7.6.14

70 år siden D-dag

AFGØRELSE: For 70 år siden strømmede primært amerikanske, britiske og canadiske styrker i land på Normandiets strande. Europas fremtid blev afgjort: Skulle det være nazistisk, demokratisk - eller kommunistisk, hvis Sovjetunionen udnyttede et allieret nederlag på strandene til at skubbe Den Røde Hær frem til Den Engelske Kanal?

Heldigvis lykkedes invasionen. Forinden var gået tre års ekstrem planlægning, hemmelighedskræmmeri og en enorm investering i mænd og materiel fra begge sider - men især fra De Allierede.

Her kan du se, hvordan strandene så ud dengang - og hvordan, de ser ud i dag nøjagtig samme sted. 

Som nævnt gik der årevis med planlægning, træning - og hygge i de engelske byer, mens soldaterne ventede på at gå i land i Frankrig. Læs en bunke fascinerende fortællinger om optakten til D-dag her. 

1.6.14

Californien er kravlet op af mudderet

ØKONOMI: I flere år har Californien vaklet på den økonomiske afgrund. I 2009 truede et budgetunderskud på 27 milliarder dollars. Massive nedskæringer, byer truet af bankerot og en stat i forfald var resultatet. 

Nu udnævner det venstreorienterede medie "The Nation" den demokratiske guvernør Jerry Brown til delstatens redningsmand. Han har gennemført betydelige skattestigninger og samtidig nydt godt af en amerikansk økonomi med sundhedstegn og vokseværk.

Resultatet er et overskud på over fire milliarder dollars - og flere demokrater, der drømmer om Brown som præsidentkandidat. Kun mandens alder på 76 år holder en del tilbage. Læs The Nations begejstrede fortælling her. 

Brown vækker knap så meget begejstring hos USA's højrefløj. Skatteforhøjelserne er en midlertidig gevinst, når virksomheder og driftige individer snart udvandrer fra staten og eksempelvis tager til lavskatte- og højvækststaten Texas.

Samtidig er der stadig udsigt til massive underskud i Californien inden for få år, når en række pensionsforpligtelser skal overholdes. Her skal der helt andre reformer til end skattstigninger, lyder det. Læs en vurdering i den retning her.