Showing posts with label Bill Clinton. Show all posts
Showing posts with label Bill Clinton. Show all posts

17.8.20

Biden skal krones

I dag begynder det demokratiske konvent, hvor Joe Biden officielt skal kåres som Demokraternes præsidentkandiddat. 

Normalt ville et enormt messecenter, denne gang i Milwaukee, Wisconsin, være fyldt med demokrater med skumgummihænder, skilte fra hjemstaten og dalende balloner. 

Men det er næppe vejen frem, mens USA lider under coronakrisen - da slet ikke med en 77-årig præsidentkandidat i højrisikogruppen. 

Derfor er demokraternes konvent blevet digitalt og finder sted rundt om i landet og med taler leveret i pixels. Det bliver en nyskabende seance. 

Det er mange år siden, konventer var politisk spændende, og kandidaterne blev fundet i cigarrøgfyldte baglokaler. De seneste årtier har det været et fire dage lang politisk valgmøde, som medierne fandt mere og mere uinteressante at dække. De klassiske konventer kan sagtens være fortid fra nu af. 

Talerne

Taler er der dog nok af hos Demokraterne. Den sidstnævnte hver dag holder dagens hovedtale. Det er tale om enten en Biden eller en Obama, så partiet rækker ud over nostalgi for årene 2009-2017. 

Mandag

  • Senator Bernie Sanders (I-VT)
  • Senator Catherine Cortez Masto (D-NV)
  • Guvernør Andrew Cuomo (D-NY)
  • Guvernør Gretchen Whitmer (D-MI)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Jim Clyburn (D-SC) - manden der gav førstehjælp til Joe Bidens valg ved at sikre Biden sejren i primærvalget i South Carolina
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Bennie Thompson (D-MS)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Gwen Moore (D-WI)
  • Tidligere guvernør John Kasich (R-OH) - den eneste republikanske taler på konventet og stærk "never-Trump" republikaner
  • Senator Doug Jones (D-AL) - en tragisk skæbne venter ham i Alabama til november, hvor den i partiet populære mand vil tabe stort
  • Senator Amy Klobuchar (DFL-MN)
  • Tidligere first lady Michelle Obama

Tirsdag

  • Tidligere justitsminister Sally Yates
  • Senator og leder af Demokraterne i Senatet Chuck Schumer (D-NY)
  • Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat i 2004 John Kerry
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez (D-NY)
  • Medlem af Repræsentanternes Hus Lisa Blunt Rochester (D-DE)
  • Tidligere præsident Bill Clinton
  • Joe Bidens kone, Jill Biden

Onsdag

  • Formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi (D-CA)
  • Tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton
  • Senator Elizabeth Warren (D-MA)
  • Guvernør Tony Evers (D-WI)
  • Guvernør Michelle Lujan Grisham (D-NM)
  • Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus Gabrielle Giffords (D-AZ)
  • Senator og kommende vicepræsidentkandidat Kamala Harris (D-CA)
  • Tidligere præsident Barack Obama

Torsdag

  • Senator Cory Booker (D-NJ)
  • Guvernør Gavin Newsom (D-CA)
  • Borgmester Keisha Lance Bottoms (D-Atlanta)
  • Tidligere borgmester Pete Buttigieg (D-South Bend)
  • Tidligere borgmester Mike Bloomberg (D-New York City)
  • Tidligere præsidentkandidat Andrew Yang
  • Senator  Tammy Baldwin (D-WI)
  • Senator  Tammy Duckworth (D-IL)
  • Senator  Chris Coons (D-DE)
  • Joe Biden - der skal levere sin vigtige tale, hvor han endelig får opfyldt sin livslange drøm om at være Demokraternes præsidentkandidat

Stjernestøv

Som det kan ses, er det en lang liste af enten tidligere præsidentkandidater, der skal tages hensyn til. Eller også er der notabiliteter fra svingstater, Demokraterne vil vinde. Eller også rulles voldsomt populære demokrater som Michelle Obama eller Bill Clinton ud for at kaste stjernestøv.

Fire nulevende demokratiske præsidentkandidater er ikke med. Jimmy Carter, Walter Mondale og Michael Dukakis er dog alle ældre og ret svagelige, så der er ingen overraskelse. Men uden coronakrise havde der nok været plads til Al Gore og hans klimavisioner. Det blev der  ikke i år. 

Moderat og midtsøgende

Fire af talerne er farvede personer, og 18 er kvinder. Det er ikke vores bedsteforældres konvent. Samtidig er der imponerende mange moderate demokrater og få venstreorienterede. Bidens strategi for valget tegner tydeligere og tydeligere: Det er den moderate, rolige og midtersøgende vej. Biden er overbevist om, det er det, amerikanerne ønsker efter fire års kaos med Trump.



2.9.18

McCains begravelse gav smæk til Trump

Senator John McCain døde i sidste uge, og i denne uge var det så tid til begravelsen.

McCain benyttede lejligheden til at kritisere Trump, hans politik og overtagelse af Det Republikanske Parti en sidste gang ved ikke at invitere præsidenten til sin begravelse.

Imens var tidligere præsidenter fra  Bill Clinton over George W. Bush til Barack Obama til stede. Og de holdt sig ikke tilbage i talerne. 

Fra George W. Bush lød det: "He was honorable, always recognizing that his opponents were still patriots and human beings. He loved freedom with the passion of a man who knew its absence. He respected the dignity inherent in every life, a dignity that does not stop at borders and cannot be erased by dictators. Perhaps above all, John detested the abuse of power, could not abide bigots and swaggering despots."

Barack Obama erklærede: "So much of our politics, our public life, our public discourse, can seem small and mean and petty. Trafficking in bombast and insult and phony controversies and manufactured outrage, it's a politics that pretends to be brave and tough but in fact is born of fear. John called on us to be bigger than that. He called on us to be better than that."

Og den mest svidende lussing til Trump som person kom fra John McCains datter, Meghan McCain:

"We gather to mourn the passing of American greatness—the real thing, not cheap rhetoric from men who will never come near the sacrifice he gave so willingly, nor the opportunistic appropriation of those who live lives of comfort and privilege while he suffered and served. The America of John McCain has no need to be made great again because America was always great."

Dog er kritikken næppe noget, der ændrer det store ved, at Republikanerne er Donald Trumps parti, og de traditionalistiske McCain-republikanere har tabt kampen om partiets sjæl.

90 % af republikanerne bakker om om Trump. Imens viste den sidste meningsmåling af McCains popularitet, at kun 41 procent af Republikanerne så positivt på præsidentens største modstander fra egne rækker. Hos Demokraterne bakkede 60 procent op om McCain.

16.1.12

Obama opfordrer firmaer til at producere amerikansk

ØKONOMI: Mens Mitt Romney kæmper mod at blive stemplet med betegnelsen "gribbe-kapitalist" for hans fortid i venturefonden Bain Capital, har præsident Barack Obama kastet sig ind på den økonomiske arena med protektionistiske toner i stemmen.

Ikke et loppemarked
Ved sin ugentlige tale opfordrede han således amerikanske virksomheder til at "insource." I baggrunden af tv-billedet gemte der sig et par sokker, en hængelås og et stearinlys. Det hele begyndte med en joke om, at han altså ikke var i gang med et loppemarked ud for Det Hvide Hus.

- No, we’re not having a yard sale. These products may not appear to have much in common. But they’re united by three proud words: ‘Made in America.’ They’re manufactured by American workers, in American factories, and shipped to customers here and around the world.

Efter denne nationalistiske bandbulle lød opfordringen til amerikanske virksomheder, at nu skulle der insources, så den trængte amerikanske middelklasse igen kunne opleve fremgangen. Regeringen vil gøre sit, erklærede præsidenten.

- Ask yourself what you can do to bring more jobs back to the country that made your success possible. And I’ll make sure you’ve got a government that does everything in its power to help you succeed.

Præsidenten kom med de typiske, men sjældent gennemførte løfter, om at gøre statsadministrationen mere effektiv, billigere og med en langt bedre service. I sidste ende skulle det gerne give små og mellemstore virksomheder bedre muligheder for at låne og resultere i mindre bureaukrati.

NAFTA
Talen viser, at Demokraterne har bevæget sig langt væk fra de frihandelstanker, som dominerede i 1990'erne. Dengang tog præsident Bill Clinton kampen op mod fagforeningerne og fik eksempelvis vedtaget den store, nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA med Canada og Mexico.

En aftale som NAFTA er fuldstændig utænkelig i det nuværende politiske miljø, og klimaet for frihandel bliver næppe varmere, jo mere valgdagen i november nærmer sig.

18.4.11

Barack Obama langt fra pole position

BAGUD: Barack Obama ser bestemt ikke usårlig ud halvandet år før næste valg.

Den seneste meningsmåling fra Gallup viser således, at kun 41 procent af amerikanerne er tilfredse med hans indsats.

Det tangerer to tidligere bundrekorder fra august og oktober 2010. Gennemsnittet i 2011 har ellers været en rimelig acceptabel popularitet på 48 procent.

En del af forklaringen på tallene skal findes i, at ganske vist vokser økonomien igen, men det har ikke gjort meget indhug i arbejdsløsheden. Der er i vid udstrækning tale om det berygtede begreb "jobløs vækst," hvor virksomhederne øger indtjeningen, men ikke ansætter nye medarbejdere, da de frygter, det hurtigt kan gå den anden vej.

Det skyldes især de voldsomt stigende priser på olie, som har ført til rekordhøje benzinpriser i USA. I et land, der baserer en god del af sin selvforståelse på bilkørsel og dertilhørende frihed, har stigende priser ved pumpen ofte korreleret med faldende popularitet for præsidenten.

Værst af alt for Obama støtter kun 35 procent af de uafhængige vælgere ham stadig. Gruppen er per definition afgørende ved præsidentvalg, og i 2008 stemte 52 procent af disse vælgere på Obama.

Tallene betyder, at Obama skal kæmpe hårdt, men intet er umuligt.

På samme tidspunkt i deres første præsidentperiode lå Jimmy Carter, Ronald Reagan og Bill Clinton ligesom Obama og rodede rundt på 41 procents popularitet. Carter fik ikke sat turbo på sin valgkamp, men både Reagan og Clinton kom som bekendt først over stregen alligevel og vandt deres anden præsidentperiode.

En føring i astronomisk størrelsesorden er historisk heller ingen garanti. Præsident George H. W. Bushs popularitet lå og svingede mellem 80 og 90 procent i 1991 efter den militære sejr over Saddam Hussein og Irak i den første golfkrig. Førende demokrater erklærede, at han var usårlig, og de ville først stille op ved valget i 1996.

En i 1991 ret ukendt opkomling fra Arkansas valgte at tage chancen alligevel – og i 1993 blev Bill Clinton så indsat som USA's 42. præsident.

21.3.11

Warren Christopher er død

DØDSFALD: Bill Clintons udenrigsminister fra tiltrædelsen i 1993 til januar 1997, Warren Christopher, er død.

Da Christopher i 1993 indtog udenrigsministeriets kontorer var det idylliske tider i USA. Sovjetunionen var slået, og truslen fra islamisterne lå stadig godt et årti ude i fremtiden.

Derfor var ordren fra Clinton da også simpel: Hold udenrigspolitikken fra mig, så jeg kan koncentrere mig om indenrigspolitikken.

Christopher havde erfaringen til at overholde ordren. Han var vicejustitsminister i Lyndon Johnsons regering, og viceudenrigsminister i Jimmy Carters regering.

Han spillede en afgørende rolle som forhandler, da de amerikanske gidsler i Teheran blev løsladt fra fangenskab på samme dag, som Ronald Reagan tiltrådte.

Hans periode som udenrigsminister blev dog ikke helt så idyllisk, som Clinton måske regnede med.

Krigen i Bosnien blev hurtigt et gigantisk problem for USA. Christopher ønskede militære aktioner mod serberne i 1993, men de europæiske allierede sagde nej. Først i 1995 fik han sit ønske, bomberne buldrede over Bosnien, og kort tid efter sørgede Christopher og Richard Holbrooke for fredsaftalen i Dayton.

Afrika gav også karrierediplomaten hovedpine. I Somalia måtte USA trække sig ud af en humanitær operation, da døde amerikanske soldater blev trukket gennem Mogadishus gader.

Amerikanerne blev skræmte af tv-billederne, og da folkemordet i Rwanda kort tid efter tog fart, havde ingen lyst til at nyt militært eventyr i Afrika. Christopher selv instruerede sine ansatte om, at begivenhederne i Rwanda kun i meget begrænset omfang måtte kaldes ”folkemord.”

I 1998 førte det til en undskyldning fra Bill Clinton, da han besøgte Rwanda.

Trods et tilløb på flere år må fredsaftalen i Dayton beskrives som Christophers store succes sammen med den fredelige tilbagevenden af præsident Jean-Bertrand Aristide til Haiti i 1994.

Christopher gik af efter Clintons første valgperiode og blev afløst af USA’s første kvindelige udenrigsminister, Madeline Albright.

Warren Christopher døde af komplikationer efter en operation for kræft. Han blev 85 år.