2009 blev Obamas år

Obamas år: 2009 i amerikansk politik startede med den altid historiske indsættelse af en ny præsident.

Denne gang var det dog mere historisk end sædvanligt. 144 år efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig og frigivelsen af slaverne indtog en sort præsident Det Hvide Hus.

Først lykkedes det dog Højesteretspræsident John Roberts at klumre i indsættelseseden. Af frygt for højreorienterede konspirationsteorier og påstande om, at han aldrig rigtig blev indsat, tog præsident Barack Obama og John Roberts eden om i Det Hvide Hus et par dage senere.

Bemærk smilet om Obamas mund, da Roberts reciterer forkert. Som tidlige lærer i forfatningsret kan Obama sin ed, men bliver forvirret tilstrækkeligt til også at kludre rundt i ordene.

Næsten samtidig startede USA's 111. kongres sit arbejde. Også her var det historiske tider. Demokraterne kontrollerede igen begge kamre, og var snublende tæt på de 60 pladser i Senatet som umuliggør en filibuster.

28. april nåede Demokraterne reelt målet, da republikaneren Arlen Specter skiftede parti. Læs om afhopningen her.

Sidst på året lykkedes det - til almindelig overraskelse over hele verden til en særdeles overrasket hovedperson - Barack Obama at vinde Nobels Fredspris. Få uger efter offentliggør præsidenten, at han sender titusinder af soldater til Afghanistan. Kritikken hagler ned over uddelerne af prisen.

Republikanerne valgte den sorte Michael Steele som formand. Han ville gå efter hiphop-segmentet - som det kan ses her - men er indtil videre en gedigen fiasko og reelt er Republikanerne lederløse.

Situationen blev ikke bedre for partiet, da Mark Sanford - ærkekonservativ og anset som et godt bud på en præsidentkandidat i 2012 - pludselig forsvandt fra sit guvernørjob i South Carolina i flere uger.

Det viste sig til sidst, at han var blevet ramt af en argentisk Armors pil, og affæren endte hans politiske karriere. Læs om det her.

6. august fik USA sin første latino som højesteretsdommer. Sonia Sotomayor blev med stort flertal godkendt af Senatet.

Finanskrisen hærgede verden og USA. Californien - delstaten der sammen med New York symboliserer den amerikanske drøm - var nær ved at knække og dermed rive verdens ottendestørste økonomi med i faldet.

Efter to meget lange år fyldt med nederlag og konstant defensiv vandt Republikanerne valg i New Jersey og Virginia. Jublen var stor.

Juleaften vedtog Senatet en sundhedsreform, og Barack Obama var særdeles tilfreds - selvom den ikke løser de grundlæggende problemer.

Nu skal Repræsentanternes Hus og Senatet enes om den endelige reform.

For bloggens forfatter var højdepunktet i 2009 den første rejse til USA nogensinde i godt selskab med en også særdeles USA-interesseret ven. New York, Boston, Philadelphia og Washington D.C. blev nydt historisk, kulturelt, gastronomisk og musikalsk.

Republikanernes annus horribilis

Republikanerne var blevet tæsket gule og blå og lå blødende ved kantstenen efter valget i november.

Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.

Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.

Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.

Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.

Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.

Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.

I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.

Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.

Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.

Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.

Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.

Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:

Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?

Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.

Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.

Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.

Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.

Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.

Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.