I 2007 vedtog Kongressen med støtte fra den republikanske præsident George W. Bush lovgivning, der reelt ville gøre glødepærer ulovlige i USA fra 2020.
Det er som bekendt allerede dagligdagen i EU, hvor Bruxelles-bureaukraterne forbød det bløde lys fra 2012.
Lad forbrugerne bestemme
Nu annullerer præsident Donald J. Trump de kommende regler for at give forbrugerne valget.
Fra Energiministeriet lyder det, at afblæsningen af reglerne "will ensure that the choice of how to light homes and businesses is left to the American people, not the federal government."
At overlade sagerne til markedet er en tilgang, der tilsyneladende fungerer. Elproducenterne i USA udtaler således, at "Americans are already buying the more efficient bulbs and the final rule will not impact the market’s continuing, rapid adoption of energy-saving lighting."
Billigere og samme lys
Producenterne forventer, at 84 % af alle lyskilder allerede fra i år er LED - helt frivilligt.
Det er da heller ikke et svært valg for forbrugerne. På grund af LED's lange levetid og lavere energiforbrug kan amerikanerne spare fra 50 til 100 dollars per pære over levetiden. Og lyset er takket være den teknologiske udvikling ved at være lige så blødt som glødepærers.
Showing posts with label energipolitik. Show all posts
Showing posts with label energipolitik. Show all posts
11.6.18
Trump kræver køb af kul
Præsident Donald J. Trump taler meget om "rent og smukt kul."
Hvad det helt nøjagtigt er, ved næppe en gang kulminearbejderne i West Virginia.
Men kulindustrien skal reddes. Og hvad gør en republikansk præsident så, når markedsøkonomi og teknologisk udvikling er begyndt at gøre vind- og solenergi billigere end kulkraft?
Han beslutter sig da for, at staten skal gribe ind.
Trump og Co. har fundet en obskur lov tilbage fra præsident Harry S. Trumans tid. Loven giver præsidenten mulighed for at nationalisere private virksomheder i tilfælde af krig eller kriser. Med loven i hånden vil præsidenten kræve, at energiselskaber skal købe energi skabt af kul eller atomkraft, selvom der er billigere alternativer.
Hvilken krig eller krise der er tale om, står ikke klart. Ej heller, om det virkelig er republikansk økonomisk politik via staten at tvinge private virksomheder til at købe dyrere alternativer frem for at lade markedet bestemme.
Afgående republikansk senator Bob Corker er i hvert fald ikke imponeret og opfatter Trumps politik som "venezualansk socialisme."
Hvad det helt nøjagtigt er, ved næppe en gang kulminearbejderne i West Virginia.
Men kulindustrien skal reddes. Og hvad gør en republikansk præsident så, når markedsøkonomi og teknologisk udvikling er begyndt at gøre vind- og solenergi billigere end kulkraft?
Han beslutter sig da for, at staten skal gribe ind.
Trump og Co. har fundet en obskur lov tilbage fra præsident Harry S. Trumans tid. Loven giver præsidenten mulighed for at nationalisere private virksomheder i tilfælde af krig eller kriser. Med loven i hånden vil præsidenten kræve, at energiselskaber skal købe energi skabt af kul eller atomkraft, selvom der er billigere alternativer.
Hvilken krig eller krise der er tale om, står ikke klart. Ej heller, om det virkelig er republikansk økonomisk politik via staten at tvinge private virksomheder til at købe dyrere alternativer frem for at lade markedet bestemme.
Afgående republikansk senator Bob Corker er i hvert fald ikke imponeret og opfatter Trumps politik som "venezualansk socialisme."
These two stories feel like something I could have read in a local Caracas newspaper last week, not in America. Venezuela, here WE come! https://t.co/dma8ZdqbrI https://t.co/J3h74DswmM— Senator Bob Corker (@SenBobCorker) 2. juni 2018
Senatoren har som snart forhenværende ikke meget at miste, og han har erklæret, han nu vil forsøge at fratage Trump politisk råderum.
Såvel handelspolitik og dermed meget lidt frihandelsvenlige toldkrige mod EU, Canada og Mexico skal væk fra præsidentens bord. Det samme skal retten til at kræve, at private kraftværker skal købe bestemte former for energikilder. Om det så lykkes i et parti, der i vid udstrækning følger Trump blindt, er det store spørgsmål.
27.7.13
Skuespiller går i krig mod rørledning
OLIE: Tilbage i marts 2013 vedtog Senatet en beslutning om at bygge den såkaldte "Keystone-rørledning." Rørledningen skal føre olie fra oliesand med store oliereserver i Canada til raffinaderierne i Texas.
Siden har præsident Barack Obama sammen med en række miljøorganisationer kastet sig ind i slaget mod rørledningen.
- Vi vil ikke godkende byggeriet, medmindre vi er helt sikre på, at udledningen af CO2 ikke stiger, sagde Obama i sidste måned.
Den garanti er svær at give, og Obama får nu en allieret i form af filmstjernen Robert Redford. Skuespilleren har i årtier slået en række slag for Demokraterne, og han er klart på Obamas side.
Redford peger på, at rørledningen ifølge en ny undersøgelse vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Udvinding af olie fra oliesand udleder 81 procent mere CO2 end fra gængse oliekilder. Over hele rørledningens levetid vil den ekstra udledning være på op mod 1,2 milliarder kubikmeter - det samme som fra hele USA's bilpark på et år. Derfor skal præsidenten holde fast, skriver Redford. Du kan læse hans kommentar her.
Tilhængerne lader sig ikke påvirke. Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere gennem nye arbejdspladser i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst i udnyttelsen af oliesandet.
I øjeblikket lancerer hver side således hver deres undersøgelser for at få så meget af videnskaben og den politiske kapital på deres side som muligt. En endelig afgørelse ligger stadig en del måneder ude i fremtiden.
Siden har præsident Barack Obama sammen med en række miljøorganisationer kastet sig ind i slaget mod rørledningen.
- Vi vil ikke godkende byggeriet, medmindre vi er helt sikre på, at udledningen af CO2 ikke stiger, sagde Obama i sidste måned.
Den garanti er svær at give, og Obama får nu en allieret i form af filmstjernen Robert Redford. Skuespilleren har i årtier slået en række slag for Demokraterne, og han er klart på Obamas side.
Redford peger på, at rørledningen ifølge en ny undersøgelse vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Udvinding af olie fra oliesand udleder 81 procent mere CO2 end fra gængse oliekilder. Over hele rørledningens levetid vil den ekstra udledning være på op mod 1,2 milliarder kubikmeter - det samme som fra hele USA's bilpark på et år. Derfor skal præsidenten holde fast, skriver Redford. Du kan læse hans kommentar her.
Tilhængerne lader sig ikke påvirke. Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere gennem nye arbejdspladser i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst i udnyttelsen af oliesandet.
I øjeblikket lancerer hver side således hver deres undersøgelser for at få så meget af videnskaben og den politiske kapital på deres side som muligt. En endelig afgørelse ligger stadig en del måneder ude i fremtiden.
25.3.13
Senatet vil have rørledning
ENERGIPOLITIK: I sidste uge vedtog det amerikanske Senat et budget, og blandt de vedhæftede tilføjelser var en beslutning om at bygge den såkaldte "Keystone-rørledning." Rørledningen skal føre olie fra oliesand med store oliereserver i Canada til raffinaderierne i Texas.
Stemmerne i Senatet fordelte sig med 62 for og 37 imod. Alle Republikanere var for, mens flere Demokrater stemte imod.
Rørledningen er da også kontroversiel på miljøfløjen.
Først og fremmest mener grønne organisationer, at rørledningen vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Billig energi herfra vil begrænse væksten i vedvarende energi. Endelig mener miljøfolkene, at antallet af nye amerikanske job ved bygningen af rørledningen er blevet overdrevet af tilhængerne, og at meget af olien vil gå til eksport.
Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger til gengæld, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst udnyttelsen af oliesandet.
Der er dog ikke grønt lys for rørledningen med afstemningen. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har vedtaget en mere erhvervsvenlig version, og de to love bliver svære at forene. Endelig har præsident Barack Obama og Det Hvide Hus det sidste ord, fordi rørledningen krydser grænsen mellem Canada og USA.
Stemmerne i Senatet fordelte sig med 62 for og 37 imod. Alle Republikanere var for, mens flere Demokrater stemte imod.
Rørledningen er da også kontroversiel på miljøfløjen.
Først og fremmest mener grønne organisationer, at rørledningen vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Billig energi herfra vil begrænse væksten i vedvarende energi. Endelig mener miljøfolkene, at antallet af nye amerikanske job ved bygningen af rørledningen er blevet overdrevet af tilhængerne, og at meget af olien vil gå til eksport.
Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger til gengæld, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst udnyttelsen af oliesandet.
Der er dog ikke grønt lys for rørledningen med afstemningen. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har vedtaget en mere erhvervsvenlig version, og de to love bliver svære at forene. Endelig har præsident Barack Obama og Det Hvide Hus det sidste ord, fordi rørledningen krydser grænsen mellem Canada og USA.
18.11.12
Hvad vil Obama de næste fire år?
POLITIK: Den genvalgte præsident Barack Obama har fire centrale politiske målsætninger for hans anden valgperiode.
Underskud og job: USA's budgetunderskud skal ned, for de nuværende blodrøde tal er ikke holdbare. Først på dagsordenen er derfor reduktion af underskuddet. Grunden til, at det står i front, er den såkaldte "financial cliff", som USA når 1. januar 2013. Her træder en række automatiske besparelser og skattestigninger i kraft, fordi Kongressen ikke formåede at lave en aftale om at reducere underskuddet i 2011.
Den samlede effekt på USA's BNP er fem procent. Det er muligvis et så stort chok for den amerikanske økonomi, at der kommer en krise nummer to.
Obama vil afbøde chokket ved at beholde skattestigningerne for de rige - dvs. dem, der tjener over 250.000 dollars om året. For resten skal skattestigninger væk. Samtidig skal en række besparelser enten udskydes, begrænses eller helt væk.
Obama er i gang med forhandlinger med republikanere og demokrater i Kongressen. På valgdagen mente seks ud af ti vælgere, at der må skattestigninger til. Obama kan således påstå, at han har et politisk mandat.
Republikanerne er imidlertid i chok-tilstand efter valgnederlaget, og teparti-fløjen har så stor magt i det svækkede parti, at det næppe er muligt at få republikansk støtte til skattestigninger. Og den skal til - Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus.
En mulighed er at lade skattestigningerne træde i kraft 1. januar som planlagt. Det har ingen større effekt, da skatten først skal betales senere.
Så kan Obama og Kongressen nemlig sige, at de har leveret en reel skattelettelse, når de eksempelvis 4. januar 2013 sænker skatten igen for alle under de 250.000 dollars. Republikanerne kan således påstå, de ikke har stemt for skattestigninger for dem, der tjener over 250.000 dollars - og begge partier kan mene, de har leveret skattelettelser.
Skattesystemet: USA's skattelovgivning er om muligt endnu mere kompliceret end den danske. Det vælter med ret høje skattesatser, men til gengæld en regnskov af fradragsmuligheder. Det betyder reelt, at kun større virksomheder og folk med råd til revisorer får en retfærdig behandling af skattevæsenet.
Skattelovene har ikke nydt godt af en regelforenkling siden Ronald Reagan i 1986. Her er det muligt at skabe en aftale på tværs af partierne.
Immigration: Indvandring bliver et hedt emne de kommende år. Latinoer stemte i stort tal på Obama i forventning om, at han giver amnesti til de 12 millioner illegale indvandrere, som har levet mange år i USA.
Det vil Obama også gerne, for det kan låse latinoerne fast som demokratiske vælgere. Da de er den hurtigst voksende vælgergruppe, er strategien forståelig.
Republikanerne vil stå i et dilemma. Teparti-fløjen vil ikke være med til at "legalisere illegal indvandring." Men blokerer Republikanerne, vil latinoerne blive hos Obama, og det bliver en næsten umulig opgave at få en republikaner i Det Hvide Hus fremover.
Republikanerne er dog ikke i kridthuset selv med en positiv indstilling. Det kræver blot nogle få uger med Obama, der flyver landet rundt og sætter dagsordenen på området, og så ejer præsidenten temaet. Bliver en reform vedtaget med republikanske stemmer, vil Obama alligevel få meget af æren.
Olie: Energipolitik og ikke mindst olie kommer til at stå i centrum for demokraten Obamas kommende fire år. USA's udvinding af olie og gas er ved at eksplodere takket være nye udvindingsmetoder og felter. Alle amerikanske præsidenter siden Nixon har drømt om at være fri for olieimport fra lande som Venezuela, Irak, Saudi-Arabien osv. Måske kan det lykkes denne gang?
Derudover betyder den anden valgperiode, at hans vartegn sundhedsreformen overlever, og at han kan få afsluttet krigen i Afghanistan. Iran er en stor hovedpine, som kan ødelægge hele anden præsidentperiode. Hvordan bliver Iran stoppet i at få atomvåben. Skal der krig til? Er diplomati nok? Hvad sker der, hvis Iran pludselig står med atomvåben?
Også Kinas opblomstring og Europas hensygnen skal håndteres. Endelig er der alle de uventede begivenheder, som ligger og venter og tilbyder både gevinster og fælder.
Underskud og job: USA's budgetunderskud skal ned, for de nuværende blodrøde tal er ikke holdbare. Først på dagsordenen er derfor reduktion af underskuddet. Grunden til, at det står i front, er den såkaldte "financial cliff", som USA når 1. januar 2013. Her træder en række automatiske besparelser og skattestigninger i kraft, fordi Kongressen ikke formåede at lave en aftale om at reducere underskuddet i 2011.
Den samlede effekt på USA's BNP er fem procent. Det er muligvis et så stort chok for den amerikanske økonomi, at der kommer en krise nummer to.
Obama vil afbøde chokket ved at beholde skattestigningerne for de rige - dvs. dem, der tjener over 250.000 dollars om året. For resten skal skattestigninger væk. Samtidig skal en række besparelser enten udskydes, begrænses eller helt væk.
Obama er i gang med forhandlinger med republikanere og demokrater i Kongressen. På valgdagen mente seks ud af ti vælgere, at der må skattestigninger til. Obama kan således påstå, at han har et politisk mandat.
Republikanerne er imidlertid i chok-tilstand efter valgnederlaget, og teparti-fløjen har så stor magt i det svækkede parti, at det næppe er muligt at få republikansk støtte til skattestigninger. Og den skal til - Republikanerne har flertal i Repræsentanternes Hus.
En mulighed er at lade skattestigningerne træde i kraft 1. januar som planlagt. Det har ingen større effekt, da skatten først skal betales senere.
Så kan Obama og Kongressen nemlig sige, at de har leveret en reel skattelettelse, når de eksempelvis 4. januar 2013 sænker skatten igen for alle under de 250.000 dollars. Republikanerne kan således påstå, de ikke har stemt for skattestigninger for dem, der tjener over 250.000 dollars - og begge partier kan mene, de har leveret skattelettelser.
Skattesystemet: USA's skattelovgivning er om muligt endnu mere kompliceret end den danske. Det vælter med ret høje skattesatser, men til gengæld en regnskov af fradragsmuligheder. Det betyder reelt, at kun større virksomheder og folk med råd til revisorer får en retfærdig behandling af skattevæsenet.
Skattelovene har ikke nydt godt af en regelforenkling siden Ronald Reagan i 1986. Her er det muligt at skabe en aftale på tværs af partierne.
Immigration: Indvandring bliver et hedt emne de kommende år. Latinoer stemte i stort tal på Obama i forventning om, at han giver amnesti til de 12 millioner illegale indvandrere, som har levet mange år i USA.
Det vil Obama også gerne, for det kan låse latinoerne fast som demokratiske vælgere. Da de er den hurtigst voksende vælgergruppe, er strategien forståelig.
Republikanerne vil stå i et dilemma. Teparti-fløjen vil ikke være med til at "legalisere illegal indvandring." Men blokerer Republikanerne, vil latinoerne blive hos Obama, og det bliver en næsten umulig opgave at få en republikaner i Det Hvide Hus fremover.
Republikanerne er dog ikke i kridthuset selv med en positiv indstilling. Det kræver blot nogle få uger med Obama, der flyver landet rundt og sætter dagsordenen på området, og så ejer præsidenten temaet. Bliver en reform vedtaget med republikanske stemmer, vil Obama alligevel få meget af æren.
Olie: Energipolitik og ikke mindst olie kommer til at stå i centrum for demokraten Obamas kommende fire år. USA's udvinding af olie og gas er ved at eksplodere takket være nye udvindingsmetoder og felter. Alle amerikanske præsidenter siden Nixon har drømt om at være fri for olieimport fra lande som Venezuela, Irak, Saudi-Arabien osv. Måske kan det lykkes denne gang?
Derudover betyder den anden valgperiode, at hans vartegn sundhedsreformen overlever, og at han kan få afsluttet krigen i Afghanistan. Iran er en stor hovedpine, som kan ødelægge hele anden præsidentperiode. Hvordan bliver Iran stoppet i at få atomvåben. Skal der krig til? Er diplomati nok? Hvad sker der, hvis Iran pludselig står med atomvåben?
Også Kinas opblomstring og Europas hensygnen skal håndteres. Endelig er der alle de uventede begivenheder, som ligger og venter og tilbyder både gevinster og fælder.
29.4.11
Hvad kan politikerne gøre ved benzinprisen?
DYRE DRÅBER: Benzinprisernes himmelflugt i USA er blevet et stort politisk problem, som bloggen skrev om forleden.
Flere løsninger er blevet foreslået, afvist og igen taget op. Her gennemgås nogle af dem i kort og klar form.
Flere løsninger er blevet foreslået, afvist og igen taget op. Her gennemgås nogle af dem i kort og klar form.
26.4.11
Dyr benzin og usælgelige huse får økonomien til at vakle
FEM KRONER LITEREN: Netop som den amerikanske økonomi begyndte at vise tegn på vækst og faldende arbejdsløshed, dukkede benzinprisen op og gav nye udfordringer for politikere fra begge partier.
Med en benzinpris på over fire dollars per gallon - eller lige over fem kroner per liter - er bilnationen USA i chok. De efter amerikanske forhold særdeles dyre dråber er ved at få det økonomiske vækstlokomotiv til at gå i stå og måske endda køre baglæns.
Olie fra Arktis
Republikanerne er straks gået til angreb på præsident Barack Obama og Demokraterne.
- The White House and the rest of the Democrats who run Washington are terrified about the political impact of gas prices, because many of their policies — like the national energy tax — are explicitly designed to raise energy prices, sagde Michael Steel, talsmand for den republikanske formand for Repræsentanternes Hus John Boehner.
Republikanerne mener, at løsningen ligger i at tillade olieboringer i Arktis og langs den amerikanske kyst. Sidstnævnte blev der vedtaget et midlertidigt stop for efter sidste års oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf, da en af olieselskabet BP's olieplatforme eksploderede og sank.
Søvnløs Obama
Talsmand Jim Carney fra Det Hvide Hus erklærer, at Obama er bekymret:
- The president is very aware of it and concerned by rising gas prices which have put added pressure on Americans as they deal with an economy that is recovering but is not back to where it needs to be.
Obama selv ligger angiveligt søvnløs, fortæller han:
- What ordinary folks are going through still, even after the economy has started growing again, is something that keeps me up at night, and it's something that I think about the first thing when I wake up in the morning.
Demokraterne ønsker modsat Republikanerne at åbne for hanerne i det nationale oliereservelager i håb om, at det kan skrue priserne ned. Samtidig vil partiet undersøge, om olieselskaber forsøger at udnytte situationen ved at presse priserne i vejret.
På længere sigt erklærer Demokraterne, at der ikke er meget andet at gøre end at gå over til grøn energi - men det har lange udsigter. Det samme kan siges om Republikanernes olieboringer, for en boreplatform og rørledninger bankes næppe op på et par uger.
Realiteterne er, at politikerne på kort- og mellemlang sigt ikke kan gøre det store ved olieprisen og dermed prisen på benzin. I stedet bliver det næppe til mere end billeder af politikere ved tankstationer, der ser bekymrede ud. Det opfordrede demokraten Nancy Pelosi i hvert fald sine partikolleger i kongressen til at kaste sig ud.
Køb et hus - få en bil
Samtidig er boligmarkedet for nybyggede boliger stadig fastfrosset - antallet af salg har aldrig været lavere, siden statistikken så dagens lys i 1963. Dengang havde USA endda 120 millioner færre indbyggere.
Det er naturligvis et klassisk eksempel på, at de spæde økonomiske forårsknopper hurtigt kan blive knust af en ny økonomisk recessions hårde frost.
Nogle mæglere er sågar begyndt at smide en gratis bil med i hushandlen. Læs mere her.
Med en benzinpris på over fire dollars per gallon - eller lige over fem kroner per liter - er bilnationen USA i chok. De efter amerikanske forhold særdeles dyre dråber er ved at få det økonomiske vækstlokomotiv til at gå i stå og måske endda køre baglæns.
Olie fra Arktis
Republikanerne er straks gået til angreb på præsident Barack Obama og Demokraterne.
- The White House and the rest of the Democrats who run Washington are terrified about the political impact of gas prices, because many of their policies — like the national energy tax — are explicitly designed to raise energy prices, sagde Michael Steel, talsmand for den republikanske formand for Repræsentanternes Hus John Boehner.
Republikanerne mener, at løsningen ligger i at tillade olieboringer i Arktis og langs den amerikanske kyst. Sidstnævnte blev der vedtaget et midlertidigt stop for efter sidste års oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf, da en af olieselskabet BP's olieplatforme eksploderede og sank.
Søvnløs Obama
Talsmand Jim Carney fra Det Hvide Hus erklærer, at Obama er bekymret:
- The president is very aware of it and concerned by rising gas prices which have put added pressure on Americans as they deal with an economy that is recovering but is not back to where it needs to be.
Obama selv ligger angiveligt søvnløs, fortæller han:
- What ordinary folks are going through still, even after the economy has started growing again, is something that keeps me up at night, and it's something that I think about the first thing when I wake up in the morning.
Obamas ugentlige tale fra den 23. april handlede om benzinprisen på fem kroner per liter.
Demokraterne ønsker modsat Republikanerne at åbne for hanerne i det nationale oliereservelager i håb om, at det kan skrue priserne ned. Samtidig vil partiet undersøge, om olieselskaber forsøger at udnytte situationen ved at presse priserne i vejret.
På længere sigt erklærer Demokraterne, at der ikke er meget andet at gøre end at gå over til grøn energi - men det har lange udsigter. Det samme kan siges om Republikanernes olieboringer, for en boreplatform og rørledninger bankes næppe op på et par uger.
Realiteterne er, at politikerne på kort- og mellemlang sigt ikke kan gøre det store ved olieprisen og dermed prisen på benzin. I stedet bliver det næppe til mere end billeder af politikere ved tankstationer, der ser bekymrede ud. Det opfordrede demokraten Nancy Pelosi i hvert fald sine partikolleger i kongressen til at kaste sig ud.
Køb et hus - få en bil
Samtidig er boligmarkedet for nybyggede boliger stadig fastfrosset - antallet af salg har aldrig været lavere, siden statistikken så dagens lys i 1963. Dengang havde USA endda 120 millioner færre indbyggere.
Det er naturligvis et klassisk eksempel på, at de spæde økonomiske forårsknopper hurtigt kan blive knust af en ny økonomisk recessions hårde frost.
Nogle mæglere er sågar begyndt at smide en gratis bil med i hushandlen. Læs mere her.
Subscribe to:
Posts (Atom)
