29.9.19

Titlen var "Cryptologic Technician." Jobbet var: "Kriger"

Vi andre synes, vi har travlt nok med at arbejde lige over 37 timer om ugen, drikke et par øl, træne lidt, læse en bog eller to - og måske nå en Netflix-serie.

Shannon Kent var soldat i USA's elitetropper. Hun var konstant udsendt i Mellemøsten hvor hun talte flere sprog og var medvirkende til flere hundrede oprørerers og islamisters anholdelse eller nedkæmpelse. Eliteskytten kunne i forhør hurtigt nå ind til anholdte og få viden ud.

Imellem udsendelserne studerede hun på universitetet, mens hun var højgravid og havde en baby i forvejen. Der var plads til maratonløb og et enkelt tough mudder, mens hun var gravid i 7. måned. Imens agerede hun også kunstner ved at lave gulvmosaikker i hjemmet.

Derudover blev hun ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen. Men Shannons udsendte mand fik besked om, han ikke skulle tage hjem. Hun blev opereret og efter én sygedag var hun tilbage på jobbet.

Karrieren - og livet - sluttede dog i Syrien efter et selvmordsbombeangreb.

The New York Times har et portræt af superkvinden her. 

Et andet medie uden helt så skrappe loginkrav skriver om hende her. 

22.9.19

Kræver Trump snavs for våben i Ukraine?

Præsident Donald J. Trump Trump overlever skandale på skandale fra Pussygate over Mueller-undersøgelsen til diverse korrupte medlemmer af hans ministerhold. Alle skandaler, der ville have fuldstændigt smadret de fleste forgængere i Det Hvide Hus.


Som han selv siger: Jeg kan stå på Fifth Avenue i New York og skyde en person - og mine tilhængere vil stadig elske mig.



Medier og Demokrater har før været helt sikre på, at NU er skandalen der, som vælter Trump.


Teflon-Trump
Men Teflon-Trump overlever altid. Men kan han det med den nyeste skandale?

Her har Trump angiveligt under et telefonopkald med Ukraines nyvalgte præsident Volodymyr Zelenskij krævet, at Ukraine skal levere snavs på den demokratiske præsidentkandidat, Trump frygter mest: Joe Biden. Til gengæld ville Trump tillade salg af amerikanske våben til Ukraine, som den krigsførende stat har hårdt brug for, når russerne skal holdes stangen ved Krim og i Østukraine.

Trump mener, Ukraine kan levere godterne, da Bidens søn, Hunter Biden, tidligere har lavet forretningsaftaler i den ukrainske energibranche - en notorisk korrupt og forbryderisk del af den i forvejen ualmindeligt korrupte ukrainske økonomi.

Whistleblower-melding
Angiveligt kunne en eller flere ansatte i efterretningstjenesterne ikke leve med, at Trump således kører amerikansk udenrigspolitik efter egen personlig vinding og uden hensyntagen til hele nationens interesser. Der blev lavet en whisteblower-rapport til efterretningstjenesterne selv, og det er nu kommet medierne og politikerne for øre.

Normalt kan politikerne i Kongressens efterretningsudvalg godt få de rapporter, men denne gang nægter Trumps udpegede folk at udlevere materialet til de demokrater, der efterspørger fakta. Det øger ikke tilliden til, at der ikke er noget fejet under gulvtæppet.

Fakta skal frem
Er det her så værre for Trump end at skyde nogen på en stor gade i New York? Det er der næppe nogen, der tør siger med sikkerhed efter alle de skandaler, han overlever. Men alle venter i hvert fald spændt på, hvad medier og opposition får gravet frem, Uden flere fakta kan dommen ikke afsiges.

Kommer sandheden ikke frem tjept ad de kanaler, kan det være, de vrede efterretningsagenter selv henvender sig til medierne. De er allerede gået meget langt i den ellers hemmelighedsfulde verden ved at bruge de officielle whisteblower-kanaler. Så er der ikke meget længere til The New York Times' eller Washington Posts sider.

9.9.19

Trump kæmper for glødepærer

I 2007 vedtog Kongressen med støtte fra den republikanske præsident George W. Bush lovgivning, der reelt ville gøre glødepærer ulovlige i USA fra 2020.

Det er som bekendt allerede dagligdagen i EU, hvor Bruxelles-bureaukraterne forbød det bløde lys fra 2012.


Lad forbrugerne bestemme
Nu annullerer præsident Donald J. Trump de kommende regler for at give forbrugerne valget.

Fra Energiministeriet lyder det, at afblæsningen af reglerne "will ensure that the choice of how to light homes and businesses is left to the American people, not the federal government."

At overlade sagerne til markedet er en tilgang, der tilsyneladende fungerer. Elproducenterne i USA udtaler således, at "Americans are already buying the more efficient bulbs and the final rule will not impact the market’s continuing, rapid adoption of energy-saving lighting."

Billigere og samme lys
Producenterne forventer, at 84 % af alle lyskilder allerede fra i år er LED - helt frivilligt.

Det er da heller ikke et svært valg for forbrugerne. På grund af LED's lange levetid og lavere energiforbrug kan amerikanerne spare fra 50 til 100 dollars per pære over levetiden. Og lyset er takket være den teknologiske udvikling ved at være lige så blødt som glødepærers.





Følger Warren Roosevelts spilleregler?

Fattigdommen steg. Alkoholisme og stoffer var en svøbe. Hjemløsheden var stor. Hadet til ikke-hvide migranter massiv.

2016 i USA - eller 1932 i selvsamme land?

Begge svar kan være ganske korrekte. Og derfor skal det måske være Franklin D. Roosevelts tilgang til politiske valgkampe, Demokraterne skal følge?

Roosevelt vandt i 1932 præsidentembedet over Herbert Hoover med 57,4 % af stemmerne - den indtil da hidtil største valgsejr for en demokrat.

Han var ikke bange for detaljerede politiske planer, der fortalte, han ville lave meget om, og det ville komme til at koste. Men gevinsterne ville være større end omkostningerne.

Demokrati-laboratorier
Socialisme-anklagerne flød mod Roosevelt. Men den tidligere guvernør i New York understregede, hans tilgang var pragmatisk og baseret på de ting, der var forsøgt med succes og virkede lokalt. Han kaldte de amerikanske delstater for "Laboratories of Democracy" - et begreb der måske inspirerede det "Arsenal of Democracy," han udråbte USA til i 1940.

Warrens strategi
Senator Elizabeth Warren er nok den demokratiske præsidentkandidat, der mest forsøger samme strategi. Hun har utallige meget detaljerede planer for alt fra handelspolitik over Big Tech til såkaldt "ultra-millionærskat."  

Virker Roosevelt strategi også i 2019?

Måske

Warren ligger udmærket til i meningsmålingerne i det demokratiske primærvalg. Men hun mangler er Roosevelts praktiske erfaring som udøvende guvernør. Det dysfynktionelle amerikanske senat giver ikke mange pluspoint her.

1.9.19

80 år siden de første skud i 2. verdenskrig

For 80 år siden åbnede det tyske slagskib Schleswig-Holstein ild mod de polske stillinger ved Westerplatte ud for Gdansk. Med "Danzig ist Deutsch" som slagord begyndte den europæiske del af den tragedie, der er 2. verdenskrig.

Det markerer polakkerne naturligvis. Men præsident Donald Trump kommer ikke. I stedet markerer vicepræsident Mike Pence den historiske dag.

Den ny aflyste rejse var i øvrigt første del af den tur, der skulle have ført den nuværende amerikanske præsident forbi København. Men det gik som bekendt ikke, da vi ikke ville sælge eks-kolonien Grønland.

Tilbage i 1939 havde amerikanerne også udenrigspolitiske kvababbelser. Landet ville ikke i krig igen efter en 1. verdenskrig, der ikke gav de resultater, landet håbede på.

Der skulle gå over to år, før amerikanerne via Japans angreb på Pearl Harbor og en ret uforståelig krigserklæring fra Tysklands og Italiens side blev en del af demokratiets kamp mod diktaturerne.

Som premierminister Winston Churchill i Storbritannien sagde om amerikanerne, mens de længtes efter deres indtræden i krigen:

"You can always count on the Americans to do the right thing after they have tried everything else.”