I februar slår kyndelmisse sin knude. Og præsident Donald Trump skal for anden gang holde topmøde med Nordkoreas diktator Kim Jong-Un.
Der er reelt tale om 100 procents teater, hvor Trump forsøger at få opmærksomheden væk fra nedlukningen af den føderale regering i USA, mens Kim vil nyde solstrålerne i for anden gang at mødes med verdens mægtigste mand. Det på trods af, at et land og en leder som Kim aldrig ville komme i nærheden af USA's præsident, hvis det da ikke var for Kims atombomber og interkontinentale missiler.
Gadaffi og Hussein skræmmer
Netop atomvåben er i centrum for møderne. USA kræver et afrustet Nordkorea. Nordkorea lader som om, landet er med på legen. Men Kim vil aldrig opgive sine våben. Hvad har han så? Et ludfattigt, bjergrigt diktatur. Og Kim har set, hvad der skete med Muammar Gadaffi og Saddam Hussein, der begge opgav deres atomprogrammer.
Kim-familien er en notoriske løgnere og bedragere. Ligesom ved sidste møde vil ordene være flinke og indholdet ikke-eksisterende.
Og Trump får et møde at distrahere med. At det var vigtigt for USA's præsident at få meldingen tjept ud viser, at mødestedet overhovedet ikke er på plads endnu. Den lille detalje var ellers ved at få mødet til at kuldsejle sidst. Og dengang blev det i øvrigt holdt i Singapore.
Mange vil nok mene, højdepunktet ved sidste topmøde var Kims noget forvirrede udtryk over præsident Trumps opførsel - et højdepunkt, sjove hjerner naturligvis straks skruede sammen til "The Office - Trump og Kim-style:"
Showing posts with label atomaftale. Show all posts
Showing posts with label atomaftale. Show all posts
5.4.15
Tænketank kritiserer Iran-aftale
DIPLOMATI: Den iranske udenrigsminister Javad Zarif vendte forleden hjem til tiljublende menneskemasser i Teheran. Iranerne ser atomaftalen fra Schweiz som en stor sejr.
Samme budskab lyder fra præsident Barack Obama i USA.
Men de kan vel ikke begge have ret?
Nej, mener tænketanken The Foundation for Defence of Democracies. Den er blandt andet ledet af en tidligere Iran-agent fra CIA, Marc Gerecht.
Tænketankens argument er, at udenrigsminister Zarif er en loyal følger af Irans mål om at svække og ramme USA og Israel i særdeleshed og Vesten i almindelighed. Det samme er den nuværende angiveligt reformvenlige præsident Hasan Rouhani, der tilbage i 2003 skrev dette i en akademisk analyse:
"The fundamental principle in Iran’s relations with America—our entire focus—is national strength. Strength in politics, culture, economics, and defense—especially in the field of advanced technology— is the basis for the preservation and overall development of the System, and will force the enemy to surrender.”
Budskabet fra tænketanken lyder, at Obama ikke har forstået iranernes tankegang. Obama overlader kontrollen af, om Iran afruster den militære del af atomprogrammet, til FN. Det er FN for svagt til, og USA har for lidt indflydelse i organisationen.
Endnu værre er det, at flere sanktioner over den kommende tid forsvinder, og USA har ifølge tænketanken meget ringe muligheder for at genindføre dem, hvis iranerne ikke makker ret. Rusland vil blokere, og Frankrig, der ellers har været en stærk støtte i indsatsen for at forhindre en iransk atombombe, kan ikke længere holde EU samlet, når europæiske virksomheder vælter ind på det iranske marked.
Specielle bomber
Så er der kun den militære trussel tilbage, og den tvivler tænketanken på, at USA under Obama har viljen til.
Sidstnævnte er det dog tilladt at tvivle på. Det er næppe tilfældigt, at USA kort efter gennembruddet i forhandlingerne offentliggjorde detaljer om specialbyggede bomber, der kan trænge ned gennem dybe klipper og ramme de iranske atomanlæg, der er placeret under jorden, Det er et signal om, at Iran ikke har frit lejde efter aftalen.
Samme budskab lyder fra præsident Barack Obama i USA.
Men de kan vel ikke begge have ret?
Nej, mener tænketanken The Foundation for Defence of Democracies. Den er blandt andet ledet af en tidligere Iran-agent fra CIA, Marc Gerecht.
Tænketankens argument er, at udenrigsminister Zarif er en loyal følger af Irans mål om at svække og ramme USA og Israel i særdeleshed og Vesten i almindelighed. Det samme er den nuværende angiveligt reformvenlige præsident Hasan Rouhani, der tilbage i 2003 skrev dette i en akademisk analyse:
"The fundamental principle in Iran’s relations with America—our entire focus—is national strength. Strength in politics, culture, economics, and defense—especially in the field of advanced technology— is the basis for the preservation and overall development of the System, and will force the enemy to surrender.”
Budskabet fra tænketanken lyder, at Obama ikke har forstået iranernes tankegang. Obama overlader kontrollen af, om Iran afruster den militære del af atomprogrammet, til FN. Det er FN for svagt til, og USA har for lidt indflydelse i organisationen.
Endnu værre er det, at flere sanktioner over den kommende tid forsvinder, og USA har ifølge tænketanken meget ringe muligheder for at genindføre dem, hvis iranerne ikke makker ret. Rusland vil blokere, og Frankrig, der ellers har været en stærk støtte i indsatsen for at forhindre en iransk atombombe, kan ikke længere holde EU samlet, når europæiske virksomheder vælter ind på det iranske marked.
Specielle bomber
Så er der kun den militære trussel tilbage, og den tvivler tænketanken på, at USA under Obama har viljen til.
Sidstnævnte er det dog tilladt at tvivle på. Det er næppe tilfældigt, at USA kort efter gennembruddet i forhandlingerne offentliggjorde detaljer om specialbyggede bomber, der kan trænge ned gennem dybe klipper og ramme de iranske atomanlæg, der er placeret under jorden, Det er et signal om, at Iran ikke har frit lejde efter aftalen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
