Vi andre synes, vi har travlt nok med at arbejde lige over 37 timer om ugen, drikke et par øl, træne lidt, læse en bog eller to - og måske nå en Netflix-serie.
Shannon Kent var soldat i USA's elitetropper. Hun var konstant udsendt i Mellemøsten hvor hun talte flere sprog og var medvirkende til flere hundrede oprørerers og islamisters anholdelse eller nedkæmpelse. Eliteskytten kunne i forhør hurtigt nå ind til anholdte og få viden ud.
Imellem udsendelserne studerede hun på universitetet, mens hun var højgravid og havde en baby i forvejen. Der var plads til maratonløb og et enkelt tough mudder, mens hun var gravid i 7. måned. Imens agerede hun også kunstner ved at lave gulvmosaikker i hjemmet.
Derudover blev hun ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen. Men Shannons udsendte mand fik besked om, han ikke skulle tage hjem. Hun blev opereret og efter én sygedag var hun tilbage på jobbet.
Karrieren - og livet - sluttede dog i Syrien efter et selvmordsbombeangreb.
The New York Times har et portræt af superkvinden her.
Et andet medie uden helt så skrappe loginkrav skriver om hende her.
Showing posts with label militæret. Show all posts
Showing posts with label militæret. Show all posts
9.4.17
Bankede Trump Kina på plads?
Et længe ventet topmøde mellem USA's præsident Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping er netop overstået. Trump konkluderer i vanlig retorisk stil om mødet:
- We have made tremendous progress in our relationship with China. We will be making additional progress. The relationship developed by President Xi and myself I think is outstanding. And I believe lots of very potentially bad problems will be going away.
Flere detaljer kom ikke på bordet, men Xi Jinping er ligeledes tilfreds:
- We have engaged in deeper understanding, and have built a trust, he said. I believe we will keep developing in a stable way to form friendly relations.
Trump bakker op:
- Well, I agree with you 100 percent.
Alle er altså glade - men hvad blev der egentlig opnået?
God mad og politisk status quo
I valgkampen hamrede Trump løs på Kina. Kina manipulerede med sin valuta, så amerikanske firmaer blev udkonkurreret, og amerikanske jobs gik tabt. Når Trump fik magten, ville Kina bliver banket på plads, og Xi Jinping fortjente i øvrigt ikke mere end en BigMac-menu, når han kom til USA.
Maden blev dog noget finere, da mødet fandt sted i det Trump-ejede ferieressort Mar-a-Lago i Florida.
Hvad angår det politiske, diskuterede lederne Nordkorea, kinesiske militærbaser i Det Sydkinesiske Hav og handel. Alt tyder på, at status quo fortsætter. Dermed kan Kina reelt set være mest tilfreds, for det betyder, at militærbaserne fortsætter med at vokse, handelsoverskuddet bevares, og Nordkoreas status som bufferstat cementeres.
Kina er ikke banket på plads endnu.
- We have made tremendous progress in our relationship with China. We will be making additional progress. The relationship developed by President Xi and myself I think is outstanding. And I believe lots of very potentially bad problems will be going away.
Flere detaljer kom ikke på bordet, men Xi Jinping er ligeledes tilfreds:
- We have engaged in deeper understanding, and have built a trust, he said. I believe we will keep developing in a stable way to form friendly relations.
Trump bakker op:
- Well, I agree with you 100 percent.
Alle er altså glade - men hvad blev der egentlig opnået?
God mad og politisk status quo
I valgkampen hamrede Trump løs på Kina. Kina manipulerede med sin valuta, så amerikanske firmaer blev udkonkurreret, og amerikanske jobs gik tabt. Når Trump fik magten, ville Kina bliver banket på plads, og Xi Jinping fortjente i øvrigt ikke mere end en BigMac-menu, når han kom til USA.
Maden blev dog noget finere, da mødet fandt sted i det Trump-ejede ferieressort Mar-a-Lago i Florida.
Hvad angår det politiske, diskuterede lederne Nordkorea, kinesiske militærbaser i Det Sydkinesiske Hav og handel. Alt tyder på, at status quo fortsætter. Dermed kan Kina reelt set være mest tilfreds, for det betyder, at militærbaserne fortsætter med at vokse, handelsoverskuddet bevares, og Nordkoreas status som bufferstat cementeres.
Kina er ikke banket på plads endnu.
25.5.15
USA's specialstyrker skal have universitetsuddannelser
NYE KRAV: Dele af USA's specialstyrker er utålmodige. Havde de været ved fronten som rådgivere, var hverken Mosul eller Ramadi faldet, mener de. USA's politikere skal give dem frie tøjler. De kan ikke rådgive og hjælpe irakiske og kurdiske landstyrker via mobiltelefoner.
Den situation må de vænne sig til, for sådan har det altid været, påpeger en officer til mediet The Daily Beast. Da han trænede styrker i Nicaragua i 1980'erne, var det ligesom i dag de unge og utålmodige, der ønskede at gøre mere.
Men den amerikanske hær erkender, at krigen mod Islamisk Stat ikke er overstået i 2015, uanset hvilken strategi de vælger.
Militære ledere siger, at de er ved opbygge specialstyrker, der organisatorisk skal være i felten i 15 år.
Militær råstyrke rækker ikke
Der er en gryende erkendelse i det amerikanske militær om, at ren militær råstyrke ikke gør det alene. Der skal en helt anden strategi til.
- We can continue to mow the grass and try to take ’em out, but it’s not a winning strategy. We’re going to have to start thinking of root causes, like instability or economic deprivation—something that the military can only really contribute to by training local forces, leaving the rest to other branches of government. We have to try to set the conditions so that 8-year-old today doesn’t become the jihadi in 10 years… or even less than that, siger Lt. Gen. Charles Cleveland, fra U.S. Army Special Operations Command til The Daily Beast.
Det betyder også, at soldaterne ikke bare skal være muskelmænd - eller kvinder, for den sags skyld.
- We’ve started to put more value on intellect, fortæller kontreadmiral Brian Lose, som er chef for flådens specialstyrke Navy SEAL.
Næsten halvdelen af de seneste års rekrutter har en universitetsuddannelse. Det er nødvendigt. Den ene dag skal Navy SEAL's lave et klassisk militært raid. Dagen efter skal de måske tale med diplomater og efterretningsfolk. Og de arbejder ofte i små teams rundt om i verden.
- They are representing America all by themselves, mener Brian Lose.
Den situation må de vænne sig til, for sådan har det altid været, påpeger en officer til mediet The Daily Beast. Da han trænede styrker i Nicaragua i 1980'erne, var det ligesom i dag de unge og utålmodige, der ønskede at gøre mere.
Men den amerikanske hær erkender, at krigen mod Islamisk Stat ikke er overstået i 2015, uanset hvilken strategi de vælger.
Militære ledere siger, at de er ved opbygge specialstyrker, der organisatorisk skal være i felten i 15 år.
Militær råstyrke rækker ikke
Der er en gryende erkendelse i det amerikanske militær om, at ren militær råstyrke ikke gør det alene. Der skal en helt anden strategi til.
- We can continue to mow the grass and try to take ’em out, but it’s not a winning strategy. We’re going to have to start thinking of root causes, like instability or economic deprivation—something that the military can only really contribute to by training local forces, leaving the rest to other branches of government. We have to try to set the conditions so that 8-year-old today doesn’t become the jihadi in 10 years… or even less than that, siger Lt. Gen. Charles Cleveland, fra U.S. Army Special Operations Command til The Daily Beast.
Det betyder også, at soldaterne ikke bare skal være muskelmænd - eller kvinder, for den sags skyld.
- We’ve started to put more value on intellect, fortæller kontreadmiral Brian Lose, som er chef for flådens specialstyrke Navy SEAL.
Næsten halvdelen af de seneste års rekrutter har en universitetsuddannelse. Det er nødvendigt. Den ene dag skal Navy SEAL's lave et klassisk militært raid. Dagen efter skal de måske tale med diplomater og efterretningsfolk. Og de arbejder ofte i små teams rundt om i verden.
- They are representing America all by themselves, mener Brian Lose.
10.1.11
Fra vindmøller og letbaner til olie og motorveje
FORANDRINGER: Den nye kongres er nu på plads. Udover det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus som afgørende nyt element vil USA’s fremtid de kommende to år også lade sig ændre af, at de ledende politikere er fra helt andre egne af landet end før.
I Repræsentanternes Hus var lederne før Nancy Pelosi fra San Francisco, Charles Rangel fra Manhattan, Henry Waxman fra Los Angeles og Barney Frank fra Boston. Alle demokrater og alle fra knaldblå storbyområder.
Grøn energi står for fald
Den nye formand John Boehner er valgt i landområder uden for Cincinatti i Ohio, mens Eric Cantor, leder af det republikanske flertal, er valgt i Richmonds forstæder i Virginia. Paul Ryan, formand for budgetudvalget, er fra Wisconsin og valgt i den mindre by Janesville med 63.000 indbyggere.
Lederne i den gamle kongres repræsenterede de offentlige fagforeninger, eliteuniversiteter og den grønne energiindustri. Derfor er pengene til investering i grøn energi, grøn transport og grøn vækst da også væltet ind hos firmaer og offentlige forvaltninger de seneste to år.
De nye ledere repræsenterer områder, der stadig står for olie, kul og klassisk fremstillingsindustri. Samtidig er ingen af de nye ledere fra storbyer, og derfor vil tilskud til sporvogne, letbaner og alskens tiltag til de store byer forsvinde til fordel for investeringer i veje og motorveje – noget som deres vælgere på Texas’ prærie vil gøre brug af i modsætning til en letbane i Harlem.
De 700.000 ansatte i olie- kul- og gasbranchen kan se frem til lysere tider. Færre subsidier til grøn energi vil få en del vaklende grønne selskaber til endeligt at dreje nøglen om.
De nye republikanske ledere indledte tilværelsen i den nytiltrådte kongres med at læse forfatningen højt. Målet var at vise, at politikerne nu ville overholde den oprindelige forfatning og ikke lade staten bestemme mere og mere.
Samtidig vil miljøreguleringer ikke blive nær så strikse som ellers. Stater som West Virginia, Texas, Oklahoma, Louisiana, Kentucky og Pennsylvania er stærkt præget af olie- og kulindustrier. Her vil Republikanernes politik blive modtaget med begejstring.
Hæren i minefelt
Ikke alt er dog fryd og gammen for røde, republikanske stater. Mener Republikanerne det alvorligt med at skabe mere balance på de offentlige budgetter, bliver det før eller siden nødvendigt at røre ved udgifterne til militæret. Da George W. Bush kom til magten i 2001, var budgettet til det amerikanske militær på lige over 300 milliarder dollars. I 2011 forventes udgifterne at kravle over 700 milliarder dollars.
Stater som Virginia, Arizona, Alabama og Texas lever højt på den føderale regerings udgifter til militærindkøb, baser og ansatte i forsvaret. Her vil nedskæringer føre til voldsom modstand.
Også den amerikanske landbrugsstøtte kan stå for skud. Trods Republikanernes lovprisning af det frie marked, har partiet i årtier stået vagt om ”familiegårdene” og pumpet hundreder af milliarder dollars i urentable gårde.
Endnu har Republikanerne dog ikke vist nogen vilje til at skære i nogen af de to ovenstående ting. Derfor bliver de klareste politiske ændringer indtil videre en lysere fremtid for olie og kul, mens letbaner og vindmøller må ud og klare sig på markedets vilkår.
I Repræsentanternes Hus var lederne før Nancy Pelosi fra San Francisco, Charles Rangel fra Manhattan, Henry Waxman fra Los Angeles og Barney Frank fra Boston. Alle demokrater og alle fra knaldblå storbyområder.
Grøn energi står for fald
Den nye formand John Boehner er valgt i landområder uden for Cincinatti i Ohio, mens Eric Cantor, leder af det republikanske flertal, er valgt i Richmonds forstæder i Virginia. Paul Ryan, formand for budgetudvalget, er fra Wisconsin og valgt i den mindre by Janesville med 63.000 indbyggere.
Lederne i den gamle kongres repræsenterede de offentlige fagforeninger, eliteuniversiteter og den grønne energiindustri. Derfor er pengene til investering i grøn energi, grøn transport og grøn vækst da også væltet ind hos firmaer og offentlige forvaltninger de seneste to år.
De nye ledere repræsenterer områder, der stadig står for olie, kul og klassisk fremstillingsindustri. Samtidig er ingen af de nye ledere fra storbyer, og derfor vil tilskud til sporvogne, letbaner og alskens tiltag til de store byer forsvinde til fordel for investeringer i veje og motorveje – noget som deres vælgere på Texas’ prærie vil gøre brug af i modsætning til en letbane i Harlem.
De 700.000 ansatte i olie- kul- og gasbranchen kan se frem til lysere tider. Færre subsidier til grøn energi vil få en del vaklende grønne selskaber til endeligt at dreje nøglen om.
De nye republikanske ledere indledte tilværelsen i den nytiltrådte kongres med at læse forfatningen højt. Målet var at vise, at politikerne nu ville overholde den oprindelige forfatning og ikke lade staten bestemme mere og mere.
Samtidig vil miljøreguleringer ikke blive nær så strikse som ellers. Stater som West Virginia, Texas, Oklahoma, Louisiana, Kentucky og Pennsylvania er stærkt præget af olie- og kulindustrier. Her vil Republikanernes politik blive modtaget med begejstring.
Hæren i minefelt
Ikke alt er dog fryd og gammen for røde, republikanske stater. Mener Republikanerne det alvorligt med at skabe mere balance på de offentlige budgetter, bliver det før eller siden nødvendigt at røre ved udgifterne til militæret. Da George W. Bush kom til magten i 2001, var budgettet til det amerikanske militær på lige over 300 milliarder dollars. I 2011 forventes udgifterne at kravle over 700 milliarder dollars.
Stater som Virginia, Arizona, Alabama og Texas lever højt på den føderale regerings udgifter til militærindkøb, baser og ansatte i forsvaret. Her vil nedskæringer føre til voldsom modstand.
Også den amerikanske landbrugsstøtte kan stå for skud. Trods Republikanernes lovprisning af det frie marked, har partiet i årtier stået vagt om ”familiegårdene” og pumpet hundreder af milliarder dollars i urentable gårde.
Endnu har Republikanerne dog ikke vist nogen vilje til at skære i nogen af de to ovenstående ting. Derfor bliver de klareste politiske ændringer indtil videre en lysere fremtid for olie og kul, mens letbaner og vindmøller må ud og klare sig på markedets vilkår.
Subscribe to:
Posts (Atom)
