Showing posts with label skandaler. Show all posts
Showing posts with label skandaler. Show all posts

12.1.14

Chris Christie kan overleve

SKANDALE: For få uger siden var den republikanske guvernør i delstaten New Jersey, Chris Christie, storfavorit i det republikanske felt til præsidentvalget i 2016. Han har fået styr på delstatens budget. Republikanere kan lide ham, fordi han har taget kampen op mod stærke fagforeninger og vundet. Demokrater kan lide ham, fordi han er villig til kompromis.

Men "bro-skandalen" har nu sået alvorlig tvivl om hans muligheder for at indtage Det Hvide Hus.

George Washington Bridge er verdens mest trafikerede bro. Den forbinder byen Fort Lee i New Jersey med New York og Manhattan.

Tilbage i august besluttede nogle af Chris Christies ansatte, at den demokratiske borgmester i Fort Lee skulle straffes for ikke at bakke op om Christies genvalg. En række spor på broen blev afspærret, og i fire dage var trafikken i Fort Lee fuldstændig brudt sammen.

En lokal avis afslørede for få dage siden den pinlige mobning og utrolige brud på almindelige principper i en demokratisk retsstat, og siden har Christie måtte kæmpe for sit politiske liv.

Ved et pressemøde i denne uge fik han forsvaret sig så godt, at ikke alt håb er ude for ham. En række nøglepersoner blev fyret, og han påtog sig ansvaret for skandalen - med det forbehold, at han altså ikke konkret tog beslutninger, diskuterede eller endsige vidste noget om sagen tilbage i august 2013.

Højdepunkter fra Christies afgørende pressemøde.

Sidstnævnte må hellere passe - for medierne gennemtrawler på livet løs sagen, og har Christie løjet, er det slut for den republikanske superstjerne.

Her kan du læse en gennemgang af de mange mails, som har ledt til sagen. Glimrende undersøgende journalistik af The New York Times.

9.6.13

Obamas politiske mål begravet i skandaler

POLITISK BEGRAVELSE: Præsident Barack Obama havde mange mål for sin sidste præsidentperiode, da den tog sin begyndelse i januar 2013.

En indvandringsreform skulle på plads og underskrives til efteråret. En stor aftale om budgettet var et mål, hvor balancen mellem indtægter og udgifter som minimum skulle balancere mere end i dag. Samtidig skulle sundhedsprogrammet Medicare sikres et sundere finansielt grundlag.

Nu ruller skandalerne - og Obamas politiske mål ruller ud over kanten og ned i en grav, som han selv og de politiske modstandere i fællesskab har gravet ud.

Præsidenten er svækket efter afsløringerne af skattevæsenet IRS' gøren og laden. ITS har specifikt gået efter at ramme højreorienterede teparti-grupper. På den udenrigspolitiske front svækker Benghazi-sagen i stigende grad Det Hvide Hus. Her omkom bl.a. den amerikanske ambassadør i Libyen efter et terrorangreb, hvor amerikanske myndigheder ifølge nogle kilder forkludrede sagerne.

Aflytninger
Værre endnu er dog afsløringerne af de omfattende aflytningsprogrammer, hvor amerikanske myndigheder har fået fingre i så godt som alle telefonopkald til og fra amerikanere, og hvor særligt nyhedsbureauer og medier har fået særlig statslig opmærksomhed. Det rammer en mand som Obama hårdt, der før præsidentvalget i 2008 netop proklamerede, at han ville genoprette borgerrettigheder og friheder, som var gået tabt under George W. Bush.

Nogle senatorer har støttet Obama, mens eksempelvis tidligere vicepræsident Al Gore på Twitter rettede et åbent angreb mod præsidenten:

- Is it just me, or is secret blanket surveillance obscenely outrageous, lød det på kvidre-tjenesten fra 2000-præsidentkandidaten.

Billed - og PR-mæssigt blev det ikke lettere af, at Obama i fredags havde et møde med den kinesiske præsident Xi Jinping - et land, som USA ofte og med rette har kritiseret for at knuse borgerne under statsmagten. Obama og Co. har en stor udfordring i at få debatten og arbejdet drejet væk fra skandalesporet og tilbage på et politisk spor.