Bekymrende miner spreder sig i det amerikanske erhvervsliv.
Igennem valgkampen kæmpede Obama for at bevise, at han placerer sig i midten, hvad angår den økonomiske politik. Taktikken lykkedes fint, bortset fra ”Joe the Plumber-episoden,” hvor Obama sagde, at han gerne ville omfordele mere.
Aktiernes historiske nedtur
I den sidste uges tid er Dow Jones-indekset steget betydeligt, men ifølge iagttagere er det en falsk reaktion – så gode er nyhederne ikke, og indekset vil snart falde igen. Sker der, vil det følge en tendens, siden Obama blev valgt: En aktiemæssig nedtur.
Faktisk har ingen nyindsat præsident tidligere oplevet så stort et aktiefald – ikke engang Franklin D. Roosevelt under depressionen. Den 20. januar lå Dow Jones på indeks 8279. I starten af denne måned lå det på 6763. Nu er det dog kravlet tilbage på 7776. Men rutsjeturene vil fortsætte.
Total lighed?
En stor bekymring er en paragraf i en af de økonomiske pakker, som ifølge nogle iagttagere bliver en hæmsko på økonomien: Ifølge loven må de 20 højestlønnede højest få 50 % af deres løn i aktieoptioner i et firma, der har fået penge fra staten i en pakke - de såkaldte TARP-penge.
Umiddelbart måske sympatisk – men det skaber en dominoeffekt. Når de første 20 har fået reduceret deres bonuser, er de ikke længere de højestlønnede – og så må det gå ud over 20 til. Til sidst tjener alle det samme, ligheden er fuldstændig, og dynamikken og økonomien ligger i ruiner.
Et yderligere problem er, at at langt de fleste i den finansielle sektor lever af optioner og bonuser og får en lav grundløn. Det begrænser yderligere muligheden for en god kompensation, for en voldsom forhøjelse af grundlønnen er politiks umulig i øjeblikket – og dermed forsvinder de dygtige individer ud af en sektor, der om nogen har brug for kloge hoveder lige nu.
Big government er tilbage
”The era of big government is over,” sagde daværende præsident Bill Clinton ved sin State of the Union tale i 1996. Men big government er genfødt under Obama-administrationen. Erhvervslivet reagerer med rædsel – og de næste måneder bliver afgørende for Obama.
Lykkedes hans økonomiske politik, har Reagan- og Thatcher-æraen i hvert fald på kort sigt spillet fallit, og præsidenten vil blive båret på hænder og fødder af keynesianske økonomer – og den amerikanske offentlighed. Mislykkes politikken er vejen banet for en republikansk genopståen.
Læs en række artikler med en kritisk tilgang til Obamas økonomiske politik:
http://www.smartmoney.com/Investing/Economy/The-Beginning-of-the-End-for-Investing/
http://pajamasmedia.com/blog/mr-president-turn-back-while-theres-still-time/
http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/us_and_americas/article5821963.ece
22.3.09
Republikanerne vil af med Michael Steele
De første uger af Michael Steeles karriere som formand for Republikanerne kan opsummeres med to ord: Total fiasko.
Der var ellers stor optimisme i partiet, da han blev valgt som den første sorte leder af Abraham Lincolns gamle parti.
Men det første problem kom, da han røg ud i en grim boksekamp mod Rush Limbaugh. Radioværten bliver anset for at være bannerføreren for den klassiske sociale konservatisme, og han har 25 millioner loyale lyttere hver uge.
Steele kritiserede Limbaugh for ikke at være andet end en ”entertainer,” og sagde at hans holdninger piskede en stemning op.
Da Limbaugh så skød igen, kapitulerede Steele, og Demokraterne jublede. Nu kunne de vise moderate vælgere, at Limbaugh var Republikanernes sande leder.
Slum love
Steele bliver også kritiseret for ikke at have styr på organisationen. Republikanerne har endnu ingen fastansatte ledere i partihovedkvarteret for hverken PR, finansiering eller i stilligen som stabschef.
Samtidig siger Steele også ja til de fleste interviews, og det gav visse problemer, da han tilbød den ”friggin awesome” guvernør Bobby Jindal noget ”Slum love.” Hentydningen var til filmen Slumdog Millionaire, og med Jindals indiske baggrund tårnede problemerne sig op.
Kort tid efter lykkedes det Steele ved et møde at spørge efter nogle ”en-armede dværge.” Pointen var tabt for de fleste, men der var underholdning for satirikerne.
Den helt store katastrofe skete, da Steele i et interview med CQ Magazine erklærede, at abort var et valg. Den religiøse højrefløj gik besærk, og både tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og den stærke interesseorganisation ”Christian Coalition” gik imod ham.
Som et sidste krydderi truede han tre moderate senatorer, der havde stemt for Obamas økonomiske pakke. Steele blev spurgt, om han ville støtte udfordrere i primærvalgene og erklærede: ” “Oh, yes, I’m always open to everything, baby, absolutely.”
Ifølge kilder i partiet overvejer Katon Dawson, som tabte valget om at blive formand til Steele, at stille et mistillidsvotum til Steele inden for et par uger.
I mangel af bedre
Skulle det ske, og bliver Dawson ny leder, vil Republikanerne have nye problemer: I 12 år var Dawson medlem af en privat klub kun for hvide. Det vil næppe begejstre de minoriteter, partiet så hårdt har brug for.
Republikanerne kunne også vælge at skifte Steele ud med Ken Blackwell. Han ligger væsentligt længere til højre end Steele, men er også sort. Så viser partiet minoriteterne, at det ikke er hudfarven, men holdningerne den er gal med hos Steele. Men til gengæld kan Blackwell ikke tiltrække moderate vælgere.
Republikanerne står derfor med noget af et dilemma, og udgangen kan meget vel være at holde fast i Steele – i mangel af bedre.
Læs om Steeles holdning til abort her.
Der var ellers stor optimisme i partiet, da han blev valgt som den første sorte leder af Abraham Lincolns gamle parti.
Men det første problem kom, da han røg ud i en grim boksekamp mod Rush Limbaugh. Radioværten bliver anset for at være bannerføreren for den klassiske sociale konservatisme, og han har 25 millioner loyale lyttere hver uge.
Steele kritiserede Limbaugh for ikke at være andet end en ”entertainer,” og sagde at hans holdninger piskede en stemning op.
Da Limbaugh så skød igen, kapitulerede Steele, og Demokraterne jublede. Nu kunne de vise moderate vælgere, at Limbaugh var Republikanernes sande leder.
Slum love
Steele bliver også kritiseret for ikke at have styr på organisationen. Republikanerne har endnu ingen fastansatte ledere i partihovedkvarteret for hverken PR, finansiering eller i stilligen som stabschef.
Samtidig siger Steele også ja til de fleste interviews, og det gav visse problemer, da han tilbød den ”friggin awesome” guvernør Bobby Jindal noget ”Slum love.” Hentydningen var til filmen Slumdog Millionaire, og med Jindals indiske baggrund tårnede problemerne sig op.
Kort tid efter lykkedes det Steele ved et møde at spørge efter nogle ”en-armede dværge.” Pointen var tabt for de fleste, men der var underholdning for satirikerne.
Den helt store katastrofe skete, da Steele i et interview med CQ Magazine erklærede, at abort var et valg. Den religiøse højrefløj gik besærk, og både tidligere præsidentkandidat Mike Huckabee og den stærke interesseorganisation ”Christian Coalition” gik imod ham.
Som et sidste krydderi truede han tre moderate senatorer, der havde stemt for Obamas økonomiske pakke. Steele blev spurgt, om han ville støtte udfordrere i primærvalgene og erklærede: ” “Oh, yes, I’m always open to everything, baby, absolutely.”
Ifølge kilder i partiet overvejer Katon Dawson, som tabte valget om at blive formand til Steele, at stille et mistillidsvotum til Steele inden for et par uger.
I mangel af bedre
Skulle det ske, og bliver Dawson ny leder, vil Republikanerne have nye problemer: I 12 år var Dawson medlem af en privat klub kun for hvide. Det vil næppe begejstre de minoriteter, partiet så hårdt har brug for.
Republikanerne kunne også vælge at skifte Steele ud med Ken Blackwell. Han ligger væsentligt længere til højre end Steele, men er også sort. Så viser partiet minoriteterne, at det ikke er hudfarven, men holdningerne den er gal med hos Steele. Men til gengæld kan Blackwell ikke tiltrække moderate vælgere.
Republikanerne står derfor med noget af et dilemma, og udgangen kan meget vel være at holde fast i Steele – i mangel af bedre.
Læs om Steeles holdning til abort her.
14.3.09
Washington D.C. skal have plads i Kongressen
”Ingen beskatning uden repræsentation,” lød kampråbet, da USA løsrev sig fra Storbritannien i 1770’erne.
Men hvad gør man så, når landets hovedstad ikke er repræsenteret i Kongressen?
USA’s hovedstad har længe været lidt af en udfordring for landets lovgivere. Byens indbyggere uddeler tre valgmandsstemmer til præsidentvalgene, og det har de gjort siden den 23. tilføjelse til forfatningen i 1961. Men byen har ingen senatorer eller medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Demokratisk bastion
Republikanerne har længe blokeret for at lade Washington D. C. få pladser i kongressen, og grunden er simpel: Byen er en demokratisk fæstning med så tykke jernporte og betonmure, at Republikanerne aldrig vil få slået bare små huller i befæstningerne.
John Kerry vandt området med 89 procent af stemmerne mod ni procent til George W. Bush i 2004.
Barack Obama vandt hovedstaden med 92 procent mod seks procent til John McCain i 2008.
Med disse næsten nordkoreanske valgresultater, er det sikkert, at kongresmedlemmer fra staten vil blive demokrater. Det er Republikanerne naturligvis ikke interesserede i.
Men med det nye og store demokratiske flertal i kongressen er der kommet skred i sagerne. Den 26. februar vedtog Senatet med stemmerne 61 mod 37 at give USA’s hovedstad et sæde i Repræsentanternes Hus.
Samtidig udvides Huset fra 435 til 437 medlemmer.
Det andet nye medlem er fra Utah, og det forklarer, hvorfor seks republikanere stemte for lovforslaget. Utah er nemlig en sikker republikansk stat, domineret af den religiøse højrefløj i skikkelse af mormonerne.
Kort glæde
Grunden til, at Utah også for en plads, er, at der er generel enighed om, at staten blev snydt for en plads ved folketællingen i 2000.
Glæden kan blive kortvarig for Utah, for der skal være ny folketælling i 2010, og så distribueres pladserne i Repræsentanternes Hus proportionalt efter staternes indbyggertal. Her kan Utah miste pladsen til hurtigtvoksende stater som Texas eller Arizona.
Washington D.C. skal heller ikke glæde sig for tidligt. Modstandere af den nye lov agter at tage sagen hele vejen til Højesteret, da de mener, den strider mod forfatningen.
Samtidig blev der påklistret en følgelov, som afskaffede den strikse våbenlovgivning i hovedstaden. Det kan forsinke loven, når demokratiske politikere både i og uden for hovedstaden vil bekæmpe den tilføjelse.
Læs mere om det føderale distriks historie her.
Men hvad gør man så, når landets hovedstad ikke er repræsenteret i Kongressen?
USA’s hovedstad har længe været lidt af en udfordring for landets lovgivere. Byens indbyggere uddeler tre valgmandsstemmer til præsidentvalgene, og det har de gjort siden den 23. tilføjelse til forfatningen i 1961. Men byen har ingen senatorer eller medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Demokratisk bastion
Republikanerne har længe blokeret for at lade Washington D. C. få pladser i kongressen, og grunden er simpel: Byen er en demokratisk fæstning med så tykke jernporte og betonmure, at Republikanerne aldrig vil få slået bare små huller i befæstningerne.
John Kerry vandt området med 89 procent af stemmerne mod ni procent til George W. Bush i 2004.
Barack Obama vandt hovedstaden med 92 procent mod seks procent til John McCain i 2008.
Med disse næsten nordkoreanske valgresultater, er det sikkert, at kongresmedlemmer fra staten vil blive demokrater. Det er Republikanerne naturligvis ikke interesserede i.
Men med det nye og store demokratiske flertal i kongressen er der kommet skred i sagerne. Den 26. februar vedtog Senatet med stemmerne 61 mod 37 at give USA’s hovedstad et sæde i Repræsentanternes Hus.
Samtidig udvides Huset fra 435 til 437 medlemmer.
Det andet nye medlem er fra Utah, og det forklarer, hvorfor seks republikanere stemte for lovforslaget. Utah er nemlig en sikker republikansk stat, domineret af den religiøse højrefløj i skikkelse af mormonerne.
Kort glæde
Grunden til, at Utah også for en plads, er, at der er generel enighed om, at staten blev snydt for en plads ved folketællingen i 2000.
Glæden kan blive kortvarig for Utah, for der skal være ny folketælling i 2010, og så distribueres pladserne i Repræsentanternes Hus proportionalt efter staternes indbyggertal. Her kan Utah miste pladsen til hurtigtvoksende stater som Texas eller Arizona.
Washington D.C. skal heller ikke glæde sig for tidligt. Modstandere af den nye lov agter at tage sagen hele vejen til Højesteret, da de mener, den strider mod forfatningen.
Samtidig blev der påklistret en følgelov, som afskaffede den strikse våbenlovgivning i hovedstaden. Det kan forsinke loven, når demokratiske politikere både i og uden for hovedstaden vil bekæmpe den tilføjelse.
Læs mere om det føderale distriks historie her.
7.3.09
Republikanerne vender sig mod genopstået stjerne
I 1994 var alle søgelys hos de politiske medier rettet mod en mand: Newt Gingrich.
Med sin ”kontrakt med Amerika” havde republikaneren fra Georgia givet Bill Clinton og Demokraterne en blodtud af dimensioner ved midtvejsvalget. I Repræsentanternes Hus stormede Republikanerne frem med 54 pladser.
Sejren skyldtes i stor udstrækning Gingrichs vellykkede forsøg på at fremstille Kongressen som korrupt og ved at love et opgør med de demokrater, der netop var forlist med et forsøg på at skaffe sygesikring til alle via staten.
Fald fra de politiske tinder
Senere gik det galt. Som formand for Repræsentanternes Hus var Gingrich magtfuld, men overspillede ifølge en del iagttagere sine kort, da han lammede USA’s føderale regering i 1995 i protest mod Clintons finanslovsforslag.
For det første mente en del amerikanere, at det var at gå for langt. For det andet var det en pr-mæssig katastrofe, da Gingrich sagde, at han og Bob Dole (sidstnævnte var præsidentkandidat i 1996) var blevet tvunget til at sidde langt tilbage i flyet under en tur med præsidentens Air Force One.
Som Tom DeLay – tidligere medlem af Repræsentanternes Hus fra Texas - senere udtalte, lignede det nu ikke så meget en nobel kamp mod statens overforbrug, men mere to forurettede børn, der var utilfredse med deres plads i bussen.
I 1998 ledte Gingrich an i anklagerne mod Bill Clinton for at lyve under ed. Men taktikken slog fejl – Republikanerne gik tilbage ved midtvejsvalget det år med fem pladser. Gingrich trak sig tilbage og forlod den politiske scene.
Men han fortsatte med at tænke politiske tanker. Valget i 2008 resulterede i en gedigen gennembankning af Republikanerne. Nu vender de sig mod Gingrich for at få idéer og inspiration til at komme videre.
Idévulkan
At manden er en veritabel vulkan, der sprutter idéer ud, viser dette lille uddrag af en artikel fra New York Times Magazine:
”At one point, I asked Gingrich, now a healthful-looking 65, about his sudden exit from Congress in 1998. “First of all, in the Toynbeean sense, I believe in departure and return,” he told me.
“In the what sense?” I asked.
“Arnold Toynbee,” he replied matter-of-factly, as if no one would walk into his office without having read “Lectures on the Industrial Revolution in England.” “I believe in the sense that, you know, De Gaulle had to go to Colombey-les-Deux-Églises for 11 years.”
“I’m sorry?”
“Departure and return. And someone once said to me, if you don’t leave, you can’t come back, because you’ve never left.”
I was still trying to process this nugget when the slouching Gingrich, now onto a point about steel plants closing, jolted upright. “The 1913 Girl Scouts manual!” he said, or at least that’s what it sounded like. “Which I should get a copy of.” He punched a button on his phone and dialed his assistant.”
Nu håber Republikanerne så på, at Gingrich kan finde en ny sag for et parti, der ikke alene mangler ledelse, men værst af alt også mangler mål og med, efter at sloganet om lavere skatter ikke længere ser ud til at få amerikanerne til at sætte tænderne i det republikanske valgflæsk.
Læs en glimrende magasinartikel om Gingrich som Republikanernes genopståede stjerne her. Artiklen spekulerer også i 65-årige Newt Gingrichs overvejelser om at stille op mod Barack Obama i 2012.
Med sin ”kontrakt med Amerika” havde republikaneren fra Georgia givet Bill Clinton og Demokraterne en blodtud af dimensioner ved midtvejsvalget. I Repræsentanternes Hus stormede Republikanerne frem med 54 pladser.
Sejren skyldtes i stor udstrækning Gingrichs vellykkede forsøg på at fremstille Kongressen som korrupt og ved at love et opgør med de demokrater, der netop var forlist med et forsøg på at skaffe sygesikring til alle via staten.
Fald fra de politiske tinder
Senere gik det galt. Som formand for Repræsentanternes Hus var Gingrich magtfuld, men overspillede ifølge en del iagttagere sine kort, da han lammede USA’s føderale regering i 1995 i protest mod Clintons finanslovsforslag.
For det første mente en del amerikanere, at det var at gå for langt. For det andet var det en pr-mæssig katastrofe, da Gingrich sagde, at han og Bob Dole (sidstnævnte var præsidentkandidat i 1996) var blevet tvunget til at sidde langt tilbage i flyet under en tur med præsidentens Air Force One.
Som Tom DeLay – tidligere medlem af Repræsentanternes Hus fra Texas - senere udtalte, lignede det nu ikke så meget en nobel kamp mod statens overforbrug, men mere to forurettede børn, der var utilfredse med deres plads i bussen.
I 1998 ledte Gingrich an i anklagerne mod Bill Clinton for at lyve under ed. Men taktikken slog fejl – Republikanerne gik tilbage ved midtvejsvalget det år med fem pladser. Gingrich trak sig tilbage og forlod den politiske scene.
Men han fortsatte med at tænke politiske tanker. Valget i 2008 resulterede i en gedigen gennembankning af Republikanerne. Nu vender de sig mod Gingrich for at få idéer og inspiration til at komme videre.
Idévulkan
At manden er en veritabel vulkan, der sprutter idéer ud, viser dette lille uddrag af en artikel fra New York Times Magazine:
”At one point, I asked Gingrich, now a healthful-looking 65, about his sudden exit from Congress in 1998. “First of all, in the Toynbeean sense, I believe in departure and return,” he told me.
“In the what sense?” I asked.
“Arnold Toynbee,” he replied matter-of-factly, as if no one would walk into his office without having read “Lectures on the Industrial Revolution in England.” “I believe in the sense that, you know, De Gaulle had to go to Colombey-les-Deux-Églises for 11 years.”
“I’m sorry?”
“Departure and return. And someone once said to me, if you don’t leave, you can’t come back, because you’ve never left.”
I was still trying to process this nugget when the slouching Gingrich, now onto a point about steel plants closing, jolted upright. “The 1913 Girl Scouts manual!” he said, or at least that’s what it sounded like. “Which I should get a copy of.” He punched a button on his phone and dialed his assistant.”
Nu håber Republikanerne så på, at Gingrich kan finde en ny sag for et parti, der ikke alene mangler ledelse, men værst af alt også mangler mål og med, efter at sloganet om lavere skatter ikke længere ser ud til at få amerikanerne til at sætte tænderne i det republikanske valgflæsk.
Læs en glimrende magasinartikel om Gingrich som Republikanernes genopståede stjerne her. Artiklen spekulerer også i 65-årige Newt Gingrichs overvejelser om at stille op mod Barack Obama i 2012.
Subscribe to:
Posts (Atom)
