David Paterson fik sit livs største chance, da guvernør Elliot Spitzer blev afsløret i at betale dyre domme for luksus-escortpiger.
Viceguvernør Paterson blev ny leder af staten New York, og forhåbningerne til den i øvrigt blinde politiker var høje.
Siden er hans popularitet raslet ned. Årsagerne er flere.
Underskud
En er han uden megen kontrol over, men han får skylden alligevel. Finanskrisen har også ramt staten New York, og budgettet er ved at kollapse. På fire år kan underskuddet nå 47 milliarder dollars.
Skylden ligger dog ikke så meget på finanskrisen som på delstatens politikers vilde stigninger i budgettet over de sidste 15 år. Her er budgettet steget med 4,9 procent om året – et godt stykke over inflationen på 2,7 procent i samme periode.
Nu sidder Paterson med aben og får skylden. Løsningen er enten budgetnedskæringer, skattestigninger eller mere sandsynligt begge dele – og i sidste ende får Paterson sparket af vælgerne.
En anden grund er hans mislykkede udnævnelse af Kirsten Gillibrand til ny senator. Stærke demokratiske kræfter i byen New York raser over udnævnelsen og mener, Gillibrand er for konservativ.
Gillibrand var tidligere kongresmedlem for et republikansk-hældende distrikt i den nordlige del af staten, hvor hun støttede retten til at have våben.
Men siden udnævnelsen til senator har hun bevæget sig mod venstre. Det hjælper ikke Paterson, som også lagde sig ud med Kennedy-familien, der blev ydmyget, fordi Caroline Kennedy blev blandet ind i striden om Hillary Clintons åbne plads i Senatet.
Endelig er det nylige sammenbrud i delstaten New Yorks forsamling en giftpille for Paterson. Demokrater og Republikanere står efter en række politiske studehandler 31-31 mod hinanden, og intet bliver gennemført.
Ny Cuomo
Det benytter den voldsomt populære justitsminister i delstaten, Andrew Cuomo, til sin fordel.
Cuomo er søn af Mario Cuomo, der var guvernør i delstaten fra 1983-1994. Han var voldsomt populær og blev flere gange anset for Demokraternes bedste bud ved et præsidentvalg.
Andrew Cuomo lagde sig forleden ud med Paterson (læs om det her) og det anses for et tydeligt bevis på, at Patersons tid rinder ud. Han vil ikke have nogen chance for at slå Cuomo i et primærvalg.
Paterson kan kun håbe på, at Cuomo af en eller anden grund ikke stiller op. Men gør han det, vil Paterson nok ikke engang forsøge at slå ham. Så handler det bare om at undgå ydmygelsen og trække sig tilbage med æren i behold.
12.7.09
Demokraterne slipper af med ”enfant terrible”
Da den korruptionsanklagede guvernør i Illinois Rod Blagojevich udpegede Roland Burris som ny senator, lige før guvernøren selv blev afsat, fik Demokraterne et anseeligt problem.
Nægtede de at lade ham få sin plads, ville det betyde et svækket flertal i Senatet og stor vrede fra sorte organisationer både i Illinois og resten af landet – Burris er i dag det eneste sorte medlem af Senatet.
Lod de ham få pladsen, ville det være en etisk skamplet for Demokraterne, og et senatssæde den upopulære Burris let kunne tabe til en republikaner i 2010.
Det endte således med, at han blev medlem af Senatet.
Problemløsning
Men nu har Barack Obamas afløser i Senatet løst problemet af sig selv. Han stiller nemlig ikke op til valget i 2010. Det skriver avisen Chicago Tribune her.
Ifølge Burris selv skyldes det, at han ikke vil bruge tid og penge på at føre valgkamp, men i stedet vil bruge sin tid i Senatet på at ”kæmpe for Illinois.”
Imidlertid er det ikke svært at se, hvorfor Burris ikke tør tage en valgkamp.
I april blev det afsløret, at Burris kun havde fået 845 dollars ind i donationer til at føre valgkamp for. Burris kan altså dårligt betale for sandwich til de fremmødte journalister ved et valgmøde.
Det må siges at være et problem af en vis størrelse, da en typisk senatsvalgkamp i 2006 kostede 7,8 millioner dollars.
Et spørgsmål om ære
Samtidig har Burris haft sværere og sværere ved at forklare, om han på en eller anden måde var involveret i Blagojevich’s valg af ham som senator.
Burris ville med en vis sandsynlighed havde fået læsterlige tæsk i et demokratisk primærvalg, og havde i hvert fald ikke opnået genvalg.
Derfor vælger den noget forfængelige Burris altså at trække sig med en smule af æren i behold.
Er ære virkelig så vigtig for Burris? Ja, der kan der næppe være tvivl om – bare se dette billede af hans gravmomument, som allerede er bygget og med en god portion tekst på plads. En ”trailblazer” vil næppe finde sig i et forsmædeligt valgnederlag…
5.7.09
Republikanernes annus horribilis
Republikanerne var blevet tæsket gule og blå og lå blødende ved kantstenen efter valget i november.
Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.
Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.
Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.
Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.
Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.
Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.
I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.
Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.
Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.
Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.
Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.
Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:
Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?
Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.
Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.
Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.
Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.
Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.
Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.
Men nu kunne det da kun gå fremad, mente de fleste.
Steele flopper
Med Michael Steele som nyvalgt formand skulle partiet række ud til minoriterne.
Samtidig linede kandidaterne til præsidentvalget i 2012 sig op. Mike Huckabee og Sarah Palin tiltrak de evangeliske kernevælgere, og Mitt Romney og Mark Sanford kunne tiltrække minimaltstatsvælgerne.
Steele har efterhånden ingen kontrol over partiet længere, og det er tydeligt for flere kommentatorer, at han har fået en opgave langt ud over, hvad hans evner række til. De kiksede hiphop-referencer og skærmydslen med Bill O’Reilly ødelagde enhver troværdighed og tiltro til Steele.
Sanford bliver forelsket
Så imploderede guvernør Mark Sanford, da han indrømmede at have en affære med argentinske ”Maria” – hvis fulde navn ifølge The New York Times er ”María Belén Chapur.” Han stak ganske simpelt af fra ledelsen af staten i en uge, og da han vendte tilbage efter pres fra medier og embedsmænd faldt han hurtigt fra tinderne.
Han fik en stor stjerne hos konservative amerikanere, da han afviste præsident Barack Obamas føderale hjælp til sin hjemstat – om end han til sidst blev tvunget til at tage imod den.
I 2004 slæbte han levende grise ind i delstaten South Carolinas parlament som protest over politikers store kærlighed til ”pork barrel” – statspenge til at vinde gunst hos vælgerne med byggeprojekter og lignende.
Men nu er faktum, at et kandidatur i 2012 er udelukket for den indtil nu vældigt populære guvernør.
Palin flygter
Så var det Sarah Palins tur til at overraske.
Havde hun erklæret, at hun ikke stillede op til genvalg i 2010 ville det ikke havde ført til voldsomt store overskrifter i medierne. Det ville være naturligt, hvis hun havde præsidentambitioner. Der er langt fra Alaska til New Hampshire og Iowa, hvis man hver dag skal flyve fra hovedstaden Juneau.
Men nu har hun trukket sig helt ud af politik, og et noget forvirrende pressemøde – hvor pressen ikke fik lov til at stille et eneste spørgsmål – fik ikke ligefrem bragt lys over kaosset.
Vil hun stadig stille op i 2012, har hun nu enorme granitsten fra Alaskas bjerge hængende om halsen. Modstanderne vil spørge:
Hvilken erfaring har du for at blive præsident efter 2½ som guvernør af befolkningsmæssigt lille Alaska? (Onde tunger kalder Alaska for en stor, tom dybfryser)
Vil du også løbe fra pladsen, hvis præsidentembedet bliver for hårdt?
Palin-familien har haft et hårdt år med teenagegraviditet, anklager om magtmisbrug, anklager om at spenderer enorme partipenge på tøj – og så en anklage mod Palin for ganske simpelt at være uvidende.
Måske gemmer der sig en stor skandale, der snart åbenbarer sig. Så kan en tilbagetrækning pludselig give lidt mening for at punkterer ballonen en smule. Men også for Palin er vejen til Det Hvide Hus spærret af en flere kilometer bred rivende flod, som reelt er umulig at krydse.
Hun kan muligvis vinde det republikanske primærvalg stadigvæk, men demokrater og uafhængige afskyer hende som pesten og ser hende nu også som en, der giver fortabt, når udfordringerne vokser. Hun kan ikke vinde et valg mod Obama.
Kærlighed, trods alt
Kort og godt har 2009 utroligt nok vist sig at være endnu mere katastrofalt for Republikanerne end 2008. Hvad er næste skandale, spørger mange konservative amerikanere sig, mens angste små hår rejser sig i nakken.
Romantiske anlagte republikanere må nøjes med at glæde sig over, at en mand nok har fundet sit livs kærlighed. Sanford erkender nemlig, at han stadig er voldsomt forelsket i ”Maria,” og derfor er han ikke sikker på, at han kan redde sit nuværende ægteskab. Det er da ærlighed.
Læs her en artikel fra "The American Conservative" fra foråret om Sanford Mandens popularitet blandt konservative er åbenbar.
Subscribe to:
Posts (Atom)
