24.3.17

Maler-Bush folder sig ud

Adolf Hitler var glad for at male. Det samme var Winston Churchill.

Uden sammenligning i øvrigt har eks-præsident George W. Bush kastet sig over maleriernes verden. Senest har han udgivet en bog med malerier af krigsveteraner, som har fået ganske fornuftige anmeldelser af kunstkritikere.

Der er næppe tvivl om, at George W. Bush er den nulevende præsident, det ville være sjovest at dele en øl eller tre med. Se hygge-Bush folder sig ud i et interview om sine malerier:

18.3.17

Trump lemper grønne regler

Præsident Donald Trump har – ligesom Barack Obama, i øvrigt - været begejstret for de såkaldte executive orders, der giver præsidenten vide rammer til at udstikke retningslinjer med cirkulærer og bekendtgørelser.

Inden længe følger angiveligt en executive order, som gør op med Obama-tidens miljølovgivning.

EPA er det amerikanske miljøagentur, og her har Donald Trump indsat Scott Pruitt som leder. Pruitt udtalte forleden følgende, da han blev spurgt, om han mente, menneskeskabt CO2 spillede en rolle i global opvarmning:

– I think that measuring with precision human activity on the climate is something very challenging to do and there’s tremendous disagreement about the degree of impact, so no, I would not agree that it’s a primary contributor to the global warming that we see.

Den linje følger Trump i miljøpolitikken. Den kommende executive order siger, at føderale myndigheder ikke længere skal opgøre, hvilken betydning ny lovgivning har for miljøet. I dag skal myndighederne regne med, at lovgivning der tillader udledning af mere CO2 koster miljøet 36 dollars per ton. Det tal falder enten til 0 eller bliver ligefrem negativt.

Samtidig vil Trump fjerne regler, som forbyder nye kulminer på føderalt ejet land. Initiativer, der opfordrer delstater til at skære i CO2-udledningerne, bliver droppet. Og kravene til, hvor langt biler skal køre på liter benzin, bliver slækket. 

Der er tale om en 180-graders vending i miljøpolitikken. De kulminearbejdere i West Virginia, Ohio og Pennsylvania, som vandt valget for Trump, får gevinst for deres stemme på dette område.  

11.3.17

Nu passer jobtallene

I 76 måneder i træk er antallet af job vokset i USA. Dermed er landet inde i den tredjelængste økonomiske optur i nyere tid.

Det imponerede dog ikke præsident Trump tilbage under valgkampen. Hver gang USA's Arbejdsministerium præsenterede tallene, fik de stemplet "falske." Det var Barack Obama, der manipulerede, lød det.

- Don’t believe these phony numbers. The 5 percent figure is one of the biggest hoaxes in American modern politics, erklærede kandidat Trump tilbage i august 2016.

I går kom så tallene for februar, den første hele måned under præsident Trumps lederskab. Og sørme om ikke tallene nu passer. Som pressetalsmand Sean Spicer sagde:

- He said to quote him very clearly: ‘They may have been phony in the past, but it’s very real now.

Dermed er det, du kan kalde for den første originale fake news - afvisningen af jobtallene - nu returneret til at være "real and fair news." En i sandhed forundelig udvikling.




4.3.17

Det elendige 21. århundrede

Eliten i Vestens storbyer har oplevet en opvågning hårdere, end Dirch Passer fik i "Det støver-"filmene. Årtier med blomstrende boligpriser, kreative arbejdspladser og identitetspolitik er afløst af oprøret fra provinsen.

Således også i USA, og økonomisk er der ganske gode grunde til oprøret. Det mener i hvert fald Nicholas N. Eberstadt i Commentary Magazine.

Velstanden er ganske vist steget kraftigt, men der er tale om aktie- og boligbobler, der kun kommer få til gode. I forhold til tidligere kriser, har BNP ikke rettet sig. Antallet af folk i arbejdsstyrken er rekordlav. Og den gennemsnitlige levealder er begyndt at falde, mens misbrug af smertestillende piller og anden narko eksploderer i de stadig fattigere, deindustrialiserede byer. Læs den lidet opmuntrende artikel her.