21.2.20

Præsident Trump og vicepræsident Abrams?

Den store overraskelse på valgnatten i 2016 begyndte, da Pennsylvania, North Carolina og ellers sikkert demokratiske stater i Midtvesten som Michigan og Wisconsin så umådeligt tætte ud. Siden endte Donald J. Trump med at vinde i alle staterne og dermed få præsidentposten.

Trumps sejr i Wisconsin var den første for en republikaner siden Ronald Reagan i 1984. I Michigan var det første gang siden George H. W. Bush vandt staten i 1988. Det samme gjaldt for Pennsylvania.

Hvordan ser det så ud i 2020? Det har velrenommerede Quinnipiac University undersøgt.

Målingen viser, at demokraterne med alle opstillede kandidater står til at genvinde Pennsylvania og Michigan. Men Trump vinder i Wisconsin i alle målinger. Her er halvdelen af vælgerne da også positive over for præsidenten.

Hvad sker der, hvis de to stater skifter, men alt ellers forbliver som i 2016?

Så vinder Trump med 270 valgmandsstemmer mod 268 til Demokraterne.

Men kan Demokraterne hente en enkelt valgmandsstemme i Maine eller Nebraska, der deler valgmandsstemmer ud efter kongresdistrikter, står der pludselig 269-269. Og det scenarie er slet ikke umuligt i de to delstater.

Hvad sker der så?

Præsident og vicepræsident fra hvert parti
Så vælger Repræsentanternes Hus præsidenten med en stemme til hver delstat. Her vinder Trump nok, idet mange af de små delstater er republikanske, og de udgør numerisk et flertal.

Senatet vælger vicepræsidenten. Her er det senatorerne, der stemmer. Og Senatet kan meget vel have demokratisk flertal og dermed vælge den demokratiske vicepræsidentkandidat til posten.

Dermed kan vi ende med præsident Trump og vicepræsident Kamala Harris eller Stacey Abrams.

Mon ikke det vil føre til generel morskab og en del vrisne tweets fra Trump til en genre personer, han sjældent bryder sig om: Kvinder og sorte - tilmed samlet i én.





17.2.20

Demokratisk Alabama-senator står til udryddelse

Tilbage i 2017 var der ekstraordinært valg til Senatet i sydstaten Alabama: Den populære senator Jeff Sessions var udnævnt til justitsminister i Donald Trumps regering, og en ny senator skulle vælges.

Alle var sikre på, at den post tog Republikanerne. Alabama er en stærkt republikansk sydstat, der ikke havde sendt en demokrat til Senatet siden 1997.

Men til manges overraskelse vandt demokraten Doug Jones pladsen med 49,97 % af stemmerne mod 48,34 % til republikaneren Roy Moore.


Sexforbryder?
Hvordan kunne det ske?

Hovedforklaringen er, at beskyldninger føg mod Moore om, at han som halvung mand i 30'erne jagtede teenagepiger i diverse shoppingcentre i Alabama.  Prædikatet som sexforbryder - hvilket han i øvrigt væsentligt nok aldrig er dømt for - kostede ham valget.

Og i betragtning af, at beskyldningerne dengang blev set som troværdige,  kan man jo mildest talt godt undre sig over, at sejren ikke blev større end som så...

Moderat linje
Siden valget har Jones fulgt en moderat linje, og han samarbejder gerne med Republikanerne. Det er han nødt til for at bevare bare en lille chance for at genvinde posten, når der til november er valg til Senatet. Jones valgte dog at stemme for at fjerne Trump fra præsidentposten i rigsretssagen. Det vil koste ham dyrt i Alabama, hvor Trump er særdeles populær.

Sexforbryderen igen? 
Et genvalg ser da også umådeligt svært ud for Jones.

I det republikanske primærvalg siger meningsmålingerne lige nu, at tidligere senator Jeff Sessions - som Trump i mellemtiden har hældt ud som justitsminister - bliver udfordreren. I så fald vil Jones tabe 13 procentpoint ved valget.

Jones' eneste chance? At Roy Moore igen bliver modkandidaten. Men i det republikanske primærvalg står han til 5 %.

Alt tyder på, at Demokraterne må forberede sig på at miste en af deres få senatspladser i sydstaterne.

10.2.20

Trump-modstander giver op: Partiet er en kult

Joe Walsh er en klassisk konservativ republikaner fra Illinois. I to år var han medlem af Repræsentanternes Hus, før han i 2013 blev slået af den senere stjerne-senator fra Demokraterne, Tammy Duckworth. Og nå ja - så var Walsh en af de få modkandidater i det republikanske primærvalg i år.

Det var han, fordi han beskriver sig selv som mand, for hvem anstændighed, ærlighed og medfølelse betyder noget. Den slags har Trump intet af, mener Walsh.


Masser af tilråb
Men Walsh blev negativt overrasket under valgkampen i Iowa. Det beskriver han i en kronik i The Washington Post. 

"I hate to say it, but the GOP now resembles a cult", skriver han ærligt.

Beskrivelsen af et valgmøde i Iowa giver belæg for påstanden.

"I got booed for saying that our party needed to do some soul-searching. I said the party is going to be a party of old white men unless we become more inclusive. More boos. I said we shouldn’t be okay with a president who lies all the time. I said we need a president who’s decent, not cruel. I said, you might enjoy Trump’s mean tweets, but most people don’t. I said we must be better than a president who makes every day about himself. Boos. And more boos. One woman yelled that she loves the president’s tweets. The crowd cheered her."

Tror på løgne
Han fortæller videre, at de republikanske vælgere han mødte var overbeviste om herligheder som:


  • At der er bygget hundredevis af kilometer mur mod Mexico
  • At Mexico betaler for muren (omend vælgerne ikke kunne forklare hvordan)
  • At Trump aldrig har løjet over for det amerikanske folk
  • At Trump aldrig har spillet golf under sin præsidenttid i modsætning til Obama.

Lad os bare konstatere, ingen af ovenstående påstande holder i nogen som helst grad.

97,1 % til Trump
Men Walsh gav op efter at have fået 348 stemmer i Iowa - 1,1 % af de afgivne. Trump fik 31.464 eller 97,1 % af stemmerne.

Trums eneste reelle modkandidat er nu Massachussets' tidligere guvernør William Weld. Han fik 426 stemmer, der svarer til 1,3 % af stemmerne.

Trump henter 39 delegerede i Iowa. Weld henter én delegeret.


Primærvalgkampen mod Trump bliver i øvrigt ikke nemmere af, at Republikanernes aflyser primærvalgene i mange stater. Hvorfor stemme, når Trump selvfølgelig skal genvælges, lyder det.

2.2.20

Partiet har altid ret

51 republikanske senatorer stemte imod at indkalde vidner til rigsretssagen mod præsident Donald Trump i Senatet. Alle demokrater stemte for. Kun senator Mitt Romney og senator Susan Collins fra Republikanerne stemte for.

Dermed er rigsretssagen reelt ovre, selvom den faktiske afstemning først finder sted i næste uge.

75 % af amerikanerne ønskede at indkalde vidner. Og det skete da også ved de to tidligere rigsretssager i 1868 mod præsident Andrew Johnson og i 1999 mod præsident Bill Clinton.

Argumenterne for vidner var stærke i 2020, efter Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Boltons kommende bog angiveligt gør fortællingen om Trump og Ukraine endnu værre. Der er både emails, der bekræfter Trumps krav til Ukraine, og kravene begyndte at blive stillet flere måneder før end hidtil kendt.

Med muligheden for vidner blev nedstemt. Nu bliver Trump frikendt på en ren partilinje. Og partiet har altid ret, som Lied der Partei slog fast.



Resultatet er en massiv udfordring for det amerikanske demokratiske system.

Atommissil-sikker Trump
Mener du, at Trump har begået en alvorlig forbrydelse, og hans regeringsførsel er destruktiv, så er han nu gået fra skudsikker til atommissil-sikker. I de næste ni måneder - eller fire år og ni måneder - vil der ikke være nogen forfatningsmæssige begrænsninger i præsidentens magt. Senatet vil altid se den anden vej. Og retssystemet er efterhånden fyldt med Trump- og republikanske-tro dommere.

Indirekte oprør fra de blå
For tilhængere er Trump er det på sin vis en hul sejr. Ja, Trump er frikendt af Kongressen, men ikke renset. Sagens fakta hænger som en stinker om ham og partiet. Og omend forfatningen ikke længere begrænser Trump, så gør uformelle magtstrukturer - deep state vil Trump-tilhængerne nok sige - det. De blå stater vil føle, de kan være ligegyldige over for Trumps og den føderale regerings love og regler, for Trump og den føderale regering er ligeglad med dem. Og mange embedsfolk vil utvivlsomt gøre deres for at spænde ben for Trump. Landet er tættere end før på at blive revet fra hinanden.

Rigsretssager ligegyldige 
Og de næste mange årtier er rigsretssager fortid som den amerikanske forfatnings sidste stopklods for en diktatorisk eller forbryderisk præsident. Trump blev fanget fuldstændigt med hænderne i kagedåsen. Men Republikanerne sagde hele vejen igennem, retssagen var politisk motiveret makværk.

Det kan sagtens tænkes, et Repræsentanternes Hus vil gennemføre flere rigsretssager i fremtiden, om ikke andet så for politisk drilleri.

Men en fair, ordentlig og gennemført retssag i Senatet, hvor politikerne sætter land og jura over parti? Det får vi næppe at se, især ikke når det kræver, at 67 senatorer tager deres job alvorligt for at dømme en præsident.

Der er for megen præcedens fra denne rigsretssag til, at rigsretssager reelt kan gennemføres, som forfatningens fædre tænkte tilbage i 1780'erne. Dengang forventede de, at partiløse senatorer alvorligt og retfærdigt ville overveje sagerne.

Det gør politikere tydeligvis ikke i 2020.