Showing posts with label demokratisk primærvalg 2020. Show all posts
Showing posts with label demokratisk primærvalg 2020. Show all posts

17.8.20

Biden skal krones

I dag begynder det demokratiske konvent, hvor Joe Biden officielt skal kåres som Demokraternes præsidentkandiddat. 

Normalt ville et enormt messecenter, denne gang i Milwaukee, Wisconsin, være fyldt med demokrater med skumgummihænder, skilte fra hjemstaten og dalende balloner. 

Men det er næppe vejen frem, mens USA lider under coronakrisen - da slet ikke med en 77-årig præsidentkandidat i højrisikogruppen. 

Derfor er demokraternes konvent blevet digitalt og finder sted rundt om i landet og med taler leveret i pixels. Det bliver en nyskabende seance. 

Det er mange år siden, konventer var politisk spændende, og kandidaterne blev fundet i cigarrøgfyldte baglokaler. De seneste årtier har det været et fire dage lang politisk valgmøde, som medierne fandt mere og mere uinteressante at dække. De klassiske konventer kan sagtens være fortid fra nu af. 

Talerne

Taler er der dog nok af hos Demokraterne. Den sidstnævnte hver dag holder dagens hovedtale. Det er tale om enten en Biden eller en Obama, så partiet rækker ud over nostalgi for årene 2009-2017. 

Mandag

  • Senator Bernie Sanders (I-VT)
  • Senator Catherine Cortez Masto (D-NV)
  • Guvernør Andrew Cuomo (D-NY)
  • Guvernør Gretchen Whitmer (D-MI)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Jim Clyburn (D-SC) - manden der gav førstehjælp til Joe Bidens valg ved at sikre Biden sejren i primærvalget i South Carolina
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Bennie Thompson (D-MS)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Gwen Moore (D-WI)
  • Tidligere guvernør John Kasich (R-OH) - den eneste republikanske taler på konventet og stærk "never-Trump" republikaner
  • Senator Doug Jones (D-AL) - en tragisk skæbne venter ham i Alabama til november, hvor den i partiet populære mand vil tabe stort
  • Senator Amy Klobuchar (DFL-MN)
  • Tidligere first lady Michelle Obama

Tirsdag

  • Tidligere justitsminister Sally Yates
  • Senator og leder af Demokraterne i Senatet Chuck Schumer (D-NY)
  • Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat i 2004 John Kerry
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez (D-NY)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Lisa Blunt Rochester (D-DE)
  • Tidligere præsident Bill Clinton
  • Joe Bidens kone, Jill Biden

Onsdag

  • Formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi (D-CA)
  • Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton
  • Senator Elizabeth Warren (D-MA)
  • Guvernør Tony Evers (D-WI)
  • Guvernør Michelle Lujan Grisham (D-NM)
  • Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Gabrielle Giffords (D-AZ)
  • Senator og kommende vicepræsidentkandidat Kamala Harris (D-CA)
  • Tidligere præsident Barack Obama

Torsdag

  • Senator Cory Booker (D-NJ)
  • Guvernør Gavin Newsom (D-CA)
  • Borgmester Keisha Lance Bottoms (D-Atlanta)
  • Tidligere borgmester Pete Buttigieg (D-South Bend)
  • Tidligere borgmester Mike Bloomberg (D-New York City)
  • Tidligere præsidentkandidat Andrew Yang
  • Senator  Tammy Baldwin (D-WI)
  • Senator  Tammy Duckworth (D-IL)
  • Senator  Chris Coons (D-DE)
  • Joe Biden - der skal levere sin vigtige tale, hvor han endelig får opfyldt sin livslange drøm om at være Demokraternes præsidentkandidat

Stjernestøv

Som det kan ses, er det en lang liste af enten tidligere præsidentkandidater, der skal tages hensyn til. Eller også er der notabiliteter fra svingstater, Demokraterne vil vinde. Eller også rulles voldsomt populære demokrater som Michelle Obama eller Bill Clinton ud for at kaste stjernestøv.

Fire nulevende demokratiske præsidentkandidater er ikke med. Jimmy Carter, Walter Mondale og Michael Dukakis er dog alle ældre og ret svagelige, så der er ingen overraskelse. Men uden coronakrise havde der nok været plads til Al Gore og hans klimavisioner. Det blev der  ikke i år. 

Moderat og midtsøgende

Fire af talerne er farvede personer, og 18 er kvinder. Det er ikke vores bedsteforældres konvent. Samtidig er der imponerende mange moderate demokrater og få venstreorienterede. Bidens strategi for valget tegner tydeligere og tydeligere: Det er den moderate, rolige og midtersøgende vej. Biden er overbevist om, det er det, amerikanerne ønsker efter fire års kaos med Trump.



13.7.20

Demokraterne samler sig bag Biden

I 2016 vandt Donald J. Trump delstaterne Michigan med 10.704 stemmer og Wisconsin med 22.177 stemmer. I de samme delstater fik den grønne kandidat Jill Stein 51.463 stemmer i Michigan og 31.006 stemmer i Wisconsin. Havde Hillary Clinton fået bare en del af de stemmer, havde hun vundet de to stater

Mange af Steins stemmer var utilfredse Bernie Sanders-stemmer, der nægtede at stemme på Hillary Clinton. Enten fordi de afskyede hende, eller mere sandsynligt at de følte sig snydt og ikke ville støtte establishment-kandidaten Clinton.

Vil den samme mængde protestvælgere spænde ben for Joe Biden i 2020? Mange frygter det, men frygten er overdrevet.

Uanset hvem demokratiske vælgere stemte på i primærvalget, støtter de i massiv grad Biden. 87 % af Sanders' vælgere har eksempelvis valgt at støtte Biden. 4 % er underligt nok gået til Donald Trump, mens 8 % vil støtte en tredje kandidat. I øvrigt har tidligere højtplacerede dele af Sanders' valgstab netop meddelt, de vil lave en super PAC, der skal få Sanders' latinostøtter til at bakke op om Biden.

Build back better

Med de venstreorienterede vælgere bag sig, er Bidens nuværende strategi med at bevæge sig svagt mod centrum det rette valg. Han forsøger at få nogle af de arbejdervælgere tilbage, der forlod partiet i 2016.

Det sker med en økonomisk plan,  der blandt andet lover regeringsordrer på 400 milliarder dollars til amerikanske produkter, og kravene til, hvornår et produkt er "Made in America" skal strammes op. Biden udtrykte støtte til fagforeninger og lover, at ikke alle Trumps nye toldsatser bare skal afskaffes fra dag ét. Der er også godbidder til de venstreorienterede. 300 milliarder dollars skal investeres i klimateknologi, bioteknologi og kunstig intelligens.

At pakken så har fået det skrækkelige navn "Build Back Better" er en helt anden ting...men der er da alliteration.


6.1.20

Castro giver op

Nej, der er hverken Fidel Castro (der heldigvis forlængst er død) eller Raul Castro (der lykkeligvis for Cuba gik på pension i 2018, der giver op.

Det er derimod Raul Castro - indtil i sidste uge præsidentkandidat for Demokraterne. Han har tidligere været borgmester i San Antonio og by- og udviklingsminister for Barack Obama.

Han trak sig med de pompøse og ret royale ord:  "I’ve determined that it simply isn’t our time."

De kan næsten kun tolkes sådan, at det endnu ikke var latinoernes tid til at blive præsident i USA. Castro var den sidste latinokandidat hos Demokraterne ved dette primærvalg.

Castro er dermed i fuld identitetspolitik-mode: Vælgerne i almindelighed og latinoerne i særdeleshed bør støtte ham, fordi han er latino.

Hudfarve og køn betyder ikke alt
Men sådan spiller klaveret ikke, selvom mange tilhængere af identitetspolitik tror, hudfarve og køn betyder alt for vælgerne.

Selv i hans hjemstat Texas, der har 38 % latino-indbyggere, nåede Castro sjældent over tre procents tilslutning i meningsmålingerne.

Castro er ikke eneste eksempel på det. Sorte kandidater som Cory Booker og Kamala Harris har aldrig været over 5 % tilslutning i South Caroline, hvor delstatens registrerede demokrater er 60 % sorte.

Det store flertal af vælgere går - surprise surprise - mere op i kandidaternes politik, personlighed og chance for at vinde end deres hudfarve. Derfor fører særdeles hvide og mandlige Joe Biden i både South Carolina og Texas.

Men hvem ved - måske en dag. Castro afsluttede i hvert fald sin valgkamp i identitetspolitikkens tegn. "Ganaremos un día!," lød den sidste sætning fra ham som kandidat - en dag vinder vi!

2.12.19

Det er hårdt at være nummer ét

Primærvalg i USA er som maratonløb. Bruger du for mange kræfter i begyndelsen, kan du få en flot placering i meningsmålingerne. Men hvad nytter det, hvis alle forsøger at spænde ben for dig, så du, kort før,
 de første krydser sættes, snubler og kommer over målstregen som nummer fire?

Først førte Joe Biden sikkert. Fører gør han stadig - men noget mere usikkert. Alle rettede skytset mod ham. Og en kort overgang var Elizabeth Warren foran i nogle meningsmålinger.

Så fik hun mediernes søgelys mod sig og kritik for sine - vil nogle mene - for venstreorienterede politiske idéer om gratis sygehusvæsen og uddannelse.

Warren vaklede. Og Pete Buttigieg med sin stærke private historie - krigsveteran, borgmester i byen South Bend i den ellers stærkt republikanske delstat Indiana og gift med en mand - har overtaget rollen som hovedudfordrer til Joe Biden.

Vridemaskinen
Nu er det så hans tur til at blive vredet rundt.

Han står svagt blandt sorte vælgere. Det blev ikke bedre, da han for nylig erklærede, at han havde sympati for sorte, fordi som en homoseksuel mand forstår Buttigieg diskrimination. I øvrigt klarede sorte børn sig dårligt i skolen, fordi de mangler gode rollemodeller.

Det førte til en artikel i The Root med den smukke titel "Pete Buttigieg Is a Lying MF."

Ifølge magasinet Politico går det ikke meget bedre med latinoerne.

Buttigieg ser lige nu ud til at klare sig vældig godt i de særdeles hvide stater Iowa og New Hampshire.

Men ryger han ned i bunden i de mere blandede Nevada og South Carolina, vil mange tvivle på, om han klarer sig godt på Supertirsdagen, hvor stater som North Carolina, Texas og Californien stemmer.

Hård udvælgelse  
Alt i alt er det hårdt at ligge nummer ét, når der stadig er over en måned til de første afgørelser i Iowa og New Hampshire.

Der er dog også gode ting at sige om det hårde spotlys mod de førende kandidater. Alt andet lige bør det føre til, at skandaler og svagheder afsløres nu, og så kan de demokratiske primærvælgere nå at skifte hest og dermed stå med den stærkest mulige kandidat til at slå Donald Trump i 2020.

3.11.19

Betos kampagne gik fallit

I 2018 var Beto O'Rourke den demokratiske stjerne, der næsten slog senator Ted Cruz i den ellers sikkert republikanske delstat Texas.

Nu havde han et valg:

Skulle han gå efter at slå John Cornyn ved senatsvalget i 2020? Han ville få masser af opbakning og midler fra demokrater rundt om i landet, og den karismatiske unge politiker ville være kendt og værdsat efter 2018-valgkampen. Chancen for at vinde var 50/50. Præmien ville være en plads i Senatet, måske på livstid.

Alternativt kunne han række ud efter Det Hvide Hus. Med sin udstråling og ungdommelighed kunne han slå den aldrende Donald Trump. Ganske vist skulle han lige forbi et primærvalg først, men efter succesen i Texas måtte det gå godt. Chancen var nok 1:1000, men præmien var magten i Washington D.C.

Gik helt galt
Beto O'Rourke valgte sidstnævnte. Og det gik helt galt. I går trak han sig som kandidat i demokraternes primærvalg. 

"We have to clearly see at this point that we do not have means to pursue this campaign successfully. Though this is the end of this campaign, we are right in the middle of this fight. I will do everything that I can to support the eventual nominee of this party with everything that I've got, and I encourage every single one of you to do the same," erklærede han og fortsatte:

"I will still be part of all the causes that brought us here together in the first place, whether it is ending gun violence or confronting climate change before it is too late or addressing the structural racism in America or making sure this economy works for every single one of us. I will still be part of the fight."

Pengene udeblev
Noget af en nedtur for en kandidat, der i sin tid blev set som mulig favorit og samlede seks millioner dollars ind på dagen, hvor han erklærede sit kandidatur. Men det var mangel på penge, der afsporede kampagnen. De sidste par dage sendte han mails til støtter og bad om penge: Kom der ikke nok, skulle hans valgstab beskæres voldsomt for at fortsætte. Valget, da pengene udeblev, endte så med at være et stop.

Senatordrømme i 2024?  
O'Rourke afviser også at stille op i 2020 mod Cornyn.

Han håber muligvis på en omkamp mod Ted Cruz i 2024 i et mere blåt Texas og et præsidentvalgår. Men fem år er lang tid, og O'Rourkes ry som den texanske John F. Kennedy er ødelagt. Det er langt fra sikkert, O'Rourke får sin politiske karriere tilbage på prærievejen.


27.10.19

Sanders går til kamp for retten til en koger

Den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders meldte i denne uge ud, at han vil legalisere hash. 

Det er han ikke den første demokrat, der vil gøre. Men han formåede at gøre udspillet til en ren win-win i forhold til de progressive og venstreorienterede demokrater, han skal have fat i for at sikre sig partiets nominering i primærvalgene.

Skatteindtægterne fra salget af hash skal den føderale regering indkassere, og 20 milliarder dollars af de penge skal så investeres i SMV'ere i minoritetssamfund - netop de samfund, der i årtier har været ramt hårdt af de skrappe amerikanske regler og straffe for salg og forbrug af cannabis.  

Dermed skal pengene altså gå til Sanders' kernevælgere, som endda kan ryge en fed, mens de bygger den lille, lokale virksomhed op. 

Sanders vil samtidig løslade op mod 400.000 amerikanere, der i dag er fængslet for stofrelaterede forbrydelselser. 



9.9.19

Følger Warren Roosevelts spilleregler?

Fattigdommen steg. Alkoholisme og stoffer var en svøbe. Hjemløsheden var stor. Hadet til ikke-hvide migranter massiv.

2016 i USA - eller 1932 i selvsamme land?

Begge svar kan være ganske korrekte. Og derfor skal det måske være Franklin D. Roosevelts tilgang til politiske valgkampe, Demokraterne skal følge?

Roosevelt vandt i 1932 præsidentembedet over Herbert Hoover med 57,4 % af stemmerne - den indtil da hidtil største valgsejr for en demokrat.

Han var ikke bange for detaljerede politiske planer, der fortalte, han ville lave meget om, og det ville komme til at koste. Men gevinsterne ville være større end omkostningerne.

Demokrati-laboratorier
Socialisme-anklagerne flød mod Roosevelt. Men den tidligere guvernør i New York understregede, hans tilgang var pragmatisk og baseret på de ting, der var forsøgt med succes og virkede lokalt. Han kaldte de amerikanske delstater for "Laboratories of Democracy" - et begreb der måske inspirerede det "Arsenal of Democracy," han udråbte USA til i 1940.

Warrens strategi
Senator Elizabeth Warren er nok den demokratiske præsidentkandidat, der mest forsøger samme strategi. Hun har utallige meget detaljerede planer for alt fra handelspolitik over Big Tech til såkaldt "ultra-millionærskat."  

Virker Roosevelt strategi også i 2019?

Måske

Warren ligger udmærket til i meningsmålingerne i det demokratiske primærvalg. Men hun mangler er Roosevelts praktiske erfaring som udøvende guvernør. Det dysfynktionelle amerikanske senat giver ikke mange pluspoint her.

18.8.19

Træt Biden vil have fri sen eftermiddag og aften

At være præsident er - som regel - verdens hårdeste job. Bare se på mængden af grå hår på issen af præsidenterne Clinton, Obama og Bush fra begyndelsen til slutningen af deres otte år som præsident.

Trump er muligvis undtagelsen i arbejdspres, men alligevel stiller befolkningen krav til, at en præsident har energien til at udføre jobbet.

Har Demokraternes frontløber i primærvalget, tidligere vicepræsident Joe Biden, den nødvendige energi?

Biden er berygtet for at lave fejl og levere mærkelige udtalelser, som han må undskylde for, trække tilbage eller ændre. Det slider på troværdigheden og populariteten.

De fejl har han gjort hele karrieren igennem, men denne gang er fejlene blevet større og flere.

Vicepræsidentens stab mener, de især kommer om eftermiddagen og aftenen efter en lang dag på vejen.

Løsningen: Ikke flere optrædener for Biden fra sen eftermiddag og frem. 

Strategien kan muligvis holde Biden fra kedelige fodfejl. Men det er næppe en strategi, der overbeviser vælgerne om, at Biden kan holde til en lang præsidentvalgkamp og en efterfølgende hård præsidentperiode. Er hans 76 år for mange?

7.8.19

Demokraterne ser partiets fremtid i fortiden

Demokraternes partihovedkvarter, DNC, er begyndt at hyre ansatte til valgkampen 2020 i udvalgte delstater. Derfor er det muligt at få et billede af, hvor partiet regner med, slaget skal stå i 2020.

Valget er faldet på: Arizona, Florida, Ohio, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.

Partiet ser altså sin fremtid i fortiden i de industristater, der er blevet så hårdt ramt af den nye serviceøkonomi og sværindustriens død. Her hentede Donald Trump mange kryds fra tidligere demokratiske arbejderstemmer i 2016.

77.000 arbejderstemmer
Demokraterne skal kun hente 77.000 stemmer for at få valgmandsstemmerne fra staterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

Det burde kunne lade sig gøre, særligt hvis Joe Biden bliver partiets præsidentkandidat. Han er populær hos de klassiske demokratiske arbejdervælgere. DNC vurderer åbenbart, at Biden med sit store forspring i primærvalget er manden, der skal satses på.

Georgia-fadæsen
Dermed fravælger partiet at gå efter delstater som North Carolina og Georgia. Barack Obama vandt førstnævnte i 2008, mens Hillary Clinton forsøgte at gå efter Georgia i 2016.

Mange mener, at havde Clinton besøgt Michigan og Pennsylvania et par gange til frem for Georgia, sad hun i dag i Det Hvide Hus. Den fejl vil partiet ikke begå igen.

Desuden vil det nok kræve en yngre og gerne sort kandidat at gå efter de to sydstater.

Rustbæltet
Naturligvis kan partiet ændre strategi og lave nye ansættelser, hvis partiets præsidentkandidat bliver en anden end Joe Biden. Men lige nu er det industristaterne og rustbæltet, der igen bliver centrale i Demokraternes strategi.


29.6.19

Tre vindere i demokraternes debatter

De første demokratiske debatter er overstået. Medierne udpeger generelt tre vindere:









Elizabeth Warren, Kamala Harris og Julian Castro klarede sig bedst.

Søgninger på Castros navn steg med 3.000 procent under debatten, Harris jordede vicepræsident Joe Biden med sin personlige historie, og Warren er ved at cementere sig som de venstreorienterede bannerfører - utvivlsomt til Bernie Sanders' rædsel. Han styrtdykker i meningsmålingerne, mens Warren stormer frem med sine mange, detaljerede og velunderbyggede politiske udspil.

Nu venter de politiske kommentatorer på at se, om nålen rykker sig i meningsmålingerne. De næste to debatter er om en måneds tid.

24.2.19

Er Hillary den nye kongemager?

For få måneder siden opstod der rygter om, at Hillary Clinton ville gå efter en rematch mod Trump.

Flere Demokrater var forfærdede. Det var nærmest den eneste måde, Trump kunne få fire år til, råbte de.

Det lyttede Hillary åbenbart til. Hun har således holdt flere møder med både en erklæret kandidat som senator Amy Klobuchar og en mulig kandidat som tidligere vicepræsident Joe Biden.

Tidligere har flere andre været forbi. 

En klar implikation af det er, at hun ikke selv vil søge opstillingen, men i stedet bakke op om den kandidat, hun mener har den bedste chance og den bedste politik.

Faktum for kandidaterne er, at trods hendes voldsomme polarisering i politik og had mod hende hos den amerikanske højrefløj, vil de gerne have hendes opbakning. Hun fik trods alt 66 millioner stemmer i 2016. Hun har stadig politiske forbindelser og et donornetværk som ingen andre. Det vil de nye kandidater gerne have adgang til.

Netop forbindelserne og donorerne gør dog også, det ikke helt kan udelukkes, om Hillary gør et sidst forsøg. Meget afhænger af, hvordan de demokratiske primærvalg går. Om det så vil være et klogt træk af Hillary at forsøge igen, skal ikke kunne siges.

Omend Aaliyah nok ville have sagt, forsøget skal gøres.