Showing posts with label uddannelse. Show all posts
Showing posts with label uddannelse. Show all posts

1.8.15

Livet for de 18-34-årige amerikanere: Gæld og lav løn

GENERATIONSTYVERI: De såkaldte "Millenials" - unge mellem 18 og 34 i USA - har det ikke let. De blev færdiguddannede i den største økonomiske nedtur siden Depressionen i 1930'erne. Samtidig uddannede de sig i nogle år, hvor udgifterne til en universitetsuddannelse steg mange gange mere end inflationen.

Resultatet er, at USA's bedst uddannede generation får den laveste løn, intet sparer op, ikke kan købe hus og udskyder ægteskab og børn.

Imens nyder babyboomerne godt af statens goder med et gedigent statsunderskud til følge, som de unge om nogle årtier skal betale.

Det er uretfærdigt, mener en af babyboomerne. Læs hans tanker i The New York Times. 

13.5.13

Studerende fortryder studievalg

UDDANNELSE: Kan universitetet betale sig, lød seneste spørgsmål her på bloggen.

Svaret var ja - hvis du tager den rette uddannelse.

Det lader til at være gået op for de amerikanske studerende - men måske en anelse for sent.

En ny undersøgelse fra konsulentfirmaet  McKinsey & Co viser, at 53 procent af den årgang, som dimitterer i år, nu ville have valgt et andet hovedfag eller et andet universitet.

En tredjedel af de studerende mener ikke, de er forberedt i tilstrækkelig grad til nutidens brutale jobmarked.

Information
De studerende peger på, at de ikke fik nok information, da de i sin tid traf studievalget. Universiteterne bør informere om jobmuligheder og mulige lønniveauer.

Ikke alle universiteter er klar til det. Deres forretningsmodel er at få optaget så mange studerende som muligt. At fortælle mulige studerende om massearbejdsløshed den dag, de studerende står med eksamenspapirerne i hånden, spiller ikke med på den strategi.

USA's politikere mener derfor, de bør regulere sagerne.

To demokratiske og en republikansk senator arbejder på at få vedtaget en lov med det meget forklarende navn  "Student Right to Know Before You Go Act." Universiteter, som modtager støtte fra staten, skal fortælle mulige kommende studerende om jobmuligheder osv. Den republikanske initiativtager til lovforslaget er den magtfulde senator Marco Rubio fra Florida, som er et præsidentemne i 2016.

6.5.13

Kan universitet betale sig?

STUDIER: Tag en universitetsuddannelse - eller "go to college," som det hedder i USA.

Det har i årtier været nøglen til en fremtid med jobsikkerhed og god løn. Men sådan er det ikke nødvendigvis mere.

De seneste 30 år er prisen for at gå på et amerikansk universitet steget med 1.120 procent - langt mere end inflationen. Det har ført til en bunke amerikanere, som går personligt konkurs pga. studiegæld. Bloggen har tidligere skrevet om det voksende bjerg af studiegæld - læs om det her.

Men en ting er gælden - en anden ting er, om der rent faktisk er arbejdspladser og god løn bagefter. Det er der ikke nødvendigvis i post-finanskrise-USA.

Naturvidenskab = succes
En undersøgelse viser, at 50 procent af dimittenderne fra 2011 var arbejdsløse eller havde et job, hvor en universitetsuddannelse ikke var nødvendig. Og her var lønnen ofte derefter - for lav til at betale studielånet tilbage.

Samtidig er uddannelsernes kvalitet ikke nødvendigvis høj. 45 procent af de studerende mener ikke, de er blevet dygtige nok til kritisk analyse, skrivning osv. efter to år på universitet.

Kan uddannelserne så stadig betale sig?

Svaret er et betinget ja.

Kan du komme ind på eliteskolerne - Ivy League - er jobbene der stadig med en god løn.

Samtidig gælder det om at satse på hårde, naturvidenskabelige fag. Uddannelser i engelsk, psykologi eller statskundskab giver langt fra jobsikkerhed.

Læs mere her. 

10.12.12

Studielån tynger amerikanerne

DYRE LÅN: I 2008 var det alt for store og dyre huslån til alt for fattige amerikanere, der fik økonomien til at vælte og finanskrisen til at bølge ud over verden.

Nu kan det blive studielånenes tur til at sprede økonomiske chokbølger.

Studielånenes størrelse har nået 956 milliarder dollars. Samtidig har 11 procent af låntagerne det sidste kvartal været bagud med betalingerne. Det er flere end på den almindelige kreditkort-gæld.

Da huslånene i oktober 2007 begyndte at få finanskrisen til at vise sit ansigt, var 16 procent af låntagerne bagud med betalingen.

Samtidig er studiegælden langt sværere at komme af med selv efter en personlig konkurs i forhold til billån eller kreditkortlån.

Staten som långiver
Hvorfor er gælden blevet så høj?

Ligesom med de halvstatslige kreditinstitutter Fannie Mae og Freddy Mac under finanskrisen, har den amerikanske regering oversvømmet markedet med billige studielån til personer, der næppe kan betale tilbage.

I 2011-2012 stod staten bag 93 procent af alle studielån. I 2010 blev der lånt 133 milliarder dollars ud. I 2011 steg det med 17 procent til 157 milliarder dollars.

Imidlertid fortsætter universiteterne med at skrue priserne for uddannelserne op. Forældre og unge - og staten - er villige til at betale, hvad det skal være for at få gang i uni-uddannelserne. De stadigt flere lån sætter fut under markedet.


Unge flytter hjem
Imidlertid skelner staten ikke mellem lån til læge- eller ingeniørstudier og antropologi- eller eskimologistudier. Dermed er der ingen balance mellem investeringer og afkast.


Markedet kan ikke bære ubalancen. Stadig flere unge må efter studierne melde sig i arbejdsløshedskøen eller tage job i grillbarer og ved kassen i supermarkeder. Antallet af unge, som flytter hjem til forældrene og udskyder at stifte familie, stiger voldsomt.

Spørgsmålet er, om en ny lånekrise er på vej - og om, hvorvidt det er et realistisk og værdifuldt mål, at så mange som muligt skal på universitetet.

Den gennemsnitlige personlige gæld på studielån var lige over 23.000 dollars i 2011.

14.1.11

Advokater - sultens slavehær

NEDTUR: Det er ikke kun i USA, at tv-serier om advokater er berømte. Også i Danmark har seerne kunne følge smukke, travle og ikke mindst rige advokater i talrige serier.

Virkeligheden for de tusindvis af kandidater, amerikanske universiteter hvert år spytter ud, er dog meget langt fra glamour.

Den står derimod på uoverstigelig studiegæld, arbejde som tjener på den lokale kaffebar efter endt studie eller at blive stuvet ind i et celle-lignende lokale med andre advokater for til en lav løn at læse dokument efter dokument igennem for juridiske fælder.

En kandidat har sendt 15-20 ansøgninger om ugen i nær et år - men uden at komme nærmere et job. Samtidig er studiegælden uoverstigelige 250.000 dollars. Renterne er så høje, at gælden stiger mere, end det er muligt at betale af på den.

Det afslører avisen The New York Times i en lang, læsværdig og særdeles velresearchet artikel, der trods længden er den mest læste det seneste døgn. Dermed viser artiklen også de gamle mediers berettigelse - dette her får du ikke lavet hos din lokale blogger.




14.10.10

Eliterne i dårligt lys

UDDANNELSE ER SKIDT: Et kendetegn blandt dele af teparti-bevægelsen har været, at universitetsuddannelser er ilde sete. "Uddannelseseliten" er skidt, hårdtarbejdende mennesker i fabriksjobs uden uddannelse er det mest attraktive.

Sådan lyder beskeden i hvert fald fra personer som Christine O'Donnel og Sarah Palin.

Kommentator Clarence Page undrer sig noget over denne "nedadgående sociale mobilitet."

Læs klummen her.

28.3.10

USA nationaliserer studiestøtte

UDDANNELSE: Mens sundhedsreformen har taget al opmærksomhed, er en betydelig ændring af det amerikanske uddannelsessystem gledet igennem Kongressen næsten uden at blive set af andre end de mest forhærdede politik-nørder.

Demokraterne hægtede således en lov på den netop vedtagne sundhedsreform, som betyder, at det, der noget forsimplet kan kaldes for den amerikanske form for SU – de såkaldte Pell grants – bliver overtaget af staten.

Før foregik det sådan, at den føderale regering gav pengene til bankerne, som herefter udbetalte dem til de studerende. De facto var det også en form for subsidier til bankerne, som tog sig godt betalt i form af gebyrer for at håndtere arbejdet.

Besparelser
Nu vil staten udbetale støtten direkte. Det vil føre til besparelser i størrelsesordenen 61-67 milliarder dollars over de kommende ti år.

Ikke overraskende kæmpede bankerne hårdt imod loven, men altså forgæves.

For at få et Pell grant skal en studerende komme fra en økonomisk svag baggrund. I 2005-2006 kom 57 % af modtagerne fra hjem med en indkomst på under 20.000 dollars om året. Et Pell grant dækker gennemsnitligt op mod 31 % af de årlige udgifter til universitetet.

Efter at have været fastfrosset i en række år, gør loven også, at støtten fremover stiger med inflationen hvert år. Næste år kan en modtager forvente at få 5500 dollars om året i støtte.

For Demokraterne var det smart at klistre loven om studiestøtte fast til sundhedsreformen. For det første ville loven alene næppe komme gennem Senatet. Her ville den være blevet mødt af en filibuster.

I Repræsentanternes Hus kunne politikere, der tager det gigantiske budgetunderskud alvorligt, pege på, at sundhedsreformen angiveligt vil mindske underskuddet. Her er besparelserne på uddannelsesstøtten nemlig regnet med i sundhedsreformens samlede økonomiske betydning.

Usikre beregninger
Det er dog usikkert, om besparelserne overhovedet vil blive så store. Til at starte med regnede politikerne med en besparelse på 87 milliarder dollars over ti år. Det skrumpede så til et sted mellem 61 og 67 milliarder dollars, efter at en del universiteter i forventning om lovens vedtagelse allerede er begyndt at modtage direkte statslig støtte.

Samtidig har den svage økonomi og flere universitetsstuderende ført til, at de forventede udgifter til Pell grant-programmet er steget fra 40 milliarder dollars til 54 milliarder dollars årligt.