2.12.13

Socialismens stille fremmarch i USA?

Siden 2007 har den erklærede socialist Bernie Sanders repræsenteret delstaten Vermont i Senatet. New York har netop valgt den venstreorienterede Bill de Blasio som borgmester med 72 procent af stemmerne. Vælgere i Seattle stemte Kshama Sawant ind i byrådet. Da flyfabrikken Boeing ville have nedskæringer i lønninger og pensioner, talte den socialistiske politiker om "endeløs tørst efter privat profit" og behovet for "arbejderkontrol på fabrikkerne."

Er socialismen på fremmarch i USA? Det mener det venstreorienterede magasin The Nation.

Magasinet peger på en Gallup-undersøgelse fra 2012. Her har 39 procent en positiv opfattelse af socialisme. En 2011-undersøgelse fra Pew viser, at 49 procent af amerikanere under 30 år har en positiv tilgang til socialisme. 46 procent havde det samme til kapitalisme. Blandt sorte var 55 procent positive over for socialisme.

Diskussionen kan så gå på, hvad den socialisme egentlig er, som en del amerikanere opfatter som positivt. Men mange er tilsyneladende åbne over for alternativer.

Det nye USSR?
Republikanere og det store flertal af amerikanere behøver dog ikke frygte et Unionen af Socialistiske Amerikanske Stater inden længe.

De socialistiske valgsejre sker enten i delstater som Vermont eller byer som New York og Seattle. Alle steder står venstrefløjen meget stærkt og har historisk altid gjort det. Et stærkt socialistisk element i Kongressen eller i flere betydende delstater er meget langt væk. At demokrater stadig flygter fra socialistist-stemplet viser også, at et rødt USA ikke er lige om hjørnet.

Mange utilfredse amerikanere går da også i den helt anden retning og styrker det libertarianske politiske segment. I Virginia vandt den libertarianske kandidat  Robert Sarvis således 30 procent af stemmerne fra unge under 30.

No comments:

Post a Comment