11.6.18

Trump kræver køb af kul

Præsident Donald J. Trump taler meget om "rent og smukt kul."

Hvad det helt nøjagtigt er, ved næppe en gang kulminearbejderne i West Virginia.

Men kulindustrien skal reddes. Og hvad gør en republikansk præsident så, når markedsøkonomi og teknologisk udvikling er begyndt at gøre vind- og solenergi billigere end kulkraft?

Han beslutter sig da for, at staten skal gribe ind.

Trump og Co. har fundet en obskur lov tilbage fra præsident Harry S. Trumans tid. Loven giver præsidenten mulighed for at nationalisere private virksomheder i tilfælde af krig eller kriser. Med loven i hånden vil præsidenten kræve, at energiselskaber skal købe energi skabt af kul eller atomkraft, selvom der er billigere alternativer. 

Hvilken krig eller krise der er tale om, står ikke klart. Ej heller, om det virkelig er republikansk økonomisk politik via staten at tvinge private virksomheder til at købe dyrere alternativer frem for at lade markedet bestemme.

Afgående republikansk senator Bob Corker er i hvert fald ikke imponeret og opfatter Trumps politik som "venezualansk socialisme."




Senatoren har som snart forhenværende ikke meget at miste, og han har erklæret, han nu vil forsøge at fratage Trump politisk råderum. 

Såvel handelspolitik og dermed meget lidt frihandelsvenlige toldkrige mod EU, Canada og Mexico skal væk fra præsidentens bord. Det samme skal retten til at kræve, at private kraftværker skal købe bestemte former for energikilder. Om det så lykkes i et parti, der i vid udstrækning følger Trump blindt, er det store spørgsmål. 

9.6.18

Er Donald Trump kejser Wilhelm II?

Mens Donald Trump i disse dage gør sine nærmeste allierede vrede ved G7-topmødet, behandler han de klassiske fjender pænt: Rusland skal med i G7 igen, og Nordkoreas diktator kan besøge Det Hvide Hus, hvis topmødet i næste uge går godt.

Meget af Trumps opførsel bunder i personligt fjendskab og vrede over fornærmelser. Den tyndhudede politiker tåler ingen kritik og soler sig i personlig ros.

Det har verden oplevet før i en verdensleder: Nemlig Tysklands kejser op til og under 1. verdenskrig, Wilhelm II.

Det skriver The New Yorker om, og konklusionen er ikke god: En ting er selve 1. verdenskrig, der på alle måder var katastrofal nok i sig selv, og hvor meget af ansvaret lå hos Wilhelm II. 

Men det samfund, Wilhelm II efterlod sig efter revolutionen og abdiceringen i 1918, var et svagt civilsamfund med en kaotisk civil regeringsledelse og et stærkt militær på sidelinjen Mange ønskede en stærk leder. Altså ledte Wilhelm II's personlighed og påvirkning af Tyskland gennem årtier direkte til 2. verdenskrig, mener magasinet.

Årsagssammenhængen er noget simpel i artiklen. Begge verdenskrige kan hverken tilskrives en mand eller en nation. Krigsudbruddene var resultaterne af enormt komplekse samspil mellem personer og begivenheder. Men vi ser, at er en stor nations leder en inkompetent narcissist, kan det gå grueligt galt. Det kan vi så tænke over her få dage før topmødet med Nordkorea.