28.2.11

Indiana har taget sparevejen

THE JOB IS DONE: Medierne har rettet de skarpe projektører med New Jersey og Wisconsin, hvor republikanske guvernører er ved at tage et opgør mod fagforeninger og blodrøde statslige budgetter.

Imidlertid er der allerede en stat, hvor en republikansk guvernør med succes har taget opgøret - Indiana.

I krig mod eget parti
På sin første dag som guvernør den 10. januar 2005 fjernede Mitch Daniels fagforeningens ret til kollektive forhandlinger for de statsansatte og fjernede samtidig et krav om, at alle statsansatte skulle være i fagforeninger.

Daniels arvede et underskud på 600 millioner dollars fra sin forgænger, demokraten Joe Kernan. Daniels gik i gang med at barbere budgettet.

Snart var antallet af offentligt ansatte på det laveste niveau siden 1970'erne.

Det foregik dog ikke uden kamp - dog med mere modstand fra Republikanerne end fra Demokraterne. Daniels ville kombinere besparelser med skattestigninger for at opnå balance på budgetterne, men skattestigningerne faldt ikke i god jord hos det republikanske flertal i delstatskongressen.

Særligt en et-årig skat på en procent på personer og virksomheder med en indkomst over 100.000 dollars mødte modstand og led skibbrud. Imidlertid lykkedes det Daniels at indføre nye alkoholafgifter samt en finurlig skat på leje af biler.

Nu har Daniels kastet sig ud i en landsdækkende kampagne for betydelige forandringer i den amerikanske velfærdsstat.

Pensionsalderen skal op. Velhavende amerikanere skal ikke have pension fra staten. Medicare skal være et voucher-system.

Ikke overraskende har det nu ført til spekulationer om, at Daniels vil forsøge at erobre Det Hvide Hus. Men mens hans besparelses-politik i øjeblik er den hotteste haute couture i USA, vil hans tidligere jobs kunne give problemer blandt teparti-aktivisterne.

Fra 2001 til 2003 var Daniels således chef for præsident George W. Bushs budgetkontor - og dermed medansvarlig for de føderale budgetter i en periode, hvor USA begyndte at gå fra statsoverskud til de 1600-millarder dollars store underskud, der i dag plager USA.

Livsfarligt område
Samtidig har Daniels vovet at sige, at regeringen bør sørge for, at der ikke bliver brugt millioner af dollars på at holde dødssyge patienter i live et par måneder ekstra.

- The U.S. can't afford absolutely everything that modern technology makes possible for absolutely everyone till absolutely the very last day, sagde Daniels således for nogen tid siden.

Dette på mange måder livsfarlige område er ellers flittigt benyttet af Sarah Palin og andre i kritik af Obama, hvor de siger, at Obamas sundhedsreform fører til statslige "dødspaneler." En republikaner vil få gedigne tæsk i primærvalgene for sådan en udtalelse.

Kun 12 procent af amerikanerne støtter ifølge meningsmålinger færre penge til Medicare eller Social Security. Daniels kæmper ifølge tilhængerne en nødvendig kamp, men den er farlig.

I øjeblikket koncentrerer han sig dog om arbejdsløsheden i Indiana, der med 9,5 procent stadig er frygtindgydende høj. Her påpeger Daniels, at Indiana sidste år havde gennemsnitligt dobbelt så stor vækst i den private sektor som resten i landet. Holder den vækst, ryger arbejdsløsheden ned, og hvis befolkningens villighed til radikale velfærdsreformer ændrer sig, kan 61-årige Mitch Daniels måske drømmer om at styre USA frem for blot Indiana.

No comments:

Post a Comment