Sådan fusede "The Bern" ud

Bernie Sanders er stadig med i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Rent matematisk kan han stadig vinde. Så skal han have 62 % af stemmerne i alle tilbageværende primærvalg. Det får han ikke. Joe Biden bliver Demokraternes præsidentkandidat - hvis Biden ellers overlever coronakrisen...

Hvordan kunne det gå så galt for Sanders? Det dykker The New York Times ned i ved at tale med mange kilder blandt Sanders' valgstab. Se artiklen her. 

En kort opsummering er:

• Sanders gjorde aldrig noget for at udvide sin base udover unge og stærkt venstreorienterede. Han forsøgte ikke at nå sorte vælgere, latinoer eller moderate demokrater. Sidstnævnte angreb han tværtimod igen og igen for at underminere ham og hans politik. Det er ikke måden at tiltrække dem som vælgere.
• Sanders' ansatte brugte nogle gange mere tid på office politics, territorialkampe og uenigheder end på valgkamp. Kun to personer kunne reelt træffe beslutninger: Sanders selv eller Sanders' kone.
• Sanders kunne ikke få sig selv til at kritisere Biden, fordi ægteparret Sanders kan lide Biden personligt.
• Sanders rakte ikke nok ud til andre politikere for at skabe alliancer. Sanders får værdifuld opbakning fra venstrefløjsikonet og stjerneskuddet Alexandria Ocasio-Cortez. Men det var Ocasio-Cortez' rådgivere, der måtte tag fat i Sanders' rådgivere for at få ham til at tage kontakt til Ocasio-Cortez. Det var slemt nok for Biden at gøre med en med samme politiske værdier som ham. Han kunne ikke få sig selv til at gøre det med moderate demokrater.
• Før valget i South Carolina var Sanders så sikker på sin sejr, at han førte valgkamp i Massachussets og Minnesota for at tvinge Elizabeth Warren og Amy Klobuchar ud. I stedet tabte han begge stater. På sin vej meget lig Hillary Clinton, der i 2016 brugte en del tid i Georgia og North Carolina og ingen tid i Michigan eller Pennsylvania. Hun endte med at tabe alle fire stater. 

Sanders og nogle af hans støtter mener selv, at sammenbruddet skyldes, at flere demokrater trak sig kort efter valget i South Carolina. De moderate rottede sig sammen mod ham. Som han sagde til ABC News forleden:

"What the establishment wanted was to make sure that people coalesced around Biden and try to defeat me."

Igen får alle andre end ham selv skylden. Og nej, han er ikke selv skyld i hele nederlaget. Men meget af forklaringen ligger der. 

1,7 % indfødte indianere, tak - gerne kvindelige

Der er med rette blevet grint godt og grundigt af de meget komplicerede regler og beregninger, som stakkels ”almindelige mennesker" blev udsat for i Iowas caucus-afstemninger. Se for eksempel det for ikke matematisk orienterede menneskers rædselsvækkende resultatskema her.

Men der er ikke kun ved et caucus, at der skal gang i matematikken og de komplicerede regler. Politisk korrekthed kan således give betydelige udfordringer i den virkelige verden. North Carolina er et godt eksempel.

Næst efter Californien og Texas har delstaten flest delegerede på den snarlige Supertirsdag. I alt skal 122 delegerede deles ud. Det sker således:

• 38 deles proportionelt i hele staten – simpelt nok       
• 72 skal vælges i delstatens 13 kongresdistrikter        
• De distrikter, der ved de seneste præsidentvalg har stemt mere demokratisk end andre, får flere delegerede. En demokrat, der vinder Mecklenburg County, kan altså få flere delegerede end en, der vinder Rowan County

Nå – men hvad så når vi ved, hvor mange delegerede hver kandidat får? Kan alle være delegeret?

Nej! For at opfylde nogle må man formode politisk korrekte mål skal:

• 44 % af de delegerede være sorte        
• 9 % skal være latinoer        
• 1,6 % skal være indfødte indianere        
• 32 % skal være under 36 år gamle        
• 7 % skal være over 65 år gamle        
• 50 % skal være mænd        
• 50 % skal være kvinder  

Hvordan dette flerdimensionelle puslespil skal samles ved ingen vist. Hvad hvis der kun dukker mandlige indfødte op? Hvad hvis 40 % af de fremmødte er over 65? Problemerne er legio. 

Og hvordan har demokraterne dog kunne få sig selv til at kræve 50 % mænd og 50 % kvinder blandt de delegerede. Hvad med de non-binære?!

Sanders jagter superdelegerede

I weekenden vandt Bernie Sanders stort over Hillary Clinton i delstaterne Alaska, Hawaii og Washington.

Han gjorde et indhug i Clintons delegeret-forspring på 66 delegerede.

Men Clinton fører stadig med 237 delegerede, og nu venter der en række primærvalg, hvor Clinton forventes at stå stærkere.

Hvad gør Sanders så nu?

Han vender blikket mod de såkaldte superdelegerede - i alt 715 fremtrædende demokrater som guvernører, senatorer og partifolk, som må stemme til konventet i sommer på lige fod med delegerede fra primærvalgene. Og de superdelegerede bestemmer helt selv, hvem de vil stemme på.

Clintons føring skyldes især, at hun allerede har opbakning fra 471 af disse superdelegerede. Sanders har fra 29.

213 mangler at give til kende, hvem de støtter.

Superdelegerede til Sanders 
Efter storsejrene i de tre delstater går Sanders i offensiven for at hive de delegerede over til ham.

- I think the momentum is with us. A lot of these superdelegates may rethink their positions with Secretary Clinton, lød det fra Sanders under et interview med tv-stationen CNN.

Sanders fortsatte til CNN:

- And then you've got superdelegates in states where we win by 40 or 50 points. I think their own constituents are going to say to them, "Hey, why don't you support the people of our state and vote for Sanders"?

Spørgsmålet er, om det lykkes for Sanders?

De superdelegerede er meget erfarne politikere, der stadig regner med Clinton som langt den mest sandsynlige kandidat for Demokraterne i 2016. Og de superdelegerede vil gerne have hendes taknemmelighed og støtte til deres tanker og mål, når og hvis Clinton holder sin tiltrædelsestale i januar 2017.

Den taknemmelighed og støtte får og beholder de kun ved loyalt at bakke op om hende som superdelegerede.

Clinton bliver Demokraternes præsidentkandidat

Efter det demokratiske primærvalg i South Carolina er tvivlen væk: Hillary Rodham Clinton bliver Demokraternes præsidentkandidat i 2016.

Modkandidaten Bernie Sanders vidste, at han ville få det svært i staten med de mange sorte vælgere. De har traditionelt støttet Clinton-parret massivt.

Målinger op til valget viste, at Clinton ville vinde med mellem 20 og 30 procentpoint. Det ville være et grimt resultat for Sanders, men dog ikke uventet og derfor til at overleve.

Hillary Clinton endte med at vinde med 47 procentpoint! Hun fik 74 procent af stemmerne mod 26 procent til Sanders.

Clinton vandt de hvide vælgere 56-44. Og som ventet surfede hun på en sort flodbølge: De sorte vælgere gik mod Clinton med 84-16.

Desperation
Sanders har ellers gjort meget for at vinde de sorte vælgere over på sin side. Men tydeligvis helt forgæves. Desperationen var stor hos Sanders på valgaftenen, som han i øvrigt slet ikke tilbragte i South Carolina:

- Football is a spectator sport. Democracy is not a spectator sport. Every person in this room is extremely powerful if you choose to use your power, lød det fra ham.

Det var et forsøg på at bevare begejstringen hos tilhængerne efter afklapsningen. Men det ser - pun intended - sort ud for Sanders.

Supertirsdag bliver Clintons dag
I morgen tirsdag er Supertirsdag. 11 delstater og et enkelt territorium (Amerikansk Samoa) stemmer. Syv af delstaterne er sydstater med mange sorte vælgere, hvor Clinton kan forvente jordsskredssejre. Samtidig har hun nu stemningen med sig og kan true Sanders i stater, han eller kunne være stærk i som Minnesota.

Meningsmålinger taget før Clintons storsejr i South Carolina viser kun Sanders-føring i to delstater: Massachusets og Vermont. I førstnævnte er føringen på 4 procentpoint og kan let erodere i Clinton-rusen. I Vermont fører Sanders med 75 procentpoint. Det er dog knap så overraskende. Vermont er Sanders' hjemstat.

Knockout 
Holder målingerne, vil Clinton onsdag morgen stå med godt og vel halvdelen af de delegerede, hun skal bruge for at blive Demokraternes præsidentkandidat. Og store, Clinton-venlige stater som Florida, Ohio, Missouri, North Carolina og Illinois venter allerede 15. marts.

På den dag tyder alt på, at Sanders bliver knockoutet.

Valget er afgjort.

Bush er ude

South Carolina blev en ny stor triumf for Donald Trump. Han tog næsten en tredjedel af stemmerne og alle delegerede.

Jeb Bush burde som sydstatsmand havde klaret sig fint, men han fik en sølle fjerdeplads. Resultatet? Han har nu trukket sig fra valgkampen.

Det er en bemærkelsesværdig udvikling for en mand, der i juli sidste år stod med op mod 100 millioner dollars på valgkampskontoen og massiv opbakning fra stærke republikanere.

Men Bush satte sig aldrig igennem. Derfor hoppede kandidater som John Kasich ind i valgkampen. Sammen med Chris Christie og til dels Marco Rubio delte de fire kandidater de moderate stemmer. Dermed kunne Trump sikre sig førstepladserne. 

Samtidig er 2016 tydeligvis et år, hvor vælgerne vil have noget helt andet. Vreden mod de etablerede politikere i begge partier er sydende. Så duer det ikke at komme fra et politisk dynasti med en far og en bror som præsident og flere perioder som guvernør i Florida. 

2016 var ikke Bushs år. Men han er kun 63. Forsøget kan gøres igen de næste to-tre valg. 

Clinton fik latino-støtte

Hos Demokraterne tog Hillary Clinton en meget vigtig sejr i Nevada med 53 procent af stemmerne mod 47 procent til Bernie Sanders. 

Margenen er lille, men symbolikken i sejren er afgørende. Clinton viser, hun er stærk i stater med en stor latinobefolkning. 

Imens må Sanders erkende, han har svært ved at vinde stater, der ikke er rent hvide som Iowa og New Hampshire. 

Det bliver kun værre for Sanders, når supertirsdagen 1. marts kommer med utallige sydstater, der stemmer. Her står Clinton stærkt som en meget populær dame blandt regionens mange sorte demokrater.

Nevada og South Carolina er næste stop på primærvalgsruten

For første gang skilles Demokraternes og Republikanernes veje rent geografisk - men i hvert fald ikke for første gang politisk - lørdag den 20. februar.

Her tager Demokraterne i Nevada ud og sætter krydset ved enten Hillary Clinton eller Bernie Sanders. Imens stemmer Republikanerne i South Carolina mellem et noget mere fyldt kandidatfelt.

Hos Republikanerne ser det ud til at blive endnu en storsejr for Donald Trump oveni succesen i New Hampshire. Realclearpolitics' vægtede gennemsnit giver Trump 37 procent af stemmerne. Ted Cruz tager 20 procent, Marco Rubio 14 procent og Jeb Bush 9 procent.

Det bliver altså ikke i den stærkt konservative evangeliske stat, at det republikanske establishment slipper af med Donald Trump. Han bliver tværtimod styrket af en ny sejr.

Udfordringer for Cruz
Værre er det for Ted Cruz. South Carolina er stærkt religiøs. Og Ted Cruz baserer hele sin strategi på, at evangeliske vælgere skal bære ham hele vejen til Det Hvide Hus. Hvis de ikke engang vil det i den religiøse sydstat, har han så reelt styrken til at gå hele vejen? Det ser tvivlsomt ud.

Tvivlsomt ser der også ud for establishment-kandidaterne i South Carolina. Marco Rubio og Jeb Bush er langt efter Trump. Og Ohio-guvernør John Kasich håber at blive establishmentets kandidat efter sin stærke andenplads i New Hampshire, men de konservative South Carolina-republikanere tænder ikke på den moderate guvernør. Han ligger endda et godt stykke bag den ellers kuldsejlede kandidat Ben Carson.

Establishmentet får stadig ikke sin ønskede bannerfører. De moderate kandidater fik ellers sammenlagt betydeligt flere stemmer end Trump ved de to foreløbige primærvalg i Iowa og New Hampshire, men hvad nytter det, når de bliver delt ud mellem fire-fem kandidater?

Lige i Nevada
Hos Demokraterne burde Hillary Clinton være sikker på en sejr i Nevada, der har en stor latino-vælgergruppe, som traditionelt er glade for Clinton-familien. Men Bernie Sanders har momentum.

Der er gennemført utroligt få meningsmålinger i delstaten. Den første i flere uger blev offentliggjort i fredags. Her står det lige mellem de to kandidater - 45 procent til hver. Det er et mareridt for Clinton. To nederlag i træk til Sanders gør det demokratiske primærvalg ubehageligt lige for hende.

Trump og Sanders står til sejr i New Hampshire

Nu rykker præsidentkandidaterne videre til den bundfrosne delstat New Hampshire for at tage runde to i primærvalgene. Valget er i morgen. Hvad er status på hver side?

Sejr til Sanders 
Hos Demokraterne har Bernie Sanders mange fordele i New Hampshire. Blandt de største er, at han er senator fra nabostaten Vermont. Dermed er han et kendt ansigt i staten, hvor det er afgørende, at vælgerne føler, de kender kandidaten. Samtidig er staten 94 procent hvid, og det hjælper Sanders, som mangler opbakning hos minoriteterne.

I Realclearpolitics' vægtede gennemsnit fører Sanders med 55 procent mod 40 til Hillary Clinton.

Hun har derfor haft travlt med at tale forventningerne ned. Så kan hun overleve de 11 dage, der går, før hun kan hente en forventet sejr i Nevada med delstatens store latino-mindretal. Mindretallet er loyale Clinton-støtter.

Mens Bernie Sanders længe har ført stort i New Hampshire, har han i de nationale meningsmålinger ofte været mellem 10 og 20 procentpoint bagud i forhold til Hillary Clinton.

Men de seneste to dage har vi fået to meningsmålinger, som viser, at Clintons forspring er nede på 2-3 procentpoint. Viser flere meningsmålinger samme tendens, er der tale om et bemærkelsesværdigt spring for Sanders, som må give jordskælvsagtige rystelser i Hillary Clintons hovedkvarter.

Sejr til Trump
Hos Republikanerne ser Donald Trump ud til at få sin sejr. Realclearpolitics' vægtede gennemsnit af meningsmålinger viser, at Trump står til 31 procent af stemmerne i New England-delstaten.

Marco Rubio fik en opblomstring med sin stærke tredjeplads i Iowa. Han er nummer to i delstaten med 16 procent af stemmerne.

Men holder det?

Han havde en katastrofal debat mod de andre kandidater i lørdags, hvor han lavede flere faktuelle fejl og gentog de samme indstuderede sætninger. Sidstnævnte greb en vrissen Chris Christie til sidst fat i og ydmygede Rubio grundigt.

Situationen var rædselsfuld for de Republikanere, der ønsker, at partiet samlet sig om en tredje og moderat kandidat i stedet for Donald Trump eller Ted Cruz. John Kasich, Chris Christie og Jeb Bush er for langt bagude til at rette op på deres valgkamp. Rubio var og er establishment-håbet.

Men er han stærk og dygtig nok? Tvivlen er stigende.

Rubio overrasker i Iowa

Det republikanske establishment havde næsten indstillet sig på enten Donald Trump eller Ted Cruz som partiets præsidentkandidat til valget i november.

Det var absolut ikke med glæde, og frygten var stor for et medfølgende slag fra vælgerne, der ville lamme Republikanerne i årtier frem og føre til intern borgerkrig.

Nu er håbet vækket hos Republikanerne. Marco Rubio, den stærkeste establisment-kandidat, fik et overraskende godt valg i Iowa med 23 procent af stemmerne. Donald Trump blev nummer to med 24 procent, mens Ted Cruz vandt med 28 procent af stemmerne.

Næste republikanske primærvalg er i New Hampshire. Her står Trump stærkt. Men Rubio har tændt establishment-håbet hos Republikanerne.

Hos Demokraterne er sejrherren endnu ikke fundet. Martin O'Malley, den tredje kandidat, har trukket sig. I skrivende stund står de to tilbageværende kandidater Hillary Clinton og Bernie Sanders helt lige med 49 procent til hver.

Det er Hillary Clinton utvivlsomt mest tilfreds med. Hun undgår et 2008-scenarie, hvor underdog’en vinder over hende, og hun kan nu tåle et næsten sikkert nederlag til Bernie Sanders i New Hampshire. Hendes koalition af minoritetsvælgere står klar til at bære hende videre i Sydstaterne.

Nu går det løs i Iowa

Jeg og utallige andre har skrevet og talt stolpe op og stolpe ned om det amerikanske primærvalg 2016. Nu er det endelig de amerikanske vælgeres tur: I dag lægger Iowa ud med sit Caucus.

Ann Selzer er en berømthed i amerikansk politik-kredse. Hun er kendt for at være den absolut bedste til at lave meningsmålinger i Iowa. Det er en bøvlet stat, for der er ikke tale om et klassisk valg, hvor vælgerne i hemmelighed sætter et kryds og går hjem igen. Her mødes vælgerne i flere timer, debatterer og finder endelig deres yndlingskandidat. Hos Demokraterne foregår det rent fysisk og helt offentligt ved at samle sig i den del af rummet, hvor vælgerne eksempelvis udtrykker deres begejstring for Bernie Sanders. Hos Republikanerne stemmer man hemmeligt efter offentlig debat.

Dermed skal analyseinstitutter forsøge at finde ud af, hvilke vælgere der gider at møde op og bruge flere timer på begivenheden. Og det er Ann Selzer klart bedst til.

Hvordan ser Selzer så på sagerne?

Alt er lige hos Demokraterne
Hos Demokraterne er alt lige mellem de to frontløbere. Hillary Clinton står til 45 procent af stemmerne. Bernie Sanders til 42 procent.

Hillary Clinton vil meget gerne have en sejr eller i det mindste en uafgjort med fra Iowa. I 2008 tabte hun delstaten til Barack Obama, og det blev begyndelsen til slutningen for hendes præsidentkampagne dengang. Clinton ved, Sanders står til en sikker sejr i New Hampshire, der stemmer om ni dage. Hun har ikke lyst til at se Sanders stå som den store sejrherre i medierne helt frem til 20. februar, hvor Nevada med dens store Clinton-venlige latinobefolkning stemmer. Det er farligt længe at ligne en taber.

Den 3. kandidat, Martin O'Malley, står til 3 procent af stemmerne. Han er reelt ligegyldig.

Trump og Rubio stiger - Cruz falder
På Republikanernes side er der sket dramatiske ændringer de seneste par uger. I midten af januar lignede det en sikker sejr for Texas-senator Ted Cruz. De stærkt kristne republikanske primærvælgere var sikkert i lommen hos Cruz, som via sin præstefader mobiliserede præster i alle Iowas valgdistrikter for at få støtterne ned og stemme.

Nu fører Donald Trump med 28 procent af stemmerne. Ted Cruz får 25 procent. Marco Rubio stormer frem og nærmer sig 15 procent af stemmerne.

Donald Trump har en stor føring i New Hampshire, og ligger også godt til i South Carolina. Begge stater stemmer få uger efter Iowa. Vinder Trump alle tre stater, ligner det et scenarie, få troede kunne blive til virkelighed for bare en måned eller to siden: Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat.

Det republikanske establishment kan stadig håbe på Marco Rubio som en for dem acceptabel kompromiskandidat. Spørgsmålet er dog, om hans stigende støtte i Iowa kommer for sent?

Tirsdag morgen dansk tid er vi meget klogere. Lad demokratiet begynde sin tale!

Så er der en uge til Iowa

Da Barack Obama for fire år siden blev indsat i hans anden valgperiode, begyndte diskussionerne allerede: Hvem vinder primærvalgene i 2016?

Flere års diskussion, politisk vanvid og begejstring, utallige timers snak fra kommentatorer og mange millioner dollars senere er vi nu endelig ved at nærme os det punkt, hvor vælgerne rent faktisk kan give udtryk for deres mening:

1. februar 2016 er der primærvalg i Iowa.

Presset Sanders
På demokraternes side er Bernie Sanders mere presset end Hillary Clinton. Sanders ved, han har brug for sejre i de to første primærvalg i Iowa og New Hampshire. For i de følgende stater - South Carolina, Nevada og ikke mindst en bunke sydstater 1. marts - står Hillary Clinton ualmindeligt stærkt takket være opbakning blandt sorte og latinovælgere.

Taber Sanders de første to stater, vil han få umådeligt svært ved  at udfordre Clinton. Vinder han, vil han få det momentum, der måske er nok til at bryde Clintons dominans i de følgende stater, og så er demokraternes primærvalg åbent.

En vægtet gennemsnit af meningsmålingerne fra Realclearpolitics viser, at Hillary Clinton står til 48 procent af stemmerne i Iowa mod 41 procent til Sanders.

Trump og Cruz
Iowas republikanske primærvælgere er meget religiøse og meget hvide. Der er altså ingen minoriteter at tage hensyn til, men derimod gælder det om at hæve korset. Det har Ted Cruz styr på, for i næsten alle Iowas valgdistrikter har han - med stor hjælp fra præstefaderen - sikret sig, at lokale præster styrer den lokale flok i retning af ham. Det kan vise sig udslagsgivende.

Det vægtede gennemsnit for Republikanerne fra Realclearpolitics viser, at Donald Trump fører med 31 procent af stemmerne. Ted Cruz står til 25 procent. Marco Rubio runder top tre af med 11 procent.

Vinder Trump i Iowa, vinder han sandsynligvis også i New Hampshire, hvor han står til 32 procent af stemmerne, mens nærmeste forfølger i form af Ohio-guvernør John Kasich har 12 procent af stemmerne.

Kan Trump så stoppes? Ja, men nok kun af den særdeles konservative Ted Cruz. Hans strategi er at satse massivt på de sydstater, der stemmer på Supertirsdagen 1. marts.

Spændingen og intensiteten vil være massiv den kommende uge, og Iowas indbyggere kan forvente masser af tryk på dørklokkerne og tv-reklamer i hvert et ledigt minut på kanalerne. Mon ikke mange indbyggere glæder sig til, at cirkusset flytter til New Hampshire?

Clinton klar til offensiv mod Sanders

Indtil for få uger siden brugte Hillary Clinton det meste af den demokratiske primærvalgkamp til at ignorere modkandidaten Bernie Sanders.

Den tilgang er nu fortid.

Tilbage i 2008 vandt Hillary Clinton alle de store stater som New York og Californien. Men Barack Obama førte valgkamp i Sydstaterne og stater som Nebraska og Wyoming. I sidste ende var det nok til at besejre Clinton.

Hun er for erfaren til at lave samme fejl med Sanders, især efter Sanders de seneste par uger er gået kraftigt frem i meningsmålingerne. Han fører nu i New Hampshire, og de er lige i Iowa.

Vinder han de første to delstater, er der masser af negativ presse mod Clinton frem til primærvalgene i South Carolina og Nevada. Måske endda nok til at underminere hendes ellers stærke position i de to delstater op mod Supertirsdagen 1. marts, hvor 11 stater stemmer.

38 millioner dollars 
Derfor er Clinton ved at gøre klar til at bruge en god portion penge i de næste par måneder på reklamer. Lige nu har hendes valgkampskasse 38 millioner dollars på kistebunden. Halvdelen af dem skal i brug på reklamefronten vendt mod Bernie Sanders.

Det ærgrer utvivlsomt Clinton, som havde håbet på at gemme pengene til opgøret mod den republikanske præsidentkandidat senere på året. Men der er ingen vej uden om, hvis Clinton vil undgå en gentagelse af 2008.

Bernie Sanders vakler

Efter vicepræsident Joe Biden takkede nej til at udfordre Hillary Clinton, er delstaten Vermonts selverklærede socialist Bernie Sanders den eneste reelle udfordrer for Hillary Clinton i slaget om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Men ifølge flere iagttagere er hans valgkamp dødsdømt på forhånd trods stærke meningsmålinger i de to første delstater til at stemme, Iowa og New Hampshire.

Det usynlige primærvalg
For det første er Sanders ved at tabe "det usynlige primærvalg." Næsten en fjerdedel af de delegerede, som den demokratiske præsidentkandidat skal have fingrene i for at blive nomineret, er magtfulde partimedlemmer, som er udpeget på forhånd. De vælger frit, hvem de vil støtte.

Mange af dem har allerede meldt ud, at de støtter Hillary Clinton. Kun to har meldt ud, at de støtter Sanders. Tilmed har to af de mest venstreorienterede demokrater, New Yorks borgmester Bill De Blasio og Ohios senator Sherrod Brown, meldt sig som Hillary-støtter.

Minoriteterne
For det andet har Hillary Clinton stor opbakning blandt minoriteter, blandt andet takket være sin mands enorme popularitet blandt dem. Her har Sanders trods mange forsøg ikke formået at vinde opbakning.

Sanders står til mange stemmer i delstater med store flertal af hvide primærvælgere. Men alle Sydstaterne med masser af sorte primærvælgere samt latinoer i stater som Nevada og Californien står klart bag Clinton.

Dermed kan Clinton forvente at stikke en stor bunke delegerede i lommen, når mange sydstater stemmer i begyndelsen af marts. Går det rigtig godt for Clinton, kan hun kombineret med sin opbakning i "det usynlige primærvalg"allerede sikre sit flertal der.

De unge
For det tredje har Sanders massiv opbakning hos de unge. Facebook og Twitter flyder over med kærlighedserklæringer til den aldrende socialist. Men de unge fylder simpelthen ikke nok til at tippe primærvalget i Sanders' retning, når Clinton sidder tungt på partiapparatet, kvinderne og minoriteterne.

Sanders vil have latinostemmer

MINORITETER: Om Bernie Sanders troede, han kunne vinde, da han stillede op mod Hillary Clinton for nogle måneder siden, ved kun han.

Måske ville han i virkeligheden bare trække hende til venstre, promovere sine egne idéer og så trække sig efter lidt tid.

Men nu tror han, han kan vinde. Og han vil vinde.

De seneste måneder er Sanders stille og roligt rykket frem i meningsmålingerne. Donationerne flyder ned i hans valgkampskasse. Og staben bliver mere professionaliseret.

Neto valgstaben gav forleden et godt eksempel på, at Sanders nu kigger alvorligt efter Det Ovale Kontor.

Arturo Carmona, adm. direktør for latino-interesseorganisationen presente.com er således blevet "Outreach Director" for Sanders.

Hverken Iowa, New Hampshire eller South Carolina - de tre første stater til at stemme - har latinovælgere i større omfang. Den eneste grund til, at Sanders vil have Carmona til at fiske latinovælgere, er, at Sanders forventer at spille med i stater som Nevada, Florida og Texas, som først afgiver deres stemmer fra marts og fremefter.

Sanders er naturligvis stadig en underdog. Men ikke i nær så høj grad, som hverken andre eller i særdeleshed Sanders selv forventede for nogle måneder siden.

Clinton satser på Syden

STRATEGI: Bernie Sanders stormer frem i Iowa og New Hampshire. Men det bekymrer ikke Hillary Clinton.

For det første har hun allerede stor opbakning blandt de såkaldte "superdelegerede", som er udpeget af partiet forud for primærvalgene. 440 af de 713 superdelegerede skulle allerede nu være på hendes side og klar til at stemme på hende

Samtidig er hun ved at bygge en brandmur i Sydstaterne, hvor Clinton-parret historisk set er populære. Sydens mange sorte og stigende andel latino-vælgere hælder klart til Clinton.

Det er en stor fordel, for Sydstaternes vælgere skal sætte deres kryds tidligt i 2016-primærvalgene. Både South Carolina, Alabama, hjemmebanen Arkansas, Georgia, North Carolina, Tennessee, Texas og Virginia stemmer i februar eller marts, og allerede 15. marts kan Clinton have et flertal blandt de delegerede, når sejre i Sydstaterne kombineres med den omfattende støtte fra de superdelegerede.

Klarhed i februar
Lykkes strategien, har Clinton ingen problemer med at tabe enten Iowa, New Hampshire eller endda begge stater til Bernie Sanders. Han vil ikke kunne bevare momentum, når Clintons politiske Sydstatsmaskine og årtiers politisk netværk folder sig ud.

Om strategien virker, vil vi kunne se 27. februar, når South Carolina taler. Har Sanders vundet inden da i Iowa og New Hampshire, vil en Clinton-sejr i South Carolina hurtigt slukke enhver entusiasme og forhåbning i Sanders-lejren. De forstår også den Clinton-venlige etniske fordeling i de sydstater, der følger efter South Carolina.

Center for Politics har en glimrende analyse af de forskellige etniske gruppers betydning for det demokratiske primærvalg.

Læs den her. 

Vicepræsidenten overvejer at stille op

KANDIDAT ELLER EJ?: Den demokratiske vicepræsident Joe Biden er ved at forberede sig til at kaste sig ind i kampen om at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat i 2016.

Hillary Clinton og Bernie Sanders kæmper om New Hampshire. Derfor vil Biden ignorere den stat og istedet kigge mod South Carolina og Nevada, der begge følger kort efter Iowa og New Hampshire. I Nevada kan Biden lune sig ved sit tætte forhold til fagforeninger, der er stærke i delstaten.

Afgørende for en Biden-succes bliver dog South Carolina. Strategien er angiveligt, at Biden kan støtte sig til Reagan-demokrater, jøder, vælgere fra de gamle industristater i Rustbæltet samt homomiljøet. Kan Biden vise en stærk vælgerkoalition i South Carolina, kan en efterfølgende sejr i Nevada måske skubbe Biden foran Clinton.

Pengene udfordrer
Bidens store udfordring bliver fundraisingen. Som sikker senator gennem årtier i den knaldblå delstat Delaware har fundraising aldrig betydet det store for ham, men det manglende donornetværk er blandt forklaringerne på, at Bidens tidligere forsøg på at blive præsidentkandidat kuldsejlede.

Men nogle tror i hver fald på ham. De vanlige anonyme kilder melder, at flere donorer er ved at hive kreditkortene op af lommerne, og en del ansatte i Hillary Clintons valgstab er klar til at hoppe over i Bidens båd. Om Biden bliver en del af den demokratiske valgkamp, står sandsynligvis klar inden for få uger. Ellers er det for sent i forhold til at indhente de officielle kandidaters stadig stærkere valgmaskiner.

Så ruller Hillary

KANDIDAT: Med Rand Paul og Ted Cruz har Republikanernes deres to første officielle præsidentkandidater i spil på arenaen.

I dag får Demokraterne deres første, og det er meget lidt overraskende Hillary Clinton.

Men hvordan sikrer en politiker med årtiers Washington-erfaring sig det eftertragtede stempel "jeg er ligesom jer, og jeg er en Washington-outsider?"

Kampagnestrategien er indtil videre at undgå massemøder med flere tusinde tilhængere, endnu flere tusinde balloner og masser af musik og show. Clinton offentliggør sit kandidatur i dag via Twitter og en enkelt video med økonomiske budskaber. Næste uge står på små møder i dagligstuer og køkkener med vælgere, der kan tælles på to hænder.

Succes
Rækker det virkelig i et USA med 235 millioner mulige vælgere?

Ja, for Clinton har haft succes med strategien før.

I 2000 stillede Clinton op til valget som senator for delstaten New York. Hun havde ingen forbindelser eller større kendskab til staten, og kritikken var hård: Hun kender os ikke, og hun er bare en elitær politiker-kone fra den føderale hovedstad.

Men hun tog rundt på diners og ind i folks stuer. Det gav gevinst.

- It became a two-way conversation that impressed voters not by just what she said, but by how intently she listened. That’s something that has worked before and it’ll work again., siger Jay Jacobs til The Washington Post. Han var dengang formand for det demokratiske parti i New York.

Idéen med de små møder er at vise, Clinton kan tale med jævne amerikanere og forstår deres problemer. Samtidig vil Clinton vise sine evner som problemknuser og som korsfarer for underklassen og den svækkede middelklasse i USA.

I øvrigt får Republikanerne en tredje kandidat oveni Cruz og Paul: Senator Marco Rubio fra Florida. Han tror på en mere klassisk valgkampstart. Mandag vil han holde tale for tusindvis af tilhængere i Miami.

Senest til januar og februar 2016 ved vi, hvilken strategi der bærer mest frugt.