Trump koster Secret Service penge

Donald Trump er en dyr herre for agenturet Secret Service, der har som primær opgave at beskytte den amerikanske præsident og hans familie.

Secret Service har netop bedt om 60 millioner dollars ekstra for 2017, hvilket sender årets samlede budget op over to milliarder dollars.

Udgifterne er vokset, siden Trump tog over. 

Trump er voldsomt glad for at opholde sig i hans ferieressort aka "Winter White House" Mar-a-Lago i Florida. Er du medlem af ressortet, har du forholdsvis let ved at få adgang og tage gæster med. Er de gæster mon farlige?

Samtidig ligger ressortet nær havet, hvor skibe med raketudstyr og mænd med ønske om at affyre raketterne mod Mar-a- Lago kunne tænkes at sejle forbi. Begge forhold giver massive sikkerhedsrisici, og det koster at patruljere havet og tjekke gæsterne.

Samtidig skal præsidentens hustru og børn beskyttes. Med deres jetset-liv med mange og spontane rejser, er det en dyr omgang.

Twitter-trusler

Et andet forhold er, at Donald Trump har let adgang til befolkningen via Twitter. Men befolkningen har dermed også let adgang til ham, og truslerne vælter ind. Her skal Secret Service vurdere, om nogle trusler er troværdige, og om det dermed er nødvendigt at efterforske internettrusler, som kan være svære at finde personerne bag. 

Secret Service ønsker ikke en Twitter-gentagelse af 1975, hvor Secret Service vurderede, at trusler fra Sara Jane Moore var ligegyldige.  Få måneder efter den vurdering forsøgte Moore at skyde præsident Gerald R. Ford. 

Land mod by i både Frankrig og USA

I morgen går Frankrig til valg, og tendensen ved det franske valg er den samme, som i de amerikanske - og mange andre valg i den vestlige verden: Det er land mod by.

Den konservative og indvandrerkritiske Christopher Caldwell tager i en fyldig artikel livtag med en række bøger af den franske forfatter Christophe Guilluy.

Det centrale budskab er, at 16 franske byer er vinderne i globaliseringen. Her lever en kulturel og økonomisk elite - den kreative klasse, om man vil - fedt i centrum og de hippe kvarterer. I udkanten af vinderbyerne bor indvandrere, som servicerer vinderklassen i lavindkomstjob.

Ude på landet bor imens de "indfødte tabere" uden udsigt til økonomisk fremgang og med knuste drømme. De gør oprør og stemmer på Front National. I byerne står venstreorienterede kandidater stærkt, og her gælder det ikke økonomisk udligning med provinsen. Nej, kulturel lighed er målsætningen. Som det siges med et glimt i øjet: En politisk sejr for storbyernes eliter kan være udpegningen af en første kvindelig og homoseksuel parkeringsinspektør.

De to grupper har intet med hinanden at gøre og forstår ikke hinanden. Giver det ikke minder i forhold til københavnernes chok over det "pisgule Jylland" ved Folketingsvalget i 2015? Eller jydernes hævngerrige smil, da arbejdspladser blev flyttet ud af København? Eller New Yorker-pigernes måbende og tårevædede ansigter, da Donald Trump triumferede i november sidste år?

Jo, det gør det. Og nu er vi  klar til endnu en omgang land mod by ved det franske valg.

Tillerson er på vej frem

For bare en uge siden udkom det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel med en artikel om USA's udenrigsminister Rex Tillerson. "Der schweigende Minister" - den tavse minister - lød det i en kritisk bedømmelse om en mand uden indflydelse, frosset ude af præsident Donald Trump. Udenrigsministeriet skulle beskæres med en tredjedel, og Trumps svigersøn Jared Kushner var ved at overtage den amerikanske udenrigspolitik.

Artiklen er skrevet før USA's missilangreb på Syrien, og hvilken forskel den tid har gjort.

Magasinet Politico har i dag historien om Tillerson, som nu er Trumps nye favorit. 

Angiveligt har forsvarsminister James Mattis, sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og Tillerson samlet sig en en magtfuld trekant, som har vundet stor tillid hos Trump efter det succesrige syriske angreb.

Trump siger selv:

- Rex is doing an outstanding job. He’s got a great sense. Look, he ran ExxonMobil for many years and it was flawlessly run.We’re proud of him.

Angiveligt har Tillerson haft otte frokoster med Trump, siden han tiltrådte. Det slår næste-favoritten, finansminister Steve Mnuchin, med fem. Og Tillerson har haft stor inflydelse på Trumps tanker om Syrien, Rusland og Kina. Tillersons øgenavn fra tiden hos oliegiganten ExxonMobil, T-Rex, giver i stigende grad mening.

Tingene kan hurtigt ændre sig i Det Hvide Hus - se bare på rådgiver Steve Bannon, som falder fra stjernerne. Men lige nu er Tillerson i kridthuset, og det styrker de klassisk republikanske politikere mod Bannons og Co.'s nye nationalisme.

Bankede Trump Kina på plads?

Et længe ventet topmøde mellem USA's præsident Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping er netop overstået. Trump konkluderer i vanlig retorisk stil om mødet:

- We have made tremendous progress in our relationship with China. We will be making additional progress. The relationship developed by President Xi and myself I think is outstanding. And I believe lots of very potentially bad problems will be going away.

Flere detaljer kom ikke på bordet, men Xi Jinping er ligeledes tilfreds:

- We have engaged in deeper understanding, and have built a trust, he said. I believe we will keep developing in a stable way to form friendly relations.

Trump bakker op:

- Well, I agree with you 100 percent.

Alle er altså glade - men hvad blev der egentlig opnået?

God mad og politisk status quo
I valgkampen hamrede Trump løs på Kina. Kina manipulerede med sin valuta, så amerikanske firmaer blev udkonkurreret, og amerikanske jobs gik tabt. Når Trump fik magten, ville Kina bliver banket på plads, og Xi Jinping fortjente i øvrigt ikke mere end en BigMac-menu, når han kom til USA.

Maden blev dog noget finere, da mødet fandt sted i det Trump-ejede ferieressort Mar-a-Lago i Florida.

Hvad angår det politiske, diskuterede lederne Nordkorea, kinesiske militærbaser i Det Sydkinesiske Hav og handel. Alt tyder på, at status quo fortsætter. Dermed kan Kina reelt set være mest tilfreds, for det betyder, at militærbaserne fortsætter med at vokse, handelsoverskuddet bevares, og Nordkoreas status som bufferstat cementeres.

Kina er ikke banket på plads endnu.

Skattereform eller medicinpriser?

Efter nederlaget med sundhedsreformen og den efterfølgende republikanske borgerkrig om skylden for fiaskoen har præsident Donald Trump stærkt brug for en sejr.

Hvad skal sejren være?

Lige nu tyder meget på, han går efter en skattereform. Det burde være en win-win: ALLE Republikanere går ind for at sænke skatterne. Men skindet bedrager. Der er stor uenighed om, hvilke skatter der skal lettes. Og uenigheden bliver ikke mindre, når politikerne skal finde ud af, hvordan de betaler for skattelettelserne.

Her risikerer Donald Trump og Republikanerne endnu en fadæse. Men hvor finder præsidenten så sejren?

En mulighed kan være priserne på medicin. De er meget høje i USA, og parallelimport er forbudt, så af den vej er det ikke muligt at presse priserne.

Under valgkampen lovede Trump at få priserne ned. Går han efter at gennemføre valgløftet, kan han stille Demokraterne i et dilemma: Vil de fortsætte den kompromisløse kamp mod Trump, eller vil de stemme for forslaget, som de er politisk enige i?

Bredt flertal
På Republikanernes side er der ingen større begejstring for at regulere medicinalindustrien, og flertallet af partiet vil nok stemme imod. Men tilstrækkelig mange er klar til at stemme for og samtidig utvivlsomt sikre sig stemmer og donationer fra interesseorganisationen AARP, USA's svar på Ældresagen.

Alt i alt bør Trump kunne strikke et flertal sammen af nogle Demokrater og nogle Republikanere. Det vil fremstå som et bredt politisk samarbejde, medicinpriserne vil gå ned, og Trump vil have sin første, store sejr. Med Trumps ord: It will be terrific. Lad os se, om han vælger den vej.