Showing posts with label Massachusetts. Show all posts
Showing posts with label Massachusetts. Show all posts

25.2.11

Blæser Romney ind på samme farlige rev som Clinton?

PRIMÆRVALG 2012: Mitt Romney er i øjeblikket svag favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat i 2012.

Republikanerne gør samtidig kamp mod præsident Barack Obamas sundhedsreform til en hjørnesten i partiets strategi.

Det giver tænksomme miner i Romneys hovedkvarter. Som guvernør fik han 2006 vedtaget en sundhedslov i Massachusetts, der for republikanere minder bekymrende meget om Obamas.

I de demokratiske primærvalg i 2008 blev den stærke favorit Hillary Clinton blæst ind i farlige farvande, da hun nægtede at tage afstand til sin støtte til Irak-krigen. Som bekendt sænkede krigsmodstanderen Obama hende til sidst.

Nu truer Romneys egen sundhedsreform med at blive revet, der river kølen op på det kampagneskib, der ellers sejler mod Det Hvide Hus.

Hvor stor et problem er sundhedsreformen for Romney? Ikke så stor som nogen gør den til, mener Aaron Blake fra The Washington Post her.



Mitt Romney forsvarer sin sundhedsreform mod konservative modstandere.

24.1.10

Republikansk sejrherre får det svært i 2012

Udfordring: Republikanerne jubler stadig over at have erobret den ærkedemokratiske plads i Senatet, som Ted Kennedy kontrollerede sikkert fra 1962 til 2009.

Men for sejrherren Scott Brown ligger den helt store udfordring stadig foran ham.

Der er igen valg til senatet i Massachusetts i 2012, og staten er bestemt ikke blevet en sikker republikansk bastion på trods af den spektakulære sejr.

Blandt vælgere, der opfatter Brown som moderat eller venstreorienteret, fik han 79 procent af stemmerne og 18 procent imod sig.

Blandt vælgere, der opfatter ham som konservativ, fik han 32 procent af stemmerne mod 63 procent til andre kandidater.

Det betyder, at vælgerne ikke har noget ønske om en ærkekonservativ republikaner i Senatet, men vil have en moderat stemme.


Sejrherren Scott Brown fortæller efter sejren, at døtrene er ledige på markedet...


Men det vil ikke falde i god jord hos den republikanske gruppe i Senatet. Her kører man en hård, uforsonlig og klart højreorienteret kurs mod Demokraterne.

Stemmer han sammen med de andre republikanere, vil det være meget let for en stærkere demokratisk modkandidat end Martha Coakley at smide Brown ud af Senatet efter to år.

Stemmer han sammen med Demokraterne, kan Brown regne med at blive udfordret af en mere højreorienteret republikaner ved primærvalgene. I en sådan situation kan Brown meget vel tabe, da republikanere, der stemmer ved primærvalgene, ligger endog meget langt til højre for den amerikanske politiske midte. Det samme gør sig for øvrigt gældende for Demokraterne, bare med modsat fortegn.

Samtidig blev Brown hjulpet af, at Coakley førte en særdeles svag valgkamp, hvor hun blandt andet tog på ferie, mens Brown kørte næsten 250.000 kilometer i sin bil rundt i hele Massachusetts.

Finder Demokraterne en bedre egnet kandidat – og det burde ikke være svært i en stat med et så stærkt demokratisk parti – kan Brown, der i øjeblikket hyldes som en ny leder af Republikanerne og endda et muligt præsidentemne i 2012, hurtigt se sin politiske karriere lide skibbrud.

Her kan du finde flere analytikeres vurdering af, hvorfor Brown vandt i den ellers knaldblå stat Massachusetts.

16.1.10

Demokraterne i problemer i knaldblå stat

Udfordring: Barack Obama ringer til vælgerne i staten, tidligere præsidentkandidat John Kerry står ved den demokratiske kandidats side, og millionerne ruller ind i valgkampen.

Demokraterne er ved at gå i panik i Massachussets - en knaldblå stat, der har leveret en række af de mest kendte og mest venstreorienterede demokrater.

For nylig døde en af giganterne, Ted Kennedy.

Ved det valg, hvor hans afløser skal findes, var de politiske nørder overbeviste om, at Martha Coakley blev en sikker vinder. Men republikaneren Scott Brown har - med stor støtte fra de i øjeblikket særdeles aktive og vældigt højreorienterede såkaldte te-selskaber - vundet frem i uset grad og fører i øjeblikket svagt over Coakley.

Den nyeste meningsmåling viser, at Brown får 50 procent mod 46 procent til Coakley - dog med en usikkerhedsmargen på fire procent.

Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi er overbevist om, at Coakley nok skal klare den. I sidste ende er det også det mest sandsynlige - vel at mærke hvis Demokraterne kan få skubbet deres kernevælgere ud af sofaen og ned i stemmeboksen til et af den slags enkeltstående valg, som det er notorisk svært at få vælgerne af huse til.

Spændingen bliver udlæst på tirsdag, når vælgerne i New England-staten får mulighed for at sætte krydset.

Læs også CBS News' pakke om sagen her.

13.1.10

Journalist får smæk

Hårdt arbejde: Aviserne i USA er presset på livet, tusindvis af journalister er blevet fyret og dem, der er tilbage, kæmper for at få nyhederne på gaden til en løn, der sjældent overstiger 200.000 kroner om året.

Nu får de tilbageværende journalister så også smæk af politikernes kampagnestab. Det viser denne video, hvor en af Martha Coakleys - kandidat til senatsvalget i Massachusetts - ansatte sætter en reporter på plads med noget hårdhændede metoder.