Showing posts with label præsidentdebatter. Show all posts
Showing posts with label præsidentdebatter. Show all posts

29.6.19

Tre vindere i demokraternes debatter

De første demokratiske debatter er overstået. Medierne udpeger generelt tre vindere:









Elizabeth Warren, Kamala Harris og Julian Castro klarede sig bedst.

Søgninger på Castros navn steg med 3.000 procent under debatten, Harris jordede vicepræsident Joe Biden med sin personlige historie, og Warren er ved at cementere sig som de venstreorienterede bannerfører - utvivlsomt til Bernie Sanders' rædsel. Han styrtdykker i meningsmålingerne, mens Warren stormer frem med sine mange, detaljerede og velunderbyggede politiske udspil.

Nu venter de politiske kommentatorer på at se, om nålen rykker sig i meningsmålingerne. De næste to debatter er om en måneds tid.

25.9.16

Så er det debattid

Natten til tirsdag dansk tid får vi den første af tre debatter mellem Demokraternes kandidat Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump.

Det har været en valgkamp med massive overraskelser og umuligt at forudsige noget som helst. Derfor er det heller ikke til at sige, hvordan debatten bliver, og ikke mindst hvordan efterspillet håndteres.

Det står dog klart, de to kandidater har forberedt sig forskelligt. Clinton har kastet sig ud i traditionel opvarmning med masser af lektielæsning af fakta, indøvning af one-liners og øvedebatter, hvor andre politikere spiller Trump.

Trump har - ifølge eget udsagn - forberedt sig ved at spille golf, hvor han vender gode soundbites med kammeraterne.

Helt generelt er forventningerne, at Clinton ikke kan vinde - kun tabe. Hun er den supererfarne politiker med utallige debatter bag sig. Derfor er hendes strategi ikke let: Skal hun angribe Trump hårdt? Ofte tager vælgere ikke godt imod aggressive kvindelige politikere på tv-skærmen.

Her har Trump dog også en udfordring: Hvor hårdt kan han gå til angreb på kvinden Clinton, før nogle seere ikke bryder sig om at se på det?

Formår Trump at virke afbalanceret og præsidentiel, eller kan Clinton hyle ham ud af den? Eller er det Clinton, der bliver overrasket af den uberegnelige Trump?

Spørgsmålene er utallige, og medierne forventer en af de mest sete præsidentdebatter nogensinde. Og ja, det bliver sagt for tit, men især den første præsidentdebat bliver så afgørende. Uha, hvor er det spændende.

30.7.16

Bliver Trump væk fra debatterne?

Der er stadig godt to måneder til den første af tre debatter mellem præsidentkandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump. Den første finder sted 26. september. Men den dato passer ikke i Trumps kalender, brølede han forleden på Twitter:

"As usual, Hillary & the Dems are trying to rig the debates so 2 are up against major NFL games. Same as last time w/ Bernie. Unacceptable!"

Trump har ret i, at to af debatterne ligger op mod NFL-kampe. Men er det Clintons skyld? Næppe.

I modsætning til debatterne under primærvalgene har partierne ingen indflydelse på datoer, sted  eller temaer. Det er i stedet den upartiske organisation "Commission on Presidential Debates", der står bag det hele. Og den fastsatte datoerne for et år siden - altså før Clinton overhovedet havde vundet et eneste primærvalg.

Nej tak? 
Hvad prøver Trump så på?

Pennsylvanias tidligere guvernør, demokraten Ed Rendell, mener, at Trump forsøger at smyge sig uden om debatterne.

Som demokrat forsøger Rendell at styrke Clinton, så det er i hans interesse at få Trump til at se bange ud for debatterne. Men måske har det noget på sig? Tør Trump bruge samme brutale og mobbende debatstrategi mod kvinden Hillary Clinton som mod de republikanske modstandere i primærvalgene? Og har Trump mon lysten til at bruge de mange, mange timer, det tager at forberede sig på debatterne? Det er langtfra sikkert.

Hvad sker der, hvis Trump siger nej tak?

Debatter mellem præsidentkandidaterne er en ret ny opfindelse i amerikansk politik tilbage fra 1960'erne. Og der er ingen præcedens for, at en af kandidaterne melder fra. Derfor er det ikke til at sige, hvordan organisationen vil reagere. Måske vil den forsøge at presse Trump ved at sige, at dukker han ikke op, så vil panelet udspørge Clinton i to stive timer og dermed giver hende masser af medietid. Det kan måske trække en Trump, der rykker som en magnet mod opmærksomhed, til debatterne.