Showing posts with label Det Hvide Hus. Show all posts
Showing posts with label Det Hvide Hus. Show all posts

17.6.19

Pressechef Sanders forlader Det Hvide Hus

Efterfølgeren til den storsvedende og hos Trump særdeles upopulære pressechef i Det Hvide Hus, Sean Spicer, blev for to år siden Sarah Huckabee Sanders, datter af tidligere præsidentkandidat og guvernør i Kansas Mike Huckabee. Før det havde hun forskellige roller i Trumps Hvide Hus og i hans valgkamp. 

Nu er Sanders fortid. Det meldte præsidenten - naturligvis - ud på Twitter. 



Mange journalister vil mene, det ikke er noget stort tab. Flere gange har hun direkte løjet fra podiet. Og i sin sidste tid kunne der gå op til en måned mellem hendes officielle pressebriefinger. Det blev smukt symboliseret af det støv på podiet, en journalist i maj tog et billede af:


I sin tid var pressechefen en meget synlig og vigtig del af Det Hvide Hus' ansigt udadtil. Politiske nørder kan sikkert huske Bill Clinton-pressechefen Dee Dee Myers, mens Dana Perino og Ari Fleischer fyldte skærmene under George W. Bush. 

Sanders blev mere og mere usynlig på de skærme, og måske vælger Trump samme efterfølger som på posten som kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus: Ingen afløser. Bill Shine trådte tilbage i marts, og han er stadig ikke erstattet. 

28.6.15

Obama farvede Det Hvide Hus regnbuefarvet

ÆGTESKABER: USA's Højesteret besluttede i denne uge, at ægteskaber mellem personer af samme køn skal være tilladt i alle amerikanske delstater. De 17 stater, der endnu ikke har tilladt det, skal altså rette ind.

Store dele af Det Republikanske Parti raser. En af samfundets søjler, ægteskabet mellem mand og kvinde, slår revner.

Den opbakning deles dog langtfra af alle amerikanere.

Ved valget i 2004 ville George W. Bush og hans kampagneleder Karl Rove trækker opmærksomheden væk fra den upopulære Irak-krig. Det gjorde de ved at slå på kampen mod abort og modstand mod homoseksuelle ægteskaber. De sørgede for, at en række vigtige svingstater holdt folkeafstemninger for eller imod ægteskaberne. De fleste steder blev der sagt nej, og de aktiverede nej-stemmer stemte samtidig for Republikanerne. George W. Bush blev genvalgt.

Holdningsskift
Siden har amerikanere rykket sig endog meget hurtigt. De nyeste meningsmålinger viser, at 63 procent af amerikanerne nu støtter ægteskab mellem homoseksuelle.

Republikanerne ved, at det er ved at være en tabt sag, men præsidentkandidaterne har stadig brug for de kristne stemmer ved primærvalgene. Deres salomoniske løsning bliver nok at erklære, de er imod ægteskaberne, men ikke vil pille ved Højesterets beslutning.

Tingene er lettere for Demokraterne. Præsident Barack Obama selv skiftede holdning i 2010 og blev en stærk forkæmper for homoseksuelle ægteskaber. Nu er der reel feststemning i partiet, og efter Højesterets afgørelse blev Det Hvide Hus derfor farvelagt:

10.9.10

Det Hvide Hus - skal lederne skiftes ud?

MAGT: Verdens mest magtfulde embedsmænd findes i Det Hvide Hus, og personer som stabschef Rahm Emmanuel og de to rådgivere David Axelrod og David Plouffe er for politiske nørder, hvad Paris Hilton, Lady Gaga og Cheryl Cole er for Se og Hør-segmentet.

Chicagos borgmester Richard Daley har netop offentliggjort, at han træder tilbage. Samtidig har Rahm Emmanuel længe ønsket sig netop det job.

Det kan betyde udskiftninger i den absolutte poliske elite - og problemer for Barack Obama med nyansættelser i et allerede mere end svært 2010.

Læs en analyse af situationen her.

7.4.10

Twitter og Facebook dræber pressen i Det Hvide Hus

Mediernes død: Over hele den vestlige verden vakler "de gamle medier." Annoncepengene ryger, oplaget rasler ned, Facebook og Twitter optager ungdommen mere end nyhedshjemmesider, og det er næsten umuligt at tjene penge på journalistik online.

Samtidig bruger politikere og virksomheder Facebook og Twitter til at gå uden om de kritiske medier og slippe for besværlige spørgsmål.

Udviklingen kan mærkes i det gennem film, serier og bøger næsten mytiske presserum i Det Hvide Hus. Der er færre og færre journalister fra aviserne til at holde øje med regeringen - og Obama gider ikke tale med de journalister, der er tilbage.

Sidste pressemøde med deltagelse af præsidenten blev holdt 22. juli 2009.


I stedet har såvel Obama som Det Hvide Hus travlt med at hamre deres budskaber ud via de sociale medier.

Men hvad betyder det så for den kritiske presse - og for demokratiet? Er det overhovedet brug for - endsige råd til - betalte journalister i den verdenspolitiske hovedstad?

The Daily Beast har en glimrende - og for en journaliststuderende ret så skræmmende - artikel om livet i presserummet anno 2010 her.