Showing posts with label New Hampshire. Show all posts
Showing posts with label New Hampshire. Show all posts

8.2.16

Trump og Sanders står til sejr i New Hampshire

Nu rykker præsidentkandidaterne videre til den bundfrosne delstat New Hampshire for at tage runde to i primærvalgene. Valget er i morgen. Hvad er status på hver side?

Sejr til Sanders 
Hos Demokraterne har Bernie Sanders mange fordele i New Hampshire. Blandt de største er, at han er senator fra nabostaten Vermont. Dermed er han et kendt ansigt i staten, hvor det er afgørende, at vælgerne føler, de kender kandidaten. Samtidig er staten 94 procent hvid, og det hjælper Sanders, som mangler opbakning hos minoriteterne.

I Realclearpolitics' vægtede gennemsnit fører Sanders med 55 procent mod 40 til Hillary Clinton.

Hun har derfor haft travlt med at tale forventningerne ned. Så kan hun overleve de 11 dage, der går, før hun kan hente en forventet sejr i Nevada med delstatens store latino-mindretal. Mindretallet er loyale Clinton-støtter.

Mens Bernie Sanders længe har ført stort i New Hampshire, har han i de nationale meningsmålinger ofte været mellem 10 og 20 procentpoint bagud i forhold til Hillary Clinton.

Men de seneste to dage har vi fået to meningsmålinger, som viser, at Clintons forspring er nede på 2-3 procentpoint. Viser flere meningsmålinger samme tendens, er der tale om et bemærkelsesværdigt spring for Sanders, som må give jordskælvsagtige rystelser i Hillary Clintons hovedkvarter.

Sejr til Trump
Hos Republikanerne ser Donald Trump ud til at få sin sejr. Realclearpolitics' vægtede gennemsnit af meningsmålinger viser, at Trump står til 31 procent af stemmerne i New England-delstaten.

Marco Rubio fik en opblomstring med sin stærke tredjeplads i Iowa. Han er nummer to i delstaten med 16 procent af stemmerne.

Men holder det?

Han havde en katastrofal debat mod de andre kandidater i lørdags, hvor han lavede flere faktuelle fejl og gentog de samme indstuderede sætninger. Sidstnævnte greb en vrissen Chris Christie til sidst fat i og ydmygede Rubio grundigt.

Situationen var rædselsfuld for de Republikanere, der ønsker, at partiet samlet sig om en tredje og moderat kandidat i stedet for Donald Trump eller Ted Cruz. John Kasich, Chris Christie og Jeb Bush er for langt bagude til at rette op på deres valgkamp. Rubio var og er establishment-håbet.

Men er han stærk og dygtig nok? Tvivlen er stigende.

16.3.14

Demokraterne rynker panden før midtvejsvalg

MIDTVEJSVALG: I 2010 vandt Scott Brown overraskende valget til en af den ellers dybt demokratiske delstat Massachussets' senatspladser.

I 2012 måtte han så gå af igen, da en dygtigere demokratisk kandidat end i 2010 slog ham af pinden.

Scott Brown er dog klar igen - denne gang i nabo - og svingstaten New Hampshire. Det er dårligt nyt for Demokraterne. Den siddende senator, Jeanne Shaheen, er ikke voldsomt populær.

I det hele taget peger meget på, at Republikanerne har fine chancer for at tage de seks pladser, partiet skal bruge for at få flertal i Senatet. Lykkes det, vil præsident Barack Obama intet få gennemført de sidste to år af sin regeringstid.

Demokraternes chance for at bevare flertallet vakler pga. præsident Obamas mangel på popularitet og så også en 30 millioner dollar dyr offensiv, som de stærkt konservative Koch-brødre har rullet i gang mod demokratiske senatorer. Brødrene kaster penge i reklamer, som angriber demokratiske politikere for at støtte Obamas upopulære sundhedsreform. Nok penge taler i politik, og reklamerne har effekt.

Samtidig har Republikanerne hentet fine kandidater til valgkampene i Michigan, Colorado og Virginia.

60 millioner dollars til motivation
Demokraterne giver dog ikke op uden kamp. Partiet har allerede sat 60 millioner dollars af alene til at få kernevælgerne motiveret og af sted til stemmestederne i de ti tætteste senatsvalgkampe. Og der er flere penge på vej, hvis kampen bliver endnu hårdere.

Scott Brown vil heller ikke komme let til sejren i New Hampshire. Først skal et primærvalg vindes, og her vil mange anklage Brown for at hoppe fra stat til stat for at få en plads i Senatet. Og levebrødspolitikere er ikke populære i USA.

Senator Elizabeth Warren, som slog Brown i 2012, har allerede meldt ud, at hun vil gøre alt for at støtte kollega Shaheen i nabostaten. Og mange af de organisationer, som hjalp Warren til sejr, er klar til at gå over statsgrænsen og ligeledes hjælpe Shaheen.

14.4.13

Republikanere gør klar til primærvalg i New Hampshire

SENATET: Republikanske senatorer fra det nordøstlige USA er ved at ende som mamutterne: Klimaet passer dem ikke længere, og de er ved at uddø.

Op til 1960'erne var New England-staterne sikkert republikanske, men siden dengang er staterne blevet en højborg for venstreorienterede demokrater. Staten Vermont genvælger endda gang på gang en erklæret socialist i form af senator Bernie Sanders.

Kun New Hampshire giver stadig gode muligheder for republikanske politikere. Staten har en klar libertariansk hældning, og derfor har partiet håb om at slå den demokratiske senator Jeanne Shaheen i 2014. Flere kandidater er interesserede i at gøre forsøget, efter at topfavoritten, tidligere senator John Sununu, for nylig sagde nej tak.

Blandt de nye favoritter er delstatens senatsleder Jeb Bradley, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Frank Guinta og den konservative aktivist og forretningsmand Fred Tausch.

Brown til New Hampshire?
Nogle har endda talt om, at den tidligere senator fra Massachusetts Scott Brown vil hoppe til New Hampshire og gøre et nyt forsøg herfra. Han vil kunne samle penge ind i så store mængder, at Jeanne Shaheen må blive bekymret. Heldigvis for hende er Brown muligvis mere interesseret i Massachusetss' guvernørpost i 2014.

Demokraterne er allerede begyndt at bokse mod kandidaterne med tale om, at de er "forfejlede teparti-aktivister."

Demokraterne er da også i kamphumør, for partiet er overbevist om, at Jeanne Shaheen ikke bliver let at slå. Hun er ganske populær og har netop offentliggjort, at hun i første kvartal samlede 1,2 mio. dollars ind til sin kommende valgkamp. Et imponerede beløb i et forholdsvist billigt mediemarked som New Hampshire.