30.1.12

Romney er tilbage på sporet

PRIMÆRVALG 2012: Det republikanske primærvalg har været en sand rutsjebanetur for kandidaterne.

Efter Newt Gingrichs overbevisende sejr i South Carolina, var flere medier ude og tale om, at Mitt Romney var i store problemer.

I morgen er det blevet tid til endnu et afgørende valg, primærvalget i Florida. Og her ser Mitt Romney nu ud til at være på vej op ad rutsjebanen igen, mens Newt Gingrich drøned nedad.

Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger giver Mitt Romney 39 procent af stemmerne, mens Newt Gingrich står til 31 procent. De to andre tilbageværende kandidater, Rick Santorum og Ron Paul, placerer sig omkring de ti procent hver.

Mitt Romney har kæmpet sig tilbage i kampen takket være en glimrende indsats i en tv-debat op til primærvalget. Her var Newt Gingrich svag, især i modsætning til hans indsats i to debatter op mod valget i South Carolina, hvor han reelt sikrede sig sejren her takket være debatterne.

Samtidig begynder Romneys langt stærkere organisation og pengekiste at gøre sig gældende. I modsætning til Gingrich har Romney igennem lang tid opbygget en stærk valgmaskine i Florida, og det betaler sig nu.

Fordele for Romney
Vinder Romney i Florida, skal Gingrich finde en meget stærk trækkæde for at komme tilbage i toppen af rutsjebanen.

De næste primærvalg er i Nevada, Missouri, Michigan og Arizona.

I Arizona og særligt i Nevada er der en god portion mormoner, som i store mængder vil sætte kryds ved Romney. Samtidig har Romney stor opbakning i Arizona fra delstatens senator og tidligere præsidentkandiat John McCain.

I Missouri lykkedes det ikke Gingrich at komme på stemmesedlen, så her har Romney så godt som frit spil. Endelig kommer Michigan, hvor Romneys far i sin tid var guvernør, så der er næsten tale om hjemmebane for Romney.

Derefter kommer "Super Tuesday" 6. marts, hvor en hel bunke stater stemmer på samme dag. Det er en stor fordel for Romney, hvis pengekasse og stærke valgmaskine vil gøre det svært for de tilbageværende kandidater at konkurrere med ham i alle stater.

Derfor tyder meget nu igen på, at det bliver Romney og Obama, der skal tage den afgørende tur i rutsjebanen mod hinanden til november.

22.1.12

South Carolina ryster Mitt Romney

PRIMÆRVALG 2012: For en uge siden var det brede smil malet på Mitt Romneys præsidentielle ansigt.

Sejrene var på plads i de første to primærvalg, og han førte med tocifrede tal i South Carolina.

I går tabte han i sydstaten med 12 procentpoint op til Newt Gingrich, og en fintælling viste, at Romney havde tabt primærvalget i Iowa til Rick Santorum. Romney står nu tilbage med en pligtsejr i New Hampshire, som han skulle vinde, da han i flere år nærmest har boet i staten.

Gårsdagens primærvalg i South Carolina endte med 40 procent af stemmerne til Newt Gingrich, 28 procent til Mitt Romney, 17 procent til Rick Santorum og 13 procent til Ron Paul.

Skatteproblemer
For at finde grunden skal der uddeles ris til Romney og ros til Gingrich.

Gingrich klarede sig fænomenalt i to debatter op til det første primærvalg i en sydstat. Gingrich har meget grim bagage med sig i privatlivet med affærer og skilsmisser, og det blev han angrebet for. Det bedste angreb er imidlertid forsvar, og Gingrich gik i offensiven mod medierne og anklagede dem for at spænde ben for ham. Strategien lykkedes, og selv de meget kristne vælgere i staten støttede Gingrich i stort tal. Samtidig nødt Gingrich godt af penge fra en velhavende støtte, som smed fem millioner dollars på bordet til anti-Romney reklamer.

Romney formåede ikke at svare effektivt på, hvorfor han ikke offentliggør sine skattepapirer. Bedre blev det ikke af, at han erklærede, han betaler 15 procent i indkomstskat. Den gennemsnitlige amerikaner betaler 35 procent i skat, og Romney formåede ikke at forklare, hvorfor milliardæren betaler mindre.

Under nattens nederlagstale gik Romney til angreb på Gingrichs skattekritik:

- We expected this from President Obama. We didn’t anticipate some Republicans to join him. The Republican Party doesn’t demonize prosperity. We celebrate success in our party.

Talen kunne dog ikke skjule, at Romney var rystet og nu risikerer flere måneders opslidende kamp mod Newt Gingrich.

Newt Gingrich fejrer sejren i South Carolina i går.

Mitt Romney kan finde et enkelt lyspunkt i, at Rick Santorum har sagt, at han vil fortsætte sin valgkamp.

- It’s a wide open race. Join the fight, sagde Rick Santorum efter primærvalget.

Det betyder, at Gingrich og Santorum indtil videre stadig deler de konservative republikanske vælgere imellem sig. Romney kan håbe, at hans moderate vælgere samlet i en blok giver ham lige de par procentpoint hist og her, der sikrer ham den endelige sejr.

Uforudsigelighed
Med afgørelsen i South Carolina fortsætter et af de mest uforudsigelse republikanske primærvalg i mange år. Stort set alle kandidater har ført stort og blevet anset som uovervindelige, og for kun en uge siden talte alle om, hvornår den sidste modkandidat ville trække sig og overlade pladsen til Romney. Nu spørger alle i stedet, om den moderate Romney kan stå distancen og vinde de skeptiske republikanske primærvælgere over på sin side.

Næste udfordring er primærvalget i Florida 31. januar. Romney har den bedste valgmaskine i delstaten og har allerede brugt flere millioner på reklamer i en stat, der er meget dyr at købe reklamer i. Om det er nok til at stoppe Gingrichs fremdrift ved vi først den sidste dag i januar.

16.1.12

Obama opfordrer firmaer til at producere amerikansk

ØKONOMI: Mens Mitt Romney kæmper mod at blive stemplet med betegnelsen "gribbe-kapitalist" for hans fortid i venturefonden Bain Capital, har præsident Barack Obama kastet sig ind på den økonomiske arena med protektionistiske toner i stemmen.

Ikke et loppemarked
Ved sin ugentlige tale opfordrede han således amerikanske virksomheder til at "insource." I baggrunden af tv-billedet gemte der sig et par sokker, en hængelås og et stearinlys. Det hele begyndte med en joke om, at han altså ikke var i gang med et loppemarked ud for Det Hvide Hus.

- No, we’re not having a yard sale. These products may not appear to have much in common. But they’re united by three proud words: ‘Made in America.’ They’re manufactured by American workers, in American factories, and shipped to customers here and around the world.

Efter denne nationalistiske bandbulle lød opfordringen til amerikanske virksomheder, at nu skulle der insources, så den trængte amerikanske middelklasse igen kunne opleve fremgangen. Regeringen vil gøre sit, erklærede præsidenten.

- Ask yourself what you can do to bring more jobs back to the country that made your success possible. And I’ll make sure you’ve got a government that does everything in its power to help you succeed.

Præsidenten kom med de typiske, men sjældent gennemførte løfter, om at gøre statsadministrationen mere effektiv, billigere og med en langt bedre service. I sidste ende skulle det gerne give små og mellemstore virksomheder bedre muligheder for at låne og resultere i mindre bureaukrati.

NAFTA
Talen viser, at Demokraterne har bevæget sig langt væk fra de frihandelstanker, som dominerede i 1990'erne. Dengang tog præsident Bill Clinton kampen op mod fagforeningerne og fik eksempelvis vedtaget den store, nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA med Canada og Mexico.

En aftale som NAFTA er fuldstændig utænkelig i det nuværende politiske miljø, og klimaet for frihandel bliver næppe varmere, jo mere valgdagen i november nærmer sig.

7.1.12

Romney vil lukke kampen

PRIMÆRVALG 2012: Journalister, bloggerer og politisk interesserede havde set frem til et langt og opslidende republikansk primærvalg. Det samme gjaldt utvivlsomt for Barack Obama, der gerne ville have en hårdt såret republikansk kandidat at kæmpe imod.

Men med Mitt Romneys otte stemmer (!) lille sejr i Iowa og en stor føring i meningsmålingerne i New Hampshire, som stemmer i næste uge, tyder meget på, at Romney i slutningen af januar kan blive kronet til republikanernes kandidat ved præsidentvalget 2012.

Efter en forventelig sejr i New Hampshire skal Romney "blot" sikre sig sejren i South Carolina og Florida, og så kan ingen stoppe ham.

I Florida er Romney allerede ved at udnytte sin store finansielle styrke og har købt tv-reklamer hele januar igennem.

South Carolina er den mest konservative af staterne og den, Romney umiddelbart bør få flest problemer i.

Allerede i dag fører han dog i staten, men det skyldes primært, at kandidater som Rick Perry, Rick Santorum og Newt Gingrich deler de konservative og evangelske stemmer mellem sig.

For at spænde ben for Romney kræver det med stor sandsynlighed, at den konservative fløj hos Republikanerne samler sig om en kandidat, så Romney ikke længere kan nyde godt af splittelsen. En sådan samling skal senest finde sted efter New Hampshire. Men lige nu er der intet, der tyder på, at det sker.

2.1.12

Romney fører i Iowa

PRIMÆRVALG 2012: I morgen er det alvor i præsidentvalgåret 2012. Vælgerne i Iowa går ned i den lokale gymnastiksal for at vise, hvilken republikansk kandidat de vil have til at slå Barack Obama.

Ifølge de fleste meningsmålinger fører Mitt Romney med få procentpoint over Ron Paul.

Rick Santorum er på en overraskende tredjeplads. Den ærkekonservative tidligere senator fra Pennsylvania er blevet de evangeliske vælgeres favorit på få dage, og dermed tager de republikanske primærvalg igen en overraskende drejning. For ganske få døgn siden var der kun få procent, der støttede Santorum.

Ron Paul, den libertarianske kandidat, havde kortvarigt føringen, men har tabt den igen til Romney. Dermed er den tidligere guvernør fra Massachussets godt på vej til at kunne sikre sig nomineringen.

Næste valg er i New Hampshire, som er en nabostat til Massachussets. Her står Romney meget stærkt. Vinder han Iowa og New Hampshire, vil sejrene i de første to stater give Romney masser af medvind og kunne sikre ham en hurtig nominering. Det er dårligt nyt for Barack Obama. Den forholdsvis moderate Romney er med stor sandsynlighed det stærkeste kort, Republikanerne kan spille ud mod den demokratiske præsident.

Rick Perry, Texas-guvernøren med en god portion uheldige optrædener i tv-debatter bag sig, har placeret sig med lige over en tocifret andel af stemmerne. Det er en overraskende god placering, og det kan holde ham i live i valgkampen lidt endnu. Den ærkekonservative Michelle Bachmann ser ud til at få et særdeles dårligt valg. Kan hun ikke klare sig i den meget konservative stat Iowa, kaster hun sandsynligvis hurtigt håndklædet i ringen. Den moderate Jon Huntsman får kun opbakning fra et par procent af vælgerne og trækker sig også hurtigt.

Ved sidste republikanske primærvalg i 2008 førte Romney dog også til kort før tid, men endte med at blive slået af Mike Huckabee. Herefter røg Romneys valgkamp af sporet. Det samme kan ske i år, hvis Rick Santorums momentum fortsætter, og han vinder staten. Også en sejr for Ron Paul kan give problemer for Romney, da Paul står stærkt i South Carolina og Florida.

Læs meningsmålingerne her. Men en ting er meningsmålinger. Nu skal vælgerne tale. Det politiske etablissement og de demokratiske strateger retter alle øjne mod Iowa for at få en første indikation på, hvem Barack Obama skal kæmpe imod i 2012.