UDSKIFTNING: Republikanerne har efter et mildest talt mislykket valg af formand i 2009 nu væltet Michael Steele og i stedet valgt Reince Priebus som ny formand.
Dermed er Republikanernes første sorte formand fortid.
Michael Steele blev valgt i håbet om, at han retorisk ville kunne stå distancen mod Barack Obama, og at den sorte politiker kunne gøre Republikanerne mere tiltrækkende over for minoriteter frem for at være ”gamle, hvide mænds parti.”
Pengemangel
I stedet efterlader Steele Republikanerne med et økonomisk morads og store underskud, og de store donorer er utilfredse med samarbejdet.
Samtidig blev Steele berygtet for fortalelser, særligt da han erklærede, at krigen i Afghanistan – som ifølge Steele var Obamas krig – ikke kunne vindes. Her måtte han rykke ud med en del undskyldninger.
Han stillede op til formandsvalget i fredags, men kunne ikke samle flertal ved første afstemning, og ved fjerde afstemning trak han sit kandidatur.
På syvende afstemning vand Reince Priebus formandsposten.
Ukendt leder
Den 38-årige republikaner Priebus var indtil da formand for Republikanerne i Wisconsin, hvor han ledte partiet til store sejre ved det seneste midtvejsvalg.
Manden er dog i vid udstrækning ukendt selv i sit eget parti, og medier har moret sig noget over, at han i efterfølgende tv-interviews bar et navneskilt.
Priebus begyndte sin politiske karriere i sin hjemby med det finurlige navn ”Pleasant Prairie.” Her gik han fra lokal aktivist til kasserer i delstatens republikanske parti, inden han altså i dag er valgt som ny formand for Republikanerne.
Priebus lover at rette op på økonomien i partiet og geare det til opgøret mod Barack Obama i 2012.
Han erkender, at han ikke er den store mediedarling og vil trække i de organisatoriske og økonomiske tråde som leder i stedet for at kaste sig over tv-debatter.
Partisekretær
Det er i øvrigt et kendetegn ved partiformænd i USA, at de mere står for det organisatoriske frem for det politiske. Posten kan måske bedst sammenlignes med danske partiers partisekretærer.
Opgaven er stor for Priebus, der først og fremmest skal håndtere, at Steele har efterladt partiets hovedorganisation med en gæld på 21 millioner dollars. Den skal ud af verden, inden partiet kan opruste til præsidentvalget i 2012.
Showing posts with label Michael Steele. Show all posts
Showing posts with label Michael Steele. Show all posts
8.7.10
Republikanerne ignorerer deres leder
MAGTESLØS: Michael Steele, formand for Republikanerne og partiets valgte leder, bliver i stigende grad ignoreret af andre toprepublikanere, som ikke længere stoler på formandens evner.
I stedet har Mississippis guvernør Haley Barbour til en vis grad udnævnt sig selv som de facto leder af partiet, mens andre grupper samler de penge ind, som selve hovedkontoret åbenbart ikke magter.
Situationen bliver ikke bedre af, at Steele i sidste uge kom for skade at erklære, at krigen i Afghanistan var Barack Obamas krig og ikke en krig "som USA havde lyst til at engagere sig i."
Den udtalelse førte til voldsom kritik fra egne rækker.
Sådan opridser The Washington Post situationen i en artikel om fronter, der trækkes op i det republikanske parti og om en formand, der får meget svært ved at blive genvalgt. Læs artiklen her.
I stedet har Mississippis guvernør Haley Barbour til en vis grad udnævnt sig selv som de facto leder af partiet, mens andre grupper samler de penge ind, som selve hovedkontoret åbenbart ikke magter.
Situationen bliver ikke bedre af, at Steele i sidste uge kom for skade at erklære, at krigen i Afghanistan var Barack Obamas krig og ikke en krig "som USA havde lyst til at engagere sig i."
Den udtalelse førte til voldsom kritik fra egne rækker.
Sådan opridser The Washington Post situationen i en artikel om fronter, der trækkes op i det republikanske parti og om en formand, der får meget svært ved at blive genvalgt. Læs artiklen her.
3.1.10
2009 blev Obamas år
Obamas år: 2009 i amerikansk politik startede med den altid historiske indsættelse af en ny præsident.
Denne gang var det dog mere historisk end sædvanligt. 144 år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig og frigivelsen af slaverne indtog en sort præsident Det Hvide Hus.
Først lykkedes det dog Højesteretspræsident John Roberts at klumre i indsættelseseden. Af frygt for højreorienterede konspirationsteorier og påstande om, at han aldrig rigtig blev indsat, tog præsident Barack Obama og John Roberts eden om i Det Hvide Hus et par dage senere.
Denne gang var det dog mere historisk end sædvanligt. 144 år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig og frigivelsen af slaverne indtog en sort præsident Det Hvide Hus.
Først lykkedes det dog Højesteretspræsident John Roberts at klumre i indsættelseseden. Af frygt for højreorienterede konspirationsteorier og påstande om, at han aldrig rigtig blev indsat, tog præsident Barack Obama og John Roberts eden om i Det Hvide Hus et par dage senere.
Bemærk smilet om Obamas mund, da Roberts reciterer forkert. Som tidlige lærer i forfatningsret kan Obama sin ed, men bliver forvirret tilstrækkeligt til også at kludre rundt i ordene.
Næsten samtidig startede USA's 111. kongres sit arbejde. Også her var det historiske tider. Demokraterne kontrollerede igen begge kamre, og var snublende tæt på de 60 pladser i Senatet som umuliggør en filibuster.
28. april nåede Demokraterne reelt målet, da republikaneren Arlen Specter skiftede parti. Læs om afhopningen her.
Sidst på året lykkedes det - til almindelig overraskelse over hele verden til en særdeles overrasket hovedperson - Barack Obama at vinde Nobels Fredspris. Få uger efter offentliggør præsidenten, at han sender titusinder af soldater til Afghanistan. Kritikken hagler ned over uddelerne af prisen.
Republikanerne valgte den sorte Michael Steele som formand. Han ville gå efter hiphop-segmentet - som det kan ses her - men er indtil videre en gedigen fiasko og reelt er Republikanerne lederløse.
Situationen blev ikke bedre for partiet, da Mark Sanford - ærkekonservativ og anset som et godt bud på en præsidentkandidat i 2012 - pludselig forsvandt fra sit guvernørjob i South Carolina i flere uger.
Det viste sig til sidst, at han var blevet ramt af en argentisk Armors pil, og affæren endte hans politiske karriere. Læs om det her.
6. august fik USA sin første latino som højesteretsdommer. Sonia Sotomayor blev med stort flertal godkendt af Senatet.
Finanskrisen hærgede verden og USA. Californien - delstaten der sammen med New York symboliserer den amerikanske drøm - var nær ved at knække og dermed rive verdens ottendestørste økonomi med i faldet.
Efter to meget lange år fyldt med nederlag og konstant defensiv vandt Republikanerne valg i New Jersey og Virginia. Jublen var stor.
Juleaften vedtog Senatet en sundhedsreform, og Barack Obama var særdeles tilfreds - selvom den ikke løser de grundlæggende problemer.
Republikanerne valgte den sorte Michael Steele som formand. Han ville gå efter hiphop-segmentet - som det kan ses her - men er indtil videre en gedigen fiasko og reelt er Republikanerne lederløse.
Situationen blev ikke bedre for partiet, da Mark Sanford - ærkekonservativ og anset som et godt bud på en præsidentkandidat i 2012 - pludselig forsvandt fra sit guvernørjob i South Carolina i flere uger.
Det viste sig til sidst, at han var blevet ramt af en argentisk Armors pil, og affæren endte hans politiske karriere. Læs om det her.
6. august fik USA sin første latino som højesteretsdommer. Sonia Sotomayor blev med stort flertal godkendt af Senatet.
Finanskrisen hærgede verden og USA. Californien - delstaten der sammen med New York symboliserer den amerikanske drøm - var nær ved at knække og dermed rive verdens ottendestørste økonomi med i faldet.
Efter to meget lange år fyldt med nederlag og konstant defensiv vandt Republikanerne valg i New Jersey og Virginia. Jublen var stor.
Juleaften vedtog Senatet en sundhedsreform, og Barack Obama var særdeles tilfreds - selvom den ikke løser de grundlæggende problemer.
Nu skal Repræsentanternes Hus og Senatet enes om den endelige reform.
For bloggens forfatter var højdepunktet i 2009 den første rejse til USA nogensinde i godt selskab med en også særdeles USA-interesseret ven. New York, Boston, Philadelphia og Washington D.C. blev nydt historisk, kulturelt, gastronomisk og musikalsk.
For bloggens forfatter var højdepunktet i 2009 den første rejse til USA nogensinde i godt selskab med en også særdeles USA-interesseret ven. New York, Boston, Philadelphia og Washington D.C. blev nydt historisk, kulturelt, gastronomisk og musikalsk.
5.7.09
Republikanernes annus horribilis
Republikanerne var blevet tæsket gule og blå og lå blødende ved kantstenen efter valget i november.
Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.
Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.
Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.
Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.
Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.
Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.
I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.
Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.
Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.
Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.
Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.
Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:
Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?
Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.
Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.
Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.
Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.
Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.
Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.
Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.
Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.
Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.
Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.
Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.
Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.
I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.
Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.
Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.
Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.
Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.
Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:
Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?
Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.
Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.
Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.
Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.
Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.
Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.
22.3.09
Republikanerne vil af med Michael Steele
De første uger af Michael Steeles karriere som formand for Republikanerne kan opsummeres med to ord: Total fiasko.
Der var ellers stor optimisme i partiet, da han blev valgt som den første sorte leder af Abraham Lincolns gamle parti.
Men det første problem kom, da han røg ud i en grim boksekamp mod Rush Limbaugh. Radioværten bliver anset for at være bannerføreren for den klassiske sociale konservatisme, og han har 25 millioner loyale lyttere hver uge.
Steele kritiserede Limbaugh for ikke at være andet end en ”entertainer,” og sagde at hans holdninger piskede en stemning op.
Da Limbaugh så skød igen, kapitulerede Steele, og Demokraterne jublede. Nu kunne de vise moderate vælgere, at Limbaugh var Republikanernes sande leder.
Slum love
Steele bliver også kritiseret for ikke at have styr på organisationen. Republikanerne har endnu ingen fastansatte ledere i partihovedkvarteret for hverken PR, finansiering eller i stilligen som stabschef.
Samtidig siger Steele også ja til de fleste interviews, og det gav visse problemer, da han tilbød den ”friggin awesome” guvernør Bobby Jindal noget ”Slum love.” Hentydningen var til filmen Slumdog Millionaire, og med Jindals indiske baggrund tårnede problemerne sig op.
Kort tid efter lykkedes det Steele ved et møde at spørge efter nogle ”en-armede dværge.” Pointen var tabt for de fleste, men der var underholdning for satirikerne.
Den helt store katastrofe skete, da Steele i et interview med CQ Magazine erklærede, at abort var et valg. Den religiøse højrefløj gik besærk, og både tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og den stærke interesseorganisation ”Christian Coalition” gik imod ham.
Som et sidste krydderi truede han tre moderate senatorer, der havde stemt for Obamas økonomiske pakke. Steele blev spurgt, om han ville støtte udfordrere i primærvalgene og erklærede: ” “Oh, yes, I’m always open to everything, baby, absolutely.”
Ifølge kilder i partiet overvejer Katon Dawson, som tabte valget om at blive formand til Steele, at stille et mistillidsvotum til Steele inden for et par uger.
I mangel af bedre
Skulle det ske, og bliver Dawson ny leder, vil Republikanerne have nye problemer: I 12 år var Dawson medlem af en privat klub kun for hvide. Det vil næppe begejstre de minoriteter, partiet så hårdt har brug for.
Republikanerne kunne også vælge at skifte Steele ud med Ken Blackwell. Han ligger væsentligt længere til højre end Steele, men er også sort. Så viser partiet minoriteterne, at det ikke er hudfarven, men holdningerne den er gal med hos Steele. Men til gengæld kan Blackwell ikke tiltrække moderate vælgere.
Republikanerne står derfor med noget af et dilemma, og udgangen kan meget vel være at holde fast i Steele – i mangel af bedre.
Læs om Steeles holdning til abort her.
Der var ellers stor optimisme i partiet, da han blev valgt som den første sorte leder af Abraham Lincolns gamle parti.
Men det første problem kom, da han røg ud i en grim boksekamp mod Rush Limbaugh. Radioværten bliver anset for at være bannerføreren for den klassiske sociale konservatisme, og han har 25 millioner loyale lyttere hver uge.
Steele kritiserede Limbaugh for ikke at være andet end en ”entertainer,” og sagde at hans holdninger piskede en stemning op.
Da Limbaugh så skød igen, kapitulerede Steele, og Demokraterne jublede. Nu kunne de vise moderate vælgere, at Limbaugh var Republikanernes sande leder.
Slum love
Steele bliver også kritiseret for ikke at have styr på organisationen. Republikanerne har endnu ingen fastansatte ledere i partihovedkvarteret for hverken PR, finansiering eller i stilligen som stabschef.
Samtidig siger Steele også ja til de fleste interviews, og det gav visse problemer, da han tilbød den ”friggin awesome” guvernør Bobby Jindal noget ”Slum love.” Hentydningen var til filmen Slumdog Millionaire, og med Jindals indiske baggrund tårnede problemerne sig op.
Kort tid efter lykkedes det Steele ved et møde at spørge efter nogle ”en-armede dværge.” Pointen var tabt for de fleste, men der var underholdning for satirikerne.
Den helt store katastrofe skete, da Steele i et interview med CQ Magazine erklærede, at abort var et valg. Den religiøse højrefløj gik besærk, og både tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og den stærke interesseorganisation ”Christian Coalition” gik imod ham.
Som et sidste krydderi truede han tre moderate senatorer, der havde stemt for Obamas økonomiske pakke. Steele blev spurgt, om han ville støtte udfordrere i primærvalgene og erklærede: ” “Oh, yes, I’m always open to everything, baby, absolutely.”
Ifølge kilder i partiet overvejer Katon Dawson, som tabte valget om at blive formand til Steele, at stille et mistillidsvotum til Steele inden for et par uger.
I mangel af bedre
Skulle det ske, og bliver Dawson ny leder, vil Republikanerne have nye problemer: I 12 år var Dawson medlem af en privat klub kun for hvide. Det vil næppe begejstre de minoriteter, partiet så hårdt har brug for.
Republikanerne kunne også vælge at skifte Steele ud med Ken Blackwell. Han ligger væsentligt længere til højre end Steele, men er også sort. Så viser partiet minoriteterne, at det ikke er hudfarven, men holdningerne den er gal med hos Steele. Men til gengæld kan Blackwell ikke tiltrække moderate vælgere.
Republikanerne står derfor med noget af et dilemma, og udgangen kan meget vel være at holde fast i Steele – i mangel af bedre.
Læs om Steeles holdning til abort her.
21.2.09
Republikanerne går efter ”hip-hop segmentet”
The Grand Old Party har i nogen tid været partiet for aldrende hvide i Sydstaterne. Det vil den nye formand, Michael Steele, nu gøre op med. Ifølge et interview i Washington Post skal Republikanerne går efter ”hip-hop segmentet.”
USA-perspektiv skrev om de mulige veje frem for Michael Steele 1. februar. Indtil videre tyder meget på, at det ikke er det politiske indhold, men derimod indpakningen, der skal ændres. Det er en stor udfordring for partiet.
Skattelettelser i ghettoen
Kommunikationsfolk kan i hvert fald godt begynde at få hovedbrud, hvis de skal sælge traditionelle familieværdier og skattelettelser i ghettoer i New York, Los Angeles og Chicago.
I interviewet siger Steele, at han ikke gennemtrumfer en jernnæve af disciplin i partiet. I stedet mødes han ugentligt med ledere og kongresmedlemmer, hvor de rimeligt frit kan vælge, hvad de vil slå på politisk i den kommende uge.
Ifølge Steele adskiller strategien sig fra tiden under Karl Rove og George W. Bush, som var karakteriseret af stram styring af budskaber fra Det Hvide Hus.
Steele mener, at den stramme disciplin har svækket partiet og ødelagt entusiasmen blandt medlemmerne.
Det kan der være noget om. Men der ligger en fare i den nye strategi.
Republikanerne er i øjeblikket et regionalt parti. Det betyder, at langt de fleste kongresmedlemmer er valgt i dybt konservative distrikter i Syden eller Midtvesten. Derimod er der ingen republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus fra nogen af de seks liberale stater i New England-området.
Højrefløjens dominans
Får disse stærkt konservative kongresmedlemmer kontrol over de politiske budskaber og mål, vil det rykke Republikanerne mere til højre. Det vil gøre det meget sværere at få fat i de moderate vælgere, som i stort tal foretrak Barack Obama ved valget i november.
Det faktum, at alle republikanske medlemmer af Repræsentanters Hus stemte imod Obamas redningspakke tyder på, at højrefløjen sætter dagsordenen.
Her vil Republikanerne dog replicere, at Demokraterne tromlede pakken igennem takket være deres komfortable flertal og ikke var villige til nogen form for kompromis.
Faktum er dog, at Steele får noget af en udfordring, hvis han tror, at PR og indpakning gør det alene.
Læs interviewet med Republikanernes formand Michael Steele her.
USA-perspektiv skrev om de mulige veje frem for Michael Steele 1. februar. Indtil videre tyder meget på, at det ikke er det politiske indhold, men derimod indpakningen, der skal ændres. Det er en stor udfordring for partiet.
Skattelettelser i ghettoen
Kommunikationsfolk kan i hvert fald godt begynde at få hovedbrud, hvis de skal sælge traditionelle familieværdier og skattelettelser i ghettoer i New York, Los Angeles og Chicago.
I interviewet siger Steele, at han ikke gennemtrumfer en jernnæve af disciplin i partiet. I stedet mødes han ugentligt med ledere og kongresmedlemmer, hvor de rimeligt frit kan vælge, hvad de vil slå på politisk i den kommende uge.
Ifølge Steele adskiller strategien sig fra tiden under Karl Rove og George W. Bush, som var karakteriseret af stram styring af budskaber fra Det Hvide Hus.
Steele mener, at den stramme disciplin har svækket partiet og ødelagt entusiasmen blandt medlemmerne.
Det kan der være noget om. Men der ligger en fare i den nye strategi.
Republikanerne er i øjeblikket et regionalt parti. Det betyder, at langt de fleste kongresmedlemmer er valgt i dybt konservative distrikter i Syden eller Midtvesten. Derimod er der ingen republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus fra nogen af de seks liberale stater i New England-området.
Højrefløjens dominans
Får disse stærkt konservative kongresmedlemmer kontrol over de politiske budskaber og mål, vil det rykke Republikanerne mere til højre. Det vil gøre det meget sværere at få fat i de moderate vælgere, som i stort tal foretrak Barack Obama ved valget i november.
Det faktum, at alle republikanske medlemmer af Repræsentanters Hus stemte imod Obamas redningspakke tyder på, at højrefløjen sætter dagsordenen.
Her vil Republikanerne dog replicere, at Demokraterne tromlede pakken igennem takket være deres komfortable flertal og ikke var villige til nogen form for kompromis.
Faktum er dog, at Steele får noget af en udfordring, hvis han tror, at PR og indpakning gør det alene.
Læs interviewet med Republikanernes formand Michael Steele her.
1.2.09
Michael Steele ny formand for Republikanerne
Demokraterne har Barack Obama, senatsleder Harry Reid og Nancy Pelosi fra Repræsentanternes Hus som synlige frontfigurer. Republikanerne har efter George W. Bushs afgang ingen.
Derfor var fredagens valg af ny formand for partiet afgørende. Formanden bliver partiets ansigt i de kommende to år og kommer samtidig til at stå med en tung udfordring: Han skal vende den tilbagegang, der har ramt partiet ved de seneste to valg, hvor Republikanerne har tabt flertallet i begge kamre i Kongressen og mistet Det Hvide Hus.
Formanden blev Michael Steele, tidligere viceguvernør i Maryland. Han slog seks andre udfordrere, heriblandt den siddende formand Mike Duncan. Michael Steele er 50 år gammel og er moderat konservativ. Samtidig signalerer han klart forandring for et parti, der ellers er domineret af midaldrende hvide fra syden: Han er nemlig sort.
Der var næppe mange på begge sider af borgerretighedskampen i 1960erne, der havde regnet med, at begge ledere af de to store partier sølle 40-50 år efter ville være sorte. Det er en stor historisk begivenhed.
Med Steele signalerer Republikanerne, at de rækker hånden ud til de minoriteter, der har forladt dem i de sidste par valg. Steele ser selv dette som en central udfordring for ham, da han udtalte sig efter sejren:
”We have an image problem. We've been misidentified as party that is insensitive, a party unconcerned about the lives of minorities. I'm saying enough's enough, that day is over.”
Det er dog lettere sagt end gjort. Den netop afgåede formand for Demokraterne, Howard Dean, lancerede sin meget succesfulde 50-stats strategi, hvor partiet kæmpede i alle stater frem for kun de sikre stater og så et par svingstater som Ohio, Pennsylvania og så videre. Strategien banede vejen for demokratiske sejre i Virginia, Nevada, North Carolina og Indiana – stater, der typisk ligger solidt i republikanernes lejr.
Steeles udfordring er større end Deans. Republikanernes strategi har i mange år været ”skattelettelser.” Det budska kan være svært at sælge i fattige kvarterer i demokratiske højborge som New York eller Los Angeles. Men den karismatiske og vittige Steele har i hvert fald en større chancer for at gøre sig gældende her, end den sidste konkurrent til posten der faldt fra, nemlig Katon Dawson – der var endnu en af de midaldrende hvide fra sydstaterne.
Republikanerne satser tilsyneladende også på ”change.” Spørgsmålet er, om det udelukkende bliver ændringer i fremtoning og image, eller også i den politiske pakke. Demokraterne har i hvert fald fået lidt at tænke over midt i sejrsrusen.
Derfor var fredagens valg af ny formand for partiet afgørende. Formanden bliver partiets ansigt i de kommende to år og kommer samtidig til at stå med en tung udfordring: Han skal vende den tilbagegang, der har ramt partiet ved de seneste to valg, hvor Republikanerne har tabt flertallet i begge kamre i Kongressen og mistet Det Hvide Hus.
Formanden blev Michael Steele, tidligere viceguvernør i Maryland. Han slog seks andre udfordrere, heriblandt den siddende formand Mike Duncan. Michael Steele er 50 år gammel og er moderat konservativ. Samtidig signalerer han klart forandring for et parti, der ellers er domineret af midaldrende hvide fra syden: Han er nemlig sort.
Der var næppe mange på begge sider af borgerretighedskampen i 1960erne, der havde regnet med, at begge ledere af de to store partier sølle 40-50 år efter ville være sorte. Det er en stor historisk begivenhed.
Med Steele signalerer Republikanerne, at de rækker hånden ud til de minoriteter, der har forladt dem i de sidste par valg. Steele ser selv dette som en central udfordring for ham, da han udtalte sig efter sejren:
”We have an image problem. We've been misidentified as party that is insensitive, a party unconcerned about the lives of minorities. I'm saying enough's enough, that day is over.”
Det er dog lettere sagt end gjort. Den netop afgåede formand for Demokraterne, Howard Dean, lancerede sin meget succesfulde 50-stats strategi, hvor partiet kæmpede i alle stater frem for kun de sikre stater og så et par svingstater som Ohio, Pennsylvania og så videre. Strategien banede vejen for demokratiske sejre i Virginia, Nevada, North Carolina og Indiana – stater, der typisk ligger solidt i republikanernes lejr.
Steeles udfordring er større end Deans. Republikanernes strategi har i mange år været ”skattelettelser.” Det budska kan være svært at sælge i fattige kvarterer i demokratiske højborge som New York eller Los Angeles. Men den karismatiske og vittige Steele har i hvert fald en større chancer for at gøre sig gældende her, end den sidste konkurrent til posten der faldt fra, nemlig Katon Dawson – der var endnu en af de midaldrende hvide fra sydstaterne.
Republikanerne satser tilsyneladende også på ”change.” Spørgsmålet er, om det udelukkende bliver ændringer i fremtoning og image, eller også i den politiske pakke. Demokraterne har i hvert fald fået lidt at tænke over midt i sejrsrusen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
