Det gik bedre i mine forudsigelser i år end i 2016 - se dem fra 2020 her. Kun Florida og North Carolina - samt en enkelt valgmandsstemme i Maine - gik skævt for undertegnede.
North Carolina blev som ventet meget tæt, og kun den overraskende sikre sejr til Trump i Florida overraskede mig betydeligt.
Ganske sikker sejr
Joe Biden er valgt som præsident i USA med i øvrigt stort set omvendt fortegn i valgmandsstemmer som i 2016. Og derfor er det også helt forkert, når mange nu siger, at valget var tæt, og Demokraterne skal selvransage. Nej, de skal ej. Det er meget, meget svært at vælte en siddende præsident. Kun fire præsidenter har oplevet det de seneste hundrede år, den seneste George H. W. Bush i 1992.
Indrømmet - marginalerne i staterne er ikke store. Georgia, som Joe Biden ser ud til at vinde med 10.000 stemmer som den første demokrat siden 1992, og Arizona og Wisconsin med 20.000 stemmer, er tætte. Men igen - i 2000 vandt George W. Bush Florida med 537 stemmer, og Al Gore vandt samme år New Mexico med 366 stemmer. Det kan ske. Men når man ser i den nationale stemmeafgivning er sejren klar med 50,6 % af stemmerne til Joe Biden og 47,7 % til Trump. Behageligt nok for tilhængere af demokrati var fremmødet det højeste i procentandel af vælgere siden 1900.
Republikansk senat
Men nej, jordskredssejr er det heller ikke. Særligt at Republikanerne ser ud til at bevare flertallet i Senatet - vi skal godt nok lige igennem to vanvittige senatsvalg i Georgia til januar for at være elt sikker på det - er en bét for Demokraterner. Forbliver republikaneren Mitch McConnell formand, og vil han blokere alt lige fra ministre over dommere til lovforslag fra Biden?
Trump fik mange minoritetsstemmer
Samtidig er mange demokrater i chok over minoriteters stemmeafgivning.
26 % af Trumps stemmer kommer fra en eller anden for for hudfarvemæssig minoritet. Det er den højeste andel for en republikaner siden 1960. Trumps støtte hos sorte kvinde steg fra 4 % til 8 % og blandt sorte mænd fra 13 % til 18 %. Hos homoseksuelle steg støtten fra 14 til 28 %. Og hvide kvinder, der måske ellers skal frygte at blive grebet i fissen, gav 55 % af deres stemmer til Trump.
Valget beviser, at ja, amerikanerne er trætte af Trumps barnlige bølleadfærd. Men tallene herover viser, amerikanerne ikke er klar til at omfavne identitetspolitikken. For mange vælgere er det altså ikke hudfarve eller køn, der er afgørende i livet. Det er økonomien, privatlivet og måske ens grundlæggende livsfilosofi og ideologi.
Økonomi frem for identitetspolitik
Josh Hawley, ung republikansk senator fra Missouri, bliver bredt set som af partiets kommende stjerner og mulig præsidentkandidat i 2024. Hans tyggen på tallene gav en klar konklusion:
We are a working class party now. That’s the future
— Josh Hawley (@HawleyMO) November 4, 2020
Demokraterne skal passe på de kommende år. Formår de ikke at tale ind i de økonomiske bekymringer hos mindretallene, kan de altså ikke føle sig sikker på sorte arbejderstemmer eller kvindelige latinoer. Wokeness, konstante anklager om racisme og sexisme samt cancel culture fungerer ikke uden for New York og San Francisco.
Republikanerne kommer dog heller ikke sovende til fremtidige sejre. Hvis de vil bevare og udbygge stemmetallene blandt arbejderklassen af alle farver, så skal politikken tilpasses, så det ikke bare er McConnells virksomhedsdonorer, der får deres dagsorden igennem. Hvordan sikrer Republikanerne den balance?
Trumps tid er nu forbi, omend de kommende måneder før 20. januar godt kan blive både slidsomme og hårde for det amerikanske demokrati. Og det er muligt at tage væddemål på, om Trump mon stikker af til Rusland eller Saudi-Arabien med Air Force One om formiddagen.
Men Republikanerne og Trumps politik om økonomisk nationalisme er bestemt ikke et uddøende politisk dyr, og Demokraterne er ikke sikre på demografisk dominans i USA, simpelthen fordi der bliver færre hvide.
Click the map to create your own at 
