3.5.09

Demokraterne scorer mål på stribe

Der må have været jubelscener i Det Ovale Kontor og diverse demokratiske senatorkontorer i denne uge i Washington D.C.

Først hoppede den republikanske senator i Pennsylvania, Arlen Specter, over til Demokraterne.

Selve skiftet kom overraskende, men grundene er simple: Det er ikke dybtliggende politiske overvejelser, men derimod et simpelt personligt ønske om magt, der førte til afhopningen – og det indrømmende Specter da også selv på pressemødet, om end i noget pænere vendninger.

Han sagde at det simpelthen drejede sig om at blive valgt.

Og det ville han næppe blive i Pennsylvania ved næste senatsvalg – som republikaner.

Den hårde kerne
Mange moderate republikanere forlod partiet i 2008 for at kunne stemme i demokraternes primærvalg under kampen mellem Obama og Hillary Clinton. Derfor er kun den hardcore højrefløj tilbage.

I det kommende republikanske primærvalg vil de støtte Pat Toomey, som let ville have vundet over Specter.

I 2004 var Toomey kun 1,4 procentpoint fra at slå Specter, og en nylig meningsmåling viste, at Toomey ville slå Specter med 51 procent af stemmerne med 30 procent til Specter i et primærvalg.

Toomey vil sandsynligvis have fået læsterlige tæsk ved selve senatsvalget i den mere og mere demokratiske stat Pennsylvania, men det ville ikke have hjulpet Specter.

Derfor er han nu demokrat – hvad han i øvrigt også var indtil 1966.

Som demokrat burde Specter havde gode chancer, hvis ellers han slipper igennem det demokratiske primærvalg. Det burde han gøre. Han har været senator siden 1991 og kan dermed bruge hans senioritet i mange sammenhænge. Det sætter befolkningen pris på.

For Obama og Demokraterne betyder det, at de nu er meget tæt på 60 pladser i Senatet – senatsvalget i Minnesota bliver afgjort til fordel for demokraten Al Franken om få uger. Dermed har Republikanerne ingen muligheder for at blokere demokraternes lovforslag. The Democrats rule supreme.

Liberal dommer trækker sig
Den anden gode nyhed for Obama og Demokraterne kom overraskende. Højesteretsdommer David Souter vil trække sig.

Souter er ganske ung i højesteretssammenhæng – han er 69 år. Den ældste, John Paul Stevens, er derimod 89 år gammel.

Men Souter savner sin hjemstat New Hampshires marker og bakker, og han har aldrig sat pris på livet i hovedstaden. Nu vil han nyde sin pensionisttilværelse, mens han har fysikken til det.

Dermed skal Obama nominere en ny dommer.

Domstolen er delt op i to lige store blokke – en på fire liberale og en anden på fire konservative. 72-årige Anthony Kennedy er den moderate, der ofte afgør kontroversielle sager.

Souter tilhører domstolens liberale fløj. Dermed bliver der ikke ændret på styrkeforholdet umiddelbart. Men det betyder alligevel meget at sætte sit mærke på retten og indsætte en 20 år yngre kandidat, som kan styrke den liberale fløj i fremtiden.

Meget taler for, at Barack Obama vil udpege en kvinde for at cementere demokraternes styrke blandt denne vælgergruppe. Den amerikanske højesteret har i dag et kvindeligt medlem, 76-årige Ruth Bader Ginsburg, som i øjeblikket kæmper mod en formentlig dødelig kræftsygdom.

Med det styrkede flertal i Senatet burde Obamas nominering til ny dommer gå glat igennem Senatet. Alt i alt har det været en rigtig god uge for Det Hvide Hus.

No comments:

Post a Comment