Californien vil fra 2020 flytte sit primærvalg frem, så det kommer efter de første fire stater: Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina. I dag stemmer Californien i juni, hvor primærvalgene som regel er afgjort.
Delstatens rationale er at få mere indflydelse på primærvalgene. Men flytter Californien sit primærvalg, vil det få meget stor betydning for den måde, USAs store partier finder deres præsidentkandidater.
Californien er absolut USA's befolkningsrigeste delstat. Vinder en kandidat valget her, bliver han eller hun næsten umulig at stoppe på grund af en stor føring i antal delegerede. Og det kræver enormt mange penge at være med i spillet i delstaten. At en ukendt guvenør skulle komme fra baghjul - eksempler på det tæller Jimmy Carter og Bill Clinton - bliver så godt som utænkeligt.
Det får også ideologisk indflydelse. Californien er en særdeles venstreorienteret delstat og er faktisk den eneste delstat, hvor Hillary Clinton sikrede Demokraterne flere stemmer i 2016, end Barack Obama fik i 2012. Dermed kan venstreorienterede demokrater som senatorerne Elizabeth Warren eller Bernie Sanders få lettere spil mod midterorienterede demokrater som tidligere vicepræsident Joe Biden eller Louisiana-guvernør John Bel Edwards.
Det kan være fint i primærvalgene, men kan give Demokraterne hovedpine ved selve præsidentvalget. En Elizabeth Warren henter næppe mange svingvælgere i North Carolina eller Michigan.
Reelt en samlet primærvalgsdag?
Ændringen vil også give californiske politikere, som er kendt i delstaten, et stort forspring. Få kender Los Angeles-borgmester Eric Garcetti rundt omkring i USA. Men mange kender ham i Californien. Han kan springe de første fire stater over og alligevel føre primærvalget med en sejr i Californien.
Og så er der alle Sydstaterne, der traditionelt stemmer på samme dag, Supertirsdagen. Hvordan vil de reagere på Californiens beslutning? Flytter de deres primærvalg til samme dato som Californien, har vi reelt et nationalt primærvalg på en og samme dag, hvor det hele bliver afgjort. Udover det er kedeligt for os bloggere, vil det kræve mange millioner dollars i valgkassen, for at en kandidat kan klare sig og blive taget seriøst.
Det hele kan ende i noget endnu værre rod, hvis flere andre stater reagerer og flytter rundt på deres primærvalg for stadig at få en del af den politiske kage, før Californien spiser det hele.
Lovforslaget om at flytte primærvalget ser ud til at blive vedtaget, og Californiens guvernør Jerry Brown vil skrive under.
11.9.17
Paul Ryan er under angreb
Det er ikke sjovt at være Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, i øjeblikket. Alle kritiserer ham, fra egne partifæller i Kongressen over præsident Donald Trump til Demokraterne.
Er Ryan overhovedet en dygtig leder? Det stiller flere spørgsmål ved.
Ja, han er valgt otte gange til Kongressen. Men det er fra et meget konservativt valgdistrikt i Wisconsin. Opstillede Republikanerne en kaktus i distriktet, ville kaktussen snildt vinde.
Så var han vicepræsidentkandidat i 2012 under Mitt Romney, men det skyldtes primært, at Romney - den rige, elitære og ældre hvide mand fra Østkysten - behøvede en ung mand fra Midtvesten til at afbalancere kandidaturet.
Senere udnyttede Ryan berømtheden fra 2012 til at få posten som formand. Men han har hverken formået at få kontrol over den fløj af Republikanerne, der går under navnet "Freedom Caucus". Han har et elendigt forhold til præsident Trump, og han har ikke formået at opbygge noget samarbejde med den demokratiske opposition. Intet tyder på, han har de lederegenskaber, der i dagens tilspidsede politiske klima kan gøre ham til en effektiv formand.
Kun en formand blev præsident
Paul Ryan drømmer som så mange andre politikere om Det Hvide Hus, men på grund af svaghederne er der næppe grund til at regne Ryan som en stærk præsidentkandidat. Udover hans egne svagheder er det at være formand for Repræsentanternes Hus generelt en uriaspost, der på grund af formandens behov for at være skarp ideolog svækker personen så meget i den brede offentlighed og over for midtervælgerne, at drømme om Det Hvide Hus fordamper. Det er kun lykkedes for en tidligere formand at blive præsident: James Polk, der var formand fra 1835 til 1839 og præsident fra 1845 til 1849.
Til gengæld klarede Polk sig glimrende, og han er ofte placeret højt på listen over bedste amerikanske præsidenter. I løbet af sin embedsperiode vandt han en krig mod Mexico og kunne dermed tilføje staterne Californien, New Mexico, Texas og det meste af Oregon-territoriet til USA. Han fik stærkt nedsat toldsatser, begyndte byggeriet af Washingtonmonumentet og udstedte USA's første frimærker - en stor ting i udviklingen af datidens infrastruktur.
En sådan fortælling kommer Paul Ryan næppe til at skabe for sig selv.
Er Ryan overhovedet en dygtig leder? Det stiller flere spørgsmål ved.
Ja, han er valgt otte gange til Kongressen. Men det er fra et meget konservativt valgdistrikt i Wisconsin. Opstillede Republikanerne en kaktus i distriktet, ville kaktussen snildt vinde.
Så var han vicepræsidentkandidat i 2012 under Mitt Romney, men det skyldtes primært, at Romney - den rige, elitære og ældre hvide mand fra Østkysten - behøvede en ung mand fra Midtvesten til at afbalancere kandidaturet.
Senere udnyttede Ryan berømtheden fra 2012 til at få posten som formand. Men han har hverken formået at få kontrol over den fløj af Republikanerne, der går under navnet "Freedom Caucus". Han har et elendigt forhold til præsident Trump, og han har ikke formået at opbygge noget samarbejde med den demokratiske opposition. Intet tyder på, han har de lederegenskaber, der i dagens tilspidsede politiske klima kan gøre ham til en effektiv formand.
Kun en formand blev præsident
Paul Ryan drømmer som så mange andre politikere om Det Hvide Hus, men på grund af svaghederne er der næppe grund til at regne Ryan som en stærk præsidentkandidat. Udover hans egne svagheder er det at være formand for Repræsentanternes Hus generelt en uriaspost, der på grund af formandens behov for at være skarp ideolog svækker personen så meget i den brede offentlighed og over for midtervælgerne, at drømme om Det Hvide Hus fordamper. Det er kun lykkedes for en tidligere formand at blive præsident: James Polk, der var formand fra 1835 til 1839 og præsident fra 1845 til 1849.
Til gengæld klarede Polk sig glimrende, og han er ofte placeret højt på listen over bedste amerikanske præsidenter. I løbet af sin embedsperiode vandt han en krig mod Mexico og kunne dermed tilføje staterne Californien, New Mexico, Texas og det meste af Oregon-territoriet til USA. Han fik stærkt nedsat toldsatser, begyndte byggeriet af Washingtonmonumentet og udstedte USA's første frimærker - en stor ting i udviklingen af datidens infrastruktur.
En sådan fortælling kommer Paul Ryan næppe til at skabe for sig selv.
4.9.17
Trump vil opsige frihandelsaftale med Sydkorea
I en usikker verden er det altid godt med venner. Men i Europa er mange USA-allierede usikre på, hvor de har præsident Trump og USA.
Samme følelses sidder mange vestligt orienterede ledere med i Asien. Her opsagde Donald Trump den gennem flere år forhandlede frihandelsaftale TPP, som ville have bundet mange lande tæt til USA og inddæmmet Kina.
Hvad så med Sydkorea? Det må da være en loyal allieret, som USA gerne vil pleje i disse urolige nordkoreanske tider.
Nej, åbenbart ikke. Donald Trump vil nemlig gerne trækker sig ud af frihandelsaftalen med Sydkorea, kendt som KORUS.
Både den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, den økonomiske rådgiver Gary Cohn og forsvarsminister James Mattis kæmper imod. De mener, at det vil skade USA's økononomi at trækker sig ud, og samtidig underminerer USA forholdet til og økonomien hos en vital allieret, når Nordkoreas atomvåben og missilprogram skal håndteres.
Horrible deal
Donald Trump peger på, at USA sidste år eksporterede for 42,3 milliarder dollars til Sydkorea og importerede for 69,9 milliarder dollars. Altså et minus på 27,7 milliarder dollars.
- It’s a horrible deal. It was a Hillary Clinton disaster, a deal that should’ve never been made. It’s a one-way street, lød det fra Trump i et interview med The Washington Post i april.
Wendy Cutler, chefforhandleren for USA da aftalen blev forhandlet i årene 2007-2014, er mindre overbevist om det smarte i at trække sig ud nu. I The Hill skriver hun:
- If not handled carefully, the latest impasse could lead to renewed trade tension between the U.S. and Korea. It also takes place at a time, after exceedingly threatening North Korean missile tests, when the bilateral alliance could not be more important
Frihandelsaftalen giver Trump frie hænder til at trække USA ud af aftalen med seks måneders varsel.
Samme følelses sidder mange vestligt orienterede ledere med i Asien. Her opsagde Donald Trump den gennem flere år forhandlede frihandelsaftale TPP, som ville have bundet mange lande tæt til USA og inddæmmet Kina.
Hvad så med Sydkorea? Det må da være en loyal allieret, som USA gerne vil pleje i disse urolige nordkoreanske tider.
Nej, åbenbart ikke. Donald Trump vil nemlig gerne trækker sig ud af frihandelsaftalen med Sydkorea, kendt som KORUS.
Både den nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, den økonomiske rådgiver Gary Cohn og forsvarsminister James Mattis kæmper imod. De mener, at det vil skade USA's økononomi at trækker sig ud, og samtidig underminerer USA forholdet til og økonomien hos en vital allieret, når Nordkoreas atomvåben og missilprogram skal håndteres.
Horrible deal
Donald Trump peger på, at USA sidste år eksporterede for 42,3 milliarder dollars til Sydkorea og importerede for 69,9 milliarder dollars. Altså et minus på 27,7 milliarder dollars.
- It’s a horrible deal. It was a Hillary Clinton disaster, a deal that should’ve never been made. It’s a one-way street, lød det fra Trump i et interview med The Washington Post i april.
Wendy Cutler, chefforhandleren for USA da aftalen blev forhandlet i årene 2007-2014, er mindre overbevist om det smarte i at trække sig ud nu. I The Hill skriver hun:
- If not handled carefully, the latest impasse could lead to renewed trade tension between the U.S. and Korea. It also takes place at a time, after exceedingly threatening North Korean missile tests, when the bilateral alliance could not be more important
Frihandelsaftalen giver Trump frie hænder til at trække USA ud af aftalen med seks måneders varsel.
Subscribe to:
Posts (Atom)
