31.5.20

Kernevælgerne er fundamentet

Den gængse opfattelse af valgkampe er, det gælder om at hive nye vælgere ind i folden med gode argumenter og skarpe pointer.

Men mere end nogensinde før gælder det i USA om at aktivere ens kernevælgere. Både Trump- og Biden-kampagnen erkender, antallet af svingvælgere i år måske er 5 procent. I 2016 var det 21 procent måneden før valget.

Republikanerne i almindelighed og Trump i særdeleshed er længe gået efter at aktivere allerede overbevist republikanere ved at hive abortmodstandere, våbentilhængere og kirkegængere til valgstederne, mens partiet forsøger at forhindre unge, sorte og så videre i at stemme.

Biden-kampagnen har erkendt, det nok også gælder om at få kernevælgerne ud at stemme i stedet for at overbevise Trump-vælgere om at stemme på Biden. Det bliver sværere for Demokraterne, for fattige med timelønnet arbejde - demokratiske kernevælgere - har nu engang sværere ved at tage fri for at stemme end pensionerede, velhavende hvide i Wyoming.

Udviklingen med færre svingvælgere kan også give endnu mere beskidte valgkampe. Der er ingen grund til at behandle modparten pænt, hvis målet ikke er at få vælgere til at skifte side. Her gælder det i stedet om at være så brutal som mulig, så vrede , frygt og had hos egne vælgere får dem af sted på valgdagen.

25.5.20

Sherif-stjerne på 87 kæmper videre

Sheriffen Joe Arpaio blev vidt berygtet i Arizona for at tvinge fanger til at gå i pink undertøj, rense vejrabatter iført lænker og for åben raceopdeling i sit arbejde med kriminalitet. Han blev også berygtet for de utallige retssager, han førte Maricopa County ind i, for at bruge 100 millioner dollars på andre måder, end skatteborgerne havde givet lov til - og for stærkt at gå ind for Trump i et i stigende grad demokratisk område.

Det blev ikke ved med at gå godt for for Arpaio, der tabte valget som sheriff med næsten 13 procentpoint i 2016 til en demokrat.

Siden blev Arpaio dømt for foragt for retten, men blev kontroversielt benådet af præsident Trump. Og i 2018 forsøgte han så at blive senatskandidat, men tabte primærvalget.

Den 87-årige Arpaio giver dog ikke sådan op. Nu stiller han op til sit gamle job som sheriff, men skal dog lige gennem et republikansk primærvalg først. Uanset hvad er Demokraterne dog begejstrede. 

Men Arpaio som kandidat er der nemlig mange stemmer at hente for Demokraterne hos vælgere, der ellers ikke ville have stemt- simpelthen fordi han er så polariserende.

18.5.20

Fyret læge anklager Trump-regeringen for corona-fiasko

Dr. Rick Bright ledte en styrelse, der stod i spidsen for USA's indsats mod corona-pandemien. Men Bright sagde sandheden for ofte til pressen, og præsident Trump sparkede ham ud. Bright indgav straks en whistleblower-erklæring og allerede i sidste uge udtalte han sig foran Kongressen.

Det gav fem store konklusioner

  • Trumps regering var fuldstændigt uforberedt over for pandemien
  • Regeringen ignorerede flere advarsler og kunne have nået at forberede sig
  • Donald Trump vil undvære testfasen for medicin, der måske/måske ikke kan behandle Covid-19 som  hydroxychloroquine 
  • Det er bestemt ikke sikkert, der kommer en vaccine inden for de næste 12-18 måneder
  • Ingen i regeringen leder reelt indsatsen mod pandemien. Beslutningerne er spredt ud hos mange individer med de udfordringer, det giver 

En kilde mister altid nogen troværdighed, når han lige er blevet fyret af dem, han udtaler sig imod. Det slog Republikanerne da også meget på i deres spørgsmål til Bright, og derudover kritiserede Republikanerne Demokraterne for overhovedet at spilde tid på sådan en høring midt under pandemien. Til gengæld var der meget lidt diskussion om substansen fra Republikanerne, som ikke tog stilling til Brights pointer.

11.5.20

Sørge-succes og dødsstjerne-død

For nogle går det godt i den virale SoMe-verden. For andre skidt.

The Lincoln Project er en gruppe republikanere, der er godt trætte af Donald J. Trump og drømmer om partiet, som det var under Eisenhower og Ford. De lavede reklamen "Mourning in America," som klarede sig ganske fint på YouTube.




Den klarede sig dog endnu bedre, da præsidenten valgte at gå amok over den. Det førte til voldsomt mange pengedonationer til gruppen, der nu har fået råd til at lave reklamer vendt mod nogle af Trumps udsatte allierede i Senatet.



Efter disse omgange må sejren siges at gå til The Lincoln Project, omend retorikken i ovenstående reklame næppe ville gøre sig i en dansk kontekst.

Men Trump-kampagnen vil ikke stå tilbage - Dødsstjernen vil snart ramme Joe Biden, lød det fra Trumps kampagneleder Brad Parscale.



Som det ses i kommentarfeltet, undrer mange sig over, om Trumps folk overhovedet har set Star Wars. Dødsstjernen er et imponerende våben, men det bliver ødelagt af  heltemodige oprørere, og imperiet kollapser. Det er vel næppe det budskab, Trump vil ud med? Her må vi sige, dødsstjerne-dramaet tabte i SoMe-land.

4.5.20

Corona-målinger får Trump til at true kampagneleder med retssag

49 %. 47 %.  46 %. 45 %. 40 %.

Sådan ser fem meningsmålinger ud for Donald J. Trump i svingstaten North Carolina. Det første tal er fra begyndelsen af april. Det sidste er fra slutningen.

Hvad kan grunden til denne rutsjebanetur dog være?

Gamle målinger
En oplagt forklaring vil være, vi her ser en "corona-måling." Amerikanerne er bestemt ikke imponerede af præsidentens krisehåndtering endsige hans forslag om at indtage desinficerende midler for at bekæmpe pandemiens fodsoldater, viruspartiklerne.

I en anden svingstat som Iowa fører Trump dog stadig med 51 % mod 41 % til Joe Biden.

Det burde vel højne humøret hos Trump?

Nej. I sidste uge gik Trump amok på sin kampagneleder, Brad Parscale, og truede endda med at anlægge retssag mod ham. 

Hvad den retssag skulle gå ud på, står ikke klart.

Interne rædselstal
Hvad der står klart er, at Trump fik en bunke interne målinger, der viser, det ikke kun er North Carolina det står slemt til i. De gode tal i Iowa skyldes, den sidste offentlige meningsmåling herfra er fra 5. marts.

Trump mener, han med sin krisehåndtering burde ligge på de popularitetstal, som George H. W. Bush havde lige efter Golfkrigen - 89 %!

Det er amerikanerne imidlertid ikke enig i, og Trump raser og føler sig presset.