Showing posts with label svingstater. Show all posts
Showing posts with label svingstater. Show all posts

25.10.20

Joe Bidens føring er støbt i beton

For en uge siden stod der ifølge electoral-vote.com  356-182 i valgmandsstemmer til Joe Biden. Der skal 270 til at vinde. For to uger siden var resultatet 356-164. 

Dags dato viser optællingen 378-144 til Joe Biden. 16 valgmandsstemmer står som uafgjorte.

Kort og godt: Joe Bidens betydelige forspring er cementeret og rykker sig ikke rigtigt - faktisk kun lidt yderligere fremad. 


Den blå mur er genopbygget

Vigtigst af alt for Biden er, at Den Blå Mur, som faldt i 2016, er blevet genopbygget og er stærk - sandsynligvis endda stærkere end såvel The Wall i Game of Thrones og Den Kinesiske Mur, der begge blev gennembrudt.

I Wisconsin fører Biden med syv procentpoint. I Michigan med ni procentpoint. I Pennsylvania med syv procentpoint. Og i Minnesota - den eneste blå mur-stat, Clinton formåede at fastholde i 2016 med et procentpoints forspring - fører Biden ligeledes med ni procentpoint. Alle delstater er reelt uden for statistisk usikkerhed, og de stater alene vil sikre Biden sejren.

Samtidig er han endda i så god stand, at han fører med nogenlunde stabile tre procentpoint i Florida. I North Carolina, Arizona og Iowa er der svag, men statistisk usikker føring til demokraten. Og så fører Biden endda i Iowa og...Texas! Begge steder går meningsmålingerne dog til først den ene, så den anden kandidat. Det samme gælder dog træls nok for præsident Trump også i Ohio. Han kan ikke undvære nogen af de stater. 

Meget høj stemmeprocent 

57,4 millioner stemmer er allerede afgivet og kan altså ikke ændres, uanset hvad der sker. Så hvis de er afgivet på basis af, hvordan meningsmålingerne lige nu ser ud, er det en klar Biden-fordel.

Allerede nu er der afgivet så mange stemmer, at det svarer til 41,7 % af det samlede antal kryds, der blev sat i 2016. Alt tyder på, at valgdeltagelsen i USA bliver rekordhøj. Det er noget af et sundhedstegn for et demokrati, som flere og flere ellers stiller spørgsmålstegn ved. 

21.3.16

Svingstaterne svinger

Ohio, Michigan, Colorado, Nevada. Klassiske svingstater ved de amerikanske præsidentvalg. Men det ændrer sig måske, hvis det bliver et Donald Trump vs. Hillary Clinton-opgør i november.

Trumps kernevælgere er ældre, hvide, desillusionerede og rasende vælgere, som føler sig snydt og ladt tilbage i en vaklende økonomi, hvor de gode, solide industrijob forsvinder.

Den type vælgere er der rigtig mange af i det såkaldte Rustbælte – stater som Ohio, Michigan og Wisconsin. Måske Trump kan gøre, at de stater, som ellers er prototyper på svingstater, havner solidt hos ham? 

Men en Trump som kandidat betyder også, at delstater, hvor Republikanerne traditionelt står stærkere, kommer til at hælde langt mere mod Demokraterne.

Utah til demokraterne? 
Trumps udfald mod minoriteter gør den republikanske kandidat endnu mere uønsket blandt minoritetsvælgerne, end de republikanske kandidater ellers allerede er. Vrede sorte- og latinovælgere kan gøre klassiske svingstater som Colorado, Nevada og New Mexico sikkert demokratiske.

Samtidig afskyer mormoner Trump. Som gruppe sætter disse stærkt religiøse vælgere integritet og ærlighed højt. Det har Trump ikke meget af, mener mormonerne.

Delstaterne Wyoming i almindelighed og Utah i særdeleshed har massive mængder mormoner. I meningsmålinger står selv Bernie Sanders til en sejr over Trump i en delstat som Utah, der ellers klassisk stemmer for den republikanske præsidentkandidat med omkring 70 procent af stemmerne.

Vi kan derfor stå med et meget andet kort over svingstater, end vi plejer i efteråret 2016. 

17.9.12

Obama fører i otte ud af ni svingstater

PRÆSIDENTVALG 2012: Seks uger er der tilbage, inden amerikanerne vælger præsident for de næste fire år - og Obama ligger lunt i svinget. Han fører nemlig i otte ud af året ni svingstater.

Svingstaterne ved præsidentvalget 2012 ser lige nu ud til at blive Colorado, Florida, Iowa, Nevada, New Hampshire, North Carolina, Ohio, Virginia og Wisconsin. Her følger status lige nu i staterne.

Iowa: Obama - 47 procent. Romney - 45 procent.
Iowa har kun seks valgmandsstemmer, men Obama har givet delstaten stor opmærksomhed. Hans strateger har regnet ud, at præsidenten er sikker på 242 valgmandsstemmer fra blå delstater. Sejre i Colorado, New Mexico og Nevada giver præsidenten 262 valgmandsstemmer. Vinder Obama også Iowa og New Hampshire, kan han tåle at tabe Virginia, North Carolina, Florida og Ohio og alligevel vinde. Ingen kandidat har i længere tid haft en sikker føring i Iowa, som i år er en ægte svingstat. Romne satser på de religiøse stemmer. Hans vanlige budskab om dårlig økonomi virker nemlig næppe i Iowa, som har en i forhold til resten af landet lav arbejdsløshed på 5,3 procent.

Nevada: Obama - 49 procent. Romney - 46 procent.
I modsætning til Iowa har Nevada landets højeste arbejdsløshed. Nevada har både en stor portion latinoer, som er demokrater, og en stor portion mormoner, der er begejstrede for Romney. Valget her bliver afgjort af, hvem der er bedst til at holde gang i kernevælgerne. Samtidig kan det libertarianske partis kandidat måske trække en-to procent afgørende stemmer væk fra Romney.

New Hampshire: Obama - 45 procent. Romney - 40 procent.
I 2008 vandt Obama New Hampshire med ti procentpoint. Imidlertid var Romney guvernør i nabostaten Massachussets i fire år, og Romney er kendt og populær i New Hampshire. "Kønsgabet" vil dog være en udfordring for Romney. De demokratiske kandidater til guvernørposten og to af pladserne i Repræsentanternes Hus er kvinder. Det kan trække kvinder til valgstederne, og de feminine vælgere hælder i år stærkt mod Obama.

Colorado: Obama - 49 procent. Romney - 46 procent.
I 2008 var Colorado meget tæt indtil slutningen, hvor Obama trak fra. Romney har store håb til delstatens evangelisk kristne, men Obamas koalition af kvinder og latinoer ser stærkere ud. Obama har hele året haft en lille, men sikker føring.

Florida: Obama - 48 procent. Romney - 45 procent.
Romney skal vinde Florida. Han kan ikke nå over de magiske 270 valgmandsstemmer uden, men det kan Obama. Imidlertid har Obama ført i delstaten det meste af året trods Republikanernes beslutning om at holde konventet i Tampa. Obama håber på, at den republikanske vicepræsidentkandidat Paul Ryan skræmmer mange pensionister med hans planer om at privatisere sygesikringen for ældre, Medicare. Det afgørende bliver, hvor god hver side er til at få kernevælgerne af sted til valgstederne. Der er ikke mange tvivlende vælgere tilbage.


North Carolina: Romney - 50 procent. Obama - 47 procent.
North Carolina er den eneste af svingstaterne, hvor Romney er favorit. Obama vandt delstaten med sølle 14.000 stemmer i 2008. I år holdt Demokraterne deres konvent her, men alligevel fører Romney svagt.  Det kan han især takke delstatens vestlige del for. Den er landlig, religiøs og stærkt konservativ. Obama satser på den såkaldte "forskningstrekant." Her har delstatsregeringen de seneste år lokket mange højtuddannede forskere og studerende til takket være skattefordele og andre politiske tiltag. Et stort flertal af dem er demokrater.

Ohio: Obama - 49 procent. Romney - 45 procent.
Titusinder af vælgere arbejder for underleverandører til de store bilfabrikker i nabostaten Michigan. Obama vil ikke lade dem glemme, hvem det var, der holdt liv i General Motors. Romney satser på kulminearbejdere og de landlige vælgere. Delstatens relativt stærke fagforeninger kan give Obama god støtte med frivillige kampagnemedarbejdere. Ingen republikaner er nogensinde blevet præsident uden en sejr i Ohio, så delstaten kan forvente mange besøg fra Romney/Ryan-kampagnen.

Virginia: Obama - 49 procent. Romney - 46 procent.
Virginia bliver mere og mere demokratisk, for hvert år der går. Offentligt ansatte fra Washington D.C. strømmer ind i Virginias nordlige del, og den ellers sikre republikanske bastion ser også i år ud til at falde til Obamas valgmaskine. Samtidig lider Romney under, at Virginia-politikeren Virgil Goode stiller op for Forfatningspartiet. Han kan trække nogle procent meget tiltrængte vælgere væk fra Romney.

Wisconsin: Obama - 48 procent. Romney - 47 procent.
Wisconsin har ikke stemt republikansk siden Ronald Reagans jordskredssejr i 1984, men med den lokale politiker Paul Ryan som vicepræsidentkandidat satser Republikanerne på at hive Wisconsins ti valgmandsstemmer over på Romneys side. Obama regner Wisconsin med i sine "sikre" 242 valgmandsstemmer, så falder Wisconsin, skal Obama og strategerne i gang med lommeregneren igen for finde alternative veje til de 270 valgmandsstemmer.

Alt i alt ligger Obama vældig lunt i svinget. Store sejrer i de kommende debatter er helt afgørende for Romney, hvis han skal vende billedet.

I øvrigt er det værd at lægge mærke til, at traditionelle svingstater som New Mexico og Missouri ikke er med på listen. I år har Obama ført stort i New Mexico hele tiden, og det samme gør sig gældende for Romney i Missouri. De to stater har mistet deres status som svingstater.

29.5.12

Romney går i offensiven

PRÆSIDENTVALG 2012: Præsident Barack Obama og udfordreren Mitt Romney står stort set lige i meningsmålingerne. Samtidig tegner der sig et billede af en række stater, hvor Romney vinder frem på bekostning af Obama.

North Carolina er godt på vej til igen at blive forholdsvis solidt republikansk. Obamas sejr i 2008 var smal og især baseret på sorte og unge vælgere, som ikke længere har entusiasmen fra det valgår. Samtidig er Obama gået i brechen for homoseksuelle ægteskaber på samme tid, som North Carolina forbød dem i en folkeafstemning. 60 procent af indbyggerne er imod ægteskaber mellem personer af samme køn.

Den sag udnytter Romney til at banke at forspring på plads. Det er en bét for Obama, som ellers har satset stærkt på staten. Det viser sig ved, at Demokraternes nationalkonvent, hvor Obama officielt skal nomineres, bliver holdt i North Carolina i år. De amerikanske partier holder som regel deres konventer i svingstater, hvor de håber, at et konvent kan give det sidste skub til en valgsejr senere på året. Således holder Republikanerne deres konvent i Florida.

 Iowa ser ud til at kunne blive tættere, end Obama bryder sig om. Generelt ser det fornuftigt ud for Romney i midtvesten. Den republikanske guvernør Scott Walker fra Wisconsin ser ud til at vinde et omvalg i næste uge, og det vil give Republikanerne både på nationalt plan, men især i Wisconsin, et kraftigt boost.

Obamas lyspunkter er New Mexico og Virginia. New Mexico blev anset for en svingstat, men delstatens store gruppe latino-vælgere støtter stærkt op om Obama, og han fører i alle meningsmålinger. Derfor har hverken Romney eller Obama kastet reklamepenge eller andre ressourcer ind i staten, der indtil videre bliver betragtet som en sikker Obama-stat.

I Virginia fører Obama med nogle få procentpoint. Da Barack Obama vandt Virginia som den første demokrat i 44 år, blev delstatens status som svingstat cementeret. Den ellers dybt republikanske stat har i de seneste år oplevet en masse nye indbyggere i den nordøstlige del. Det er offentligt ansatte fra regeringskontorerne i Washington D.C., og det store flertal af dem er demokrater.

Staten er nu blevet lilla. Romney havde håbet på at kunne generobre staten, men det bliver op ad bakke.

Andre tætte stater lige i øjeblikket er Colorado, Florida, Nevada, New Hampshire og Ohio.