14.1.19

Mejerier til Trump: Giv cheddar til de fattige

Da Donald Trump erklærede handelskrig mod Kina, ville det blive en hurtig sejr uden lidelser for amerikanerne, lød det.

Men kineserne er et strategisk klogt folkefærd. I deres kommunistiske diktatur kan det godt gå, at industrier ramt af Trumps toldmure lider nogen tid. Hvor skal de kinesiske arbejdere gå hen og beklage sig?

Kinesere rammer landbruget
Men i USA sætter vælgerne krydser. Og ved at lægge told på særligt amerikanske landbrugsprodukter kan kineserne rammer Trumps kernevælgere, som han ikke kan undvære.

Som sagt, så gjort. Særligt sojabønne-produktionen er hårdt ramt, men også andre dele af landbruget vånder sig under kinesernes hævn-told.

Trump reagerede med en støttepakke til landbrugets på 1,2 milliarder dollars. Udover at være et klart tegn på, at republikanernes tidligere begejstring for frihandel forsvinder, så snart der er krisetegn og risiko for stemmetab, er pakken tilsyneladende ikke nok.

Cheddar til de fattige
I et brev til præsidenten skriver ADC, den amerikanske organisation for mejerier:

"Lige nu ligger der 1,4 mia. pund amerikansk cheddar og andre typer ost på lager i kølerum over hele USA. Med den nuværende mælkepris på et rekordlavt niveau er det nødvendigt, at dette overskudslager bliver elimineret for at skabe en ny start for branchen. Anslået 40 mio. amerikanere kæmper med sult. Overskudslageret af mejerivarer i form af ost vil være en fremragende kilde til næring for familier, der ikke ved, hvor deres næste måltid skal komme fra."

Smart af organisationen, der kobler erhvervsstøtte med hjælp til fattige og sultne.

65 % fald i Kina-eksport
ADC fortsætter i brevet:

"Osteeksporten fra USA til Mexico er faldet med mere end 10 procent årligt, og leverancerne til Kina er faldet med næsten 65 procent årligt."

Trump har ikke reageret endnu, men med et fald de seneste år i mælkeprisen på cirka 40 procent, er der næppe tvivl om, at mange mælkebønder og ansatte i mejeribranchen vil overveje, om Trump og Republikanerne er det rette sted  at sætte krydset ved næste valg.

7.1.19

Rentekrigen

Donald Trump er ejendomsspekulant og har hele sit liv elsket lave renter, når han stiftede gæld i bygninger.

Som præsident elsker han lave renter, fordi de holder økonomien i femte gear. Der skal den blive, mener Trump - også selvom det kan føre til overophedning og efterfølgende brutal nedsmeltning. Den nedsmeltning skal bare ske, når Trumps præsidentperiode er forbi.

Den fløjte spiller centralbankchef Jerome Powell - som Trump selv udpegede i 2017 til en fire-årig periode - ikke efter. Han hæver kontinuerligt USA's rente til nu 2,25 procent. Samtidig er opkøbsprogrammet for obligationer fortid.

Noget at stå imod med
Mange konventionelle økonomer er utvivlsomt tilfredse med Powells renteforhøjelser og tilbagekøb af Himalaya-høje bjerge af obligationer.

Vi er i det, der er den næstlængste opsvingsperiode i USA's historie. Også i Europa går det fornuftigt. Men mens Europa stadig hænger fast i minusrenter og obligationsopkøb, er USA's centralbank altså ved at hæve renten og tilbagekøbe obligationer.

Det kan vise sig særdeles værdifuldt, når den næste nedtur kommer. For hvilke våben har politikerne ellers at sætte ind mod de dårlige tider? Lave renter eller endog minusrenter er allerede en kendsgerning. Obligationsopkøbene ruller endnu flere steder. Og staternes gældsposter er generelt massive.

Verdenshistoriens største økonomiske eksperiment
Europa har intet at skyde med ved næste nedtur, og vi er reelt i et af verdenshistoriens største økonomiske eksperimenter. USA har nu om ikke et voldsomt kraftigt arsenal så dog igen både et par procentpoints rente og nye obligationsopkøb at sætte ind takket være Powells tiltag.

Træk dig 
Trump er dog bestemt ikke tilfreds og er begyndt at offentliggøre tanker om, at Powell bør trække sig.

Det erklærer Powell lige så offentligt, at det vil han ikke gøre.

Den udmelding kunne investorerne godt lide. Men et tegn på sikre økonomiske retningspile at køre efter giver den nys udbrudte krig mellem Trump og hans egen centralbankchef ikke.

30.12.18

"You're a fucking liar"

Med det citat slutter Bob Woodwards bog "Fear: Trump in The White House", som jeg slugte i juleferien. Det var nok et dårligt valg, for julehumør kom jeg ikke i af bogen.

Bob Woodward er en godfather - i positiv forstand - af amerikansk journalistik. Sammen med Carl Bernstein afslørede han Watergate-skandalen og var med til at vælte præsident Richard Nixon. Højere når en journalist nok næppe i drømmene om at vælte ministre. Det er  et par niveauer over at få skovlen under danske fødevareministre.

Indtrykket af en kaotisk Trump-administration og en præsident, der lyver per automatik og uden nogen som helt skrupler, er bogens hovedbudskab. Politikken skifter, efter hvem der sidst har talt med Trump. Loyalitet eksisterer ikke.

Og alle de "voksne" er nu ude af Trumps regering - forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, stabschef Reince Priebus og rådgiver Gary Cohn for blot at nævne nogle. De har undervejs i deres tid som ansatte i Trumps regering bogstaveligt talt fjernet papirer fra Trumps skrivebord for at forhindre en i deres optik katastrofal politik i at blive vedtaget med præsidentens underskrift. Tankerne bag kan være gode, men etisk og demokratisk er det et kæmpeproblem: Det er reelt et administrativt kup mod en trods alt folkevalgt præsident.

"Fuck you" 
Det dysfunktionelle Hvide Hus står tydeligt frem. Skænderierne og utallige "fuck you" flyver gennem luften - især fra den særlige strategiske rådgiver Steve Bannon. Trump nægter utallige gange at læse bare én A4-side eller på anden måde sætte sig ind i sagerne. Bogen er et langt karaktermord mod præsidenten og mange af hans medarbejdere.

Ja-mænd og familie er nu de eneste, der er tilbage i Det Hvide Hus, og Trump kan i dag end ikke få besat den ellers voldsomt attraktive stilling som stabschef.

Hvis du synes, 2017 og 2018 var kaotiske, så kan det på baggrund af bogen kun siges: "You ain't seen nothing yet."

Handelsunderskud Trumps eneste tanke
Særligt den afgrunddybe ligegyldighed over for allierede er tankevækkende. For Trump tæller kun en ting: Overskud på handelsbalancen.

Et klart eksempel er fra Den Koreanske Halvø. Ved at have tropper og militærteknologi i Sydkorea for tre milliarder dollars om året, kan USA på syv sekunder opdage et atommissil på vej mod USA. Uden radarer og højteknologi i Sydkorea kan amerikanske radarer i Alaska først opdage missilet 15 minutter efter affyring, og altså når det er meget nær amerikansk fastland. Det kvarter kan gøre en verden til forskel i forhold til nordkoreanernes lyst til at forsøge sig med overraskelsesangreb.

Fuck de allierede
Men om det tager 7 sekunder eller 15 minutter at finde ud af, om et nordkoreansk atommissil er på vej mod USA, er ligegyldigt for Trump. Sydkorea skal betale for de amerikanske styrker. Og frihandelsaftaler med landet skal siges op, uanset om det lammer den sydkoreanske økonomi og underminerer alliancen. Trump vil have overskud på handelsbalancen!

Samme holdning gør sig gældende over for allierede som Japan og i særdeleshed NATO, som Trump tydeligvis anser som dybt forældet. Efter at have læst bogen er jeg meget i tvivl om, hvorvidt Trump vil lade amerikanske soldater kæmpe for Baltikum. 

Kilder ikke svære at gætte - og Bannon iblandt dem
Journalistisk er det en bog præget af den amerikanske tilgang til politiske kilder. I notehenvisninger står der ofte blot "The information in this chapter comes primarily from multiple deep background interviews with first hand sources." Det vil sige Woodward bruger den mest lukkede tilgang til sine kilder - ingen bliver nævnt.

Men når kapitler så ofte består af enten præsidentiel rådgiver og højrenationalist Steve Bannons direkte citater og tanker i enesamtaler med præsident Trump eller advokat John Dowds private telefonsamtaler med præsidenten er kilden ikke svær at gætte. Er det virkelig tilgangen, og kan kilderne være tilfredse med det?

Og så kræver det godt nok journalistisk selvtillid at citere samtaler og tanker så præcist flere måneder efter, de fandt sted og baseret på blot én kilde. Men Woodward har selvfølgelig en del troværdighed at tære på efter Watergate og utallige velanmeldte bøger.

Sproglig lidelse
Selve det sproglige er en lidelse i bogen til min store overraskelse. Woodward skifter fra at snakke om nordkoreanske atommissiler over kærlighed mellem Melania og Donald Trump til Mueller-undersøgelsen på én og samme side. Kronologisk, javel - men dybt underligt for læseoplevelsen. Har Woodward virkelig haft brug for bedre redaktører?

Hæv pensionsopsparingen
Alt i alt har vi her en af de mest læsværdige bøger om aktuel historie og politik. Den kan dog muligvis få dig til at hæve pensionsopsparingen, for hvad nytter den i en så usikker verden som den, Trump lige nu er den mest magtfulde mand i?

22.12.18

Notorious RBG har kræft - for tredje gang

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg er et ikon blandt feminister og venstreorienterede amerikanere. Siden hun blev højesteretsdommer i 1993 under Bill Clinton har hun været en venstreorienteret bastion i Højesteret, en fast del af de fire venstreorienterede dommere og har afsagt utallige domme, der har ændret USA i en retning, Demokraterne kan lide.

Hendes popularitet på den fløj er så stor, at der i 2018 blev lavet en film om hende med den herlige titel "The Notorious RBG."

Men hun er også 85 år og har overlevet tarmkræft og kræft i bugspytkirtlen (i øvrigt en kræftform med en overlevelsesprocent på under ti procent efter fem år - men det klarede Ginsburg).

Nu er hun så blevet opereret for lungekræft. 

Præsident Donald Trump har i et af sine venligere tweets ønsket hende god bedring.





Men mon ikke sandheden blandt mange konservative er, de er godt tilfredse med det nuværende 5-4 flertal i Højesteret. Men prøv at tænk at få et 6-3 flertal og venstrefløjens ikon Ginsburg erstattet med en 50-årig stærkt konservativ dommer, der kan sidde i fire årtier og styre USA med højre.

Ginsburg ville nok ønske, hun havde trukket sig i 2009, da Barack Obama var nyvalgt præsident og Demokraterne havde masser af politisk kapital plus 60 stemmer i Senatet. Hun kunne selv have valgt sin efterfølger. Nu skal den aldrende og syge kvinde holde ud til 20. januar 2021 og håbe på en demokratisk sejr ved præsidentvalget i 2020. Ellers skal hun lige holde ud fire år til. Demokraterne er forståeligt nok nervøse over den udsigt. 

15.12.18

Kampen om sundhedsreformen blusser op

I det halve år efter præsident Donald J. Trumps indsættelse havde Republikanerne travlt med at fjerne præsident Barack Obamas stolthed: Den største sundhedsreform i årtier, ACA, der blandt andet sikrede mange dækning, selvom de allerede havde sygdomme, og forsikringsselskaber derfor før afviste dem.

Det lykkedes ikke for Trump og Republikanerne. Den nu afdøde senator John McCain reddede ACA med sin stemme i Senatet. Det lykkedes dog Republikanerne at svække loven ved at fjerne kravet om, at du skulle betale skat, hvis du ikke tegnede forsikring. Partiet fjernede også støtte til annoncering om tilmelding og så videre. 

Så døde hele sagen hen og Trumps mange skandaler og Twitter-udmeldinger overtog medierne. 

Men nu er kampen om ACA blusset op igen. Texas-dommer Reed O'Connor har kendt hele ACA ulovlig i henhold til forfatningen. Afgørelsen bunder i netop det fjernede krav om betaling af skat. Højesteret godkendte i sin tid i en snæver afgørelse, at ACA var lovlig, fordi der var krav om skat, og det må den føderale regering godt kræve. 

Republikansk jubel
Uden skattekravet må den føderale regering ikke kræve, at borgere skal tegne forsikringer, mener altså dommer O'Connor, der er kendt for at afgøre særdeles konservativt. 

Trump jubler:



Slaget er dog langt fra forbi.

Demokratiske jurister og delstater vil appellere, om nødvendigt igen hele vejen til Højesteret. Indtil da fungerer ACA stadig, men priserne for forsikringer vil stige på grund af usikkerheden. Det underminerer hele tanken bag ACA, får folk til at forlade systemet, hvilket sender prisen yderligere op og så videre. Den udvikling begejstrer Republikanerne.

Potent politisk våben
Demokraterne får dog også et potent politisk våben. Målinger ved midtvejsvalget viste, at sundhed og adgangen til lægebehandling uden at blive ruineret lå højt på amerikanernes ønskeliste. Særligt vigtigt for dem var adgang selv med eksisterende sygdomme. Det er en næsten lige så stor ændring i amerikanernes politiske holdning som skiftet i synet på homoseksuelle over de seneste to årtier. 

Den ændring kan tydeligt ses, når lobbyisterne udtaler sig.

- Today's decision is an unfortunate step backward for our health system that is contrary to overwhelming public sentiment, sagde Barbara McAneny, præsident for American Medical Association.

Fra Charles N. "Chip" Kahn III, præsident for Federation of American Hospitals, lød det:

- This ruling would have a devastating impact on the patients we serve and the nation's health-care system as a whole.

Nu kan Demokraterne virkelig erklære sig som partiet, der vil have et sundhedssysstem med adgang for alle. Republikanerne skal finde et meget klart svar på det og kunne lancere eget bud på et sundhedssystem, med mindre det skal koste dyrt ved valgene i 2020. Om det kan lykkes er mere usikkert. USA har ventet på et republikansk bud på en sundhedsreform lige siden Barack Obamas blev vedtaget i 2010. 

9.12.18

Dumb as a rock

Bloggen kunne hurtigt fyldes ud med outrerede Trump-tweets, hvis det var ønsket. Alligevel er det værd at fremhæve fredagens udgydelser mod tidligere udenrigsminister Tillerson:




Præsidentielt? Nej, der er lang vej til classy dudes som Ronald Reagan, George H.W. Bush, Gerald Ford og Calvin Coolidge. Men bevares, i sprogbrug kan det da minde lidt om Lyndon B. Johnson og Richard Nixon.

Og så er det jo en interessant udtalelse fra en mand, der ifølge eget udsagn "kun hyrer de bedste folk." 

2.12.18

George H. W. Bush er død

The Greatest Generation - Den Største Generation. Det kalder amerikanerne den generation, der oplevede Den Store Depression, kæmpede i 2. verdenskrig, genopbyggede det ødelagte Europa og Asien, besejrede Sovjetunionen i Den Kolde Krig og grundlagde en hidtil ukendt velstand i Vesten.

En arketype for den generation er tidligere præsident George H. W. Bush, der døde i forgårs. Han var jagerpilot i Stillehavet og blev skudt ned af japanerne. En ægte krigshelt, som det sig hør og bør i den generation.

Den helt rette præsident
Som præsident var George H. W. Bush den helt rette præsident, da Den Kolde Krig blev afsluttet med Sovjetunionens kollaps. Det kommunistiske imperium døde mod manges forventning med et stille suk frem for et blodbad. Meget af den fortjeneste ligger hos Mikael Gorbatjov, men en god portion tilhører også George H. W. Bush.

Han gav Rusland mange indrømmelser og finansiel støtte, han gav opbakning til Tysklands genforening trods fransk og britisk modstand og gav Rusland garantier mod tysk aggression. Det sikrede stabiliteten i Europa og gjorde, at Moskva uden protester trak de enorme mængder russiske soldater tilbage bag de nye russiske grænser.

89 procents opbakning
Også Iraks invasion af Kuwait blev håndteret effektivt. Uden større tab for koalitionsstyrkerne blev Irak kastet ud af det lille, olierige land. Om Irak og Saddam Hussein så blev håndteret effektivt efter krigen, er en diskussionssag blandt historikerne. Uanset hvad tog præsidenten lige efter krigen rekorden i amerikanere, der var tilfredse med hans embedsførelse: 89 procent bakkede op - næsten nordkoreanske tilstande.

Derfor valgte mange demokratiske toppolitikere at holde sig uden for valgkampen i 1992, da de regnede med sikkert genvalg til Bush.

Det åbnede som bekendt døren for en ret ukendt, men karismatisk sydstatsdemokrat: Bill Clinton.

Indenrigspolitisk måtte Bush nemlig konsolidere den amerikanske økonomi efter stigende underskud. Han hævede skatterne, hvilket gjorde ham voldsomt upopulær hos Republikanerne. Og en kortvarig, men hård økonomisk nedtur lige før valget kombineret med en stærk tredjepartikandidat i form af Ross Perot gjorde Bush til en én-periodespræsident.

Republikansk gentleman 
Bush var en republikansk gentleman-politiker, der er milevidt fra dagens brutale Trump-parti. Derfor er luften også kold mellem Trump og Bush-familien, men der er ingen vej uden om, at begge familier skruet smilet på og går til begravelsen sammen. Ellers ville skandalen være for stor.




25.11.18

En nekrolog forklarer morfin-epidemien bedre end 50.000 statistikker

En enkelt død er en tragedie, en million døde er statistik. Sådan sagde Josef Stalin i sin tid, og det har han jo ret i.

I USA døde næsten 50.000 mennesker af en overdosis stærke smertestillende piller. Men som altid er det svært at begribe.

Igen er den enkelte død en tragedie. Læs således nekrologen for Madelyn Linsenmeir, mor, søster og datter, der nåede at leve fra 1988-2018, før pillerne slog hende ihjel. Så forstår man omfanget af og lidelserne fra den morfin-epidemi, der hærger USA.


19.11.18

Pelosi på vej til at blive formand - igen

Repræsentanternes Hus skal have ny formand. Den nuværende, republikaneren Paul  Ryan, genopstillede ikke. Og så mistede Republikanerne i øvrigt også flertallet.

3. januar, når den nye kongres mødes for første gang, skal huset vælge ny formand. Og det kan meget vel blive en gammel kending - nemlig demokraten fra Californien, Nancy Pelosi, der var formand fra 2007 til 2011.

Erfaren dame
Hun er ikke just en vårhare med sine 78 år. Og mange demokrater, der vandt valg i konservative distrikter, lovede at stemme imod hende som formand. Republikanerne har i næsten to årtier fremstillet Pelosi som djævelen selv, der fremfører en verdensfjern vestkyst-venstreorienteret politik.  Derfor er hun en polariserende figur.

Kombinationen af at være umådeligt kontroversiel og ønsket om fornyelse i et parti præget af minoriteter betød, at flere vurderede, Pelosi ville blive stemt ned.

Pisk og gulerod
Men der er en grund til, hun i så mange år har holdt sig på den absolutte top i amerikansk politik. Hun ved, hvordan pisk og gulerod skal fordeles.

De venstreorienterede demokrater holdt således et møde, hvor Pelosi lovede dem magtfulde pladser i udvalg og forskellige lederstillinger i partiet. 

Det førte til følgende udtalelse fra lederen af de venstreorienterede, Pramila Jayapal:

"No one can really doubt Pelosi's progressive chops. And I do think, for the next two years, as we lead into 2020, and are coming off this big wave, we need someone who is smart and strategic and has done this."

Altså bliver det med massiv sandsynlighed Pelosi, der skal lede Demokraternes modstand mod præsident Donald Trump. Hun skal blot overbevise et par konservative demokrater, der kan vælge valgteknisk at stemme "til stede", men ikke "for." Så kan de tage hjem til deres konservative distrikter og sige, de ikke stemte for Pelosi, mens hun alligevel bliver valgt som formand.

Obama som formand? 
Et liden kuriosum: Der er faktisk ingen krav til, at formanden skal være medlem af Repræsentanternes Hus. I princippet kan Demokraterne vælge eksempelvis Barack Obama - der så lige med et er nummer tre i rækken til at arve præsidentembedet.

11.11.18

Midtvejsvalget gik, som eksperterne prædikede

Denne gang lykkedes det sørme - forfatterens forudsigelser (og de fleste eksperters) holdt stik. 

Senatet har et let styrket republikansk flertal. Det er ikke overraskende. De fleste valg fandt sted i dybt republikanske stater, hvor de demokratiske kandidater var på udebane.

Obama og Clinton tabte (også) stort

I delstaterne gik Demokraterne også frem, men ikke helt så meget som ventet. Særligt vil det ærgre partiet, at det ser ud til, guvernørposterne i Ohio og sandsynligvis i Florida - sidstnævnte er ikke helt afgjort endnu og skaber politisk polemik - går til Republikanerne. Dermed  vil den republikanske præsidentkandidat i 2020 få et rygstød i disse afgørende stater, og ved valgene til Kongressen vil det stadig være muligt at tegne valgdistrikter, der favoriserer Republikanerne.

I Repræsentanternes Hus får Demokraterne flertallet. Trump var hurtigt ude og påpege, tilbagegangen her ikke var nær så stor (lige nu et tab på 34 pladser) som under Barack Obama (tab på 64 pladser i 2010) eller Bill Clinton (tab på 53 pladser i 1994).

Og nej, Demokraterne fik ikke så mange pladser, som nogen troede. Men der er stadig tale om den største demokratiske fremgang ved et midtvejsvalg siden 1970'erne og Watergate.

Det demokratisk kontrollerede Repræsentanternes  Hus vil blive en dundrende hovedpine for præsident Trump, som kan forvente et utal af undersøgelser og stævninger herfra.

Trump tåler ikke regn
I øvrigt er Trump godt i gang med at skabe andre hovedpiner for sig selv: Ved en mindehøjtidelig i dag i Frankrig for at mindes 100-året for første verdenskrigs afslutning dukkede mange statsledere op. Dog ikke Trump, der ellers var inviteret og rejst til Frankrig. Han blev på hotelværelset, da det regnede. Den desavouering af veteraner, der led, døde og nogle gange bogstaveligt talt druknede i mudderpøle og regn i Flandern er ikke populær, endsige mandig.