Biden vandt valget - men identitetspolitikken faldt

Det gik bedre i mine forudsigelser i år end i 2016 - se dem fra 2020 her.  Kun Florida og North Carolina - samt en enkelt valgmandsstemme i Maine - gik skævt for undertegnede. 

North Carolina blev som ventet meget tæt, og kun den overraskende sikre sejr til Trump i Florida overraskede mig betydeligt.

Ganske sikker sejr

Joe Biden er valgt som præsident i USA med i øvrigt stort set omvendt fortegn i valgmandsstemmer som i 2016. Og derfor er det også helt forkert, når mange nu siger, at valget var tæt, og Demokraterne skal selvransage. Nej, de skal ej. Det er meget, meget svært at vælte en siddende præsident. Kun fire præsidenter har oplevet det de seneste hundrede år, den seneste George H. W. Bush i 1992. 

Indrømmet - marginalerne i staterne er ikke store. Georgia, som Joe Biden ser ud til at vinde med 10.000 stemmer som den første demokrat siden 1992, og Arizona og Wisconsin med 20.000 stemmer, er tætte. Men igen - i 2000 vandt George W. Bush Florida med 537 stemmer, og Al Gore vandt samme år New Mexico med 366 stemmer. Det kan ske. Men når man ser i den nationale stemmeafgivning er sejren klar med 50,6 % af stemmerne til Joe Biden og 47,7 % til Trump. Behageligt nok for tilhængere af demokrati var fremmødet det højeste i procentandel af vælgere siden 1900.

Republikansk senat

Men nej, jordskredssejr er det heller ikke. Særligt at Republikanerne ser ud til at bevare flertallet i Senatet - vi skal godt nok lige igennem to vanvittige senatsvalg i Georgia til januar for at være elt sikker på det - er en bét for Demokraterner. Forbliver republikaneren Mitch McConnell formand, og vil han blokere alt lige fra ministre over dommere til lovforslag fra Biden?

Trump fik mange minoritetsstemmer

Samtidig er mange demokrater i chok over minoriteters stemmeafgivning.

26 % af Trumps stemmer kommer fra en eller anden for for hudfarvemæssig minoritet. Det er den højeste andel for en republikaner siden 1960. Trumps støtte hos sorte kvinde steg fra 4 % til 8 % og blandt sorte mænd fra 13 % til 18 %. Hos homoseksuelle steg støtten fra 14 til 28 %. Og hvide kvinder, der måske ellers skal frygte at blive grebet i fissen, gav 55 % af deres stemmer til Trump. 

Valget beviser, at ja, amerikanerne er trætte af Trumps barnlige bølleadfærd. Men tallene herover viser, amerikanerne ikke er klar til at omfavne identitetspolitikken. For mange vælgere er det altså ikke hudfarve eller køn, der er afgørende i livet. Det er økonomien, privatlivet og måske ens grundlæggende livsfilosofi og ideologi. 

Økonomi frem for identitetspolitik

Josh Hawley, ung republikansk senator fra Missouri, bliver bredt set som af partiets kommende stjerner og mulig præsidentkandidat i 2024. Hans tyggen på tallene gav en klar konklusion:

We are a working class party now. That’s the future

— Josh Hawley (@HawleyMO) November 4, 2020

Demokraterne skal passe på de kommende år. Formår de ikke at tale ind i de økonomiske bekymringer hos mindretallene, kan de altså ikke føle sig sikker på sorte arbejderstemmer eller kvindelige latinoer. Wokeness, konstante anklager om racisme og sexisme samt cancel culture fungerer ikke uden for New York og San Francisco. 

Det - indrømmet særdeles - højreorienterede medie Free Beacon morer sig i alt fald meget over identitetspolitikeres rasen over det, de anser som svigt fra folk, der stemmer forkert, fordi de ikke stemmer efter deres hudfarve eller køn. 

Republikanerne kommer dog heller ikke sovende til fremtidige sejre. Hvis de vil bevare og udbygge stemmetallene blandt arbejderklassen af alle farver, så skal politikken tilpasses, så det ikke bare er McConnells virksomhedsdonorer, der får deres dagsorden igennem. Hvordan sikrer Republikanerne den balance? 

Trumps tid er nu forbi, omend de kommende måneder før 20. januar godt kan blive både slidsomme og hårde for det amerikanske demokrati. Og det er muligt at tage væddemål på, om Trump mon stikker af til Rusland eller Saudi-Arabien med Air Force One om formiddagen. 

Men Republikanerne og Trumps politik om økonomisk nationalisme er bestemt ikke et uddøende politisk dyr, og Demokraterne er ikke sikre på demografisk dominans i USA, simpelthen fordi der bliver færre hvide. 

Joe Bidens føring er støbt i beton

For en uge siden stod der ifølge electoral-vote.com  356-182 i valgmandsstemmer til Joe Biden. Der skal 270 til at vinde. For to uger siden var resultatet 356-164. 

Dags dato viser optællingen 378-144 til Joe Biden. 16 valgmandsstemmer står som uafgjorte.

Kort og godt: Joe Bidens betydelige forspring er cementeret og rykker sig ikke rigtigt - faktisk kun lidt yderligere fremad. 

Den blå mur er genopbygget

Vigtigst af alt for Biden er, at Den Blå Mur, som faldt i 2016, er blevet genopbygget og er stærk - sandsynligvis endda stærkere end såvel The Wall i Game of Thrones og Den Kinesiske Mur, der begge blev gennembrudt.

I Wisconsin fører Biden med syv procentpoint. I Michigan med ni procentpoint. I Pennsylvania med syv procentpoint. Og i Minnesota - den eneste blå mur-stat, Clinton formåede at fastholde i 2016 med et procentpoints forspring - fører Biden ligeledes med ni procentpoint. Alle delstater er reelt uden for statistisk usikkerhed, og de stater alene vil sikre Biden sejren.

Samtidig er han endda i så god stand, at han fører med nogenlunde stabile tre procentpoint i Florida. I North Carolina, Arizona og Iowa er der svag, men statistisk usikker føring til demokraten. Og så fører Biden endda i Iowa og...Texas! Begge steder går meningsmålingerne dog til først den ene, så den anden kandidat. Det samme gælder dog træls nok for præsident Trump også i Ohio. Han kan ikke undvære nogen af de stater. 

Meget høj stemmeprocent 

57,4 millioner stemmer er allerede afgivet og kan altså ikke ændres, uanset hvad der sker. Så hvis de er afgivet på basis af, hvordan meningsmålingerne lige nu ser ud, er det en klar Biden-fordel.

Allerede nu er der afgivet så mange stemmer, at det svarer til 41,7 % af det samlede antal kryds, der blev sat i 2016. Alt tyder på, at valgdeltagelsen i USA bliver rekordhøj. Det er noget af et sundhedstegn for et demokrati, som flere og flere ellers stiller spørgsmålstegn ved. 

Biden fik den digitale konventkrone

Alt gik helt perfekt ved Demokraternes partikonvent. Kamala Harris blev hyldet som vicepræsidentkandidat, mens Joe Biden holdt en blændende tale og slog sit image som Mr. Empathy fast. Han vil kæmpe for et mildere og mere menneskeligt USA og præsidentembede. 

De mange andre taler var nostalgiske og slog på, hvor godt og velfungerende USA var under forskellige demokratiske administrationer.

Kun let vrede over, at stjerneskuddet Alexandria Ocasio-Cortez kun fik 90 sekunders taletid, var der at høre fra de venstreorienterede. Nogle midtersøgende kritiserede hende så for at tale for Bernie Sanders' nominering, men det var hendes rolle, for Demokraterne skal nominere flere kandidater.

Første digitale konvent 

Det var det første digitale konvent nogensinde, og mange mener, det var langt bedre end de vanlige brølende partisoldater og akavede pauser fra scenen efter klapsalver, der ikke altid kommer. Værterne var gode, klipningen tjep og æggende, indslagene både robuste og sjove og talerne effektive. 

I valgkampen 2024 skal der nok komme flere fysiske indslag igen, og sikkert også en eller anden form for fysisk konvent. Mennesker HAR brug for at mødes. Det vil corona ikke ændre på, når først den store sundhedskrise er ovre. Men partierne har klart fået nye våben i deres digitale arsenal. 

Nu må vi se, om Republikanerne er lige så gode. De går i gang i dag.

Biden skal krones

I dag begynder det demokratiske konvent, hvor Joe Biden officielt skal kåres som Demokraternes præsidentkandiddat. 

Normalt ville et enormt messecenter, denne gang i Milwaukee, Wisconsin, være fyldt med demokrater med skumgummihænder, skilte fra hjemstaten og dalende balloner. 

Men det er næppe vejen frem, mens USA lider under coronakrisen - da slet ikke med en 77-årig præsidentkandidat i højrisikogruppen. 

Derfor er demokraternes konvent blevet digitalt og finder sted rundt om i landet og med taler leveret i pixels. Det bliver en nyskabende seance. 

Det er mange år siden, konventer var politisk spændende, og kandidaterne blev fundet i cigarrøgfyldte baglokaler. De seneste årtier har det været et fire dage lang politisk valgmøde, som medierne fandt mere og mere uinteressante at dække. De klassiske konventer kan sagtens være fortid fra nu af. 

Talerne

Taler er der dog nok af hos Demokraterne. Den sidstnævnte hver dag holder dagens hovedtale. Det er tale om enten en Biden eller en Obama, så partiet rækker ud over nostalgi for årene 2009-2017. 

Mandag

• Senator Bernie Sanders (I-VT)
• Senator Catherine Cortez Masto (D-NV)
• Guvernør Andrew Cuomo (D-NY)
• Guvernør Gretchen Whitmer (D-MI)
• Medlem af Repræsentanternes Hus Jim Clyburn (D-SC) - manden der gav førstehjælp til Joe Bidens valg ved at sikre Biden sejren i primærvalget i South Carolina
• Medlem af Repræsentanternes Hus Bennie Thompson (D-MS)
• Medlem af Repræsentanternes Hus Gwen Moore (D-WI)
• Tidligere guvernør John Kasich (R-OH) - den eneste republikanske taler på konventet og stærk "never-Trump" republikaner
• Senator Doug Jones (D-AL) - en tragisk skæbne venter ham i Alabama til november, hvor den i partiet populære mand vil tabe stort
• Senator Amy Klobuchar (DFL-MN)
• Tidligere first lady Michelle Obama

Tirsdag

• Tidligere justitsminister Sally Yates
• Senator og leder af Demokraterne i Senatet Chuck Schumer (D-NY)
• Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat i 2004 John Kerry
• Medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez (D-NY)
• Medlem af Repræsentanternes Hus Lisa Blunt Rochester (D-DE)
• Tidligere præsident Bill Clinton
• Joe Bidens kone, Jill Biden

Onsdag

• Formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi (D-CA)
• Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton
• Senator Elizabeth Warren (D-MA)
• Guvernør Tony Evers (D-WI)
• Guvernør Michelle Lujan Grisham (D-NM)
• Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Gabrielle Giffords (D-AZ)
• Senator og kommende vicepræsidentkandidat Kamala Harris (D-CA)
• Tidligere præsident Barack Obama

Torsdag

• Senator Cory Booker (D-NJ)
• Guvernør Gavin Newsom (D-CA)
• Borgmester Keisha Lance Bottoms (D-Atlanta)
• Tidligere borgmester Pete Buttigieg (D-South Bend)
• Tidligere borgmester Mike Bloomberg (D-New York City)
• Tidligere præsidentkandidat Andrew Yang
• Senator  Tammy Baldwin (D-WI)
• Senator  Tammy Duckworth (D-IL)
• Senator  Chris Coons (D-DE)
• Joe Biden - der skal levere sin vigtige tale, hvor han endelig får opfyldt sin livslange drøm om at være Demokraternes præsidentkandidat

Stjernestøv

Som det kan ses, er det en lang liste af enten tidligere præsidentkandidater, der skal tages hensyn til. Eller også er der notabiliteter fra svingstater, Demokraterne vil vinde. Eller også rulles voldsomt populære demokrater som Michelle Obama eller Bill Clinton ud for at kaste stjernestøv.

Fire nulevende demokratiske præsidentkandidater er ikke med. Jimmy Carter, Walter Mondale og Michael Dukakis er dog alle ældre og ret svagelige, så der er ingen overraskelse. Men uden coronakrise havde der nok været plads til Al Gore og hans klimavisioner. Det blev der  ikke i år. 

Moderat og midtsøgende

Fire af talerne er farvede personer, og 18 er kvinder. Det er ikke vores bedsteforældres konvent. Samtidig er der imponerende mange moderate demokrater og få venstreorienterede. Bidens strategi for valget tegner tydeligere og tydeligere: Det er den moderate, rolige og midtersøgende vej. Biden er overbevist om, det er det, amerikanerne ønsker efter fire års kaos med Trump.

De moderate demokrater er bange

I 2018 vandt Demokraterne til manges overraskelse flertallet i Repræsentanternes Hus.

Sejre kom ikke via en bølge af opbakning til en stærkt venstreorienteret dagsorden. Den kom i stedet takket være de mange moderate demokratiske kandidater, som vandt i ellers moderat konservative distrikter.

En af de kandidater er Elissa Slotkin fra Michigan, som Politico vil følge gennem valgkampen. Første del af serien er her. 

Hun er gårdejer, tidligere CIA-ekspert og før valget i 2018 udtrykte hun reelt ingen politiske holdninger. Flere af hendes venner skrev bekymret til hende, da hun på Facebook offentliggjorde sit kandidatur. Var hun blevet hacket?

Hun passer perfekt til distriktet og gik til valg på smør på brøddet-temaer som sundhedsforsikring og arbejdspladser. Derimod ville hun ikke være del af krigen mod Donald Trump eller den identitetspolitiske fløj hos Demokraterne.

Men det har været svært. Hun endte med at være del af rigsretssagen mod Trump og stemte for hans afsættelse. Hun har også stærkt kritiseret Trumps vattede reaktion på, at Rusland giver dusører for døde amerikanske soldater.

Vil det gå godt i et distrikt, der med 7 % flertal stemte for Donald J. Trump i 2016? Det finder vi snart ud af. Men Slotkin er bekymret. 

Demokraterne samler sig bag Biden

I 2016 vandt Donald J. Trump delstaterne Michigan med 10.704 stemmer og Wisconsin med 22.177 stemmer. I de samme delstater fik den grønne kandidat Jill Stein 51.463 stemmer i Michigan og 31.006 stemmer i Wisconsin. Havde Hillary Clinton fået bare en del af de stemmer, havde hun vundet de to stater

Mange af Steins stemmer var utilfredse Bernie Sanders-stemmer, der nægtede at stemme på Hillary Clinton. Enten fordi de afskyede hende, eller mere sandsynligt at de følte sig snydt og ikke ville støtte establishment-kandidaten Clinton.

Vil den samme mængde protestvælgere spænde ben for Joe Biden i 2020? Mange frygter det, men frygten er overdrevet.

Uanset hvem demokratiske vælgere stemte på i primærvalget, støtter de i massiv grad Biden. 87 % af Sanders' vælgere har eksempelvis valgt at støtte Biden. 4 % er underligt nok gået til Donald Trump, mens 8 % vil støtte en tredje kandidat. I øvrigt har tidligere højtplacerede dele af Sanders' valgstab netop meddelt, de vil lave en super PAC, der skal få Sanders' latinostøtter til at bakke op om Biden.

Build back better

Med de venstreorienterede vælgere bag sig, er Bidens nuværende strategi med at bevæge sig svagt mod centrum det rette valg. Han forsøger at få nogle af de arbejdervælgere tilbage, der forlod partiet i 2016.

Det sker med en økonomisk plan,  der blandt andet lover regeringsordrer på 400 milliarder dollars til amerikanske produkter, og kravene til, hvornår et produkt er "Made in America" skal strammes op. Biden udtrykte støtte til fagforeninger og lover, at ikke alle Trumps nye toldsatser bare skal afskaffes fra dag ét. Der er også godbidder til de venstreorienterede. 300 milliarder dollars skal investeres i klimateknologi, bioteknologi og kunstig intelligens.

At pakken så har fået det skrækkelige navn "Build Back Better" er en helt anden ting...men der er da alliteration.

Kælder-kampagnen virker

Joe Bidens valgkamp har fået øgenavnet "bunker-kampagnen" eller "kælder-kampagnen."

Biden sidder hjemme i sin kælder i Delaware og kaster videoer ud. Når han går ud i det offentlige, er det med maske og begrænset rejseaktivitet i bedste Covid-19-stil.

Vil det virke?, spørger de politiske nørder.

For over hundrede år siden var veranda-valgkampe standarden. Her mødte tilhængere af præsidentkandidaterne op ved deres hjem og fik en tale og en fest med. Kandidaten rejste ikke rundt i landet. Det var under hans værdighed.

Siden fik vi de store valgturneer og valgmøder, kulminerende med Donald Trumps diktator-lignende hyldestmøder.

Politik er dog en resultatorienteret forretning, og Joe Biden leverer resultaterne, viser meningsmålingerne. Det begejstrer Demokraterne. 

Strategi vs. mavefornemmelser
Som talsperson for kampagnen T.J. Ducklo siger:

“Since Joe Biden got in this race 14 months ago, he has offered a consistent vision for where this country needs to go and a clear contrast with Donald Trump on how he will get us there. You see it not just in how Vice President Biden speaks — offering a vision to unite this country, rather than Donald Trump's divisive and erratic behavior — but in how he acts. Unlike Donald Trump, our campaign isn't going to put our supporters in grave danger just because rallies are fun. We are campaigning aggressively, but smartly.”

Budskabet er klart: Hvem ønsker du i det Hvide Hus efter fire års kaos? En der leder efter maven, er brutal i sprog og opførsel, uden strategi og elsker de store, men i pandemier farlige møder? Eller en, der er afbalanceret, strategisk, rolig og omfavner normalitet?

Demokraterne mener, de har fundet det valg, amerikanerne foretrækker. Og meningsmålingerne giver lige nu partiet ret, også hvad angår Covid-19. For fortsætter sundhedskrisen, hvem vil amerikanerne så have til at styre landet og med hvilken ledelsesstil?

Og når Trump samtidig formår at skabe den ene krise for sig selv efter den anden, ser Biden og demokraterne intet behov for at slå på manden på valgmøder. Det klarer han så fint selv.

Følger Warren Roosevelts spilleregler?

Fattigdommen steg. Alkoholisme og stoffer var en svøbe. Hjemløsheden var stor. Hadet til ikke-hvide migranter massiv.

2016 i USA - eller 1932 i selvsamme land?

Begge svar kan være ganske korrekte. Og derfor skal det måske være Franklin D. Roosevelts tilgang til politiske valgkampe, Demokraterne skal følge?

Roosevelt vandt i 1932 præsidentembedet over Herbert Hoover med 57,4 % af stemmerne - den indtil da hidtil største valgsejr for en demokrat.

Han var ikke bange for detaljerede politiske planer, der fortalte, han ville lave meget om, og det ville komme til at koste. Men gevinsterne ville være større end omkostningerne.

Demokrati-laboratorier
Socialisme-anklagerne flød mod Roosevelt. Men den tidligere guvernør i New York understregede, hans tilgang var pragmatisk og baseret på de ting, der var forsøgt med succes og virkede lokalt. Han kaldte de amerikanske delstater for "Laboratories of Democracy" - et begreb der måske inspirerede det "Arsenal of Democracy," han udråbte USA til i 1940.

Warrens strategi
Senator Elizabeth Warren er nok den demokratiske præsidentkandidat, der mest forsøger samme strategi. Hun har utallige meget detaljerede planer for alt fra handelspolitik over Big Tech til såkaldt "ultra-millionærskat."  

Virker Roosevelt strategi også i 2019?

Måske

Warren ligger udmærket til i meningsmålingerne i det demokratiske primærvalg. Men hun mangler er Roosevelts praktiske erfaring som udøvende guvernør. Det dysfynktionelle amerikanske senat giver ikke mange pluspoint her.

Demokraterne ser partiets fremtid i fortiden

Demokraternes partihovedkvarter, DNC, er begyndt at hyre ansatte til valgkampen 2020 i udvalgte delstater. Derfor er det muligt at få et billede af, hvor partiet regner med, slaget skal stå i 2020.

Valget er faldet på: Arizona, Florida, Ohio, Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.

Partiet ser altså sin fremtid i fortiden i de industristater, der er blevet så hårdt ramt af den nye serviceøkonomi og sværindustriens død. Her hentede Donald Trump mange kryds fra tidligere demokratiske arbejderstemmer i 2016.

77.000 arbejderstemmer
Demokraterne skal kun hente 77.000 stemmer for at få valgmandsstemmerne fra staterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

Det burde kunne lade sig gøre, særligt hvis Joe Biden bliver partiets præsidentkandidat. Han er populær hos de klassiske demokratiske arbejdervælgere. DNC vurderer åbenbart, at Biden med sit store forspring i primærvalget er manden, der skal satses på.

Georgia-fadæsen
Dermed fravælger partiet at gå efter delstater som North Carolina og Georgia. Barack Obama vandt førstnævnte i 2008, mens Hillary Clinton forsøgte at gå efter Georgia i 2016.

Mange mener, at havde Clinton besøgt Michigan og Pennsylvania et par gange til frem for Georgia, sad hun i dag i Det Hvide Hus. Den fejl vil partiet ikke begå igen.

Desuden vil det nok kræve en yngre og gerne sort kandidat at gå efter de to sydstater.

Rustbæltet
Naturligvis kan partiet ændre strategi og lave nye ansættelser, hvis partiets præsidentkandidat bliver en anden end Joe Biden. Men lige nu er det industristaterne og rustbæltet, der igen bliver centrale i Demokraternes strategi.

Demokraterne stemmer for høj minimumsløn

Mens den politiske debat i USA drejer sig om "The Squad," de fire kvindelige demokratiske kongresmedlemmer med anden hudfarve end hvid, som præsident Trump angriber lystigt, demonstrerer Demokraterne i det mere skjulte sammenhold.

I Repræsentanternes Hus fik formand Nancy Pelosi samlet et flertal for en minimumsløn på 15 dollars. 

Vedtagelsen er et kompromis mellem partiets midterfløj og de mere venstreorienterede og styrker sammenholdet i partiet frem mod valgåret 2020.

Det er et vigtigt signal at sende om enighed internt i et på mange områder splittet parti, der skal favne "demokratiske socialister" som kvinderne i"The Squad" til konservative medlemmer fra Sydstaterne.

Vedtagelsen betyder ikke, at den føderale minimumsløn nu er 15 dollars. Det republikansk kontrollerede Senat vil end ikke sætte lovforslaget til afstemning, og uanset hvad ville præsident Trump nedlægge veto.

Republikanerne mener, en minimumsløn giver en pæn facade, men bag murene i arbejdsmarked-huset koster den arbejdspladser.

Demokraterne håber, lovforslaget kan lokke nogle af de arbejderklassestemmer, partiet mistede i 2016, tilbage til partiet.

Er Hillary den nye kongemager?

For få måneder siden opstod der rygter om, at Hillary Clinton ville gå efter en rematch mod Trump.

Flere Demokrater var forfærdede. Det var nærmest den eneste måde, Trump kunne få fire år til, råbte de.

Det lyttede Hillary åbenbart til. Hun har således holdt flere møder med både en erklæret kandidat som senator Amy Klobuchar og en mulig kandidat som tidligere vicepræsident Joe Biden.

Tidligere har flere andre været forbi. 

En klar implikation af det er, at hun ikke selv vil søge opstillingen, men i stedet bakke op om den kandidat, hun mener har den bedste chance og den bedste politik.

Faktum for kandidaterne er, at trods hendes voldsomme polarisering i politik og had mod hende hos den amerikanske højrefløj, vil de gerne have hendes opbakning. Hun fik trods alt 66 millioner stemmer i 2016. Hun har stadig politiske forbindelser og et donornetværk som ingen andre. Det vil de nye kandidater gerne have adgang til.

Netop forbindelserne og donorerne gør dog også, det ikke helt kan udelukkes, om Hillary gør et sidst forsøg. Meget afhænger af, hvordan de demokratiske primærvalg går. Om det så vil være et klogt træk af Hillary at forsøge igen, skal ikke kunne siges.

Omend Aaliyah nok ville have sagt, forsøget skal gøres.

Pelosi på vej til at blive formand - igen

Repræsentanternes Hus skal have ny formand. Den nuværende, republikaneren Paul  Ryan, genopstillede ikke. Og så mistede Republikanerne i øvrigt også flertallet.

3. januar, når den nye kongres mødes for første gang, skal huset vælge ny formand. Og det kan meget vel blive en gammel kending - nemlig demokraten fra Californien, Nancy Pelosi, der var formand fra 2007 til 2011.

Erfaren dame
Hun er ikke just en vårhare med sine 78 år. Og mange demokrater, der vandt valg i konservative distrikter, lovede at stemme imod hende som formand. Republikanerne har i næsten to årtier fremstillet Pelosi som djævelen selv, der fremfører en verdensfjern vestkyst-venstreorienteret politik.  Derfor er hun en polariserende figur.

Kombinationen af at være umådeligt kontroversiel og ønsket om fornyelse i et parti præget af minoriteter betød, at flere vurderede, Pelosi ville blive stemt ned.

Pisk og gulerod
Men der er en grund til, hun i så mange år har holdt sig på den absolutte top i amerikansk politik. Hun ved, hvordan pisk og gulerod skal fordeles.

De venstreorienterede demokrater holdt således et møde, hvor Pelosi lovede dem magtfulde pladser i udvalg og forskellige lederstillinger i partiet. 

Det førte til følgende udtalelse fra lederen af de venstreorienterede, Pramila Jayapal:

"No one can really doubt Pelosi's progressive chops. And I do think, for the next two years, as we lead into 2020, and are coming off this big wave, we need someone who is smart and strategic and has done this."

Altså bliver det med massiv sandsynlighed Pelosi, der skal lede Demokraternes modstand mod præsident Donald Trump. Hun skal blot overbevise et par konservative demokrater, der kan vælge valgteknisk at stemme "til stede", men ikke "for." Så kan de tage hjem til deres konservative distrikter og sige, de ikke stemte for Pelosi, mens hun alligevel bliver valgt som formand.

Obama som formand? 
Et liden kuriosum: Der er faktisk ingen krav til, at formanden skal være medlem af Repræsentanternes Hus. I princippet kan Demokraterne vælge eksempelvis Barack Obama - der så lige med et er nummer tre i rækken til at arve præsidentembedet.

Slut med Rahm i Chicago

Rahm Emanuel har været borgmester i storbyen Chicago siden 2011. Nu er det slut - han genopstiller ikke. Og det blev da heller aldrig nogen stor succes for politikeren, der især blev kendt som præsident Barack Obamas første stabschef fra 2009 til 2010.

Før det var han medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne fra 2003 til 2009. Han var Obamas rapkæftede og hidsige stabschef, men gik af før det, der blev et gigantisk midtvejsvalgs-nederlag for Demokraterne i 2010.

Så ville han være borgmester i Chicago. Det startede kaotisk, da der blev lagt sag an mod ham. Han havde ikke boet i Chicago et år før valget, og derfor måtte han ikke stille op, mente flere. Men Illinois' højesteret gav ham til sidst lov. Han vandt valget med 55 % af stemmerne.

I sin første periode lukkede han en del skole i latino- og sorte distrikter, og kritikken af de alt for mange skyderier i Chicago rettede sig tit mod borgmesteren. Men han genvandt med nød og næppe posten ved valget i 2015.

Kort efter valget nåede hans popularitet ned at røre ved de 20 procent, da han totalt fejlede i sin håndtering af en skudepisode, hvor embedsfolk forsøgte at tilbageholde video og forsinke efterforskningen af betjentes uberettigede nedskydning af Laquan McDonald.

Han måtte også håndtere en lærerstrejke, men fik dog gennemført bedre offentlige sundhedstilbud til bysbørnene.

Trods en del penge indsamlet og let stigende popularitet siger han nu nej tak til en tredje periode som borgmester.

Få byer vil have det republikanske konvent i 2020

Mange byer vil gerne holde Demokraternes partikonvent i 2020. Bud tæller Atlanta, Birmingham i Alabama, Denver, Houston, Miami Beach,  Milwaukee, New York og San Francisco.

Republinerne har fået tre bud, men kun et er offentligt: Charlotte, North Carolina.

Republikanerne mener, det skyldes, at mange byer ikke vil påtage sig det enorme sikkerhedsopbud, et konvent kræver.  De frygter terrorangreb eller en gentagelse af de 1968-uroligheder, som Demokraternes partikonvent og byen Chicago led under. 

Det er naturligvis en rigtig overvejelse. Men passede historien perfekt, skulle Demokraterne vel have lignende udfordringer, og det tyder listen ikke på.

En uudtalt udfordring for Republikanerne er, at partikonventer nødvendigvis skal holdes i en storby. Og i storbyer er der per definition et flertal eller i hvert fald et meget stort mindretal af demokrater. Derfor er bystyrer ikke voldsomt interesserede i at gøre Trump og Co. tilfredse.

I det mindste betyder Republikanernes jagt på en by, at Keith Schiller snart kan begynde at arbejde for sin løn. 

Kirsten Gillibrand vil have magten

Mange taler om Elizabeth Warren, den stærkt venstreorienterede demokratiske senator fra Massachussets, som demokraternes spidskandidat til præsidentvalget i 2020.

Det er værd at huske, at i 1990 havde ingen hørt om Bill Clinton, og i 2006 mente mange, at Barack Obama ville være en god præsidentkandidat i 2020 eller 2024.

Budskabet: Meget kan ske endnu.

Allerede nu er det dog værd at bemærke, at Warren ikke kommer sovende til en nominering.

En klar udfordrer vil sandsynligvis blive senator Kirsten Gillibrand fra delstaten New York.

Hun blev valgt som senator i 2009, og før det var hun medlem af Repræsentanternes Hus fra New Yorks konservative 20. distrikt. Positivt vinklet er hun en pragmatisk politiker. Negativt vinklet er hun "flip-flopper."

Da hun blev valgt i sit konservative valgdistrikt, var hun officielt en konservativ "blue dog"-demokrat. Hun stemte sammen med våbenlobbyen, var imod fribyer for immigranter og havde ingen større begejstring for minimumslønninger. Samtidig arbejdede hun som advokat for tobaksfirmaet Phillip Morris og modtog en del donationer fra ansatte i firmaet.

Så blev hun senator, og imens drejede partiet Demokraterne mere og mere mod venstre. I 2008 kaldte 33 procent af demokraterne sig for venstreorienterede. I 2015 var det 42 procent.

Hælder mod venstre
Så Gillibrand begyndte selv at hælde mere mod venstre. I dag er hun det eneste medlem af Senatet, som stemte imod alle præsident Donald Trumps udnævnelser. Hun græd under et interview, hvor hun talte om sin tidligere støtte til våbenlobbyen. Hun er den 7.-mest venstreorienterede demokratiske senator. Hun støtter et fuldt skatteyderbetalt sundhedssystem og er bannerfører for MeToo-kampagnen. Gillibrand havde i sin tid ugentlige squash-aftaler med den demokratiske senator Al Franken, som hjalp hende en del i Gillibrands tidligere karriere. Da han blev anklaget for sexchikane, opfordrede hun ham med det samme til at træde tilbage.

Hun har også sagt, at Bill Clinton burde have trukket sig i 1990'erne for sin opførsel over for kvinder. Det fik en stærk Clinton-støtte fra 1990'erne, Philippe Reins, til at tweete:

- Over 20 yr you took the Clintons’ endorsements, money, and seat. Hypocrite. Interesting strategy for 2020 primaries. Best of luck.”

Gillibrand er ikke ideolog. Hun er pragmatiker og politiker, der har et mål i sigte: Det Hvide Hus og magten. Hun er klar til at være bannerfører for dagens hotteste ideologi for at nå dertil. Lige nu er det MeToo og et fuldt skattebetalt sundhedssystem. Som en vigtig detalje er hun 17 år yngre end Elizabeth Warren og kan dermed ærligt sige: Demokraterne har brug for en ny generation. Om hun så ærligt og med succes kan stå på mål for sine skiftende politiske holdninger, må vi vente med at se, til hun er særdeles sandsynlig kandidat til primærvalgene i 2020.

Dårlige meningsmålinger for Republikanerne

Præsident Donald Trump kan lide rekorder, og nu har han endnu en: Med 34 procent opbakning har Trump fået den laveste opbakning for en førsteårspræsident i en Gallup-måling nogensinde. Om rekorden får et tweet er nok mere tvivlsomt.

Til sammenligning kom Barack Obama aldrig under 40 procent, og det er endda i det første års hvedebrødsdage, at præsidentens popularitet plejer at være højest. Hvad sker der med Trumps popularitet, hvis en økonomisk krise rammer USA?

Svagheden har fået flere republikanske politikere til at overveje at udfordre Trump i 2020-primærvalgene. Både Ohio-guvernør John Kasich, senator Ben Sasse fra Nebraska og senator Ted Cruz fra Texas overvejer at gå ind i kampen, og det samme gør angiveligt vicepræsident Mike Pence. Det kan dog ende med at splitte de republikanske primærvælgere, så Trump kan sikre sig sejren, mens hans modstandere deler anti-Trump-stemmerne.

Men bliver en siddende præsident Trump udfordret af sit eget parti i 2020, vil det svække ham kraftigt frem mod præsidentvalget. I 1976 udfordrede Ronald Reagan præsident Gerald Ford og var lige ved at slå ham i primærvalgene. Det svækkede Ford så meget, at demokraten Jimmy Carter vandt præsidentvalget.

Det er ikke kun Trump, som er upopulær hos Republikanerne. Senatsleder Mitch McConnell har kun støtte fra 19 procent af vælgerne. Lederen i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har opbakning fra 33 procent af vælgerne.

Det korte af det lange er, at Demokraterne har en gylden mulighed for at gå i offensiven de kommende år. Spørgsmålet er, om partiet formår at udnytte mulighederne, eller om borgerkrigen mellem Bernie Sanders-fløjen af venstrefløjsidealister og mere moderate og vil nogen sige realistiske demokrater spidser til og splitter partiet.

Demokraternes har anden vej til valgsejre end arbejdervælgerne

Mantraet har været massivt i medierne siden Hillary Clintons nederlag og Republikanernes totale kontrol i Kongressen ved valget i november 2016: Demokraterne skal vinde arbejderstemmerne tilbage! Men der er en anden strategi, skriver Politico.

I stedet for at fange Obama-Trump-vælgerne, altså de arbejdervælgere der gik fra at stemme Obama i 2012 til Trump i 2016, skal Demokraterne gå efter Romney-Clinton-vælgerne. Det er de velhavende hvide forstadsbeboere, som stemte Mitt Romney i 2012, men Hillary Clinton i 2016. De vælgere bryder sig ikke om Trumps stil og væremåde og er utryg ved ham som præsident. På den politiske front er de moderate på sociale områder og vil have styr på økonomien, men vil gerne investere i uddannelse og sundhed. Der er et betydeligt uudnyttet potentiale i vælgergruppen for Demokraterne

Er velhavende forstadsbeboerer kombineret med det typiske demokratiske vælgerfundament i form af fattige minoriteter ikke en umage koalition af vælgere? Jo. Men den er da ikke mere umage end den koalition af evangelisk kristne og rige forretningsfolk, der i årtier har ledt Republikanerne fra sejr til sejr. Politico kan have fat i noget. 

Skattereform eller medicinpriser?

Efter nederlaget med sundhedsreformen og den efterfølgende republikanske borgerkrig om skylden for fiaskoen har præsident Donald Trump stærkt brug for en sejr.

Hvad skal sejren være?

Lige nu tyder meget på, han går efter en skattereform. Det burde være en win-win: ALLE Republikanere går ind for at sænke skatterne. Men skindet bedrager. Der er stor uenighed om, hvilke skatter der skal lettes. Og uenigheden bliver ikke mindre, når politikerne skal finde ud af, hvordan de betaler for skattelettelserne.

Her risikerer Donald Trump og Republikanerne endnu en fadæse. Men hvor finder præsidenten så sejren?

En mulighed kan være priserne på medicin. De er meget høje i USA, og parallelimport er forbudt, så af den vej er det ikke muligt at presse priserne.

Under valgkampen lovede Trump at få priserne ned. Går han efter at gennemføre valgløftet, kan han stille Demokraterne i et dilemma: Vil de fortsætte den kompromisløse kamp mod Trump, eller vil de stemme for forslaget, som de er politisk enige i?

Bredt flertal
På Republikanernes side er der ingen større begejstring for at regulere medicinalindustrien, og flertallet af partiet vil nok stemme imod. Men tilstrækkelig mange er klar til at stemme for og samtidig utvivlsomt sikre sig stemmer og donationer fra interesseorganisationen AARP, USA's svar på Ældresagen.

Alt i alt bør Trump kunne strikke et flertal sammen af nogle Demokrater og nogle Republikanere. Det vil fremstå som et bredt politisk samarbejde, medicinpriserne vil gå ned, og Trump vil have sin første, store sejr. Med Trumps ord: It will be terrific. Lad os se, om han vælger den vej.

Obama og justitsminister går til kamp for Demokraterne - og demokratiet?

Præsident Barack Obamas planer for efter-præsidenttiden var angiveligt ret klassiske før november: Han ville ikke blande sig i politik. Hillary Clinton skulle have fred i Det Hvide Hus, og alt ville være, som traditionerne påbyder.

Men de traditioner faldt, da Donald Trump blev valgt. Nu bliver Barack Obama som den første præsident siden Woodrow Wilson (som var dødssyg, da han trådte tilbage) i Washington D.C. og agter aktivt at styrke Demokraterne og være en stemme for det kriseramte parti.

Sidstnævnte har partiet stærkt brug for, for på kort sigt mangler det en reel leder. Men særligt arbejdet for aktivt at styrke Demokraterne har langsigtede perspektiver.

Obama allierer sig med sin nuværende justitsminister, Eric Holder, og parret vil arbejde ad tre spor.

For det første vil de styrke partiet i lokale valg og midtvejsvalgene. Republikanerne har for længst opdaget, at det er en god idé, og det er derfor, Republikanerne sidder på et stort flertal af delstatskongresser og guvernørposter. Nu vil Demokraterne gøre dem kunsten efter og være aktive i andre år end blot præsidentvalgårene.

Vilde valgdistrikter
Lykkes den strategi, kan de to politikere også gøre noget ved deres andet spor. Det handler om at ændre den måde, kongresdistrikter bliver skruet sammen på.

I 2014 fik Republikanerne 55 procent af alle medlemmer i Repræsentanternes Hus på 51 procent af stemmerne. Det skyldtes, at partiet med magt i delstaterne kan omtegne valgdistrikterne. I en stat med ti valgdistrikter kan Republikanerne så tegne distrikterne sådan, at alle demokratiske vælgere er samlet i to distrikter. Dermed kan Republikanerne let vinde de sidste otte. Det har ført til nogle meget underligt udseende valgdistrikter. Og det vil Demokraterne gøre op med.

Målet er at få neutrale valgkommissioner til at lave valgdistrikterne. Det kan selvfølgelig føre til politisk kamp om, hvem der nu skal sidde i de kommissioner. Men lykkes det, peger al fornuft på en styrkelse af demokratiet, når valg ikke er afgjort på forhånd.

Endelig vil Holder og Obama forsøge at få omgjort de mange love om vælger-ID, som Republikanere har gennemført for at holde sorte og andre klassisk demokratiske vælgere væk fra valgurnerne. Her vil Obama og Holder gå rettens vej.

Der bliver masser af arbejde for eks-præsidenten. Med med en alder på sølle 55 år har han også energien til det.

Demokraterne satser på demografien

Donald  Trump blev præsident, og utallige Demokrater går med nedslåede øjne og vaklende moral, mens Republikanerne tager fuld kontrol over Kongressen og Det Hvide Hus.

Men demografien vil redde Demokraterne, mener flere. I 2032 vil mange se tilbage på 2016 som den hvide arbejderklasses sidste kamp. De vil ikke se 2016 som et paradigmeskifte.

Donald Trumps snævreste sejre var i Florida med 1,3 procentpoint og de tre rustbæltestater Pennsylvania med 1 procentpoint, Wisconsin med 0,9 og Michigan med 0,2.

I de tre stater gik Trumps støtte blandt den hvide arbejderklasse fra 62 til 69 procent.

Hillary Clinton fik støtte i staterne fra minoriteter på op mod 81 procent.

Frem mod 2032 viser befolkningsfremskrivninger, at den hvide arbejderklasses del af vælgerne i de nævnte stater falder med 8-9 procent. Minoritetsvælgerne stiger næsten tilsvarende, og der kommer også flere hvide universitetsuddannede.

Demografi er skæbne, siger de kloge.

For allerede om fire år vil vi kunne se de befolkningsændringer afspejle sig i valgresultater.

Lad os antage, Donald Trump ikke skuffer sine tilhængere og bevarer sit enorme forspring blandt hvide vælgere i 2020. Og Demokraterne formår ikke at øge forspringet blandt minoriteterne.

På landsplan vil Demokraternes andel af det samlede antal stemmer på grund af befolkningsudviklingen alligevel gå fra 2 procentpoints føring til 3-4 procentpoint. Og det vil være nok til at skubbe alle fire delstater over på Demokraternes side. Nu vinder Demokraterne 303-235 i valgmandskollegiet.

Samtidig vil Demokraterne bliver endnu mere konkurrencedygtige i Arizona, Georgia og North Carolina.

Trump og Co. vil altså skulle mobilisere endnu flere hvide vælgere for at vinde. En stor udfordring i betragtning af, hvor højt niveau de nåede i 2016. Kan de vride endnu mere ud af citronen?

Meget tyder på, at Trump og Republikanerne rider på en bølge af lånt, demografisk tid.

Et lille håb for partiet er dog, at latinoer og sorte i lidt højere grad end vanligt stemte på Republikanerne. Hvorfor? Det ved man ikke helt endnu. Men analyserne skal nok komme, og så skal Republikanerne se, om det er en strategi, partiet kan bygge videre på.