26.10.15

Jeb Bush vakler

- Vi har haft nok Bush'er.

Sådan lød dommen fra Barbara Bush, mor til Jeb Bush og George W. Bush og gift med George H. W. Bush, da rygterne begyndte at svirre om, at den tidligere Florida-guvernør Jeb Bush ville gå efter præsidentposten.

Måske mor har ret?

I hvert fald meldte Jeb Bush forleden ud, at han fyrede en del af sin valgstab og en anden del må ned i løn. Reaktionen kommer oven på elendige meningsmålinger både nationalt og ikke mindst i de første delstater med primærvalg, hvor Jeb Bush roder rundt på 6. og 7. pladser.

Det havde han absolut ikke forestillet sig, da han trådte ind i valgkampen. Han forventede derimod en nominering på et sølvfad mod lette modstandere som Donald Trump, Ben Carson og Carly Fiorina. Kandidater, der nu få måneder før de første afstemninger, er klart foran Bush.

Donorerne havde heller ikke forventet udviklingen. Bush indsamlede let næsten 100 millioner dollars i donationer, fordi Republikanernes etablissement forventede en sejr uden den store indsats.

Toast
Nu begynder donationerne at bevæge sig andre steder hen. Det konservative medie National Review er ikke i tvivl: Jeb bush is toast. 

Måske er Bush-familien ikke klar til politik anno 2015. I hvert fald afleverede Jeb Bush et bittert citat til The New York Times i fredags:

- I've got a lot of really cool things I could do other than sit around, being miserable, listening to people demonize me and me feeling compelled to demonize them. That is a joke. Elect Trump if you want that.

Far George H. W. Bush fulgte op i samme avis i lørdags:

- I cannot understand how Trump can still be taken seriously.

I sin tid vil rygterne vide, at Barbara Bush bemærkede, at det var "den forkerte søn", der blev valgt i 2000. Det var altid Jeb Bush, familien havde forestillet sig som præsident. Men som tingene ser ud nu, burde Jeb have lyttet til mors råd. Mor ved som bekendt altid bedst. 

18.10.15

Dukakis i kampvognen: Historiens mest katastrofale PR-billede

KOMMUNIKATION: Valgkampen gik skidt for den demokratiske kandidat Michael Dukakis i 1988. Den republikanske kandidat George H. W. Bush var langt foran i meningsmålingerne, især fordi Bush var stærk i sikkerheds- og udenrigspolitikken i de urolige år lige før Østblokkens sammenbrud.

Hvad gør vi, spurgte den demokratiske kampagnestab?

Vi sørger da for at fotografere Dukakis i en kampvogn for at vise, hvordan han bakker op om militæret, lød det fra nogen.

Resultatet blev et af valgkamphistoriens mest katastrofale PR-stunts. Billedet af Dukakis i kampvognen med en ualmindelig uheldig hjelm på hovedet blev grebet med kyshånd af Republikanerne: Mens Dukakis lavede kiksede billeder, havde Republikanerne en kandidat, der havde været leder af CIA, havde reel kamperfaring som pilot i 2. verdenskrig og de seneste otte års job var som vicepræsident for Ronald Reagan.

Dukakis tabte valget klart, og den gamle kommunikationsregel om, at du ikke selv skal føre din kandidat ud på et område, der klart er modstanderens styrke, blev bekræftet.

Og så var der også endnu en regel-bekræftigelse: En politiker må ALDRIG tage noget på hovedet.

Læs den fascinerende fortælling her. 

12.10.15

158 familier donerer halvdelen af pengene

ARISTOKRATI: The New York Times har - med en glimrende indledningsgrafik - begået en gedigen omgang research, som viser, at 158 amerikanske familier har doneret 176 millioner dollars til primærvalgkampen.

Dermed har de ganske få familier givet cirka halvdelen af alle de penge, kandidaterne indtil videre har samlet ind.

138 har givet til Republikanerne, mens de sidste 20 gav donationer til Demokraterne.

Dermed har Højesterets "Citizen United"- dom fra 2010, hvor donationerne blev givet fri, haft stor betydning for amerikansk politik. De allerigeste understøtter et republikansk parti, som ellers er udfordret af en demografisk udvikling, hvor demokratiske vælgere i form af kvinder og minoriteter fylder mere og mere.

- The campaign finance system is now a countervailing force to the way the actual voters of the country are evolving and the policies they want, erklærer Ruy Teixera fra den venstreorienterede tænketank Center for American Progress til The New York Times.

Læs den grafisk særdeles vellavede historie her. 

4.10.15

Sanders vil have latinostemmer

MINORITETER: Om Bernie Sanders troede, han kunne vinde, da han stillede op mod Hillary Clinton for nogle måneder siden, ved kun han.

Måske ville han i virkeligheden bare trække hende til venstre, promovere sine egne idéer og så trække sig efter lidt tid.

Men nu tror han, han kan vinde. Og han vil vinde.

De seneste måneder er Sanders stille og roligt rykket frem i meningsmålingerne. Donationerne flyder ned i hans valgkampskasse. Og staben bliver mere professionaliseret.

Neto valgstaben gav forleden et godt eksempel på, at Sanders nu kigger alvorligt efter Det Ovale Kontor.

Arturo Carmona, adm. direktør for latino-interesseorganisationen presente.com er således blevet "Outreach Director" for Sanders.

Hverken Iowa, New Hampshire eller South Carolina - de tre første stater til at stemme - har latinovælgere i større omfang. Den eneste grund til, at Sanders vil have Carmona til at fiske latinovælgere, er, at Sanders forventer at spille med i stater som Nevada, Florida og Texas, som først afgiver deres stemmer fra marts og fremefter.

Sanders er naturligvis stadig en underdog. Men ikke i nær så høj grad, som hverken andre eller i særdeleshed Sanders selv forventede for nogle måneder siden.