22.10.18

Republikanerne sidder tungt på magten

Ah - det må være dejligt være republikaner i USA. Aldrig før har partiet været så magtfuldt, og det er måske kun i de første to år af Franklin D. Roosevelts tid som præsident, et parti har haft kontrol over så meget af USA's politiske liv.

Republikanerne kontrollerer Det Hvide Hus og begge kamre i Kongressen. Med indsættelsen af Brett Kavanuagh som højesteretsdommer styrer de konservative Højesteret. Partiet har 33 ud af 50 guvernørposter. I 25 delstater har partiet både guvernørposten og flertal i delstaternes kongresser. 4.104 ud af 7.183 pladser i delstaternes kongresser tilhører The Grand Old Party. 

Meget tyder dog på, at festen slutter ved midtvejsvalget om to uger. Demokraterne vil nok generobre Repræsentanternes Hus, sikre sig op mod ti yderligere guvernørposter og en del pladser i delstaternes kongresser. Så det er nu, Republikanerne skal nyde magten.

Har partiet så fået meget ud af det? Det er en overvejelse værd. En skattereform er eneste reelle lovmæssige sejr. Til gengæld kan en konservativ Højesteret i årtier præge USA. Og i delstaterne er der gennemført mange, konservative eksperimenter med skattelettelser og mindre offentlig sektor. I Kansas er det gået helt galt med massive underskud, lukkede skoler og nu en modreaktion, hvor skatterne faktisk sættes op igen. Men i andre stater som Texas og Georgia lever den republikanske politiske succes godt.

14.10.18

USA's domstole rammes af mere politisering

Det er ikke kun Højesteret, der er ved at blive voldsomt politiseret med en klar venstre- og højrefløj blandt dommerne. Her har Republikanerne med nomineringen af Brett Kavanaugh cementeret en konservativ hældning hos Højesteretten i årtier frem.

Også i de domstole, der leder op til Højesteret - let groft skitseret USA's svar på by- og landsretter - er der skred i politiseringen.

Før har senatorer ved udpegelser til Circuit-domstolene - landsretterne - haft vetoret, når udpegelser gjaldt områder, som dækkede deres stater. Det sikrede, at Sydstaterne havde mere konservative dommere end New England. Dermed burde domstolene altså afspejle regionale forskelle og sikre sig lokal folkelig opbakning. Processen hed "blue slip." Blue slip har aldrig været nedfældet i lov, men er - for at blive i jurasproget - præcedens.

Sort, jøde, kvinde og lesbisk 
Nu er den præcedens fortid. Trump har nomineret tre særdeles konservative dommere til The 9th Circut, der blandt andet dækker Californien. Californiens to demokratiske senatorer Kamala Harris og Dianne Feinstein har protesteret voldsomt og ville bruge deres "blue slip." Men den blev ignoreret og genopstår dermed næppe fra de døde.

Det betyder festlige tider for Republikanerne lige nu, hvor partiet sidder tungt på magten. Men det kan også betyde, Alabama kan glæde sig til at få en kvindelig sort, lesbisk og jødisk dommer, når Demokraterne igen sidder på flæsket. Og respekten for et upartisk amerikansk retssystem har fået endnu et skud for boven.

1.10.18

O'Rourke kan slå Cruz i Texas

Normalt ville et senatsvalg i Texas ikke være interessant. Delstaten har været sikkert republikansk siden 1960'erne og er den største stat, der troligt leverer sine valgmandsstemmer til Republikanerne hvert præsidentvalg.

Derfor burde den republikanske senator Ted Cruz være sikker på sit genvalg. Han er konservativ republikaner i en delstat, der ganske vist er ved at blive mere svingstat-agtig med en stærkt stigende andel latinoer. Men en reel lighed i delstaten mellem de to partier er stadig flere årtier væk. Cruz er tilmed nationalt kendt, blandt andet efter at han var sidste reelle udfordrer af præsident Donald J. Trump ved de republikanske primærvalg i 2016.


Ubehagelig personlighed
Selvom Cruz er hadet og afskyet af de fleste af sine kolleget for at være vendekåbe (i 2016 var Trump ifølge Cruz en mand uden moral, der ville ødelægge USA og Republikanerne - i 2018 bad Cruz Trump føre valgkamp for sig) og generelt en særdeles ubehagelig personlighed, burde valget ikke være mere end en formalitet.

Lige kamp
Men Cruz har fået sig en værdig modstander i Beto O'Rourke. Trods det irsk-klingende navn er O'Rourke født i El Paso i Texas og taler - i øvrigt i modsætning til Cruz - flydende spansk. O'Rourke har et udseende som en ung John F. Kennedy. Og politisk er han moderat nok til at vinde republikanske stemmer, men progressiv nok til at begejstre unge demokrater til at banke på dørene for ham. At han ikke er bange for melde politisk ud, er tydeligt på listen over politiske holdninger. Kombineret med en veludviklet evne til indsamling af penge og en villighed til at besøge ALLE Texas' amter står kampen reelt lige.

Republikansk ærgrelse 
Republikanerne ærgrer sig, thi de er nu nødt til at hælde penge i en dyr stat for at forsvare Cruz' sæde - et sæde de ikke kan undvære i den skarpe kamp om flertal i Senatet. De penge ville partiet hellere have brugt til at spænde ben for udsatte demokratiske senatorer i stater, som Donald Trump vandt sikkert - eksempler tæller Joe Manchin i West Virginia, Joe Donnelly i Indiana eller Claire McCaskill i Missouri.

Her er en ualmindelig nørdet gennemgang af Beto O'Rourkes gode chancer.