Showing posts with label medier og kommunikation. Show all posts
Showing posts with label medier og kommunikation. Show all posts

5.10.20

Valget er i gang - men resultatet kommer næppe på valgdagen

Det vælter ind med den ene oktober-overraskelser efter den anden: Trumps skattepapirer bliver offentliggjort, og i debatten gør Trump et aggressivt og ret miserabelt indtryk - og generelt var debatten ikke noget lysende eksempel på demokratiets styrker. Men alt det er nu glemt, efter præsident Donald J. Trump blev indlagt med covid-19. Sådan kan man også begrave (!) dårlige historier.

Valget er i gang

Men uanset hvor store kommende overraskelser bliver, får de mindre og mindre betydning for valgets resultat. For to millioner amerikanere har allerede brevstemt, og for hver dag bliver det stadig flere stemmer, der således er låst og på plads, uanset hvad der sker. 

I Virginia har 482.674 allerede brevstemt fulgt af Wisconsin med 395.082 stemmer og North Carolina med 304.809. Vælgere i 26 delstater har bedt om 66.351.696 brevstemmer, og i 15 delstater har anmodninger om brevstemmer allerede nu overskredet det samlede antal brevstemmer i de delstater ved valgdagen i 2016. 

61 % af amerikanerne siger, de gerne vil stemme før valgdagen i år mod 41 % i 2016. Pandemien ændrer valgvanerne. 

Delstaterne Florida, Iowa, Maryland, North Carolina, New Jersey og Pennsylvania offentliggør vælgerregistreringer, og her kommer 54,5 % af brevstemmerne fra demokrater, 21,4 % fra republikanere og 23,4 % fra uafhængige.  

Demokratiske brevstemmer

Alt går, som eksperter forventer: Demokrater brevstemmer massivt. Republikanerne vil møde op på valgsteder 3. november.

Det kan betyde, at når stemmesedler fra valgsstederne tælles op først, kan Donald Trump stå som en stor sejrherre 3. november. Men når brevstemmerne kommer i puljen, vil Biden trække fra og kan ende med en jordskredssejr (som meningsmålingerne antyder lige nu). 

Men vil Trump og hans tilhængere stille og roligt kunne se på, at sejren smuldrer på grund af de brevstemmer Trump hele tiden kalder for fup og svindel? Intet tyder på det. 

Ingen afgørelse på valgnatten

Der påhviler de i store dele af USA forkætrede medier en stor opgave i at forklare befolkningen, at medmindre det bliver et massivt jordskredsvalg, kender vi ikke vinderen om aftenen den 3. november. Der kan gå dage eller endog uger - som der i øvrigt altid gjorde i amerikanske præsidentvalg før moderne teknologi.

Heldigvis viser en ny meningsmåling, at 66 % af vælgerne ikke forventer at kende vinderen på valgnatten. Det gør kun 20 %. Donald Trump - hvis han ellers har luft til at tale til den tid - vil ikke blive taget alvorligt af det store flertal af vælgere, hvis han erklærer sig som vinder på baggrund af valgnattens optællinger. Det er meget heldigt for demokratiets tilstand og mulige heling. 

Den store udfordring i at få resultatet at vide kommer fra Michigan, Wisconsin og Pennsylvania. Disse svingstater tillader ikke brevstemmer at blive optalt før valgdagen. Det står i modsætning til svingstaterne  North Carolina og Florida, der tillader brevstemmer at blive optalt, når de ankommer. 

Det kan give betyde, at Trump står til at vinde Pennsylvania og Michigan, fordi de republikanere, der stemmer personligt på valgdagen, bliver optalt først. Imens kan Biden stå til klare sejre i North Carolina og Florida. En omvendt verden - men sidstnævnte vil også være en MEGET tydelig indikation af, at den endelige vinder vil være Biden. For vinder han Florida og North Carolina, vinder Trump ikke Wisconsin og Michigan.

25.11.19

Sociale medie-giganter tager hver sin vej med politiske reklamer

Google erklærede i sidste uge, at det bliver meget sværere at målrette politiske annoncer.

Fremover kan annoncører kun målrette deres reklamer efter alder, køn og bopæl ned til postnummer-niveau. Det er dermed ikke muligt at samkøre data fra eksempelvis hjemmesider om våben, en person har besøgt, og så sende masser af politiske reklamer med "jeg vil beskytte din ret til semiautomatiske våben" til vedkommende.

Grunden til ændringen er klar: Politisk pres og debat. Som Google skriver:

"But given recent concerns and debates about political advertising, and the importance of shared trust in the democratic process, we want to improve voters' confidence in the political ads they may see on our ad platforms."

Forbud mod deepfakes
"Deepfakes" er blevet eksplicit forbudt. Deepfakes er meget professionelt udførte billeder eller videoer, hvor en person eksempelvis siger noget, han aldrig har sagt - men hvor det ser vældigt troværdigt ud. Mange frygter, at deepfakes de kommende år vil gøre den demokratiske samtale og faktatjek endnu sværere.

Twitter og Facebook går hver sin vej
Googles beslutning kommer, efter at Twitter har forbudt politiske reklamer fuldstændig. Det ændrer dog ikke på, at Trumps kvidren på mediet sikrer ham mere omtale end noget andet medie. Uden Trump ville Twitter utvivlsomt miste mange brugere og annoncepenge.

Facebook har endnu ikke ændret deres langt mere frie tilgang, hvor annoncører kan ramme lige præcis den detaljerede målgruppe, de ønsker. Men overvejelser er i gang. Zuckerberg og Co. ved udmærket godt, at regulere virksomheden ikke sig selv, vil politikerne med voldsom sandsynlighed regulere virksomheden på en langt hårdere måde. 

17.6.19

Pressechef Sanders forlader Det Hvide Hus

Efterfølgeren til den storsvedende og hos Trump særdeles upopulære pressechef i Det Hvide Hus, Sean Spicer, blev for to år siden Sarah Huckabee Sanders, datter af tidligere præsidentkandidat og guvernør i Kansas Mike Huckabee. Før det havde hun forskellige roller i Trumps Hvide Hus og i hans valgkamp. 

Nu er Sanders fortid. Det meldte præsidenten - naturligvis - ud på Twitter. 



Mange journalister vil mene, det ikke er noget stort tab. Flere gange har hun direkte løjet fra podiet. Og i sin sidste tid kunne der gå op til en måned mellem hendes officielle pressebriefinger. Det blev smukt symboliseret af det støv på podiet, en journalist i maj tog et billede af:


I sin tid var pressechefen en meget synlig og vigtig del af Det Hvide Hus' ansigt udadtil. Politiske nørder kan sikkert huske Bill Clinton-pressechefen Dee Dee Myers, mens Dana Perino og Ari Fleischer fyldte skærmene under George W. Bush. 

Sanders blev mere og mere usynlig på de skærme, og måske vælger Trump samme efterfølger som på posten som kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus: Ingen afløser. Bill Shine trådte tilbage i marts, og han er stadig ikke erstattet. 

27.1.19

Nyhedsørkener spreder sig

Det er ikke kun Sahara, der æder sig sydpå gennem Afrika med ødelæggende økologiske og menneskelige konsekvenser til følge. 

Også i USA spreder ørkener sig - nyhedsørkener. 

En undersøgelse fra  School of Media and Journalism på University of North Carolina viser, at der er 1.300 nyhedsørkener i USA. Her lider 3,2 millioner mennesker under ikke at have en lokal avis. Det er især fattigere områder i Sydstaterne, der ikke har lokal nyhedsdækning.

Universitetet har lavet et interaktivt kort over ørkenerne. Det finder du her.  


Ingen vagtsomme øjne
Her er tale om områder, hvor lokale politikere, erhvervsfolk, myndigheder og kriminelle kan agere uden vagtsomme øjne fra et stærkt lokalt printmedie. 

Som forskerne siger: 

"The stakes are high. Our sense of community and our trust in democracy at all levels suffer when journalism is lost or diminished. In an age of fake news and divisive politics, the fate of communities across the country — and of grassroots democracy itself — is linked to the vitality of local journalism."

Andre steder har efter massive nedskæringer kun et skelet af en lokalavis tilbage. De imponerer ikke med deres dækning. Journalist-fagforeningen erklærer:

"The quality, quantity and scope of their editorial content is significantly diminished. Routine government meetings are not covered, for example, leaving citizens with little information about proposed tax hikes, local candidates for office or important policy issues that must be decided."

Udryddelse
Avis-nedturen er fortsat under det, der er en af de længste opsvingsperioder i amerikansk økonomisk historie. Det undgår ikke opmærksomheden hos LION, der er erhvervsorganisationen for onlineudgivere:

"The last recession was brutal for newspapers and local news. The next one could be an extinction-level event."


1.7.18

Dør-reklame går viralt

MJ Hegar har svære udsigter: Demokraten skal slå et populært republikansk teparti-medlem af Repræsentanternes Hus i den republikanske delstat Texas i et særdeles republikansk distrikt.

Det slår dog ikke krigsveteranen ud. Hun har således leveret en viral reklame, som flere mener er en af årtiets bedste i amerikansk politik.

Bedøm selv:




Og i modsætning til megen anden politisk kommunikation i disse dage så passer påstandende i reklamen faktisk. 

6.5.18

Falske videoer udfordrer demokratiet

Fake news har fået massiv mediedækning de seneste år. Men hvad gør medierne, når det efterhånden kræver CIA-agtige evner at gennemskue, om billeder og video er ægte eller falske?



BuzzFeed kan få eks-præsident Barack Obama til at sige, præcis hvad mediet ønsker.


Et eksempel har mediet BuzzFeed produceret. Moderne videoredigering gør det muligt at få Barack Obama til at sige lige det, som producerne af videoen ønsker - og det ser fuldstændig ægte ud.

Hvad sker der, når en falsk, men 100 % realistisk udseende video, viser en demokratisk præsidentkandidat brænde Bibelen? Eller en republikansk kandidat i seng med en dreng? Eller en socialdemokratisk toppolitiker sparke til hundehvalpe i Brøndby Strand?

Farerne og truslerne for demokratier er åbenlyse. Hvad er sandt? Hvad kan man stole på? Hvordan tager politikere til genmæle over for falske videoer, og hvordan sikrer man, at alle borgere ved, videoen var falsk?

"Creative license"
Udviklingen kan underminere den tillid fatalt, som er så afgørende for demokratier.

Er truslen overdrevet? Næppe, for allerede i dag ser vi eksempler på brugen af falsk materiale. Det seneste kommer fra det republikanske primærvalg til Senatet i West Virginia. Kandidaten Evan Jenkins lavede et billede, hvor modkandidaten Patrick Morrisey giver hånd til Hillary Clinton - et dødskys i West Virginia. Problemet? Det ægte billede viser Morrisey give hånd til præsident Donald Trump - en populær mand i West Virginia. 

Talsmand Andy Sere fra Jenkins-kampagnen tog ikke engang afsløringen specielt tungt:

- We sometimes take creative license while arranging images in order to help make a substantive point, lød det fra Sere til Yahoo News.

Kampen om sandheden spidser til. Om demokratierne overlever, er det store spørgsmål.

25.5.17

Dagen før valg: Politiker smadrer reporters briller

Jeg bærer selv briller og passer særdeles godt på dem. Derfor gør det ond i en brilleelskende mands hoved, når han hører, at briller bliver smadret af aggressive typer. Og det er netop, hvad der er sket i Montana dagen før en lokal valgdag.

Montana er en bomstærk republikansk bastion. Donald Trump vandt staten med 20 procentpoint.

Siden udpegede Trump delstatens eneste medlem af Repræsentanternes Hus, Ryan Zinke, til indenrigsminister. Derfor skulle der være nyvalg til Kongressen i Montana. Valget finder sted i dag, og her står republikaneren Greg Gianforte over for demokraten Rob Quist.

Quist klarer sig bedre end Hillary Clinton, men Gianforte førte alligevel med 6-7 procentpoint - indtil i går aftes.

Sigtet for vold
En journalist fra The Guardian, Ben Jacobs, spurgte ganske professionelt Gianforte om Trumps sundhedsreform. Gianfortes reaktion: Han kastede Jacobs ned på gulvet, gav ham flere knytnæveslag og smadrede Jacobs' briller. 

Kort efter erklærede Gianfortes valgkampsteam, at det skyldtes "aggressive behavior from a liberal journalist." Den købte ingen. Gianforte er nu sigtet for vold.

Kaan det nå at ændre valgresultatet? Måske. Men 250.000 vælgere har allerede stemt med brev, og her kan stemmerne ikke ændres. Meget afhænger af, hvor mange vælgere der dukker op i dag.

Det hele skriver sig ind i Gianfortes og Republikanernes foragt for medierne. Gianforte har tidligere truet journalister med vold og erklæret nyhedsmedierne for det amerikanske folks fjender.

25.2.17

Det Hvide Hus i krig mod medier og embedsmandsvældet

Forleden blev Steve Bannon, chefrådgiver for præsident Donald Trump, interviewet under den konservative CPAC 2017-konference. Det gav en række citater, som Trumps trofaste fans utvivlsomt har slubret i sig. De to, mange bed fast i, var:

At den største trussel mod USA er the "corporatist, globalist media that are adamantly opposed to the economic nationalist agenda that Donald Trump has."

At Trump, Bannon og co. hver dag ville kæmpe for "the deconstruction of the administrative state." Bag det ligger både afskaffelsen af utallige cirkulærer, bekendtgørelse, forordninger og lignende fra diverse statslige myndigheder, der ifølge Det Hvide Hus underminerer økonomien og friheden for den menige amerikaner.


Steve Bannon optræder sjældent offentligt og er blevet kaldt den mørke fyrste bag Donald Trump. Derfor var mange spændte på dobbeltinterviewet med ham og stabschef i Det Hvide Hus Reince Priebus. 

Sidstnænvte tæller dog utvivlsomt også den kamp mod påstået illoyalitet og lækager, som Det Hvide Hus anklager såvel forskellige departementer i almindelighed som efterretningstjenesterne i særdeleshed for.

Offensiv i mediekrigen
Førstnævnte krig mod modierne blev tilspidset voldsomt i går, da The New York Times, The Hill, Politico, Buzzfeed, The Daily Mail, the BBC, The Los Angeles Times og The New York Daily News blev udelukket fra en briefing af pressetalsmand Sean Spicer. AP og Time Magazine udvandrede derefter i protest, mens Wall Street Journal lover at gøre det fremover.

Der er langt fra alle de udelukkede medier, der er kendt for at være særligt venstreorienterede. Politico hældte mod Republikanerne, men er nu mere centrum-orienterede. The New York Daily News er decideret højreorienterede og støttede Mitt Romney i 2012. I 2016 formastede avisen sig dog til at støtte Hillary Clinton som første demokratiske kandidat i årtier. En tak for sidst fra Trumps side?

The White House Correspondents Association har skarpt kritiseret udelukkelsen. Og tendensen er klar: Vil Trump have krig mod medierne, er medierne efterhånden villige til at tage krigen. Spørgsmålet er dog, om denne krig gavner nogle af parterne, endsige demokratiet og civilsamfundet.

30.11.15

Marco Rubio klar i Dirty Harry-stil.

Frygt. Rædsel. Og terror.

Så enkelt kan Florida-senator og republikansk præsidentkandidat Marco Rubios først tv-reklame beskrives.

Mens en dyster og truende underlægningsmusik spiller, erklærer Rubio islamisk terror som den største trussel for USA. Hvad der skete i Paris, kan ske her, og der er ingen moderat løsning:

Enten vinder vi.

Eller også vinder de.

Hvordan vælgerne tager imod Dirty Harry-retorikken, må vi vente at se på. Men republikanske primærvælgere kan sagtens bide på.



Bemærk i øvrigt, hvordan brugerne selv i disse massive SoMe-tider ikke kan kommentere videoen. Republikanernes manglende omfavnelse af unge vælgere fortsætter tydeligvis.

Mange mener, at Marco Rubio er det republikanske etablissements favorit som partiets præsidentkandidat. Han er ung, karismatisk, latino og er mere spiselig for moderate vælgere end Ted Cruz eller Donald Trump. Det er dog stadig op mod 20 procentpoint op til Trump i det republikanske primærvalg, så der er brug for skarpe reklamer.

21.9.15

Streaming dræber den politiske tv-reklame

MEDIER: I årtier har den politiske tv-reklame været et altafgørende element i amerikanske valgkampe. Der er hældt milliarder af dollars i primært negative tv-kampagner rettet mod modstanderne, og ifølge videnskaben har reklamerne klart effekt.

Det hele begyndte i 1964 med præsident Lyndon B. Johnsons berømte og berygtede "Daisy-reklame" rettet mod den republikanske kandidat Barry Goldwater:



Men måske mister politikerne snart det stærkeste atomvåben i deres arsenal. For ligesom i Danmark bevæger tv-seerne sig væk fra kabel- og flow-tv og over mod streamingtjenester som Netflix, HBO og så videre.

Hvad er et af kendetegnene for streamingtjenesterne? Det er, at der ikke er nogen reklamer. Brugerne har betalt for abonnementet og ønsker ikke at blive belemret med tv-reklamer.

Fint for brugerne, men hvad gør politikere, når de vil ramme modstanderne og komme af med deres budskab? Den bredest mulige kanal i form af tv-reklamer er væk. Hvordan skal Republikanerne fortælle, at de vil skære i skatterne for de rigeste, hvis det måske kun er den fattige målgruppe, der må tage til takke med reklamefinansieret tv?

Konsulenter, strateger og i øvrigt reklamefinansierede tv-nyhedsmedier har meget at tænke over.

24.1.15

Todelt talekommunikation fra Det Hvide Hus

TALE: State of the Union bliver fulgt med enorm interesse hos mange - også kommunikationsfolk med "taleskrivning" som del af jobbeskrivelsen. Det Hvide Hus har traditionen tro nogle af verdens bedste taleskrivere ansat, og også i år var der mange retoriske godbidder. Der var plads til klassikere som personlige historier, pauser de rette steder og gentagelser.

Det Hvide Hus formåede også at lancere en noget primitivt udseende todelt skærm, hvor Obama taler i venstre side, mens højre side er fyldt med utvivlsomt nøje udvalgt fakta, budskaber og billeder, der bakker op om præsidentens budskab. Hvordan synes du, det fungerer?


Som ventet benyttede præsident Obama lejligheden til at tage en del af æren for det amerikanske økonomiske opsving. Men middelklassen skal have en større bid af kagen. Minimumslønnen skal op, amerikanere skal have ret til syv betalte sygedage om året, og skattelettelser til huskøbere blev der også plads til.

Præsidenten ønsker, at universitetsuddannelser skal være lige så almindelige i USA som en gymnasieuddannelse. Derfor skal de offentlige universiteter være 100 procent skattefinansierede uden brugerbetaling. 

Hvor mange af de ønsker, der kommer igennem en kongres kontrolleret af Republikanerne, er langt mere usikkert, 

20.1.14

Medier hylder lokalmedier

LOKALJJOURNALISTIK: Fra 2000 til 2012 skar amerikanske aviser 32 procent af deres journalister væk. Antallet af journalister gik fra over 25.000 til lige over 17.000.

Den slags har konsekvenser, men selv svækkede lokalmedier formår stadig at lave god, undersøgende journalistik. Og den journalistik får nu ros fra flere sider efter afsløringen af Chris Christie og "Bro-skandalen" i New Jersey. Læs om selve sagen her. 

Det var ikke de store nationale medier, som afslørede skandalen. Det var derimod en lokal trafikskribent i avisen The Record, John Cichowski. Han nægtede at tro på myndighedernes forklaring om, at trafikkøerne skyldtes en "undersøgelse." Han troede på, at politisk hævn var motivet - og flere ugers tidskrævende og god undersøgende lokaljournalistik gik i gang. Til sidst kunne reporteren Shawn Boburg fra samme avis afsløre scoopet takket være en mail fra Christies vicestabschef. Emailen havde titlen "Time for some traffic problems in Fort Lee."

Vil folk støtte medierne?
Det er ikke den eneste succes for lokale medier den seneste tid.

I Connecticut blev guvernør John Towland afsløret i korruption af lokalavisen Hartford Courant og måtte gå af.

I South Carolina blev guvernør Mark Sanfords utroskab og løgn afsløret af en reporter, som ventede på hans fly fra Argentina i Atlantas lufthavn klokken seks om morgenen. Sanford påstod ellers, at han var på trekking langs The Appalachian Trail.

De journalistiske scoops har fået flere til at indse værdien af stærke lokalmedier. Om det er nok til at få folk til at købe aviser eller adgang til websiderne, og dermed støtte medierne, er en helt andet ting. Det er der nemlig intet, der tyder på i tallene for oplagstal, abonnementer eller annoncesalg.

9.10.12

Romney og Obama kæmper i de sociale medier

MEDIER: Valgkampens første tv-debat mellem Barack Obama og Mitt Romney ændrede dagsordenen i valgkampen og fik Republikanerne i offensiven.

De "gamle" medier har stadig klar magt, men mens valgkampen i 2008 var opvarmning i de sociale medier, er det politiske ræs på Facebook, Twitter og Instagram gået i femte gear i 2012.

Neteksperterne erkender dog, at det reelt ikke er til at sige, hvad kandidaterne får ud af at hælde deres liv og meninger ud i de sociale medier. Men som en af ekspertne siger, så ved vi bare, at det i hvert fald er rigtig skidt ikke at gøre det.

I bund og grund handler det stadig om at nå ud til så mange mennesker som muligt, og her rammer sociale medier som regel flere end et valgmøde på en skole eller fabrik i Ohio.

Således hiver Obama ofte op mod 70.000 "synes godt om"-klik hjem på Facebook. Romney nøjes med mere beskedne tal, tit under de 1000.

Billeder og videoklip er afgørende, og tonen er som regel mere frisk end i officielle taler og kommentarer. Samtidig er det ikke overraskende de unge, som politikerne håber at nå. 

Læs mere i The New York Times her.

12.8.10

Republikaner vinder slaget om Twitter

SOCIALE MEDIER: Carly Fiorina er den store vinder af midtvejsvalgets kamp om Twitter-brugernes gunst.

Republikaneren fra Californien har således lige over 275.000 brugere, der følger hendes opdateringer. Tiden som chef for et af verdens største computerfirmaer Hewlett-Packard har derfor ikke været spildt.

Til alt held for modkandidat Barbara Boxer er hun nummer tre på "Targeted Victory Digital Landscape Reports'" analyse af senatskandidaternes Twitter-popularitet. Hun er dog langt efter Fiorina med kun lidt over 20.000 læsere.

En yderligere forklaring på Boxers og Fiorinas høje placering kan selvfølgelig være, at Californien er USA's folkerigeste stat.


7.4.10

Twitter og Facebook dræber pressen i Det Hvide Hus

Mediernes død: Over hele den vestlige verden vakler "de gamle medier." Annoncepengene ryger, oplaget rasler ned, Facebook og Twitter optager ungdommen mere end nyhedshjemmesider, og det er næsten umuligt at tjene penge på journalistik online.

Samtidig bruger politikere og virksomheder Facebook og Twitter til at gå uden om de kritiske medier og slippe for besværlige spørgsmål.

Udviklingen kan mærkes i det gennem film, serier og bøger næsten mytiske presserum i Det Hvide Hus. Der er færre og færre journalister fra aviserne til at holde øje med regeringen - og Obama gider ikke tale med de journalister, der er tilbage.

Sidste pressemøde med deltagelse af præsidenten blev holdt 22. juli 2009.


I stedet har såvel Obama som Det Hvide Hus travlt med at hamre deres budskaber ud via de sociale medier.

Men hvad betyder det så for den kritiske presse - og for demokratiet? Er det overhovedet brug for - endsige råd til - betalte journalister i den verdenspolitiske hovedstad?

The Daily Beast har en glimrende - og for en journaliststuderende ret så skræmmende - artikel om livet i presserummet anno 2010 her.

17.2.10

Savner I mig nu?

Længsel: Savner I mig nu?

Med neongrønne bogstaver pryder spørgsmålet en plakat sammen med et billede af eks-præsident George W. Bush i højt humør - og spørgsmålet finder forbipasserende kun et sted i USA: Midt ude på landet i Minnesota på en stor udendørsreklame.

På trods af denne ikke voldsomt fremtrædende placering i det amerikanske politiske landskab, blev den elektroniske motorvej fyldt med Twitter-beskeder, blog-udgydelser og internetaviser, der alle overvejede, hvad budskabet dog var. Og hvem stod mon bag?

Bagmændene er ifølge NPR en mindre gruppe forretningsfolk og individer, som føler, at det politiske etablissement i Washington er ude efter dem.

Reklamebranchen og mediekommentatorer er både begejstrede og forundrede over at se, hvordan et enkelt skilt på en landevejstrækning kan blive et af ugens meget varme emner på internettet.

Samtidig har skiltet sat gang i en hed debat om, hvorvidt amerikanerne egentlig savner Bush eller ej.

Jo, en god, gammeldaws udendørs-reklame kan stadig betyde noget i denne tidsalder af bits og bytes.

Se reklamen her.

7.2.10

Politikere og lobbyister gør klar til negativ reklamelavine

Afgørelse: Ytringsfrihed til alle er højrefløjens reaktion på den amerikanske Højesterets beslutning fra januar om, at det nu står alle frit for at lancere store og dyre reklamekampagner om politiske emner på alle tidspunkter.

Store virksomheder vil tromle den politiske debat, lyder svaret fra venstre side af det politiske spektrum.

Højesterets begrundelse for afgørelsen er, at vælgerne skal have mulighed for at høre så mange stemmer og meninger som muligt, før de sætter deres kryds.


Et par eksempler på de noget polemiske reklamer, amerikanerne nu kan forvente at se endnu mere til. Disse er nogle af de mest grove om valg af dommere i 2008.

Dermed er det nu reelt muligt for en lobbyist at fortælle en politiker: Stemmer du ikke, som vi ønsker, smider vi fem millioner dollars i en reklamekampagne vendt mod dig til næste valg.

Afgørelsen vil få stor betydning ved valg til kongressen, men måske endnu mere afgørende betydning ved valg til de enkelte delstaters politiske organer.

Her kan en halv million dollars enten for eller imod en kandidat gøre en enorm forskel i en valgkamp, hvor politikere sjældent har mere end 50.000-100.000 dollars til rådighed under hele deres valgkamp.

Demokraterne raser og mener, at Republikanerne vil vinde stort på denne sag takket være partiets gode forhold til de store virksomhed.

Republikanerne svarer igen med, at Demokraterne sikkert uden problemer kan hive tilsvarende summer ud af fagforeningerne, Hollywoods berømtheder og firmaer, som leverer sundhedsydelser – sidstnævnte er i stor udstrækning blevet gode venner med Demokraterne under forhandlingerne om den så godt som kuldsejlede sundhedsreform.

USA har længe været kendt for hårde politiske tv-reklamer, men reklamerne altid skulle være tilknyttet til en politiker, og store virksomheder måtte ikke føre reklamekampagner tæt på valgdatoer.

Nu er der næppe tvivl om, at amerikanerne til oktober og november skal zappe rigtig mange gange på deres fjernsyn, hvis de vil undgå at se en lavine af politiske tv-reklame efter den retlige afgørelse.


Barack Obama er ikke tilfreds med afgørelsen.

Om ikke andet må de amerikanske medier, der vakler, efter at internettet har sparket fødderne væk under deres økonomiske model, glæde sig over, at her måske er en ny indtægtskilde.

Glæden for mediehusene kan dog vare kort – Demokraterne varsler i hvert fald nye regler, der vil forsøge at indføre en form for hastighedskontrol på den reklamevej, hvor hastigheden ellers lige er blevet fuldstændig fri.

Læs mere i denne artikel fra The New York Times.

28.1.10

Obamas tale set fra højre og venstre

State of the Union: Barack Obama holdt i går sin første "State of the Union" tale.

Den højreorienterede tv-station Fox har fået en seer til at kloge sig om sagerne:







På den modsatte fløj kommenterede den venstreorienterede tv-station MSNBC således:


13.1.10

Journalist får smæk

Hårdt arbejde: Aviserne i USA er presset på livet, tusindvis af journalister er blevet fyret og dem, der er tilbage, kæmper for at få nyhederne på gaden til en løn, der sjældent overstiger 200.000 kroner om året.

Nu får de tilbageværende journalister så også smæk af politikernes kampagnestab. Det viser denne video, hvor en af Martha Coakleys - kandidat til senatsvalget i Massachusetts - ansatte sætter en reporter på plads med noget hårdhændede metoder.


14.10.09

Politiker: Du er for fed til at blive valgt

Vægt: Umiddelbart et groft budskab. En politiker beskylder ganske enkelt sin modstander for at være for fed til at besidde et embede i en politisk tv-reklame.

Det drejer sig om guvernørposten i New Jersey, hvor republikaneren Chris Christie længe har ført over den upopulære siddende demokrat Jon Corzine forud for valget i november.

Nu står de næsten lige efter en række grove reklamer fra Corzines side.

Den mest berygtede er en, hvor Corzines budskab ifølge Christie er, at Christie er for fed til at være en dygtig guvernør. Nøglesætningen er "throw his weight around" - foruden en masse måske ikke helt sande beskyldninger.

Grov er reklamen, men om den ligefrem spiller på Christies trods alt massive skikkelse er ikke helt klart. Desuden er flertallet af amerikanere som bekendt overvægtige, så de burde vel egentlig blive begejstrede for Christie, hvis reklamens budskab indirekte rammer dem - simpelthen for at tage hævn over Corzine...


Den berygtede reklame