Sydstaterne er en republikansk bastion

EN DELT NATION: I går vandt republikaneren Bill Cassidy med 57 procent af stemmerne over demokraten Mary Landrieus 43 procent i delstaten Louisianas senatsvalg. 

Det var helt som forventet, og Republikanerne cementerer partiets position som enerådende i Sydstaterne. I ni stater fra North Carolina til Texas har Demokraterne ingen guvernører eller senatorer. I Repræsentanternes Hus dominerer en form for raceopdeling. Distrikter med hvide flertal sender Republikanere til Kongressen. Distrikter uden hvide flertal sender sorte eller latino-demokrater til Washington.

Dermed er den udvikling, der begyndte i 1960 næsten fuldendt. Før Kennedy-regeringen var Sydstaterne stærkt demokratiske. Det var det dengang nyfødte republikanske parti, som i 1860'erne førte og vandt den amerikanske borgerkrig mod Sydstaterne, befriede slaverne og forandrede Sydstaterne for altid.

Fra 1960 og frem var det så Demokraterne, der førte an i kampen for borgerrettigheder og lige muligheder for sorte og hvide. Den kamp har været stærkt medvirkende til, at Sydstaterne har drejet sig og er massivt republikanske. 

Stort flertal

Republikanerne har nu 54 pladser i Senatet, ni flere end i det foregående. Der mangler stadig et valg i Arizona til Repræsentanternes Hus, men lige nu vil Republikanerne få mindst 246 pladser mod 188 til Demokraterne. Det er det største republikanske flertal i Kongressen siden under præsident Truman lige efter 2. verdenskrig. 

I Louisiana har det været en valgkamp op ad bakke for Mary Landrieu. Demokraterne mente med rette, det så håbløst ud, så hun har kæmpet uden finansiel støtte fra den fælles partikasse. Imens kunne Bill Cassidy nyde godt af massiv republikansk støtte.

Mary Landrieu har været senator for Louisiana i 18 år gennem tre valgperioder. Den nyvalgte senator Bill Cassidy kommer fra en post som medlem af Repræsentanternes Hus.

Færre vælgere giver Demokraterne og demokratiet udfordringer

SLØVE VÆLGERE: Jim Costa følte sig helt sikker på at vinde valget til Repræsentanternes Hus i Californiens 16. valgdistrikt.

I 2012 vandt præsident Barack Obama distriktet med 19 procentpoint. Demokraten Costa kunne samtidig nyde godt af, at det 16. distrikt har en af de største andele af latinovælgere i USA, og de stemmer traditionelt på Demokraterne.

Costa vandt – men først efter 15 dages uvished og bunkevis af genoptællinger af stemmerne. Den republikanske udfordrer, Johnny Tacherra, fik 49,3 procent af stemmerne.

Mikro i makro
Valget er et mikrokosmos af Demokraternes makroproblem: Den lave valgdeltagelse ved midtvejsvalg. De trofaste republikanske vælgere stemmer, mens de klassiske demokratiske vælgere – fattige, latinoer og andre etniske minoriteter samt kvinder – bliver hjemme. Derfor blev det så tæt, og derfor vandt Republikanerne så mange sejre andre steder i landet.

Som udgangspunkt burde 2016 blive anderledes. Præsidentvalget vækker de demokratiske kernevælgere, og Republikanerne må i defensiven. Men kommer det til at holde stik?

En demokratisk valgkampsstrateg fra Californien, Ben Tulchin, er ikke begejstret for, at Demokraterne ikke kan komme over målstregen ved midtvejsvalgene. Han frygter afsmitning i 2016 og fremefter.

­  - How do we regain momentum with Latinos? Hillary Clinton has had some success there. Can she regain that spark? And how do we sustain that through 2018 and beyond? The demographics are on our side, but if it only matters every four years, well, elections are every two years, forklarede han til National Journal.

Legitimitet? 
Demokraterne skal nu overveje, om det kun er et cyklisk problem i årene med midtvejsvalg. Det vil ingen demokratisk præsidentkandidat tage for givet, så der vil blive forsket og undersøgt frem mod 2016.

Et stadigt faldende engagement i amerikansk politik er i første omgang et klart større problem for Demokraterne. Til sidst vil det dog være et stort problem for hele det amerikanske demokrati. Hvordan legitimerer politikerne sig med en national stemmeprocent på 36,4 procent? Svaret blæser i vinden.

Republikanerne får endnu en sejrskage

SENATSVALG: Alt tyder på, at den republikanske sejrskage fra midtvejsvalget får en omgang velsmagende glasur: Nemlig endnu en senatorpost, denne gang fra staten Louisiana.

Her fik ingen af kandidaterne 50 procent af stemmerne i første omgang, og derfor skal de to førende kandidater ud i omvalg. Det finder sted 6. december, og kandidaterne er den demokratiske senator Mary Landrieu og republikaneren Bill Cassidy.

Som sydstat er Louisiana klart republikansk. Landrieu fik ganske vist nogle tusinde stemmer mere ved valget i november end Cassidy, men 14 procent af stemmerne gik til en teparti-republikaner, Rob Maness. Han fører nu valgkamp for Cassidy.

Ved valget i 2008 fik Landrieu 33 procent af de hvide stemmer. I år hentede hun kun 18 procent. Selvom hun fik næsten alle sorte stemmer, er det ikke nok til at rette op på sagerne.

Ingen stemmegevinst
For at forsøge at hente højreorienterede stemmer, har hun slået på sin delvise modstand mod abort og støtte til olierørledningen Keystone. Det har imidlertid ført til, at demokratiske donorer og politikere nu ikke vil støtte Landrieu eller føre valgkamp for hende. Havde der så bare været en stemmegevinst, men nej: Bill Cassidy fører angiveligt med 57 procent af stemmerne mod 41 procent til Landrieu.

Efter tre perioder som senator er tiden ved at rinde ud for Landrieu, og Republikanerne kan spise endnu en sejrskage.

Demokraterne taber Senatet

MIDTVEJSVALG 2014: På tirsdag går det løs. Amerikanerne går i valglokalerne og sammensætter hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet. Alle meningsmålinger peger på, at Republikanerne sætter sig på begge kamre. Partiet kontrollerer dermed hele Kongressen. Præsident Obama får intet gennemført de sidste to år af sin anden valgperiode.

For at bevare flertallet skal Demokraterne vinde i Iowa, Colorado, Alaska og Georgia. Det er op ad bakke.

Blå senatorer i røde stater
Republikanernes held er, at i 2014 er der mange demokratiske senatorer på valg i stærkt republikanske stater. De senatorer blev valgt i 2008. Dengang red de på ryggen af Barack Obamas jordskredssejr over John McCain. Den hjælp får de ikke i år.

Som bekendt er der nemlig ikke præsidentvalg, som ellers trækker demokratiske vælgere af huse. De mere apatiske demokratiske vælgere bliver i større udstrækning hjemme ved midtvejsvalgene, mens Republikanerne trofast stemmer. Tendensen kan dog blive udfordret af, at flere stater tillader brevstemmer. Dermed er det muligt for fattige demokratiske vælgere med to job at stemme, selvom de ikke har tid på valgdagen.

Kansas og den uafhængige
Republikanernes store udfordring er i Kansas. Den republikanske senator Pat Roberts er voldsomt upopulær. Det fandt Demokraterne ud af. Derfor tvang partiet dets svage kandidat ud og støttede i stedet den langt mere populære, men partiløse kandidat Greg Orman.

Hvilket parti vil Orman støtte, hvis han bliver valgt? Ingen ved det. Men har han den afgørende stemme, kan han forlange kontrol over alle universets galakser, og de to partier vil kappes om at opfylde ønsket. Så vigtig er flertallet i Senatet med tilhørende flertal i udvalg, formandsskaber i komitéer og så videre.

Repræsentanternes Hus
Repræsentanternes Hus går igen til Republikanerne. I 2010 vandt Republikanerne kontrollen over delstatsparlamenterne i det store flertal af amerikanske delstater. Partiet ændrede derefter valgkredsene, så partiet næsten er garanteret et flertal frem til næste omgang ændring af valgdistrikterne, som ifølge forfatningen finder sted hvert 10. år.

Demokraterne rynker panden før midtvejsvalg

MIDTVEJSVALG: I 2010 vandt Scott Brown overraskende valget til en af den ellers dybt demokratiske delstat Massachussets' senatspladser.

I 2012 måtte han så gå af igen, da en dygtigere demokratisk kandidat end i 2010 slog ham af pinden.

Scott Brown er dog klar igen - denne gang i nabo - og svingstaten New Hampshire. Det er dårligt nyt for Demokraterne. Den siddende senator, Jeanne Shaheen, er ikke voldsomt populær.

I det hele taget peger meget på, at Republikanerne har fine chancer for at tage de seks pladser, partiet skal bruge for at få flertal i Senatet. Lykkes det, vil præsident Barack Obama intet få gennemført de sidste to år af sin regeringstid.

Demokraternes chance for at bevare flertallet vakler pga. præsident Obamas mangel på popularitet og så også en 30 millioner dollar dyr offensiv, som de stærkt konservative Koch-brødre har rullet i gang mod demokratiske senatorer. Brødrene kaster penge i reklamer, som angriber demokratiske politikere for at støtte Obamas upopulære sundhedsreform. Nok penge taler i politik, og reklamerne har effekt.

Samtidig har Republikanerne hentet fine kandidater til valgkampene i Michigan, Colorado og Virginia.

60 millioner dollars til motivation
Demokraterne giver dog ikke op uden kamp. Partiet har allerede sat 60 millioner dollars af alene til at få kernevælgerne motiveret og af sted til stemmestederne i de ti tætteste senatsvalgkampe. Og der er flere penge på vej, hvis kampen bliver endnu hårdere.

Scott Brown vil heller ikke komme let til sejren i New Hampshire. Først skal et primærvalg vindes, og her vil mange anklage Brown for at hoppe fra stat til stat for at få en plads i Senatet. Og levebrødspolitikere er ikke populære i USA.

Senator Elizabeth Warren, som slog Brown i 2012, har allerede meldt ud, at hun vil gøre alt for at støtte kollega Shaheen i nabostaten. Og mange af de organisationer, som hjalp Warren til sejr, er klar til at gå over statsgrænsen og ligeledes hjælpe Shaheen.

Demokraterne nær et knock-out

Nytår: 2013 lovede godt for Demokraterne tilbage i januar: En genvalgt Barack Obama og et demokratisk Senat var klar til at trække USA mod venstre.

I oktober steg humøret endnu mere. Teparti-fløjen pressede det samlede republikanske parti til at lukke den amerikanske regering ned, da partierne ikke kunne blive enige om budgettet og gældsloftet. Resultatet var en politisk og PR-mæssig katastrofe for Republikanerne.

Smilet kom dog hurtigt tilbage hos Republikanerne - paradoksalt nok, da Barack Obamas store sejr fra sin første præsidentperiode endelig rullede ud i virkeligheden. Sundhedsreformen er indtil videre endt i et morads af fejl, statsligt roderi og millioner af amerikanere, der føler sig snydt og bedraget.


Tal
Resultatet viser sig i meningsmålingerne. I målinger af, hvilket parti amerikanerne foretrækker til Kongressen, fører Republikanerne nu med 49 procent mod 44 procent til Demokraterne.

36 procent af de republikanske vælgere siger, de er entusiastiske eller meget entuasiastiske over at skulle stemme til Kongressen. Det gælder kun 22 procent af Demokraterne. Entuasiasme-underskuddet kan blive dyrt i tætte senats-valgkampe til midtvejsvalget i november 2014.

Historie
Historien har flere eksempler på, at demokratiske præsidenter er gået længere, end vælgerne vil - og det er blevet straffet de følgende årtier!

I 1936 forsøgte præsident Franklin D. Roosevelt, opmuntret af valgsejr nummer to, at udvide antallet af dommere i Højesteret.Målet var at fjerne et konservativt flertal ved domstolen, som blokerede for nogle af Roosevelts reformer. Men Kongressen sagde nej, og ved midtvejsvalget i 1938 tabte venstreorienterede demokrater stort.

Først i 1964 var der igen demokratisk flertal i Kongressen efter Lyndon B. Johnsons storsejr over Barry Goldwater. Demokraterne fik 295 pladser i Repræsentanternes Hus og et massivt flertal i Senatet på 68 pladser ud af 100.

Opmuntret gik Johnson og Demokraterne i gang med at bygge "The Great Society." Velfærdsstaten blev rullet ud, og  love, regler, tilskud og afgifter blev kastet ned over amerikanerne.

Resultatet: Demokraterne tabte de næste fem ud ud seks præsidentvalg.

Meget kan ske endnu. I september og oktober var Republikanerne nede, men nu er Demokraterne slået ud. Hvem der er endelig knockoutet til midtvejsvalget i 2014 er stadig helt åbent.

Læs tidligere indlæg om den kuldsejlede sundhedsreform her og her. 

Godt nytår til alle læserne!

Republikanernes værste fjender er republikanere

BORGERKRIG: Det er ikke kun i Syrien, borgerkrigen raser. Det har den gjort i det republikanske parti siden 2008. 

Teparti-aktivister kræver en ren og ubesudlet konservativ dagsorden. Moderate republikanere kalder strategien for alt for højreorienteret til at kunne vinde valg.

I 2010 fik teparti-fløjen ret, og Republikanerne rykkede frem ved midtvejsvalget med en klart konservativ dagsorden. I 2012 var det så de moderate republikaneres tur til at få ret. Obama blev genvalgt, men særligt interessant var en række valg til senatet.

Teparti-kandidater vippede republikanske senatorer med årtiers tjeneste  i Senatet bag sig af pinden i primærvalg. Det gik eksempelvis ud over  Robert Benett og Richard Lugar. Men da teparti-kandidaterne skulle slå den demokratiske modstander, gik det galt. Selv i en stærkt republikansk stat som Indiana var teparti-kandidaten Richard Mourdock for højreorienteret. Demokraten Joe Donnelly vandt, og Demokraterne udbyggede flertallet i Senatet.

To sejre til hver side i to valgår betyder, at borgerkrigen ikke har fundet en vinder endnu - tværtimod. 

Deler  styrkerne

Den republikanske leder i Senatet er Mitch McConnell fra Kentucky. 

En leder i Senatet burde være sikker på sin plads og være en af partiets stærkeste kandidater. Men McConnell bliver udfordret fra højre i primærvalget af Matt Bevin, en karismatisk og velstående teparti-kandidat. 

Allerede nu - et år før valget og med mange måneder til primærvalget - har McConnell måtte bruge 700.000 dollars på reklamer. Værst af alt for ham: Han kan ikke rette alt reklameskytset mod den demokratiske modkandidat, Alison Grimes. Pengene skal deles og række til ammunition mod både Bevin og Grimes. En stor udfordring og en ydmygelse for McConnell.

Lindsey Graham fra South Carolina er en af senatets mest konservative stemmer i udenrigspolitikken .Det hjælper ham dog ikke - han er blevet udfordret af flere modstandere i primærvalget, og flere af dem beskriver ham som "en klon af Barack Obama."

Dilemma

Mitch McConnell, Lindsey Graham og John Cornyn fra Texas er ellers eksempler på senatorer, som har prøvet at rette så meget ind som muligt. De møder op hos konservative grupper og plejer netværket, hyrer rådgivere som førte teparti-kandidater til sejr i 2010, og tager - i modsætning til flere republikanere i 2010 og 2012 - højreorienterede modkandidater seriøst fra dag ét. 

Det har hjulpet Cornyn. Han har endnu ingen modstandere i primærvalget. Men McConnell og Graham hjalp det ikke. 

Dilemmaet er klart: At gå stærkt med højre i primærvalgene kan sikre, at man bliver republikanernes kandidat. Men det gør det samtidig meget svært at slå en moderat demokrat ved senatsvalget. Demokraterne gnider sig lige nu  i hænderne og ser frem til at tage flere senatspladser i ellers sikre republikanske stater i 2014. 

Republikanere gør klar til primærvalg i New Hampshire

SENATET: Republikanske senatorer fra det nordøstlige USA er ved at ende som mamutterne: Klimaet passer dem ikke længere, og de er ved at uddø.

Op til 1960'erne var New England-staterne sikkert republikanske, men siden dengang er staterne blevet en højborg for venstreorienterede demokrater. Staten Vermont genvælger endda gang på gang en erklæret socialist i form af senator Bernie Sanders.

Kun New Hampshire giver stadig gode muligheder for republikanske politikere. Staten har en klar libertariansk hældning, og derfor har partiet håb om at slå den demokratiske senator Jeanne Shaheen i 2014. Flere kandidater er interesserede i at gøre forsøget, efter at topfavoritten, tidligere senator John Sununu, for nylig sagde nej tak.

Blandt de nye favoritter er delstatens senatsleder Jeb Bradley, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Frank Guinta og den konservative aktivist og forretningsmand Fred Tausch.

Brown til New Hampshire?
Nogle har endda talt om, at den tidligere senator fra Massachusetts Scott Brown vil hoppe til New Hampshire og gøre et nyt forsøg herfra. Han vil kunne samle penge ind i så store mængder, at Jeanne Shaheen må blive bekymret. Heldigvis for hende er Brown muligvis mere interesseret i Massachusetss' guvernørpost i 2014.

Demokraterne er allerede begyndt at bokse mod kandidaterne med tale om, at de er "forfejlede teparti-aktivister."

Demokraterne er da også i kamphumør, for partiet er overbevist om, at Jeanne Shaheen ikke bliver let at slå. Hun er ganske populær og har netop offentliggjort, at hun i første kvartal samlede 1,2 mio. dollars ind til sin kommende valgkamp. Et imponerede beløb i et forholdsvist billigt mediemarked som New Hampshire.