kommer til opgøret mod Hillary Clinton. For 2016 bliver Clinton mod Trump, selvom demokraten Bernie Sanders stadig kæmper mod Clinton. Men intet er afgjort i Trump-Clinton-matchen.

Masser af arbejde
Trump har dog mange lektier for de kommende uger.

Han skal finde og gennemtjekke sin vicepræsidentkandidat.

Han skal lave et dækkende valgprogram.

Han skal finde ud af, hvordan han kan bruge Republikanernes konvent i juli.

Han skal sammensætte et effektivt nationalt valgkampsteam.

Han skal samle et frygtindgydende splittet republikansk parti.

Og ikke mindst skal han lære at fundraise.

Sidstnævnte har han nemlig ikke ville endnu - og intet tyder på, han selv vil finansiere sin valgkamp.

- Do I want to sell a couple of buildings and self-fund? I don't know that I want to do that necessarily, But I really won't be asking for money for myself; I'll be asking for money for the party. And it's something that we're going to start on right away, sagde Trump til MSNBC forleden.

Der er noget at indhente i forhold til Hillary Clinton, som forventes at kunne høste op mod en milliard dollars til sin nationale valgkamp.

Ikke ned på knæ
Og hvad angår samlingen af partiet er Trump ikke ligefrem nede på knæ i samme MSNBC-interview:

- The party will come together. But I don't think it's imperative that the entire party come together. I don't want everybody. I don't even want certain people that were extraordinarily nasty. Let them go their own way.

Der er masser at lave for Trump de kommende uger. Men europæiske medier kan godt lægge deres "Clinton er valgt"-dækning væk. Absolut intet er afgjort i det amerikanske folks valg mellem Trump og Clinton.

14.2.16

Nevada og South Carolina er næste stop på primærvalgsruten

For første gang skilles Demokraternes og Republikanernes veje rent geografisk - men i hvert fald ikke for første gang politisk - lørdag den 20. februar.

Her tager Demokraterne i Nevada ud og sætter krydset ved enten Hillary Clinton eller Bernie Sanders. Imens stemmer Republikanerne i South Carolina mellem et noget mere fyldt kandidatfelt.

Hos Republikanerne ser det ud til at blive endnu en storsejr for Donald Trump oveni succesen i New Hampshire. Realclearpolitics' vægtede gennemsnit giver Trump 37 procent af stemmerne. Ted Cruz tager 20 procent, Marco Rubio 14 procent og Jeb Bush 9 procent.

Det bliver altså ikke i den stærkt konservative evangeliske stat, at det republikanske establishment slipper af med Donald Trump. Han bliver tværtimod styrket af en ny sejr.

Udfordringer for Cruz
Værre er det for Ted Cruz. South Carolina er stærkt religiøs. Og Ted Cruz baserer hele sin strategi på, at evangeliske vælgere skal bære ham hele vejen til Det Hvide Hus. Hvis de ikke engang vil det i den religiøse sydstat, har han så reelt styrken til at gå hele vejen? Det ser tvivlsomt ud.

Tvivlsomt ser der også ud for establishment-kandidaterne i South Carolina. Marco Rubio og Jeb Bush er langt efter Trump. Og Ohio-guvernør John Kasich håber at blive establishmentets kandidat efter sin stærke andenplads i New Hampshire, men de konservative South Carolina-republikanere tænder ikke på den moderate guvernør. Han ligger endda et godt stykke bag den ellers kuldsejlede kandidat Ben Carson.

Establishmentet får stadig ikke sin ønskede bannerfører. De moderate kandidater fik ellers sammenlagt betydeligt flere stemmer end Trump ved de to foreløbige primærvalg i Iowa og New Hampshire, men hvad nytter det, når de bliver delt ud mellem fire-fem kandidater?

Lige i Nevada
Hos Demokraterne burde Hillary Clinton være sikker på en sejr i Nevada, der har en stor latino-vælgergruppe, som traditionelt er glade for Clinton-familien. Men Bernie Sanders har momentum.

Der er gennemført utroligt få meningsmålinger i delstaten. Den første i flere uger blev offentliggjort i fredags. Her står det lige mellem de to kandidater - 45 procent til hver. Det er et mareridt for Clinton. To nederlag i træk til Sanders gør det demokratiske primærvalg ubehageligt lige for hende.

10.8.15

John Kasichs stjerne stiger

REPUBLIKANERNE: Donald Trump satte sig på meget af medieopmærksomheden efter sidste uges republikanske debate

En anden kandidat fik dog også positiv opmærksomhed: John Kasich.

Kasich er republikansk guvernør i den store og vigtige svingstat Ohio. Han blev valgt første gang i 2010 og genvalgt i 2014. Nu vil han være præsident.

Han ligger lavt i de nationale meningsmålinger, men medieeliten og toppen af poppen hos Republikanerne har længe haft et godt øje til Kasich. Han er forholdsvis moderat og ganske folkelig i hans talemåde trods et udseende som en lettere udslidt gymnasielærer.

Han kom knap og nap med blandt de ti mest populære republikanere og dermed med i debatten. Næst efter Trump sikrede han sig mest opmærksomhed for skarpe svar og gode jokes. Andre etablerede kandidater som Jeb Bush eller Scott Walker er blevet mere opmærksomme på truslen fra Kasich.

Ruller succesbølgen? 
Kasich bygger nu videre på succesen ved for første gang at deltage i en række interviews og talkshows på nationalt plan. Derefter bliver søgelyset rettet ind mod delstaten New Hampshire, hvor Kasich mener, at hans moderate konservatisme passer godt ind. Han besøger delstaten ofte, og mange stærke republikanske kræfter i delstaten, som eksempelvis tidligere senator John Sununu, bakker op om Kasich.

En Kasich-støttegruppe, "New Day for America," sparker gang i en reklamekampagne i delstaten til fire millioner dollars. Det er ingen andre kandidater begyndt på her næsten et halvt år før valgdagen.

Vejen til Det Hvide Hus er dog lang for Kasich. Mens Donald Trump nok skal implodere inden længe, har en stærk konkurrent som Jeb Bush indsamlet ti gange flere penge end Kasich. Samtidig kan andre kandidater, der lige nu er langt bagud i meningsmålingerne, som eksempelvis Carly Fiorina, hugge løs af hans vælgerbase.

Kasich skal fremhæve sin jævne baggrund som søn af en henholdsvis kroatisk og tjekkisk indvandrer, hvor faderen arbejdede som postbud. Den slags er mere populært i USA end højtuddannede akademikere fra millionærfamilier (læs: Jeb Bush). Politisk kan Kasich med stolthed fremvise sit arbejde i 1990'erne for at få et føderalt budget i balance. Han var en nøglespiller i den indsats som formand for Budgetudvalget i Repræsentanternes Hus.