Lov om landbrugsstøtte og madkuponer nedstemt: Indvandringsreform bliver næste offer

NEJ: Demokratiske og republikanske ledere var enige: En lov om landbrugsstøtte skulle glide igennem Repræsentanternes Hus, efter at Senatet havde nikket godkendende. Republikanernes leder i Huset, John Boehner, gik på talerstolen og støttede kompromiset.

Men det murrede hos den konservative fløj hos Republikanerne. Herfra lød det: 80 procent af loven handler slet ikke om landbrug, men om en betydelig udvidelse af madkupon-ordningen for fattige.

Lederskabets støtte var ikke nok - ideologisk overbevisning sejrede hos begge partier.

Den konservative fløj hos Republikanerne sagde nej, og 62 stemte imod loven. De fik støtte af en stor bunke demokrater, men af en helt anden årsag: Demokraterne mente, loven om madkuponer ikke gik langt nok.

Resultatet: Loven blev nedstemt. 

Fest

Konservative republikanere fester: De siger, det er sejr for økonomisk ansvarlighed, en sejr for skatteyderne og et nederlag for "business as usual" i Washington, hvor Republikanere og Demokrater i årtier reelt sammen har udvidet statsapparatet i USA.

Republikaneren Marlin Stutzman fra Indiana sagde i en pressemeddelelse:

- Hoosiers (indbyggere i delstaten Indiana, red.) sent me here to change the way Washington works and I’m pleased that my colleagues have joined me in rejecting the old path of business as usual. While it might have been called a ‘Farm Bill,’ the American people understand that it was anything but.

Nu retter sejrherrerne blikket mod indvandringsreformen, som senatorerne er ved at nå et kompromis om.

Bloggen har tidligere beskrevet, hvordan Republikanerne i Repræsentanternes Hus ville blive den mur, som stoppede reformen. Efterhånden er muren gået fra en gedigen murstensmur til armeret jernbeton. 

John Boehner har mistet politisk kapital og indflydelse med sin fejlslagne støtte til landbrugsstøtte-loven. Han har ikke kræfterne til at vride armene rundt på de konservative medlemmer af sit parti. Tværtimod forsøger han nu  at redde resterne af magten ved at gå imod indvandringsreformen og sammenligne den med Republikanernes hadeobjekt nummer et, præsident Barack Obamas sundhedsreform.

Senatet og præsident Barack Obama forsøger at gøre reformen mere spiselig for de konservative: De har tilbudt en fordobling af antallet af grænsevagter og et nyt, næsten 1000 km langt hegn langs grænsen til Mexico.

Men det er ikke nok, svarer de konservative. Der skal langt mere til, hvis de skal være med til at give amnesti til 11 millioner illegale indvandrere.

Masser af små huller

Den eneste mulige løsning lige nu er, at drømmen om en samlet, forkromet reform bliver droppet. I stedet skal politikerne bore små huller i muren af armeret jernbeton og presse enkeltlove igennem, som med forskellige flertal kan opnå det samme som en stor reform.

Dermed kan indvandringsproblematikken i hvert fald delvist blive løst - men ingen politikere kan stå ærefuldt tilbage og føre valgkamp på sagen. Spørgsmålet er, om de kan leve med det og sætter løsningen af landets problemer over medieoverskrifter og eget genvalg. I nutidens mediedemokrati er det langt fra en overvejelse, som er afgjort på forhånd. 

Obamas politiske mål begravet i skandaler

POLITISK BEGRAVELSE: Præsident Barack Obama havde mange mål for sin sidste præsidentperiode, da den tog sin begyndelse i januar 2013.

En indvandringsreform skulle på plads og underskrives til efteråret. En stor aftale om budgettet var et mål, hvor balancen mellem indtægter og udgifter som minimum skulle balancere mere end i dag. Samtidig skulle sundhedsprogrammet Medicare sikres et sundere finansielt grundlag.

Nu ruller skandalerne - og Obamas politiske mål ruller ud over kanten og ned i en grav, som han selv og de politiske modstandere i fællesskab har gravet ud.

Præsidenten er svækket efter afsløringerne af skattevæsenet IRS' gøren og laden. ITS har specifikt gået efter at ramme højreorienterede teparti-grupper. På den udenrigspolitiske front svækker Benghazi-sagen i stigende grad Det Hvide Hus. Her omkom bl.a. den amerikanske ambassadør i Libyen efter et terrorangreb, hvor amerikanske myndigheder ifølge nogle kilder forkludrede sagerne.

Aflytninger
Værre endnu er dog afsløringerne af de omfattende aflytningsprogrammer, hvor amerikanske myndigheder har fået fingre i så godt som alle telefonopkald til og fra amerikanere, og hvor særligt nyhedsbureauer og medier har fået særlig statslig opmærksomhed. Det rammer en mand som Obama hårdt, der før præsidentvalget i 2008 netop proklamerede, at han ville genoprette borgerrettigheder og friheder, som var gået tabt under George W. Bush.

Nogle senatorer har støttet Obama, mens eksempelvis tidligere vicepræsident Al Gore på Twitter rettede et åbent angreb mod præsidenten:

- Is it just me, or is secret blanket surveillance obscenely outrageous, lød det på kvidre-tjenesten fra 2000-præsidentkandidaten.

Billed - og PR-mæssigt blev det ikke lettere af, at Obama i fredags havde et møde med den kinesiske præsident Xi Jinping - et land, som USA ofte og med rette har kritiseret for at knuse borgerne under statsmagten. Obama og Co. har en stor udfordring i at få debatten og arbejdet drejet væk fra skandalesporet og tilbage på et politisk spor.

Nedskæringer giver ingen dramatik - og økonomien buldrer

BESPARELSER: 1. marts 2013 begyndte en række automatiske besparelser i hele det amerikanske statsbudget fra forsvar til skolemad. I alt er der indtil barberet op mod fem procent af budgetterne.

En katastrofe, mente Demokraterne dengang. USA ville ryge tilbage i en økonomisk recession, og socialt ville nedskæringerne være brutale.

En god ting, mente Republikanerne. Det vil få den private sektor til at fylde mere og give vækst.

Indtil nu tyder mest på, at Republikanerne får ret. Arbejdsløsheden falder, økonomien vokser med sunde to procent, og overskuddene i virksomhederne er store.

Det hele bunder i ordet "sequester."

Tilbage i begyndelsen af 2012 aftalte de amerikanske politikere, at de skulle lave en plan for at nedbringe underskuddet på statens budget efter præsidentvalget. Hvis ikke de blev enige, ville en række automatiske besparelser begynde. Det hele fik navnet "sequester."

Ingen blodig fremtid
Tanken var, at politikerne ville være så rædselsslagne over grønthøstermetoden, at de ville nå et kompromis. Men det skete ikke, og nu ruller besparelserne altså, tilsyneladende uden at det går ud over den økonomiske vækst.

Det er vand på konservative økonomers mølle, mens Demokraterne er blevet underligt stille. I månederne op til marts råbte præsident Barack Obama op om den blodige fremtid efter 1. marts, men nu har præsidenten ikke brugt ordet sequester siden april.

Forsvaret er ikke fritaget for besparelser, og det var Demokraternes måde at forsøge at tvinge Republikanerne til kompromis. Men protesterne fra forsvaret har været små, og heller ikke områder med lukningstruede baser råber op i høj grad. Derimod er det gået værre for demokratiske kernevælgere, som må se uddannelsesprojekter lukke ned.

Besparelserne fortsætter, og der bliver skåret mere ind til benet, så måske går partierne til forhandlingsbordet om nogle måneder. Men paradoksalt skal Demokraterne lige med et håbe på mindre økonomisk vækst og dermed pres på Republikanerne, hvis det skal være realistisk at lande en aftale.