Showing posts with label grænsemur. Show all posts
Showing posts with label grænsemur. Show all posts

29.7.19

Kongressen stækket - præsidenten styrket - demokratiet svækket?

Præsident Donald Trump jublede i fredags.



Således erklærede Højesteret - i en 4-5 afgørelse, hvor alle de konservativt udpegede dommere støttede den republikanske præsident - at Trump gerne må flytte 2,5 milliarder dollars rundt i forsvarsbudgettet efter at have erklæret nødretstilstand.

Pengene var afsat af Kongressen til rekruttering, indkøb af Minuteman III-missiler, opgraderinger af E3-fly og penge til træning af afghanske sikkerhedsstyrker.

De penge skal nu bruges til at bygge Trumps mur mod grænsen til Mexico.

Udover det faktum, at det åbenbart ikke som ellers lovet er Mexico, der betaler muren, er der tale om en domstolsbeslutning med vidtrækkende konsekvenser.

Kongressen er stækket
Erklærer en præsident nødretstilstand, kan han nu reelt flytte rundt på penge i det føderale budget, som han ønsker.

Tidligere har Kongressen altid været dem, der besluttede, hvor pengene skulle bruges. Og når Kongressen havde vedtaget noget, og præsidenten ikke havde opbakning nok til et veto, var Kongressens ord lov.

Det er nu fortid - omend der stadig verserer et par andre retssager om samme sag, før vi helt kan erklære, at en ny juridisk præcedens er etableret.

En stærkere præsident
Lige nu jubler Republikanerne over afgørelsen.

Men gør de mon også det, hvis Kongressen om seks år afsætter penge til nye semiautomatiske våben til amerikanske soldater, og en demokratisk præsident så vælger at erklærede nødretstilstand og bruge pengene til at indkøbe semiautomatiske våben fra borgerne for at få våben væk fra gaderne?

Eller hvad hvis Kongressen afsætter penge til sikkerhedstjenesterne, og Demokraterne i stedet fører pengene over til at støtte abortklinikker i USA og rundt om i verden?

Er demokratiet svækket? 
Reelt er Kongressen blevet stærkt svækket og præsidentembedet voldsomt styrket af beslutningen. Betydningen for det amerikanske demokrati og magtdelingen i Washington D.C. kan næppe overvurderes.


9.1.16

Cruz angriber indvandring i skarp reklame

Den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz har leveret en politisk tv-reklame, der meget vel kan blive årets reklame i præsidentvalgkampen.

Reklamen fokuserer på en unavngiven flod – der nok skal symbolisere Rio Grande mellem Mexico og USA – hvor indvandrere er på vej over vandet.

Men der er ikke tale om forhutlede indvandrere.  Derimod er det kvinder i høje hæle og mænd med attachétasken under armen.



Målet er at fremstille den venstreorienterede elites hykleri. Hvis det var bankfolk, journalister og advokater, som krydsede grænsen og pressede lønningerne ned, ville de faggrupper bekæmpe indvandring med næb og kløer.

Men de har ikke noget imod de nuværende indvandrere, som tager ufaglærte amerikanske job. Og dermed er de også ligeglade med de ufaglærte amerikanere, som må gå arbejdsløse.

Budskabet er, at Cruz vil beskytte grænserne og den amerikanske arbejder. Samtidig udnytter Cruz muligheden for at lange ud efter det, Republikanerne opfatter som en venstreorienteret medieelite uden forbindelse til den jævne amerikaner. Mange fluer med et smæk: Set fra det perspektiv er reklamen genial.