16.10.17

Udrydningstruet art genopstiller til Senatet

Moderate republikanere er en art lige så truet af udrydning som næsehorn.

Derfor er det en god nyhed for dem med de politiske tilbøjeligheder, at den republikanske senator Susan Collins fra delstaten Maine erklærer at hun genopstiller i 2018.

Fra Collins senatskollega Shelley Moore Capito fra West Virginia lød det til Politico:

- Her staying obviously keeps an essential voice in our conference especially in areas where she's worked a lot, like health care, she's just got great leadership and great ideas. And as a fellow woman, a Republican woman in the Senate, this is a good thing.

Collins går altså ikke efter guvernørposten i Maine, hvor guvernør Paul LePage - også en republikaner i en ellers ret blå, demokratisk stat - ikke kan genopstille.

Han ville til gengæld gerne være gået efter Collins' job. De to hader hinanden, så Collins er sikkert ikke helt utilfreds med at spolere guvernørens politiske fremtidsdrømme. Dog ville Collins langtfra være sikker på at vinde guvernørposten i staten.

I stedet bliver hun altså nu i Senatet. Hun kan ikke altid lide jobbet, for hun er ikke ideolog og vil gerne lave brede aftaler og få lovgivning igennem. Det er ikke just den måde, Kongressen fungerer på i dag.

Sammen med senatorerne John McCain fra Arizona og Lisa Murkowski fra Alaska var hun blandt de republikanere, som blokerede for Republikanernes forsøg på sundhedsreform.







9.10.17

Trump slagter Obama-bekendtgørelser

Det er nu 11 måneder siden, Donald Trump vand præsidentvalget, og siden januar har Republikanerne siddet tungt på magten med flertal i begge Kongressens kamre. Men ingen love er blevet vedtaget.

Derfor må Trump fortsætte med at plukke i Obamas bekendtgørelser og omgøre dem, som det er hans lovmæssige ret.

For en uge siden gjaldt det Obamas bekendtgørelse om, at arbejdsgivere i sundhedsforsikringer skal betale for medarbejders prævention. Det er nu fortid.

På miljøområdet er Team Trump ved at ophæve Obamas bekendtgørelser om bilers brændstofeffektivitet og forureningsregler for fabrikker.

Skal sparke gang i økonomien
Og endelig gælder det nu finansområdet. Trump og finansminister Steven Mnuchin vil fjerne flere bekendtgørelser.

En tvinger virksomheder til at offentliggøre forskellen mellem direktørers og menigt ansattes løn. En anden handler om at gå på børsen, hvor firmaer i dag ikke må "dyppe tåen i vandet" med særligt udvalgte investorer. Endelig er der forbud for private firmaer mod at hente mere end en million dollars via crowdfunding. Alle skal de væk.

- The U.S. has experienced slow economic growth for far too long. Changing the rules will harness American ingenuity and allow small businesses to grow, siger Mnuchin.

Nu voksede amerikansk økonomi godt nok med mellem tre og fem procent i syv af præsident Barack Obamas otte år som præsident, men der skal jo argumenter til.

Hvorfor fjernede Trump i øvrigt ikke bare alle Obamas bekendtgørelser i den første uge af sin præsidentperiode? Angiveligt fordi Trump faktisk lyttede til politiske strateger. Var alle ændringer gennemført i den første tid, ville der jo ikke være nogen sejre nu, og så ville det hele se endnu mere inaktivt og fiasko-ramt ud. Derfor har han gemt en del muligheder for at fjerne og ændre bekendtgørelser over længere tid.

2.10.17

Det virker at fifle med valgkrav

Hvem er berettiget til at stemme i USA? Det er langt fra så entydigt som at sige alle over 18 med amerikansk statsborgerskab.

De seneste årtier har flere stater nemlig indskrænket valgretten ved at kræve, at du skal have bestemte former for identifikation med. Tilhængerne siger, det sikrer mod valgfusk. Modstanderne siger, det er en måde at forhindre den anden fløjs vælgere at stemme. Uanset hvad ser det ud til at virke efter sidstnævnte målestok.

En undersøgelse af vælgere i delstaten Wisconsin viser, at valgdeltagelsen i 2017 blev reduceret med mellem 0,9 og 1,8 procent. Årsagen var, at nogle vælgere blev afvist på grund af mangel på ID og medfølgende generel forvirring. Donald Trump vandt delstaten med 0,7 procent af stemmerne, så her kan reglerne have afgjort staten til Trumps fordel.

Rammer fattige og minoriteter 
Det er da netop også Republikanerne, som gør sig ud i de fleste forsøg med at kræve ID. Det er nemlig oftest fattige og minoriteter - og dermed demokratiske kernevælgere - der mangler de ønskede ID-kort. I undersøgelsen udgjorde hvide 8 % af de, der blev afskrækket fra at stemme. Sorte udgjorde 28 %. Blandt husholdninger med under 25.000 dollars i årsindtægt blev 21 procent afholdt fra at stemme. Det gjaldt kun 2,7 procent af husholdninger med over 100.000 dollars i årsindtægt.

I North Carolina afviste Højesteret at godkende et republikansk forslag til vælger-ID-lov, som med næsten kirurgisk præcision ramte sorte. 

Staterne siger, de er fair, for det er gratis at få ID-kortene. Men det er kun officielt. Et kort kræver typisk en fødselsattest, og de koster penge og er bøvlede at få. Og for at gøre det endnu mere besværligt at få ID-kortene, har flere stater indført regler om, at det kun er muligt at få de krævede kort eksempelvis en onsdag mellem 11 og 13. Her arbejder de fleste fattige i job, de ikke lige kan få fri fra.

Der bliver ført utallige retssager om emnet, og i de enkelte delstaters kongresser fortsætter kampen ligeledes - især efter Wisconsin-undersøgelsen der viser, hvor stor gennemslagskraft reglerne kan have.



18.9.17

Californien vil flytte primærvalget

Californien vil fra 2020 flytte sit primærvalg frem, så det kommer efter de første fire stater: Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina. I dag stemmer Californien i juni, hvor primærvalgene som regel er afgjort.

Delstatens rationale er at få mere indflydelse på primærvalgene. Men flytter Californien sit primærvalg, vil det få meget stor betydning for den måde, USAs store partier finder deres præsidentkandidater.

Californien er absolut USA's befolkningsrigeste delstat. Vinder en kandidat valget her, bliver han eller hun næsten umulig at stoppe på grund af en stor føring i antal delegerede. Og det kræver enormt mange penge at være med i spillet i delstaten. At en ukendt guvenør skulle komme fra baghjul - eksempler på det tæller Jimmy Carter og Bill Clinton - bliver så godt som utænkeligt.

Det får også ideologisk indflydelse. Californien er en særdeles venstreorienteret delstat og er faktisk den eneste delstat, hvor Hillary Clinton sikrede Demokraterne flere stemmer i 2016, end Barack Obama fik i 2012. Dermed kan venstreorienterede demokrater som senatorerne Elizabeth Warren eller Bernie Sanders få lettere spil mod midterorienterede demokrater som tidligere vicepræsident Joe Biden eller Louisiana-guvernør John Bel Edwards.

Det kan være fint i primærvalgene, men kan give Demokraterne hovedpine ved selve præsidentvalget. En Elizabeth Warren henter næppe mange svingvælgere i North Carolina eller Michigan.

Reelt en samlet primærvalgsdag?
Ændringen vil også give californiske politikere, som er kendt i delstaten, et stort forspring. Få kender Los Angeles-borgmester Eric Garcetti rundt omkring i USA. Men mange kender ham i Californien. Han kan springe de første fire stater over og alligevel føre primærvalget med en sejr i Californien.

Og så er der alle Sydstaterne, der traditionelt stemmer på samme dag, Supertirsdagen. Hvordan vil de reagere på Californiens beslutning? Flytter de deres primærvalg til samme dato som Californien, har vi reelt et nationalt primærvalg på en og samme dag, hvor det hele bliver afgjort. Udover det er kedeligt for os bloggere, vil det kræve mange millioner dollars i valgkassen, for at en kandidat kan klare sig og blive taget seriøst.

Det hele kan ende i noget endnu værre rod, hvis flere andre stater reagerer og flytter rundt på deres primærvalg for stadig at få en del af den politiske kage, før Californien spiser det hele.

Lovforslaget om at flytte primærvalget ser ud til at blive vedtaget, og Californiens guvernør Jerry Brown vil skrive under.



11.9.17

Paul Ryan er under angreb

Det er ikke sjovt at være Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, i øjeblikket. Alle kritiserer ham, fra egne partifæller i Kongressen over præsident Donald Trump til Demokraterne. 

Er Ryan overhovedet en dygtig leder? Det stiller flere spørgsmål ved.

Ja, han er valgt otte gange til Kongressen. Men det er fra et meget konservativt valgdistrikt i Wisconsin. Opstillede Republikanerne en kaktus i distriktet, ville kaktussen snildt vinde.

Så var han vicepræsidentkandidat i 2012 under Mitt Romney, men det skyldtes primært, at Romney - den rige, elitære og ældre hvide mand fra Østkysten - behøvede en ung mand fra Midtvesten til at afbalancere kandidaturet.

Senere udnyttede Ryan berømtheden fra 2012 til at få posten som formand. Men han har hverken formået at få kontrol over den fløj af Republikanerne, der går under navnet "Freedom Caucus". Han har et elendigt forhold til præsident Trump, og han har ikke formået at opbygge noget samarbejde med den demokratiske opposition. Intet tyder på, han har de lederegenskaber, der i dagens tilspidsede politiske klima kan gøre ham til en effektiv formand.

Kun en formand blev præsident 
Paul Ryan drømmer som så mange andre politikere om Det Hvide Hus, men på grund af svaghederne er der næppe grund til at regne Ryan som en stærk præsidentkandidat. Udover hans egne svagheder er det at være formand for Repræsentanternes Hus generelt en uriaspost, der på grund af formandens behov for at være skarp ideolog svækker personen så meget i den brede offentlighed og over for midtervælgerne, at drømme om Det Hvide Hus fordamper. Det er kun lykkedes for en tidligere formand at blive præsident: James Polk, der var formand fra 1835 til 1839 og præsident fra 1845 til 1849.

Til gengæld klarede Polk sig glimrende, og han er ofte placeret højt på listen over bedste amerikanske præsidenter. I løbet af sin embedsperiode vandt han en krig mod Mexico og kunne dermed tilføje staterne Californien, New Mexico, Texas og det meste af Oregon-territoriet til USA. Han fik stærkt nedsat toldsatser, begyndte byggeriet af Washingtonmonumentet og udstedte USA's første frimærker - en stor ting i udviklingen af datidens infrastruktur.

En sådan fortælling kommer Paul Ryan næppe til at skabe for sig selv.


4.9.17

Trump vil opsige frihandelsaftale med Sydkorea

I en usikker verden er det altid godt med venner. Men i Europa er mange USA-allierede usikre på, hvor de har præsident Trump og USA.

Samme følelses sidder mange vestligt orienterede ledere  med i Asien. Her opsagde Donald Trump den gennem flere år forhandlede frihandelsaftale TPP, som ville have bundet mange lande tæt til USA og inddæmmet Kina.

Hvad så med Sydkorea? Det må da være en loyal allieret, som USA gerne vil pleje i disse urolige nordkoreanske tider.

Nej, åbenbart ikke. Donald Trump vil nemlig gerne trækker sig ud af frihandelsaftalen med Sydkorea, kendt som KORUS. 

Både den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, den økonomiske rådgiver Gary Cohn og forsvarsminister James Mattis kæmper imod. De mener, at det vil skade USA's økononomi at trækker sig ud, og samtidig underminerer USA forholdet til og økonomien hos en vital allieret, når Nordkoreas atomvåben og missilprogram skal håndteres.

Horrible deal
Donald Trump peger på, at USA sidste år eksporterede for 42,3 milliarder dollars til Sydkorea og importerede for 69,9 milliarder dollars. Altså et minus på 27,7 milliarder dollars.

- It’s a horrible deal. It was a Hillary Clinton disaster, a deal that should’ve never been made. It’s a one-way street, lød det fra Trump i et interview med The Washington Post i april.

Wendy Cutler, chefforhandleren for USA da aftalen blev forhandlet i årene 2007-2014, er mindre overbevist om det smarte i at trække sig ud nu. I The Hill skriver hun:

- If not handled carefully, the latest impasse could lead to renewed trade tension between the U.S. and Korea. It also takes place at a time, after exceedingly threatening North Korean missile tests, when the bilateral alliance could not be more important

Frihandelsaftalen giver Trump frie hænder til at trække USA ud af aftalen med seks måneders varsel.

28.8.17

Dårlige meningsmålinger for Republikanerne

Præsident Donald Trump kan lide rekorder, og nu har han endnu en: Med 34 procent opbakning har Trump fået den laveste opbakning for en førsteårspræsident i en Gallup-måling nogensinde. Om rekorden får et tweet er nok mere tvivlsomt.

Til sammenligning kom Barack Obama aldrig under 40 procent, og det er endda i det første års hvedebrødsdage, at præsidentens popularitet plejer at være højest. Hvad sker der med Trumps popularitet, hvis en økonomisk krise rammer USA?

Svagheden har fået flere republikanske politikere til at overveje at udfordre Trump i 2020-primærvalgene. Både Ohio-guvernør John Kasich, senator Ben Sasse fra Nebraska og senator Ted Cruz fra Texas overvejer at gå ind i kampen, og det samme gør angiveligt vicepræsident Mike Pence. Det kan dog ende med at splitte de republikanske primærvælgere, så Trump kan sikre sig sejren, mens hans modstandere deler anti-Trump-stemmerne.

Men bliver en siddende præsident Trump udfordret af sit eget parti i 2020, vil det svække ham kraftigt frem mod præsidentvalget. I 1976 udfordrede Ronald Reagan præsident Gerald Ford og var lige ved at slå ham i primærvalgene. Det svækkede Ford så meget, at demokraten Jimmy Carter vandt præsidentvalget.

Det er ikke kun Trump, som er upopulær hos Republikanerne. Senatsleder Mitch McConnell har kun støtte fra 19 procent af vælgerne. Lederen i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har opbakning fra 33 procent af vælgerne.

Det korte af det lange er, at Demokraterne har en gylden mulighed for at gå i offensiven de kommende år. Spørgsmålet er, om partiet formår at udnytte mulighederne, eller om borgerkrigen mellem Bernie Sanders-fløjen af venstrefløjsidealister og mere moderate og vil nogen sige realistiske demokrater spidser til og splitter partiet.

21.8.17

Den lamme and i Det Hvide Hus

Få måneder før et præsidentvalg og til en valgperiode slutter 20. januar er det vanligt at anse den amerikanske præsident for en lam and - "lame duck." Alle har øjnene rettet mod den næste præsident, og den siddende har ingen politisk kapital tilbage. Intet politisk bliver gennemført.

Denne gang kan det dog være sket 3,5 år før næste præsidentvalg. Donald Trump er nemlig en lam and. Det argumenterer David A. Graham i hvert fald for i The Atlantic. 

Han peger på, at Trumps lovgivningsmæssige ønsker er kollapset med det fejlslagne forsøg på ny sundhedsreform, og ingen i Kongressen ser ud til at være klar til at kæmpe til døden for Trumps ønsker om skattereform eller investeringer i infrastrukturen.

Ingen frygt 
Ingen kongresmedlemmer frygter præsidentens vrede, og frygt er ofte en god ting, når præsidenter skal have lovgivning igennem. Lyndon B. Johnson er kongeeksemplet her.

Samtidig hagler skandalerne stadig ned over Det Hvide Hus, og de ansatte siger op, bliver fyret eller positionerer sig til nye job - igen alt sammen noget, der typisk ses i det sidste halve år af en præsidents embedsperiode.

Endelig er Trumps popularitet nede nær de 35 procent. Det oplevede George W. Bush først i de sidste måneder af sin præsidenttid, da finanskrisen begyndte at rulle og sendte USA og verden til tælling med den største økonomiske krise siden 1930'erne.

Udenrigspolitik, dekreter eller krise
Hvad kan Trump gøre?

Graham foreslår udenrigspolitikken, men siger selv, at Trump mangler en klar strategisk vision og i øvrigt førte valgkamp på Amerika først og altså ikke udenrigseventyr.

Præsidentielle dekreter er en anden løsning, men her er de lavthængende frugter plukket, og en kommende præsident vil kunne ændre alle beslutninger.

Og så er der den endnu ukendte krise, som kan få nationen til at samle sig om Trump. Spørgsmålet er så bare, om Trump vil kunne håndtere den krise til nationens tilfredshed, og det kan vi godt sætte et meget stort spørgsmålstegn ved, den hidtidige erfaring taget i betragtning.

13.8.17

Olieselskaber siger nej tak til Keystone XL

Olierørledningen Keystone XL har været et hedt politisk emne i USA i mange år: Højreorienterede og forretningsvenlige Republikanere vil bygge olierørledningen, som skal føre olie fra Canadas tjæresande til amerikanske raffinaderier i Texas. Demokrater og miljøforkæmpere kæmper imod: Olie er fortiden og risiko for miljøkatastrofe langs rørledningen er massiv.

Præsident Barack Obama blokerede i hele sin præsidenttid for Keystone XL. Men med præsident Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus fik rørledningen det grønne stempel.

- It's going to be an incredible pipeline, greatest technology known to man, lød det fra Trump om røret.

Problemet: Nu vil oliefirmaerne ikke længere have ledningen til otte milliarder dollars, som ifølge bygherrerne vil kunne transportere 830.000 tønder olie om dagen.

Siden diskussionen toppede i årene 2010-2014 er der sket meget med oliemarkedet. Vigtigst af alt er prisen på en tønde olie faldet fra et pænt stykke over 100 dollars til nu mellem 40 og 50 dollars.

I en verden, der svømmer i billig olie, vil raffinaderierne have fleksibiliten til at købe olie, hvor den er billigst. Det er den ikke fra det canadiske tjæresand, særligt ikke hvis de canadiske myndigheder strammer miljølovgivningen, som meget tyder på. Derimod er produktion fra amerikanske kilder blevet billigere og lettere med ny teknologi.

Derfor: Selv om regeringen i Washington D.C. smiler til Keystone XL, gør olieraffinaderierne det ikke. Og derfor er fremtiden for den umådelig usikker. Det gælder også, selvom fortalere for rørledningen forklarer miljøforkæmperne, at dagens olietransport med tog er væsentligt mere usikker end en fast rørinstallation.

Det er dårlige nyheder for virksomheden TransCanada, som har brugt tre milliarder dollars på at få drømmen om Keystone XL ført ud i livet. Mislykkes det projekt, falder virksomheden måske. Og det markerer, at en af de senere års større sejre for olieindustrien med det grønne lys til Keystone XL måske bliver den sidste sorte sejr, simpelthen fordi olieindustrien også har set ind i fremtiden, og den er baseret på andet end fossil energi.

7.8.17

Pence mod Trump i 2020

En vicepræsident har aldrig udfordret sin chef, den siddende præsident, i USA. Men disse år er fyldt med debuter og første gang'er, og i 2020 kan vi måske få den første af slagsen her.

Intet tyder på, at Mike Pence og Donald Trump har noget nært forhold. Og 90 % af Republikanerne i Kongressen ønsker sandsynligvis Pence som præsident.

Pence ligner da også en kandidat i 2020. Han mødes jævnligt med nøglerepublikanere i de tidlige primærvalgsstater, og han holder også flittigt møder med donorer i sine kontorer i Washington D.C.

Naturligvis afviser han, at han er kandidat, men tag ikke fejl: Har Donald Trump kun 20-30 procent opbakning eller endda mindre i 2019, så melder han sig på banen. Gad vide hvilke Twitter-tirader det vil give?!

Selvfølgelig kan han ende med at blive præsident inden, hvis Donald Trump bliver afsat, Trump bliver træt af livet som præsident (hvilket han angiveligt allerede er) og trækker sig, eller den daglige fastfood slår Trump ihjel. Men det er en helt anden sag.