FORBEREDELSE: I dag står demokraten Harry S. Truman på mange lister over USA's bedste præsidenter.
Den umiddelbart ukarismatiske senator fra Missouri blev vicepræsident for den aldrende og svækkede Franklin D. Roosevelt ved valget i 1944. Men selvom den største krig i menneskehedens historie rasede, Stalin gjorde klar til at sætte sig på det halve Europa, en borgerkrig igen blussede op i Kina og med en atomalder under opsejling, var der ikke megen forberedelse for Truman, da han 12. april blev præsident. Roosevelt var død af en hjerneblødning. Som Truman selv sagde, da han fik beskeden om, at han var præsident:
- I felt as though the moon and the stars and all the planets fell on me last night when I got the news. I have the most terribly responsible job any man ever had.
Trumans eneste baggrund, der var en anelse relevant som præsident, var en periode som formand for en senatskomité, som undersøgte hjemmeforsvaret. Der gik to uger som præsident, før krigsminister Henry Stimsom trak ham til side med beskeden:
- I think it is very important that I should have a talk with you as soon as possible on a highly secret matter.
Sådan fik Truman viden om atombomben. Få måneder senere skulle Truman træffe den frygtelige beslutning, om våbenet skulle bruges mod Japan. Alternativet var en landinvasion af østaten med måske hundredetusinde tabte amerikanske liv til følge.
I juli 1945 tog Truman til Potsdam for at diskutere Europas fremtid med Sovjetunionens leder Josef Stalin og den nye engelske premierminister Clement Attlee. Truman anede meget lidt om, hvad Roosevelt havde diskuteret med Churchill og Stalin ved Jalta-konferencen i februar 1945, udogver hvad han havde læst i medierne. Han mødte kun Roosevelt otte gange før han blev præsident, og der blev ikke gået i dybden med nogle emner. Roosevelt sad på flæsket.
- I was handicapped by lack of knowledge of both foreign and domestic affairs—due principally to Mr. Roosevelt’s inability to pass on responsibility, skrev Truman i sin dagbog.
Vicepræsidenter i skole
Truman klarede sig igennem med bravur, men kun fordi han viste sig at være en ualmindelig stærk personlighed og leder. Det var der ingen, der regnede med, da han fik vicepræsidentposten. Siden har amerikanske præsidenter ofte været mere fokuserede på at inddrage deres vicepræsident, så han var klar til at tage over, hvis noget skulle ske.
Det var dog ikke Truman, som lærte af erfaringen. Han valgte i 1948 den aldrende Kentucky-senator Alben Barkley som vicepræsident. Ikke noget inspirerende valg.
Men i 1953 tog den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower over med Richard M. Nixon som vicepræsident. Selvom Eisenhower aldrig blev personligt begejstret for Nixon, lod han Nixon rejse til udlandet, vurderer ledere og komme med indspark. Det har de fleste præsidenter siden fulgt op på.
Det er dog langt fra altid, præsidenterne vælger en god kandidat til vicepræsident-posten. John McCain og Sarah Palin er det seneste eksempel på det. Nixon valgte selv den mildest talt inkompetente Spiro Agnew, som heldigvis blev afløst af Gerald Ford, kort før Nixon trak sig som præsident efter Watergate-skandalen. Også George H. W. Bush valgte en utraditionel og særdeles latterliggjort vicepræsident i Dan Quayle i 1988.
Ingen ved, om en vicepræsident bliver en succes eller ej, hvis han kastes ind i embedet. Der findes ingen "præsident-skole." Alt kommer an på, om personlighed, lederegenskaber og baggrund spiller sammen til en højere enhed. Men heldigvis bliver vicepræsidenterne i dag mere indraget, forberedt og udfordret end Truman, så de forhåbentlig med det samme kan spille med på det højeste niveau.
12.4.15
Så ruller Hillary
KANDIDAT: Med Rand Paul og Ted Cruz har Republikanernes deres to første officielle præsidentkandidater i spil på arenaen.
I dag får Demokraterne deres første, og det er meget lidt overraskende Hillary Clinton.
Men hvordan sikrer en politiker med årtiers Washington-erfaring sig det eftertragtede stempel "jeg er ligesom jer, og jeg er en Washington-outsider?"
Kampagnestrategien er indtil videre at undgå massemøder med flere tusinde tilhængere, endnu flere tusinde balloner og masser af musik og show. Clinton offentliggør sit kandidatur i dag via Twitter og en enkelt video med økonomiske budskaber. Næste uge står på små møder i dagligstuer og køkkener med vælgere, der kan tælles på to hænder.
Succes
Rækker det virkelig i et USA med 235 millioner mulige vælgere?
Ja, for Clinton har haft succes med strategien før.
I 2000 stillede Clinton op til valget som senator for delstaten New York. Hun havde ingen forbindelser eller større kendskab til staten, og kritikken var hård: Hun kender os ikke, og hun er bare en elitær politiker-kone fra den føderale hovedstad.
Men hun tog rundt på diners og ind i folks stuer. Det gav gevinst.
- It became a two-way conversation that impressed voters not by just what she said, but by how intently she listened. That’s something that has worked before and it’ll work again., siger Jay Jacobs til The Washington Post. Han var dengang formand for det demokratiske parti i New York.
Idéen med de små møder er at vise, Clinton kan tale med jævne amerikanere og forstår deres problemer. Samtidig vil Clinton vise sine evner som problemknuser og som korsfarer for underklassen og den svækkede middelklasse i USA.
I øvrigt får Republikanerne en tredje kandidat oveni Cruz og Paul: Senator Marco Rubio fra Florida. Han tror på en mere klassisk valgkampstart. Mandag vil han holde tale for tusindvis af tilhængere i Miami.
Senest til januar og februar 2016 ved vi, hvilken strategi der bærer mest frugt.
I dag får Demokraterne deres første, og det er meget lidt overraskende Hillary Clinton.
Men hvordan sikrer en politiker med årtiers Washington-erfaring sig det eftertragtede stempel "jeg er ligesom jer, og jeg er en Washington-outsider?"
Kampagnestrategien er indtil videre at undgå massemøder med flere tusinde tilhængere, endnu flere tusinde balloner og masser af musik og show. Clinton offentliggør sit kandidatur i dag via Twitter og en enkelt video med økonomiske budskaber. Næste uge står på små møder i dagligstuer og køkkener med vælgere, der kan tælles på to hænder.
Succes
Rækker det virkelig i et USA med 235 millioner mulige vælgere?
Ja, for Clinton har haft succes med strategien før.
I 2000 stillede Clinton op til valget som senator for delstaten New York. Hun havde ingen forbindelser eller større kendskab til staten, og kritikken var hård: Hun kender os ikke, og hun er bare en elitær politiker-kone fra den føderale hovedstad.
Men hun tog rundt på diners og ind i folks stuer. Det gav gevinst.
- It became a two-way conversation that impressed voters not by just what she said, but by how intently she listened. That’s something that has worked before and it’ll work again., siger Jay Jacobs til The Washington Post. Han var dengang formand for det demokratiske parti i New York.
Idéen med de små møder er at vise, Clinton kan tale med jævne amerikanere og forstår deres problemer. Samtidig vil Clinton vise sine evner som problemknuser og som korsfarer for underklassen og den svækkede middelklasse i USA.
I øvrigt får Republikanerne en tredje kandidat oveni Cruz og Paul: Senator Marco Rubio fra Florida. Han tror på en mere klassisk valgkampstart. Mandag vil han holde tale for tusindvis af tilhængere i Miami.
Senest til januar og februar 2016 ved vi, hvilken strategi der bærer mest frugt.
5.4.15
Tænketank kritiserer Iran-aftale
DIPLOMATI: Den iranske udenrigsminister Javad Zarif vendte forleden hjem til tiljublende menneskemasser i Teheran. Iranerne ser atomaftalen fra Schweiz som en stor sejr.
Samme budskab lyder fra præsident Barack Obama i USA.
Men de kan vel ikke begge have ret?
Nej, mener tænketanken The Foundation for Defence of Democracies. Den er blandt andet ledet af en tidligere Iran-agent fra CIA, Marc Gerecht.
Tænketankens argument er, at udenrigsminister Zarif er en loyal følger af Irans mål om at svække og ramme USA og Israel i særdeleshed og Vesten i almindelighed. Det samme er den nuværende angiveligt reformvenlige præsident Hasan Rouhani, der tilbage i 2003 skrev dette i en akademisk analyse:
"The fundamental principle in Iran’s relations with America—our entire focus—is national strength. Strength in politics, culture, economics, and defense—especially in the field of advanced technology— is the basis for the preservation and overall development of the System, and will force the enemy to surrender.”
Budskabet fra tænketanken lyder, at Obama ikke har forstået iranernes tankegang. Obama overlader kontrollen af, om Iran afruster den militære del af atomprogrammet, til FN. Det er FN for svagt til, og USA har for lidt indflydelse i organisationen.
Endnu værre er det, at flere sanktioner over den kommende tid forsvinder, og USA har ifølge tænketanken meget ringe muligheder for at genindføre dem, hvis iranerne ikke makker ret. Rusland vil blokere, og Frankrig, der ellers har været en stærk støtte i indsatsen for at forhindre en iransk atombombe, kan ikke længere holde EU samlet, når europæiske virksomheder vælter ind på det iranske marked.
Specielle bomber
Så er der kun den militære trussel tilbage, og den tvivler tænketanken på, at USA under Obama har viljen til.
Sidstnævnte er det dog tilladt at tvivle på. Det er næppe tilfældigt, at USA kort efter gennembruddet i forhandlingerne offentliggjorde detaljer om specialbyggede bomber, der kan trænge ned gennem dybe klipper og ramme de iranske atomanlæg, der er placeret under jorden, Det er et signal om, at Iran ikke har frit lejde efter aftalen.
Samme budskab lyder fra præsident Barack Obama i USA.
Men de kan vel ikke begge have ret?
Nej, mener tænketanken The Foundation for Defence of Democracies. Den er blandt andet ledet af en tidligere Iran-agent fra CIA, Marc Gerecht.
Tænketankens argument er, at udenrigsminister Zarif er en loyal følger af Irans mål om at svække og ramme USA og Israel i særdeleshed og Vesten i almindelighed. Det samme er den nuværende angiveligt reformvenlige præsident Hasan Rouhani, der tilbage i 2003 skrev dette i en akademisk analyse:
"The fundamental principle in Iran’s relations with America—our entire focus—is national strength. Strength in politics, culture, economics, and defense—especially in the field of advanced technology— is the basis for the preservation and overall development of the System, and will force the enemy to surrender.”
Budskabet fra tænketanken lyder, at Obama ikke har forstået iranernes tankegang. Obama overlader kontrollen af, om Iran afruster den militære del af atomprogrammet, til FN. Det er FN for svagt til, og USA har for lidt indflydelse i organisationen.
Endnu værre er det, at flere sanktioner over den kommende tid forsvinder, og USA har ifølge tænketanken meget ringe muligheder for at genindføre dem, hvis iranerne ikke makker ret. Rusland vil blokere, og Frankrig, der ellers har været en stærk støtte i indsatsen for at forhindre en iransk atombombe, kan ikke længere holde EU samlet, når europæiske virksomheder vælter ind på det iranske marked.
Specielle bomber
Så er der kun den militære trussel tilbage, og den tvivler tænketanken på, at USA under Obama har viljen til.
Sidstnævnte er det dog tilladt at tvivle på. Det er næppe tilfældigt, at USA kort efter gennembruddet i forhandlingerne offentliggjorde detaljer om specialbyggede bomber, der kan trænge ned gennem dybe klipper og ramme de iranske atomanlæg, der er placeret under jorden, Det er et signal om, at Iran ikke har frit lejde efter aftalen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
