Trump lemper grønne regler

Præsident Donald Trump har – ligesom Barack Obama, i øvrigt - været begejstret for de såkaldte executive orders, der giver præsidenten vide rammer til at udstikke retningslinjer med cirkulærer og bekendtgørelser.

Inden længe følger angiveligt en executive order, som gør op med Obama-tidens miljølovgivning.

EPA er det amerikanske miljøagentur, og her har Donald Trump indsat Scott Pruitt som leder. Pruitt udtalte forleden følgende, da han blev spurgt, om han mente, menneskeskabt CO2 spillede en rolle i global opvarmning:

– I think that measuring with precision human activity on the climate is something very challenging to do and there’s tremendous disagreement about the degree of impact, so no, I would not agree that it’s a primary contributor to the global warming that we see.

Den linje følger Trump i miljøpolitikken. Den kommende executive order siger, at føderale myndigheder ikke længere skal opgøre, hvilken betydning ny lovgivning har for miljøet. I dag skal myndighederne regne med, at lovgivning der tillader udledning af mere CO2 koster miljøet 36 dollars per ton. Det tal falder enten til 0 eller bliver ligefrem negativt.

Samtidig vil Trump fjerne regler, som forbyder nye kulminer på føderalt ejet land. Initiativer, der opfordrer delstater til at skære i CO2-udledningerne, bliver droppet. Og kravene til, hvor langt biler skal køre på liter benzin, bliver slækket. 

Der er tale om en 180-graders vending i miljøpolitikken. De kulminearbejdere i West Virginia, Ohio og Pennsylvania, som vandt valget for Trump, får gevinst for deres stemme på dette område.  

Obama dropper omstridt olierørledning

Egentlig var olierørledningen Keystone XL en ret rutinepræget investering i infrastruktur. Over de seneste ti år er der i forvejen bygget en række olierørledninger i Keystone-systemet for at hente olie fra de canadiske oliesands-jorde ned til raffinadderierne nær Den Mexicanske Golf. Keystone XL svarer altså til at udbygge en motorvej fra seks til otte spor.

Men miljøaktivister valgte rørledningen som mærkesag, og de seneste år har Republikanere, erhvervslivet og demokrater valgt i oliestater stået på den ene side og talt om job og vækst. På den anden side stod miljøaktivister og flertallet af Demokraterne og talte om en grøn fremtid og dermed et nej til Keystone XL.

Det seneste år er olieprisen kollapset, og prisfaldet har undermineret dele af olieeventyret i området. Olieprisen skal være over 65 dollar for, at udbygningen er rentabel. Nu er olieprisen under 50 dollar.

Nej tak

Hvilken indflydelse den udvikling har haft på præsident Barack Obamas beslutning er ukendt, men i hvert fald meldte han for få dage siden ud, at han siger nej til Keystone XL. Fra Det Hvide Hus og præsidenten lød det:

- America is now a global leader when it comes to taking serious action to fight climate change. And, frankly, approving this project would have undercut that global leadership.

Fordel for miljøet? 

Om det så i længden er en fordel for miljøet er mere usikkert. Olien skal nu fortsat transporteres i kilometerlange godstog i stedet for gennem et fast rør med dertilfølgende risiko for ulykker på skinnerne og massiv olieforurening. 

Det canadiske selskab, der vil bygge olierørledningen, har da også forbeholdt sig retten til at søge på ny, hvis der i 2017 sidder en republikaner i Det Hvide Hus. Og så falder beslutningen ganske givet ud til anden side.

Keystone XL ville have haft kapacitet til at transportere 800.000 tønder olie om dagen. 

Læs bloggens tidligere indlæg om Keystone XL her og her. 

Skuespiller går i krig mod rørledning

OLIE: Tilbage i marts 2013 vedtog Senatet en beslutning om at bygge  den såkaldte "Keystone-rørledning." Rørledningen skal føre olie fra oliesand med store oliereserver i Canada til raffinaderierne i Texas.

Siden har præsident Barack Obama sammen med en række miljøorganisationer kastet sig ind i slaget mod rørledningen.

- Vi vil ikke godkende byggeriet, medmindre vi er helt sikre på, at udledningen af CO2 ikke stiger, sagde Obama i sidste måned.

Den garanti er svær at give, og Obama får nu en allieret i form af filmstjernen Robert Redford. Skuespilleren har i årtier slået en række slag for Demokraterne, og han er klart på Obamas side.

Redford peger på, at rørledningen ifølge en ny undersøgelse vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Udvinding af olie fra oliesand udleder 81 procent mere CO2 end fra gængse oliekilder. Over hele rørledningens levetid vil den ekstra udledning være på op mod 1,2 milliarder kubikmeter - det samme som fra hele USA's bilpark på et år. Derfor skal præsidenten holde fast, skriver Redford. Du kan læse hans kommentar her. 

Tilhængerne lader sig ikke påvirke. Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere gennem nye arbejdspladser i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst i udnyttelsen af oliesandet.

I øjeblikket lancerer hver side således hver deres undersøgelser for at få så meget af videnskaben og den politiske kapital på deres side som muligt. En endelig afgørelse ligger stadig en del måneder ude i fremtiden.

Senatet vil have rørledning

ENERGIPOLITIK: I sidste uge vedtog det amerikanske Senat et budget, og blandt de vedhæftede tilføjelser var en beslutning om at bygge den såkaldte "Keystone-rørledning." Rørledningen skal føre olie fra oliesand med store oliereserver i Canada til raffinaderierne i Texas.

Stemmerne i Senatet fordelte sig med 62 for og 37 imod. Alle Republikanere var for, mens flere Demokrater stemte imod.

Rørledningen er da også kontroversiel på miljøfløjen.

Først og fremmest mener grønne organisationer, at rørledningen vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Billig energi herfra vil begrænse væksten i vedvarende energi. Endelig mener miljøfolkene, at antallet af nye amerikanske job ved bygningen af rørledningen er blevet overdrevet af tilhængerne, og at meget af olien vil gå til eksport.

Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger til gengæld, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst  udnyttelsen af oliesandet.

Der er dog ikke grønt lys for rørledningen med afstemningen. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har vedtaget en mere erhvervsvenlig version, og de to love bliver svære at forene. Endelig har præsident Barack Obama og Det Hvide Hus det sidste ord, fordi rørledningen krydser grænsen mellem Canada og USA.

Fra vindmøller og letbaner til olie og motorveje

FORANDRINGER: Den nye kongres er nu på plads. Udover det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus som afgørende nyt element vil USA’s fremtid de kommende to år også lade sig ændre af, at de ledende politikere er fra helt andre egne af landet end før.



I Repræsentanternes Hus var lederne før Nancy Pelosi fra San Francisco, Charles Rangel fra Manhattan, Henry Waxman fra Los Angeles og Barney Frank fra Boston. Alle demokrater og alle fra knaldblå storbyområder.


Grøn energi står for fald

Den nye formand John Boehner er valgt i landområder uden for Cincinatti i Ohio, mens Eric Cantor, leder af det republikanske flertal, er valgt i Richmonds forstæder i Virginia. Paul Ryan, formand for budgetudvalget, er fra Wisconsin og valgt i den mindre by Janesville med 63.000 indbyggere.



Lederne i den gamle kongres repræsenterede de offentlige fagforeninger, eliteuniversiteter og den grønne energiindustri. Derfor er pengene til investering i grøn energi, grøn transport og grøn vækst da også væltet ind hos firmaer og offentlige forvaltninger de seneste to år.



De nye ledere repræsenterer områder, der stadig står for olie, kul og klassisk fremstillingsindustri. Samtidig er ingen af de nye ledere fra storbyer, og derfor vil tilskud til sporvogne, letbaner og alskens tiltag til de store byer forsvinde til fordel for investeringer i veje og motorveje – noget som deres vælgere på Texas’ prærie vil gøre brug af i modsætning til en letbane i Harlem.
De 700.000 ansatte i olie- kul- og gasbranchen kan se frem til lysere tider. Færre subsidier til grøn energi vil få en del vaklende grønne selskaber til endeligt at dreje nøglen om.

De nye republikanske ledere indledte tilværelsen i den nytiltrådte kongres med at læse forfatningen højt. Målet var at vise, at politikerne nu ville overholde den oprindelige forfatning og ikke lade staten bestemme mere og mere.

Samtidig vil miljøreguleringer ikke blive nær så strikse som ellers. Stater som West Virginia, Texas, Oklahoma, Louisiana, Kentucky og Pennsylvania er stærkt præget af olie- og kulindustrier. Her vil Republikanernes politik blive modtaget med begejstring.


Hæren i minefelt

Ikke alt er dog fryd og gammen for røde, republikanske stater. Mener Republikanerne det alvorligt med at skabe mere balance på de offentlige budgetter, bliver det før eller siden nødvendigt at røre ved udgifterne til militæret. Da George W. Bush kom til magten i 2001, var budgettet til det amerikanske militær på lige over 300 milliarder dollars. I 2011 forventes udgifterne at kravle over 700 milliarder dollars.



Stater som Virginia, Arizona, Alabama og Texas lever højt på den føderale regerings udgifter til militærindkøb, baser og ansatte i forsvaret. Her vil nedskæringer føre til voldsom modstand.



Også den amerikanske landbrugsstøtte kan stå for skud. Trods Republikanernes lovprisning af det frie marked, har partiet i årtier stået vagt om ”familiegårdene” og pumpet hundreder af milliarder dollars i urentable gårde.



Endnu har Republikanerne dog ikke vist nogen vilje til at skære i nogen af de to ovenstående ting. Derfor bliver de klareste politiske ændringer indtil videre en lysere fremtid for olie og kul, mens letbaner og vindmøller må ud og klare sig på markedets vilkår.

BP's kamp for at blive grøn afsporet af oliekatastrofen

MILJØ: Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf har rettet mediernes søgelys mod energivirksomheden BP, der ejer de oliespyende rør på havbunden, der hver dag sender op imod 800.000 liter olie ud i havet.

USA's største venstreorienterede magasin "Mother Jones" har kigget BP efter i krogene.

Energivirksomheden har i det sidste årti brugt 200 millioner dollars på reklamekampagner, der skal slå fast, at den gamle olie- og gasvirksomhed nu er blevet grøn og satser på sol, vind og godt arbejdsmiljø.

Det mener magasinet er en stor varmluftballon, og nu er BP - om man så må sige - gledet i olien og har i faldet prikket hul på ballonen. Så nytter det ifølge magasinet ikke meget, at BP lover at betale alle omkostninger ved olieforureningen.

Læs artiklen her.